Noget Med Ord

Tag: poetry slam

Winter is coming

(Poetry slam-tekst læst op til slam på Studenterhuset i Aalborg d. 16. december 2017. Det er første tekst, jeg har vundet et slam på)

Du kan ikke fryse mig, for jeg er allerede is.

Og brændt barn skyr ilden.

Og nu vil du have mig med ud at skøjte.

Og jeg ved sgu ikke, om jeg vil på glatis med dig.

Du siger skøjtebane, mens jeg tænker, det bliver en glidebane. Det er en slippery slope til en helt ny istid.

Og du smiler hele tiden til mig. Så det får jeg lyst til at sige, du skal holde op med.

Hold op med at kunne lide mig. Pil mig ned fra din piedestal.

For jeg er grim og gemen og iskold indeni. Du risikerer, at jeg tramper på dig. Jeg skøjter hen over dig som en rundsav med mine skarpslebne meder, og du ender med at blive flad som en ishockeypuck eller hakket til plukfisk. For du minder mig om mig som jeg var dengang.

Altid forelsket. Altid tilgængelig. Altid hans.

Vores forskelligheder byggede sig op imellem os som rullende snebolde i tøsne. Som en lavine ragede de alt med sig.

Så vi gik i stykker. Så jeg gik i stykker. Lå i sjappet tøsne i flere år. Og jeg vidste ikke, hvor jeg selv var henne mere, for jeg var en istap, der tøede op og smeltede sammen med ham.

Men nu ved jeg endelig, hvem jeg er: jeg er et fint og glitrende lag af nyfalden sne. Og der er grimt nedenunder alt det pæne.

Og du vil have mig med ud at skøjte, men jeg ved sgu ikke, om jeg vil på glatis med dig.

Og jeg frøs til is indeni, da du spurgte mig om det, så jeg spørger, om vi ikke bare kan kneppe i stedet. Jeg vil hellere vende vrangen ud på mig selv i en orgasme end at stå på skøjter med dig.

Jeg vil helst bare skøjte rundt på overfladen, men du bygger sneslotte og bruger ordet forelsket.

Forelsket. I mig?

Jeg har fået iskolde fødder. Og du smiler hele tiden, og det er jeg ikke vant til.

Og du skal sgu ikke smile til mig, mens du synes, jeg er nuttet, når jeg skøjter klodset rundt på isen som fucking bambi på glatis. Og jeg skal sgu ikke falde for dig.

Og vi skal ikke drikke varm kakao bagefter.

For jeg vil ikke tøs op.

For så smelter jeg.

Du må ikke smelte mig. For jeg er allerede is.

Tinderliv

Følgende tekst blev læst op til Aarhusmesterskabet i Poetry Slam på Stakladen. Den fik mig videre til 2. runde og handler om det forbandede, fantastiske Tinderliv.

Det er lørdag, solen skinner og jeg burde være ude til SPOT med mine veninder. I stedet sidder jeg med morgenhår og drageånde og overvejer at blive en af de plageånde, der skriver til et match, jeg fik for flere måneder siden, med en vag undskyldning om, at det var for at spille kostbar, jeg lod den passere, tiden.

Så ja, jeg står altså på spisesedlen hos Tinder – forsøger at sælge mig selv som en delikat ret, der står der på menukortet og glimter

Hvis jeg var en fire-retters menu, ville det nok ikke være helt forkert

Jeg rækker hele vejen fra appetizer til dessert

Det kommer selvfølgelig an på, hvem du er

– om du er sådan en, jeg ikke kan lade være

Det hele starter med det berømte førstehåndsindtryk, på en app med et billede og i forbindelse med dét skal ingen føle sig tryg

For hvis du har et profilbillede med bar overkrop, har jeg en klar idé om, hvor du gerne vil hen, tror du ikke godt, jeg ved, du sidder derude i dit hjem bag en skærm med dit strittende lem klar til at høre, om jeg har været meget slem?

Og hvis de næste billeder så er med hund, musikinstrumenter eller en andens barn, så ved jeg jo godt, det er et trick for at få mig til at følge troligt med dig hjem i din kyndige arm.

Og jeg tror godt, jeg ved, hvorfor du tager wifebeatertræningsspejlselfies med en guldkæde på så tyk, jeg ved godt, det er meningen, du vil vise, du er sådan en rig og stærk bad boy, der kan gøre mig tryg

Hvis din bil har zoomførsteret på de fleste af dine billeder, eller du ikke kan stave til din egen jobtitel, så forestiller jeg mig desværre deprimeret, hvordan vores forholds højdepunkt bliver de dage, hvor vi handler i Lidl

Nej, der er altså ikke langt til et venstreswipe fra mig

– og jeg beklager, men har du en indendørs solbrilleselfie, dømmer jeg dig fuldstændig ude som et kvaj

Det kan også virke omvendt, hvis du satser på billeder med heftigt flirtende stirreøjne; dit blik ligner noget, der vil vandre op og ned ad mig som en knapbestilt elevator, du ligner en regulær og skræmmende kvindemakulator

Der er så mange slags Tindermænd derude, man skal passe på

og hvordan finder man så ud af, om han er en af de få?

Altså en af de gode, der er empatisk og pæn, som ikke hyperventilerer ved tanken om at slå fælles rod på længere sigt, en som ikke bare er ude på at tinderevaluere længden på sin pik

Tja, jeg ved i hvert fald efterhånden, når han ikke er

Det er for eksempel, når han alligevel pludselig sagtens kan lade mig være.

Selv om jeg kraftedme sad der og havde barberet mig hele vejen fra mine armhuler til mine tæer

Jeg havde købt dyr vin og ryddet lejligheden op

Jeg havde med knaphulspræcision forhåndsinspiceret min nøgne krop

Du devaluerede mig helt uden at ejakulere

på en måde heldigt nok at det aldrig blev til mere

Du skrev fem minutter før vores date, at du ikke var kommet dig over din eks

og lige på det tidspunkt var jeg faktisk på et stadie hvor jeg bare drømte om en lille smule sex

Men jeg swiper videre, videre, videre – og det er sgu ikke ligefrem, fordi Tinderliv har gjort mig særlig meget blidere

Drømmen om at turde skrive

Det er en kliché, men der er langt ned fra vippen, som jeg står på med mine blævrende geleben. Jeg vil så gerne springe, knæene er allerede bøjede som incitament til afsæt, men hvordan bliver turen? Hvordan lander jeg? Blødt, hårdt, halsbrækkende? Udfaldet kan ikke kalkuleres på forhånd; der findes ikke en ordkalkule, gør der?

Jeg læser lige nu en bog om kreativitet. Den handler om at leve for og i den kreative proces. Om at mærke hjertet tale til en om det, man må gøre. Det, man har brug for at gøre. Uanset om verden lytter med eller ej. Om processen. Om tvivlen. Om det hårde arbejde. Om inspirationen, der kommer og går. Om afslag. Om at andre mennesker betyder noget, mens man skriver, men hvordan de på samme tid ikke må betyde noget som helst for det, man skriver. Man skal skrive for sin egen skyld. Jeg skal skrive for min egen skyld.

Og jeg kan skrive. Jeg MÅ skrive. Men lige nu skriver jeg mest i hovedet, fordi jeg er bange for at nedfælde alt det, jeg går og drømmer brudstykvis om, og som jeg endnu ikke ved, hvad er. Jeg er bange for, jeg ikke har noget at skrive, når alt kommer til alt. Den kloge forfatter til den bog, jeg læser, skriver, at det er en naturlig del af hele processen med tvivlen. Jeg vil så let som ingenting kunne finde på hobevis af undskyldninger for at afskære mit kreative hjerte fra dets blodforsyning. Det er let, fordi jeg er i opstartsfasen. Jeg har siden mine teenageår tænkt i mit meget stille sind, at jeg nok godt ville skrive bøger, når jeg blev pensionist. Jeg kunne allerede dengang mærke tanken i maven på den rigtige måde. Det er til gengæld først 3-4-5 år siden, jeg for alvor begyndte at ytre sætninger om at drømme om at skrive en bog. Men sætningerne var sporadiske og fyldt med “men”.

Lige nu er der ingen undskyldninger. Jeg har tiden. Jeg har lysten. Hvorfor gør jeg det ikke bare? Skriver, skriver, skriver. På noget, der er ægte. På noget, der er mig. Før det forsvinder. Før jeg forsvinder.

I princippet kan jeg godt plædere for, at jeg faktisk skriver et eller andet hver eneste dag. Jeg forsøger at tvinge mig selv til at skrive noget fuldstændig uagtet, hvad det er. Så jeg skriver. Blandt andet dette indlæg.

Som yngre oplevede jeg min skrivelyst som øjeblikke af ren, vild og utæmmet inspiration, der måtte nedfældes her og nu. Jeg forestillede mig, at mennesker, der skrev bøger, måtte være mennesker, der dag ud og dag ind blev ramt af denne følelse. Efterhånden har jeg beskæftiget mig en del med skrivning og skrivelyst, både professionelt og privat. Jeg kan konstatere, at man ikke kan regne med inspirationen. Man må endelig ikke forvente den. Man kan kun håbe på, den kommer og forgylder ens arbejde fra tid til anden. At den fornemmer, at man er en åben kanal, som gerne vil samarbejde med de gode idéer.

Det er et håndværk at skrive og for at blive bedre, bør man både læse og skrive dagligt. Jeg ved det. Teoretikerne siger det. Jeg siger det selv. Det er bare ikke så lige til. For så er der dét med modet. Modet er det eneste, man ikke må miste.

En ting er at stille mig op på en scene og læse mine tekster op til poetry slam. Det kræver mod, men den slags mod er afgrænset og min performance er et midlertidigt fodtrin, der udviskes fra verden igen. Hvis jeg skriver en bog, så har jeg sagt med blæk, at jeg godt tør. Så har jeg skrevet noget, som jeg vil sende ud i verden. Noget, der potentielt kan få afslag eller møde åbne døre.

Lige nu er jeg en åben kanal fuld af idéer. De kommer til mig i hobetal. Men jeg sender dem på porten. “Jeg kan ikke skrive om dig,” siger jeg til den ene idé efter den anden, “for jeg kan ikke holde fokus, jeg er ikke konsekvent nok, jeg aner ikke, hvad det vil sige at være forfatter – du må hellere banke på hos en af de dygtige.” Det er nu, det tæller, og usikkerheden banker på. For en gangs skyld er jeg ikke tilknyttet en censor, en vejleder, en noget-som-helst. Og jeg er helt ærligt ikke vant til at kæmpe for noget på den måde, som jeg forudser, at jeg skal kæmpe for at udleve denne drøm. Det vil koste. Mit selvværd skal være stærkt, hvis jeg skal gå rigtigt i gang. Jeg skal tro på det. Jeg skal ville det. Ordene skal være endnu stærkere end mine vilje. For pokker, mand, tør jeg at kunne det?

Imens sidder mit hjerte og kigger længselsfuldt efter alle idéerne med store, bedende hundeøjne. Hjertet banker i mit bryst og siger, jeg må tage et valg. Om jeg vil være modig og give ordene den plads, de fortjener? Om jeg vil sætte mig selv mere på spil, end jeg gør i forvejen? Hjertet håber inderligt, jeg vil gøre det. Det er derfor, det overøser mig med ord og kærlighed og vilde, inspirerende tanker for tiden. For hjertet vil sætte ord på papir med pincetpræcision for herefter at sende dem ud i horisonten og håbe, nogen vil læse dem og blive ramt af dem. Hjertet siger, at man ikke må pisse en gave som min væk. Jeg medgiver, at jeg har en medfødt evne til at sætte ord på ting. Jeg medgiver, at jeg ikke kan lade være.

Måske tør jeg faktisk slet ikke lade være.

Jeg bliver stående på vippen lidt endnu. Men jeg ved, at jeg vil springe. Og jeg ved, at mit fundament er sikkert nok til, at jeg nok skal lande på en eller anden måde.

You don’t have to be great to start. But you have to start to be great.