Noget Med Ord

Tag: ord

Om at have noget med ord uanset hvad

Nej, der er nok ikke nogen vej uden om det,” sagde socialformidleren halvsmilende til mig, mens jeg kiggede ned i bordet på et udefinerbart punkt, fordi mit syn var sløret af de tårer, jeg nægtede at lukke ud.

Halvdelen af tiden tænkte jeg, at det umuligt kunne være mig, vi talte om. Det kan umuligt være mig, der om en måned skal gå ned på kommunen for at fuldtidssygemelde mig med en sygdom, som ingen ud over lægerne kan se, men som jeg uden tvivl sagtens selv kan mærke. Når jeg kigger mig i spejlet, ser jeg sgu ret kompetent og rigtig ud. Kompetente mennesker kan da klare alt, ikke?

Men det er altså mig. Det ér mig, der i 2,5 år har insisteret på at arbejde fuldtid med en skrigende krop, der gang på gang ikke tillod mig og min stædige, ambitiøse hjerne at holde til det. Den skrigende krop, der gang på gang har lagt mig ned i fosterstilling med følelsen af helt objektivt set at være verdens ringeste menneske, fordi jeg ikke kunne holde til noget så enkelt som at møde stabilt ind på et almindeligt arbejde.

Indtil jeg fik min diagnose i det sene efterår, troede jeg, at det var stress. At jeg bare var sådan en svag type, der blev ved med at få stress. Nu ved jeg, at jeg blev stresset, fordi mit nervesystem er på konstant overarbejde på grund af min sygdom.

Fremtiden venter derude, og selv om jeg skal igennem en meget uvis tid i en mølle, der er bedre kendt for at kværne mennesker end styrke dem, så tror jeg på, at jeg er på vej i retning af noget mere rigtigt, selv om det er angstprovokerende.

Der venter mig et arbejdsliv derude, som kan give mig succesoplevelser. Jeg skal bare finde de rigtige rammer at arbejde i. Jeg kan mærke en spirende virkelyst; en kreativitet, der brænder derinde, og jeg tør arbejde mere og mere konkret med idéen om at skabe noget for mig selv. Det er ikke lige nu, det bliver big business. Måske er det aldrig. Pointen er, at jeg ikke finder ud af det, hvis jeg ikke prøver.

Så:

Jeg læser, undersøger og tilegner mig viden om CVR-registrering, patentbeskyttelser og SEO. Jeg forsøger at finde ud af, hvad det er for et rum, jeg potentielt kan skabe for mig selv – og om jeg vil kunne tjene penge på det på længere sigt.

Sygedagpengemøllen skræmmer mig, og jeg har sjældent følt mig mere ufri og truet end nu, hvor jeg er på vej ind i den.

Men ordene sætter mig fri, og det gør de gang på gang. Jeg tror, det er på tide at give dem lov til at arbejde for mig, så jeg med tiden kan arbejde med udgangspunkt i dem.

I dag købte jeg domænet her.

Det er da en start.

Så må vi se, hvor jeg ender.

Uanset hvad har jeg noget med ord.

Ambivalente drømmescenarier

Jeg vil på en måde det hele. Begge dele.

Så meget, at jeg ikke aner, hvad jeg vil.

Jeg vil stå der med åbne arme, når han kommer hjem fra arbejde. Åbne arme og kage og kloge, smukke børn, som godt tør få jord under neglene men også ved, hvornår det skal vaskes af igen. Så står jeg der med kagen og han kigger på mig, som om det var første gang, han så mig. Altså ikke på den overraskede måde, vel, men på den måde, hvor han stadig undres over, hvor heldig han var med at møde en skabning som mig – en skabning, som han fik lov til at kysse på og selv blive kysset af. I løbet af dagen, mens kagen stod i ovnen og vasketøjet lufttørrede i haven, foretog jeg opringninger som research til min 2. bog. En bog, jeg fik skrevet ti sider på i samme åndedrag, som jeg satte mig ved computeren. Jeg vil spise kage med dem, jeg elsker, og så vil jeg lave mad til dem, jeg elsker, og så vil jeg drikke et glas vin post børnenes sengetid med ham, jeg elsker – og vi skal tale om virkelig småborgerlige og provinsagtige ting krydret af vores intellektuelle vinkler. Selvfølgelig. Og lade op til, at jeg den følgende morgen holder skrivefri og tager i skole for at undervise små poder i danskfagets fortræffeligheder. For den slags gør jeg på deltid. Sådan hænger det sammen. Med kummefryser og lakrids mellem tæerne og havregryn med mælk.

Men.

Jeg vil også sidde der i den lille loftslejlighed og bade i melankoli, mens jeg kigger ud over den summende, franske storby og skriver lange tekster om alt det indeni og udenpå. Naturen har jeg taget med mig ind i køleskabet, der er proppet med grøntsager fra det lille marked nede på place de la etellerandet, og en gang imellem, når det hele bliver for meget, stikker jeg hovedet derind og snuser til alt det grønne, og så skynder jeg mig til yoga. Sådan husker jeg at mærke mig selv. Og jeg er ved at dø af længsel efter det altsammen, alt det trygge og rare og kærlige hjemme i Danmark, men det er samtidig dét, der driver mig til at skrive. Og når jeg skriver, mens jeg sidder derude i bybilledet og betragter mennesker, ja, så møder jeg mennesker. Flygtige bekendtskaber, som kan forsvinde i tidens slipstrøm hurtigere end jeg selv forstår. Jeg lever og ånder for mødet. Betragtningerne. Alt det, der er liv omkring mig. Jeg har en stor bekendtskabskreds og jeg holder mig til der, hvor der sker noget. Gud bedre, at jeg nogensinde skulle gå i stå.

Ja. Jeg vil det hele.

Og alligevel ved jeg slet ikke, hvor jeg ender. Ud over her. Ved tastaturet. Gang på gang.

For der er noget med de ord.

Ordene – ja, dem vil jeg. Jeg kan ikke lade være.

De kan ikke lade mig være.