Noget Med Ord

Tag: ramblings

Jeg har først lige trykket på stikkontakten

Og jeg gav slip, helt slip, begyndte at tillade mig selv at sive langsomt ud i verden, jeg begyndte at give det plads, det, der er mig, sådan rigtigt, og mens jeg gjorde det, føltes presset udefra mindre, jeg lod nervøst drømmene snige sig med mig ud i verden, jeg tillader mig nu at være, lytter til mig selv uden rigtig at lytte til den indre kritiker, jeg falder, jeg vælter, jeg rejser mig op, jeg vader ind i folk med træsko på og et temmelig uisoleret hjerte, og nogle gange er det for meget, men for meget kan også være lige tilpas, og det er derfor, de her sætninger bliver så lange.

Det føles som om, at det at dele mere ud af mig selv har gjort, at tingene lettere kommer til mig, det er sgu næsten lige som det spirituelle pladder om, at det, man beder universet om, det kommer til en, men sandheden er faktisk, at det er sådan, jeg oplever det, jeg kaster stadig mere ufiltrerede bidder af mig selv ud i det frådende, smukke verdenshav, jeg bruger mig selv som madding for at få en større fangst, det lader til at begynde at virke, og jeg kan mærke samhørighed mellem mig og verden igen. Det er simpelthen ikke det samme at kaste en stiv papversion af sig selv derud, det er der ikke mange, der bider på, og når de gør, føles det ikke rigtigt, for det er de forkerte, der bider på, det er bare generelt forkert at skulle skære sig selv ud i pap.

Nu er det ikke fordi, jeg bilder mig ind, at verden har brug for mig, ikke sådan rigtigt, men det er faktisk sådan, det føles, som om der er brug for noget af det, jeg er og kan, som om jeg godt kunne få lov at høre til et sted, og efter 4 måneder i systemet er det en befrielse at føle andet end frygt og afmagt i forbindelse med fremtiden, jeg kan mærke lyset sprede sig inde i min mave, (nu blev det spirituelt igen), men det er mit lys, og jeg har først lige turdet trykke på stikkontakten for at tænde det, og jeg har fandme ikke tænkt mig at installere lysdæmper for nogen som helsts skyld nogensinde igen.

blurry

 

 

Den dér trang

Det kribler. 

Det er svært at lokalisere den slags kriblen. Den bare er

Har tidligere i mit liv kunnet lide at bryste mig af, at jeg ikke følte den slags behov. Ikke lige som alle de andre. På det seneste er det dog kommet snigende i takt med en stigende selvbevidsthed og -sikkerhed i kølvandet på alt for mange år som parforholdsforfalden. Det er skræmmende, så kunstigt-lykkelig man kan blive af at bruge dem. Altså penge. Har tilbragt hele formiddagen i et mekka af shopping på Godsbanerne. Så mange smukke ting. Så mange fine ting, som med garanti pludselig kunne gøre alt andet end min konto mere hel og pæn. Det er jo åndssvagt, men også ret rigtigt! 

Det kribler, og jeg overvejer at gå tilbage. 

Efter plakaten med Shipsteren, som ville passe så fint sammen med de andre hipster-fiskermænd på min hylde. 

Efter den fine halskæde, som ville aflede opmærksomheden totalt fra alt det andet, jeg er utilfreds med ved min krop. 

Man må kunne købe sig til endnu mere selvtillid og derfor flotte mænd på bedding. Sådan føles det. Så længe man bare ser rigtig ud, kan alt andet vel være ligemeget? 

Så derfor kribler det. 

Så jeg køber noget. Og noget mere. 

Så kribler det endnu mere. 

Altså. Den dér trang efter noget, man ikke engang ved, hvad er.

Men jeg ved, du også kender den.

Måske kan du mærke en kriblen, mens du læser dette.

Efter det dér eller den dér ting.  

Måske har vi bedst af ikke at få det altsammen? 

Jeg bliver i hvert fald hjemme. Nu.