Noget Med Ord

Tag: kærlighed

Molen

Bølgerne skvulpede forsigtigt mod molen. Ikke et eneste skumsprøjt kunne han få øje på. Det var tæt på vindstille, hvilket ellers ikke var typisk på den egn. Havet strakte sig ud foran ham og gik i ét med himlen ude i horisontlinjen. Det lagde sig fladt ned, som om det ville provokere ham ved absolut ikke at afspejle hans indre. Han ville næsten ønske, vinden havde rusket og revet i ham, at havet havde rejst sig og vist sine skummende hvide tænder og råbt ham til besindelse, fordi der altid ville være noget, der var større end ham.

”A tøws, a kan mærke det går frema’,” havde han stilfærdigt sagt til sin gamle ven i garagen forleden. Vennen havde smilet og nikket. Så tog de hver en rolig og behersket tår af deres øl. Katten gik forbi imens og lod som om, den ikke vidste, han løj.

Fra molen kunne han se fiskerne rigge til. En efter en forlod kutterne fiskerlejet. De gled stille ud i det rolige vand. Ud mod det store blå. Det var tidlig morgen, klokken var halv fem. Endnu sad den åregamle fornemmelse tydeligt i hans krop af at stå op midt om natten for at forlade huset, mens hele verden stadig sov. Herefter mødte han ind til den stærke morgenkaffe, der rev i halsen og fik hans eget og sjakkets blod til at synge i samme toneleje. Forberedelserne til at komme på vandet var mange og rutineprægede. Han huskede bølgerne, der kastede den lille båd hid og did ude i det store intet. Han kunne tydeligt huske fornemmelsen af saltsvidende skumsprøjt mod en tør og solbrændt ansigtshud, de ru hænder med den hårde hud på grund af det krævende fysiske arbejde – og så den uhøjtidelige tone på båden, han havde holdt så meget af. Det var alt sammen sideløbende med håbet, drømmen om den store fangst, der kunne gøre hende stolt af ham. Hver eneste dag håbet om, at hun ville forstå, hvad det betød for ham at fiske. For han gjorde det for hende.

Han spyttede ned i vandet for at fjerne mindet, vendte sig herefter om og gik langs molen tilbage mod byen. Det var bare ham, mågerne og fiskerne. Pludselig så han en plet komme nærmere fiskerlejet. Det var en ung kvinde, der strabadserede gennem sandet med kurs mod ham. Hun lignede ikke umiddelbart en, der hørte til her. Hun stoppede da også op og spejdede tøvende i hans retning, som om hun overvejede at gå ud på molen. Alligevel gik hun til venstre i retning mod byens hovedgade. Mens hun spadserede længere og længere væk fra ham, åndede han lettet op. Han var glad for, han ikke kunne se hendes ansigtstræk. Hun kunne have lignet hende.

Han blev ved fiskerlejet i et stykke tid for at undgå risikoen for at støde på den unge kvinde igen. Han stavrede ned gennem sandet og spurgte de tilbageværende fiskere, om de havde brug for hjælp med at stakke kasser. De kunne godt bruge en hånd, og så gik den halve time da med dét.

Da han kom hjem, spiste han en ostemad og drak sin morgenkaffe. I dag med en dram på siden. Hun lå faretruende nær hans bevidste tanker, kunne han mærke. Det viltre, hvide hår og de smukkeste smilerynker i verden. Hans hjerte ville briste, hvis han tillod sig at tænke på det. Han drak en dram mere, mens han kiggede ud af vinduet med en stålsat mine, som om den alene ville kunne igangsætte blæsten. Den forløsende blæst. Måtte den dog snart komme tilbage.

Resten af dagen foregik som i en døs. Det var der ikke noget nyt i. Små snakke med naboerne, lidt nørkleri hist og pist. Han tvang sig til at lave mad. Satte resterne ud til katten. Der var altid rester. Det var som om, han ikke kunne vænne sig til at lave mindre portioner. Hun skulle have spist med ved bordet med voksdugen. Ja, og hun skulle i et hårdt toneleje have fortalt ham, at han sikkert igen havde undersaltet kartoflerne, mens hendes smilerynker ville afsløre hende. Hun kunne ikke lade være med at synes, det var lidt sjovt, at han altid glemte, hvordan man salter ordentligt. “Det er jo ikke saltvand, der er i hanerne her i huset, forstår du nok, hr. Fisker,” ville hun drillende sige bagefter. Måske ville han grynte lidt påtaget surt af hende. Måske ville han bare grine og give hende et bette klem. Holde armene rundt om hende lige under den lille rygdelle. Armene passede så godt til at hvile netop der.

Nyhederne lullede ham i søvn i fløjlslænestolen, som de plejede. Også selv om der netop havde været endnu et terrorangreb i England og medierne var på den anden ende. Han kunne på en måde godt forstå, at man kunne have et indre kaos så stort, at man måtte lade det gå ud over andre. Men den slags sagde man jo ikke højt. Kun til katten, når den ellers lyttede. Problemet var, at han ikke rigtig vidste, hvem det skulle have gået ud over i sit eget tilfælde, i så fald. Om det skulle være sygehusets plejepersonale, overlægerne, privatpraktiserende Andersen – ja, eller endda alle de patienter, der var skyld i den forlængede ventetid. Processen var forhalet allerede fra begyndelsen, for nogen måtte have opdaget det, der var galt, noget før, hvis hun skulle have overlevet. Problemet med disse tanker var, at han altid endte med samme konklusion: det var ham, der skulle have set det komme. De begyndende tegn på, at der var noget alvorlig galt. Hun havde selv indrømmet, det nok var kommet snigende lige så stille hen over det forgangne år. Men han var til søs det meste af tiden. Til havs for hende. Det var hans skyld, at det ikke blev opdaget noget før. Hun var så mild, god og ærekær. Sagde ikke noget til nogen, før det for alvor tog fat. Han skulle have set det. Han skulle have set hende.

Fuglene pippede, før lyset kom. Han vendte sig langsomt i den knirkende seng og blinkede nogle gange med de tørre øjne. “Godmorgen,” hviskede han hæst ud i rummet, før han tog sine briller på. Så lyttede han. Intet svar. Der var en let susen i grenene udenfor. Det var ikke stærk blæst, men det måtte gå an. Han trak i kedeldragten og var lige ved at træde på den sovende kat, da han gik igennem den dunkle garage på sin vej udenfor. Den ænsede ham ikke.

“Gerda?” sagde han prøvende for sig selv ude på molen i det sagte skær af dagslys. Blæsten skabte en lille hyletone i øret på ham. Det var næsten som om, hun sang. Men det var ikke godt nok. Det var ikke hende.

Hun lå under jorden ved kirkegården på vej ud mod Sdr. Vorupør. Han gik i en stor bue uden om den del af byen. Lod graveren om at holde styr på stedet. Han vidste godt, at folk snakkede om det, men at komme der ville være det samme som at se det hele i øjnene. Og lige nu følte han sig fint tilpas med at famle i blinde. Bare lidt endnu. For han kunne stadig genkalde sig hendes stemmes klang, når hun nynnede om morgenen. Han var bange for, det ville forsvinde med erkendelsen af, at stemmen ikke eksisterede mere.

Hjemme igen. Kaffe med en dram på siden. Katten, der kiggede misbilligende på ham. Ostemad. Han kom i tanker om, at han havde glemt at fodre den, katten. Han nussede i haven bagefter. Han gjorde det for hende. Hybenroserne var så smukke og sarte lige nu. Hendes stauder måtte for alt i verden ikke gå til. Blomsterne duftede og mindede ham om hende. Det var hende, der havde givet dem liv og holdt dem i live. Hun havde puttet sig selv ind i blomsterne. Lige til det sidste havde hun bedt ham vande dem. Vande, nusse og beskære.

Han kiggede ned på sin rynkede, tørre hånd. Han huskede, hvordan hendes hånd havde ligget slap og ubevægelig i hans til allersidst. Hvordan den langsomt var blevet helt kold. De havde bedt ham slippe hende, men han kunne ikke. Han havde håbet, at hans kropsvarme ville være nok for dem begge. Måske den ville vække hende. Gøre hende rask. Til sidst måtte de fjerne ham. Det var meget fysisk. Han forsøgte bagefter at bilde sig ind, at han havde fået lidt af hendes kropsvarme med sig. Han kapslede den ind i sit hjerte. Han ville aldrig åbne det igen i frygt for at miste den sidste rest af hende. Nu boede hun der og i havet.

Han vågnede ved en skurren mod ruden i stuen. Hybenbuskene udenfor blev piskende blæst ind mod husmuren. Med ét var han helt vågen! Hun var her. Han skyndte sig i kedeldragten og bevægede sig gennem mørket ned mod havet. Regnen piskede ind på hans briller og han kunne næsten intet se. Det var sekundært. Blæsten holdt ham insisterende tilbage på hans vej ud på molen, som om den ville fortælle ham, at han skulle blive væk. Havet brølede og kastede sig ind over molen. Han var plaskvåd og stillede sig midt i det hele, mens han holdt hårdt fast i rækværket. Vinden skabte toner i hans ører. Hun sang for ham. De hvide skumsprøjt var som hendes viltre hår. Det natblå hav hendes tindrende øjne.

“GERDA!” råbte han ind i blæsten, ind i det store intet, derind hvor ingen alligevel kan høre noget, derind hvor alt forsvinder, derind hvor hun er. “GERDA, DU MÅ IKKE FORSVINDE FRA MIG! JEG NÅEDE ALDRIG AT GIVE DIG ALT DET, DU HAVDE FORTJENT. JEG NÅEDE IKKE AT VISE DIG, AT JEG LEVEDE OG SEJLEDE FOR DIG. GERDA, JEG VANDER DINE PLANTER, MEN PÅ ET TIDSPUNKT HOLDER JEG OP, FOR JEG VIL IKKE VANDE DINE PLANTER, JEG VIL HAVE DIG TILBAGE, DU SKAL VÆRE HER HOS MIG, HØRER DU? HØRER DU? JEG VED IKKE, OM JEG KAN VÆRE ET RIGTIGT MENNESKE, NÅR DU IKKE ER HER. JEG FORTÆLLER MINE VENNER, AT JEG HAR FÅET DET BEDRE, MEN DET ER LØGN, INTET AF DET, JEG SIGER, FØLES RIGTIGT, NÅR DET KOMMER UD AF MIN MUND, FOR JEG KAN IKKE SIGE NOGET, DER KAN FÅ DIG TILBAGE, OG DU SVARER IKKE.”

For andre ville det ikke være til at sige, om de salte tårer på hans ansigt bare var skumsprøjt fra havets fråden. Han stod længe og lod sig piske af saltvandsblæst og sorg. Han lod blæsten skjule den råben, der kom fra hans allerinderste sted, et sted han ikke før havde kendt. Han skreg mod himlen med den nye stemme, den stemme, han fik, da hun forsvandt. Han lagde sig på knæ, det hele var så vådt og ligemeget, han rullede sig i det hvide skum, det var hendes hår, hendes hår, hun var så tæt på og så langt væk. Imens sang hun ham i ørerne, hun nynnede gennem blæsten, hun viste ham, at hun ikke var helt væk, hun vandede stauderne hjemme i haven med skyernes væde.

Han mærkede blæsten lægge sig i løbet af de følgende timer. Regnen stilnede af. Og så kom lyset. Det hånende dagslys. Hun var væk. Tøjet klæbede til hans krop og han rejste sig med møje og besvær fra de våde sten. Han sjoskede hjem langs fiskerlejet og hovedgaden. Folk kiggede, men han orkede ikke forklare noget til nogen. Hvordan forklarer man, at man lige har talt med sin døde kone ude på molen?

Da han kom hjem, gik han i et langt bad. Han skyllede hende af sig. Han følte sig tung og lettet på samme tid. Det havde været rart at tale med hende igen.

19885869_10154812888317939_539250884_o

 

 

 

 

 

 

Scener fra en kærestesorg – om at sige endegyldigt farvel

Følgende er et uddrag fra min dagbog over et kærestesorgsforløb, sommeren 2012.

Mine bryster er blevet mindre. Jeg tror, fedtet fra dem har flyttet sig hen for at polstre mit hjerte til de næste dages strabadser. Jeg har det som om, jeg skal til jordens vildeste eksamen. I dag skal jeg se dig. For første gang i 3 måneder. For første gang siden du indrømmede din utroskab på tværs af verdenshave. Det giver det vildeste sammensurium af følelser, og jeg kan slet ikke sætte entydigt ord på dem.

FUCK.

Jeg håber virkelig, jeg formår at holde fast i mig selv, mit værd, min retfærdighedssans, min værdighed (og min vrede). Ikke gå for meget i desperado-offer-tude-mode. Det må være kodeordene. Jeg kan nok ikke rigtigt blive mere klar, end jeg er nu. Og alligevel har jeg aldrig ønsket en situation mindre. Nogensinde.

Hold nu KÆFT, hvor er det her hårdt. Mærkeligt. Smukt. Sønderrivende. Hjerteflående. Smertende. Vemodigt. Angstskabende. Identitetsnedbrydende. Følsomt. Forfærdeligt. Barnligt. At gennemgå essensen af ens forhold og liv igennem de sidste 4 1/2 år på få dage er fuldstændig vanvittigt.

Da jeg kom op i lejligheden, vores lejlighed, og du stod der med et undskyldende, malplaceret smil på læberne, smækkede jeg døren i hovedet på dig. Jeg råbte, skreg, spruttede og vred mig af vrede foran dig. Du kravlede hen i rummets modsatte hjørne og kiggede skyldigt hen på mig. Nærmede dig mig lige så stille. Jeg sagde hulkende, at du ikke skulle røre mig. Du hulkede tilbage, at du ikke selv kunne forstå noget, hvis du ikke kunne få lov til at røre mig. Du endte med tiggende at holde fast i min fod. Aede den. Forsøgte at sige undskyld til bare een af mine kropsdele. Jeg lagde mig grædende og bandende hen i sengen. Blev fuldstændig paralyseret. Kunne ikke mærke min krop. Stirrede hjælpeløst ud i luften. Så lige igennem dig, mens du forsøgte at få øjenkontakt med mig, forsøgte at mærke, at jeg var derinde et sted. Du hulkede og indså, at du havde slået mig i stykker. At vi ikke var mere. Det var først der, du forstod det – da jeg så lige igennem dig og lod min hånd hænge slapt i din. Der gik lang tid, før jeg kunne bevæge mig igen. Det var uhyggeligt.

Jeg ønsker aldrig, disse dage stopper. Jeg ønsker aldrig, det her forhold var begyndt. Jeg ønsker, du skynder dig at pakke dine ting og gå. Jeg ønsker, at du skal blive for altid.

Jeg ved hverken op eller ned. Fugl eller fisk. Kærligheden banker i mit hjerte. Men den må ikke bygge rede. Den må ikke bo nogle steder.

Har bare lyst til at blive placeret i en puppe. Blive fodret og sunget for og vugget. I disse dage gør du det. Men hvad så, når du er væk? Du er ved at pakke dine ting nu. Flytter dem allerede i aften.

Jeg vil ingenting. Alt i mig er i oprør.

……………………………………..

Du har lige flyttet det meste af dine ting og er taget med dem ud til dine forældre. Når jeg ser dig igen, er det for at gøre rent. Sige farvel. For alvor (for evigt???).

Jeg er helt til rotterne. Dugfrisk kærlighed, som ikke må leve mere, huserer hele min krop. Det er ikke logisk. Det er bare. Jeg er bange for mit nye liv alene. Jeg er bange for, hvor længe det her skal smerte mig. Lige nu føler jeg aldrig, det holder op… Jeg ER slet ikke mere.
Den her proces er så hård. Forvirrende. Forfærdelig. Smuk.

Jeg ved godt, hvad folk vil tænke. Jeg tænker det selv. Men på trods af måneders pinsel. På trods af utroskab og svigt. På trods. Så elsker jeg dig. Når jeg ser dig i øjnene, føles det rigtigt. Når vi er i samme rum, virker alt andet så ligegyldigt. Du manipulerer mig ikke til at tro noget. Til at tilsidesætte mig selv. Til noget. Du elsker mig på en måde bare. På trods af din forvirring og dine følelser for en anden kvinde. Du elsker mig. Og jeg VED, det føles lige så rigtigt for dig, når vi krammer hinanden hårdt i krampegråd. Jeg VED, du ville ønske, du ikke var forvirret. For så var du blevet.

Og stadig. Stadig flytter vi fra hinanden. Giver slip.

Og det giver så absolut ingen mening.

Jeg har forberedt mig. Jeg har løbet. Jeg har skrevet farvelbrev. For at sætte mig selv fri. For at sætte dig fri. Om lidt kommer du ind ad min dør. Så tager vi sidste etape. Endegyldigt farvel. Farvel og tak. Og far vel. Min elskede.

Og et meget lille sted indeni mig, er der noget, der glæder sig. Noget, der glæder sig til at give slip på alt det, der er så smertefuldt. Give slip på kontrollen, som jeg alligevel ikke har, men febrilsk søger ved at ville vide ALT. Give slip på jalousien. Selvleden. Vreden. Uretfærdigheden. Bare give slip. Og se fremad. Fokusere indad. På fredag flytter jeg. Jeg kan slet ikke vente. Har kraftfandme været i ventepositioner nok for et helt liv efterhånden.

Kærligheden var ikke nok til at overvinde alle vores forskelligheder. Vores forskellige drømme og prioriteringer her i nuet. Det kunne have blevet godt. Og det har været meget smukt, selv om det har været vanvittigt hårdt. Men nu skal det ikke være længere. Og jeg skal fandme ikke være den eneste, der klynger sig fast i et fatamorgana.

Så jeg ruster mig. Holder fast. Ser fremad med (næsten) stålsat blik. Men for en sidste gang, når du kommer om lidt og siger endeligt farvel, vil jeg tillade mig at svælge i det, der var. Jeg vil sige det, der skal siges. Jeg vil høre det, der skal høres. Og så give slip.

This too shall pass.

”Jeg kender ingen med så meget kærlighed i kroppen som dig. Det kan jeg lære så meget af. Det beundrer jeg virkelig hos dig,” sagde du grædende til mig.

”Hvad håber du for os i fremtiden?” spurgte jeg dig.

”Jeg håber, vi kan mødes et sted, der er mindre smertefuldt”

Det var det smukkeste farvel i verdenshistorien. Vi har været praktiske, vi har hygget os, vi har grinet, drillet, kysset, filtret os ind i hinanden, set film, spist byens burger, sovet tæt, grædt, trøstet hinanden…givet slip. Jeg har forsøgt at se fremad og tale positivt om min egen fremtid og spørge ind til din, og du har kigget forundret på mig, når jeg virkede alt for ”glad”, men jeg har bare været så fuld af kærlighed og elsket dig, indtil jeg pludselig ikke elskede dig, fordi jeg huskede vreden – og så slog og sparkede jeg og afkrævede dig alverdens detaljer om det nye forhold, du havde indledt til hende, og du fortalte at I nok kun havde knaldet 5 gange, og så skreg jeg helt op til månen af afmagt over det, jeg ikke ville vide.

Jeg fortalte dig, at jeg håbede, at det her var det rigtige for dig. Når alt kommer til alt. Du brød sammen og jeg brød sammen, og jeg trøstede dig og du trøstede mig. Og du kyssede mig i håret og knugede min hånd og min krop, og du kunne næsten ikke komme tæt nok på. Da vi sad dér ved vandkanten i lystbådehavnen, var det mørkt og regntruende først. Men da vi begyndte at tale om vores kærlighed, skinnede solen på os. Det tog jeg som et tegn.

Da vi gik tilbage mod vores gamle hjem, brød du igen sammen på trappen mod lystbådehavnen. Jeg stod et trin længere oppe, holdt dig fast, kyssede dig i panden og fortalte dig, at vi nok skulle klare den. Hele tiden gik vi som et gammelt ægtepar. Tæt omslyngede. Knugede os ind til hinanden. Ingen havde rigtigt lyst til at give slip.

Jeg lovede at give slip og gå, når vi kom til porten, for ellers ville du bryde helt sammen, men jeg kunne bare ikke, så du blev nødt til at køre fra mig, mens jeg stod der og græd i porten. Der var ikke noget så smertefuldt som det øjeblik, da du kørte din vej. Og jeg kan ikke bære, at alt nu er i stykker, sådan helt virkeligt. Men det har været SÅ smukt. Det talte vi om. At det har været så smukt mellem os. Hårdt og smukt. Hele tiden. Og selv om det var mest hårdt mange gange, så var det hele tiden meget smukt.

Jeg fortalte dig, at jeg godt ved det er dumt, men at jeg ikke kan lade være med at håbe lidt, at du en dag kommer tilbage, også selv om jeg hader dig for det, du har gjort. Og at hvis du en dag står på mit dørtrin, behøver du nok alligevel ikke et hornorkester. ”Du har fortjent det største og bedste orkester”, sagde du så, og kyssede mig inderligt i panden.

Så altså, sådan er det nu; det er slut. Sådan helt for alvor. Og jeg tør næsten ikke trække vejret. I eftermiddags sendte jeg dig ud af mit liv. Så dig pakke dine sidste ejendele, sad med dig på havnen og græd over alt det smukke, vi har haft sammen, for herefter at se dig køre væk efter det vildeste døgn, jeg længe har haft.

Vores farvel var præcist lige så intenst og smukt som hele vores forhold. “Smukt” er det ord, der indrammer hele det døgn allermest. Og vores farvel har virkelig været et rigtigt godt billede på hele vores forhold. En hyldest, om man vil.

Og nu har jeg ikke flere ord i mig. Det er som om, min krop falder sammen. Som om, nogen har bedøvet mig samtidig med, at jeg føler ALT i hele verden. Taknemmelighed, kærlighed, sorg, vrede, jalousi, angst, desperation…

Men jeg tog the highroad. Og jeg ærede vores forhold. Sendte dig rigtigt pænt afsted. Sendte mig rigtigt pænt afsted. Det, vi følte for hinanden  er som i den vildeste film. Og det kommer ingen nogensinde til at forstå. Kun dig og mig. Du gik  fra mig, fordi forskelligheden mellem vores drømme og kompromiserne på baggrund heraf blev for smertefulde. Sådan er det. Havde jeg været stærk nok, havde jeg gjort det samme. Bare ikke på så latterlig langt ude en måde som du gjorde.

”Jeg har det som om, vejret prøver at fortælle mig noget: Hvad laver du dog, din idiot?” sagde du.

Og så kørte du.

Bagefter ringede jeg til veninde, og så gik vi ud til den Permanente, veninde og jeg. Få timer efter, jeg havde gået næsten selvsamme tur for at sige endegyldigt farvel sammen med dig. Det var nødvendigt at gå den tur med en anden så hurtigt som muligt. Så jeg godt turde gå der igen. Vi, altså veninde og jeg, lurede inde i kvindeafdelingen ved havbadet, hvor jeg aldrig har været før. Veninde havde tidligere på dagen sagt, at jeg mere end nogensinde havde brug for et havbad til at ruske op i min forpinte sjæl. Jeg nægtede kategorisk, for jeg er sgu ikke en af de dér, der bare ikke kan lade være med at hoppe i, med det samme, der er havvand i sigte. Og jeg er også skide bange for kriblekrablekrabbedyr i vand, vandmænd og brandmænd og alt det dér, man ikke kan se… Så vi gik altså bare en tur. Tog IKKE håndklæderne med.

Men da vi så stod dér og kiggede ned i det havbad, som til forveksling lignede en dejlig, klar swimmingpool lige i dét øjeblik, så blev jeg alligevel lidt nysgerrig. Gad vide, om jeg alligevel godt kunne være sådan én, der bare hoppede i vandet, fordi jeg ikke kunne lade være?

Så vi smed altså kludene. Dem allesammen. Stod splitterragende Hans-Jørgen mens nybegynder kajakhold sejlede forbi. Var skide ligeglad. Min krop er jo ligemeget nu. Ingen har patent på den mere. Og i det øjeblik kunne jeg slet ikke mærke den.

Gik ned af stigen og prøvede at tage mig sammen til at være sådan én, der hopper i. Men det er jeg bare ikke. Så jeg skulle SELVFØLGELIG være sådan en, der lige mærkede efter med fødderne først. Var jo pissekoldt. Så blev jeg skidesur og sagde, at det skulle jeg kraftfandme ikke det her, og hvad så om jeg var sådan en, der ikke turde sådan noget, jeg var sgu da ligeglad. Men det var jeg ikke. Og jeg var rigtigt ked af det, for nu var jeg lige blevet forladt OG turde ikke gøre noget, jeg forsøgte at kaste mig ud i.

Så veninde hoppede i. Stod lidt og tog sig sammen, og vips, så lavede hun elegant hovedspring. Kunne se velværen lyse ud af hende bagefter, så tænkte, jeg hellere måtte give min krop en lille smule kærlighed og i det mindste forsøge igen. Så jeg stod altså igen på stigen med fødderne i det meget kolde vand. Og tog et trin ad gangen. Hyperventilerede og mærkede mit hoved blive let. Indtil jeg tog mig sammen og dyppede hele kroppen. Svømmede ikke ligefrem rundt, men under kom jeg. Og det er vel en start.

Bagefter var jeg varm i hele kroppen. Tørrede hurtigt selv uden håndklæde. Følte mig IKKE ny og bedre og renset. Havde stadig pinefuldt ondt i hjertet.

Men jeg fik det lidt varmere. I det mindste.

This too shall pass

 

 

Scener fra en kærestesorg – jalousien og mindreværdet

Følgende tekst er uddrag fra min dagbog i sommeren 2012, hvor jeg gennemgik en meget omfattende kærestesorg.

Du er som en sygdom. Hele tiden er du der. I alt hvad jeg gør, er du dér i mit baghoved og i mit følelsesliv. Jeg er ikke sikker på, jeg forstår hvorfor, men jeg savner dig. Tankerne om, hvordan tingene mon udvikler sig mellem dig og hende er ikke til at slå væk. Om du bare er lykkelig og forelsket i hende til op over begge ører nu …

De gør ekstremt ondt i disse dage, tankerne. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde regnet med. Jeg véd jo godt, det går op og ned med sådan en kærestesorg. Men jeg havde alligevel ikke regnet med, at jeg skulle kæmpe så meget med og for mig selv. Jeg troede faktisk, jeg var ved at være dér, hvor erkendelsen fyldte mere end håbet. Men det svinger sindssygt meget. Hvorfor kan jeg ikke bare komme derhen? Videre. Det SKAL jeg jo. Der er ingen anden vej.

Jeg er indimellem meget i tvivl om, hvor jeg selv er henne i processen. Er jeg “på vej videre og med accept” eller kæmper jeg i virkeligheden stadig med “erkendelse og accept af situationen”? Måske skal jeg stoppe med at reflektere så meget og forsøge at se mig selv i helikopterperspektiv. Er jo for helvede fuldstændig umuligt alligevel. I morges sendte jeg dig en sms til det amerikanske nummer, du gav mig, hvis jeg fik akut brug for at kontakte dig. Den havde ordlyden “S”. Jeg sendte ikke andet. Bare et bogstav. Virkelig underligt. Jeg kunne ikke lade være. Samtidig ville jeg heller ikke skrive alt det, som jeg i virkeligheden har lyst til at skrive. For det nytter ikke noget som helst. Så derfor skrev jeg kun det bogstav. Forbogstavet på begge vore navne. Hvor symbolsk. Jeg kunne ikke bære det alene mere. Måtte trænge igennem på én eller anden måde. Også selv om det ikke er for at sige noget. Selv om jeg ikke forventer et svar.

Af en eller anden grund ønsker jeg bare, at du ved, at jeg er dér i den anden ende. Hvis du allerede har glemt mig helt og bare er helt opslugt af hende. Og hvad så, hvis du er? Der er vitterlig intet, jeg kan gøre ved det. Jeg er helt ude af kontrol med noget som helst. Det er svært at håndtere, at det bare skal gøre ondt og at jeg skal lade det passere. Jeg kan ikke ændre en skid på situationen. Kun på min egen vinkel på, hvordan jeg ser på den. Og den vinkel føles ærlig talt også ret umuligt at ændre lige nu.

De siger allesammen, at jeg er så stærk. De siger, at jeg håndterer det så flot. Gad vide, om det er fordi, jeg i virkeligheden slet ikke håndterer det. Det kan jeg ikke rigtig blive klog på.

Det kommer i bølger. Smertebølger. Smerte, der vrider min mavesæk 40 gange rundt om sig selv og afføder lyst til at brøle helt op til månen. Alligevel sidder jeg helt stille. Siger ingenting. Alene i vores lejlighed. I det, der var vores lejlighed. Du var her ikke engang, da du fortalte mig om det. Du fortalte mig det hele på Skype. Fra det store udland. Fem dage efter, du havde skrevet forelskede drømme om at se mig i en brudekjole en skønne dag.

I går føltes det pludselig som om, det hele skete igen. Som om jeg først nu forstod en endnu større dybde i konsekvenserne af kærlighedens fald. Du vil ikke være sammen med mig mere. Nogensinde. Du tillod dig at kysse en anden med fuldt overlæg. Du forelskede dig og fortiede det længe. Jeg skal nu flytte fra vores fælles, fantastiske rede og på et tidspunkt lukke døren til den tomme lejlighed og alle minderne. Så græd jeg, og min mave snørede sig fuldstændigt sammen. Min søster var der heldigvis, og hun lyttede og lavede fodbad og tvang mig til at se Sex And The City og tænke på womanhood.

I nat drømte jeg om dig. Om, at jeg stod i et rum, hvor du sad med dine venner og spillede computer. Du så lige igennem mig. Fuldstændig ligeglad. Dine venner ligeså. Og jeg råbte, skreg og græd som pisket for at få dig til at reagere, men intet skete. Til gengæld forlod du bare rummet. Det gjorde så vanvittigt ondt inde i den drøm. Jeg kaldte og kaldte på dig, men du kom aldrig. Pludselig stod din mor til gengæld i døren. Hun smilede til mig. Lyste som en helgen. Og ved synet af hende, lod jeg mig falde. Lagde mig ned på gulvet og græd, græd og græd. Det var som om, hun tog mig i sin favn. Fortalte mig, at det var okay at sørge. Vågnede op med gråd i halsen og hiksten. Havde vækket min søster.

Nu er der bare tomhed. Tomhed og jalousi. Jeg har lyst til at skrive til hende. En lang hadefuld email. Jeg har lyst til at kime dig ned. Elsker du mig virkelig bare slet ikke mere? Vil du være kærester med hende nu?

Intet af det vil hjælpe. Jeg skal gå min vej alene. Helt alene.

Kærestesorg er noget af det mest ensomme i verden. Alle andre kan se, hvad der er godt for mig, men jeg kan ikke selv se det. Føler mig intet som helst værd. Er bare en stor udsplattet masse af drømmen der var engang og forlist kærlighed. Kærlighed, som desværre bare ikke er forlist inden i mig endnu.

Jeg tænker mig selv i stykker. Jeg vil ikke. Vil bare lade mig opsluge af et stort mørkt hul, indtil det holder op med at gøre ondt. Jeg hader hende. Eller det, hun har gjort ved os. Ved dig. Men jeg hader ikke dig. Jeg kan stadig ikke hade dig ordentligt, selv om jeg virkelig burde. Til gengæld hader jeg det, du har gjort – for det har ødelagt mit liv. Du har ødelagt mig.

Ingenting giver mening. Jeg har virkelig ikke fortjent sådan en behandling. Men sådan en behandling var, hvad jeg fik. Mit hjerte bløder. Der er ikke noget, der kan stoppe det. Og til trods for alt, der er sket, bløder det stadig for dig. Det giver ingen mening. Men det gør det. Jeg vil gerne holde op med at elske dig. Virkelig, jeg kan godt se, at det er for det bedste. Men jeg kan ikke. Ikke endnu.

Jeg er så såret. To måneders ventetid har gjort meget mere skade end gavn.  Indtil nu har håbet hele tiden løbet med ved siden af sorgen, jalousien og svigtet. Det går ikke, at jeg bliver ved med at lade tvivlen komme dig til gode. At muligheden for, at vi finder sammen igen stadig er åben for mig. Jeg bliver nødt til at vide alting.

Har lige set et billede. Af dig og hende. I sidder tæt sammen. Jeg døde indvendigt. Døde mere indeni. Jeg er besat. Jeg føler mig nærmest sindssyg. Jeg kan godt se udefra, hvor elendigt jeg behandler mig selv ved at opsøge oplysninger. Men jeg kan ikke lade være. Monsteret vil fodres. Det grønne, jaloux monster. Jeg panikkede. Kontaktede dig. Om en times tid ringer du mig op. Nu vil jeg vide det. Jeg vil have ALLE svar. Det kan godt være, du kommer hjem til Danmark om 4 dage for endelig at se mig, cementere vores breakup og flytte ud. Men vi skulle have haft denne snak for mange uger siden. Jeg kan ikke mere. Jeg er udmattet af forestillingen om, hvad I har sammen, eftersom du ikke vil fortælle mig om det. Nu vil jeg have svar. Nu tør jeg åbne mig for muligheden om det endegyldige breakdown af håbet. For jeg kan ikke mere. Slet ikke mere. Jeg lukker mig mere og mere inde i min osteklokke. Det kan godt være, du elsker mig. Men du bliver simpelthen nødt til at være hård og fortælle mig alt. For jeg kan slet, slet ikke kapere det. Jeg kan ikke kapere at vide, at du stadig elsker mig og “aldrig tror, du kommer over det her”, nu da du har valgt, at vi skal videre hver for sig. Jeg bliver nødt til at gå mere i stykker for at kunne hele. Og du bliver nødt til at være mand nok for at være HELT ærlig.

I går lå jeg i sengen hele dagen. Græd snot og stirrede ud i luften. Ringede til veninder og hulkede, men ingen kunne sige noget, der var rigtigt eller hjalp. Krabbede mig ned i KIWI med forgrædte øjne og købte tomatsuppe på dåse. Har aldrig været så sølle i aftensmadsvalg før.

Du har det sikkert rigtigt dejligt derovre. Nyder den sidste tid uden nogle som helst forpligtelser. Fester (med hende!!!). Kysser. Knalder. Glæder dig til at komme hjem og forlade mig rigtigt. Savner mig sikkert ikke engang. Glæder dig sikkert bare til at få det med mig afsluttet en gang for alle, så du kan vende mig ryggen fuldstændig og starte et nyt og bedre liv op med hende.  For livet med mig var åbenbart ikke godt nok. Til trods for, at jeg fandme har været den bedste kæreste, nogen kunne ønske sig. Og mere til.

Jo tættere jeg kommer på at skulle se dig, jo dårligere får jeg det. Jo tættere jeg kommer på at skulle flytte, jo mere snører min mave sig sammen. Jeg får efterhånden mere og mere lyst til at brække mig selv op. Vende vrangen ud på det hele. Afstøde alle mine følelser. Stoppe det her helvede. Drømmene har gjort deres indtog i form af mareridt. Er for 2. dag i træk vågnet op med ondt i maven og i hjertet, efter en drøm hvor dit bedrag er så tydeligt. Det er altid noget med, at jeg skal prøve at finde dig, men det kan jeg ikke, fordi du gemmer dig et sted sammen med HENDE, og I er meget forelskede og lykkelige, så du kan slet ikke tage hensyn til mig. Den eneste, der kan hjælpe og trøste mig lige nu, er dig. Og det kan du ikke. Mareridt eller vågen, det er ét fedt, tror jeg.

Mit liv er helvedes forgård i disse dage. Orker kun lige at holde mig funktionel og i live. Nu må du godt snart komme hjem og flytte ud. Det her slår mig snart helt i stykker. Lorteventetid. Lortebevidsthed om alt det slemme. Ingen mulighed for at lade tiden hele alle sår, når man end ikke er nået til afslutningen. Det er to måneder siden, du slog op. Men sidste gang, jeg så dig, kiggede du mig kærligt i øjnene, kyssede mig inderligt og fortalte mig, hvor højt du elskede mig og at de 3 måneder i udlandet slet ikke var farlige, for vi skulle nok klare den, ligesom vi plejede at gøre, når du var ude at rejse. Sidste gang jeg så dig, var du stadig min elskede kæreste. Jeg har stadig ikke set dig, hvor du ikke var min. Kun på fucking Skype.

Hvorfor skal ALTING bare begynde at gøre mere og mere ondt?! Og jeg som naivt troede, det ville blive bedre, mens ugerne gik. Naivt. Smerten har bare taget en anden form. En erkendelsesform så dyb og forfærdelig, at jeg ikke ønsker at være i min egen krop. Sæt mig fri. Hvorfor kan jeg ikke bare blive det? Hvorfor er jeg stadig SÅ bundet til dig, selv om du har kappet alle båndene?

For at skifte fokus fra det uundgåelige tankemylder om dig og din eksistens og hvad du mon bruger den til, kan jeg fortælle, at jeg i går aftes mærkede en kortvarig, men dog eksisterende, bølge af lettelse over, at jeg ikke længere skal tage stilling til andre end mig selv. Jeg skal ikke længere tage stilling til flyvsk, drømmende kæreste, som hele tiden sagde og følte alle de rigtige ting for mig og drømte de rigtige ting om os to, men altid gjorde ting, der trak os væk fra hinanden; rejste, spillede koncerter, boede i udlandet flere gange, hele tiden havde drømme, der skulle udleves, som intet havde med mig at gøre og pludselig havde noget med en anden at gøre. Jeg skal ikke længere være jaloux på udlandsrejser og nedprioriteringer. Ikke længere føle mig mindre værd, fordi jeg ikke HELE tiden ønsker at udfordre mig selv og mit mindset og prøve alt muligt nyt og være åben og fleksibel. Jeg skal ikke længere slå knuder på mig selv for at lede kærligheden godt på vej og få forholdet til at vedblive at være et forhold. Jeg skal ikke længere være flov over at være en kvinde, der vil tosomheden og det nære liv. Jeg kan få lov til bare at være mig.

Og i dét øjeblik -og stadig- var det en lettelse at indse, at det var en lettelse.

Ambivalente drømmescenarier

Jeg vil på en måde det hele. Begge dele.

Så meget, at jeg ikke aner, hvad jeg vil.

Jeg vil stå der med åbne arme, når han kommer hjem fra arbejde. Åbne arme og kage og kloge, smukke børn, som godt tør få jord under neglene men også ved, hvornår det skal vaskes af igen. Så står jeg der med kagen og han kigger på mig, som om det var første gang, han så mig. Altså ikke på den overraskede måde, vel, men på den måde, hvor han stadig undres over, hvor heldig han var med at møde en skabning som mig – en skabning, som han fik lov til at kysse på og selv blive kysset af. I løbet af dagen, mens kagen stod i ovnen og vasketøjet lufttørrede i haven, foretog jeg opringninger som research til min 2. bog. En bog, jeg fik skrevet ti sider på i samme åndedrag, som jeg satte mig ved computeren. Jeg vil spise kage med dem, jeg elsker, og så vil jeg lave mad til dem, jeg elsker, og så vil jeg drikke et glas vin post børnenes sengetid med ham, jeg elsker – og vi skal tale om virkelig småborgerlige og provinsagtige ting krydret af vores intellektuelle vinkler. Selvfølgelig. Og lade op til, at jeg den følgende morgen holder skrivefri og tager i skole for at undervise små poder i danskfagets fortræffeligheder. For den slags gør jeg på deltid. Sådan hænger det sammen. Med kummefryser og lakrids mellem tæerne og havregryn med mælk.

Men.

Jeg vil også sidde der i den lille loftslejlighed og bade i melankoli, mens jeg kigger ud over den summende, franske storby og skriver lange tekster om alt det indeni og udenpå. Naturen har jeg taget med mig ind i køleskabet, der er proppet med grøntsager fra det lille marked nede på place de la etellerandet, og en gang imellem, når det hele bliver for meget, stikker jeg hovedet derind og snuser til alt det grønne, og så skynder jeg mig til yoga. Sådan husker jeg at mærke mig selv. Og jeg er ved at dø af længsel efter det altsammen, alt det trygge og rare og kærlige hjemme i Danmark, men det er samtidig dét, der driver mig til at skrive. Og når jeg skriver, mens jeg sidder derude i bybilledet og betragter mennesker, ja, så møder jeg mennesker. Flygtige bekendtskaber, som kan forsvinde i tidens slipstrøm hurtigere end jeg selv forstår. Jeg lever og ånder for mødet. Betragtningerne. Alt det, der er liv omkring mig. Jeg har en stor bekendtskabskreds og jeg holder mig til der, hvor der sker noget. Gud bedre, at jeg nogensinde skulle gå i stå.

Ja. Jeg vil det hele.

Og alligevel ved jeg slet ikke, hvor jeg ender. Ud over her. Ved tastaturet. Gang på gang.

For der er noget med de ord.

Ordene – ja, dem vil jeg. Jeg kan ikke lade være.

De kan ikke lade mig være.

 

Om min far

Nogle vil mene, at han ikke gør meget væsen ud af sig.

Min far.

Det er på en måde rigtigt nok. Han er ikke nødvendigvis en frembrusende type af mange ord. Alligevel er man ikke i tvivl om, at han er der. Og hvem han er.

Mine venner forstod ikke altid, hvad min far sagde til dem, når de var på besøg hos mig. Han insisterer nemlig på at tale sit modersmål – altså med dialekt. Så måtte jeg agere oversætter. Sådan er han, min far. Principfast og stålfast. Det beundrer jeg ham faktisk for.

Engang troede jeg ikke, min far var en særlig følsom mand. Det har jeg taget gruelig fejl af. Som årene er gået har jeg lært en far at kende, som tydeligvis elsker sine børn meget højt. Med Facebooks indtog viser han for eksempel sin stolthed over sine børn ved at dele deres bedrifter på sin væg. Og han skriver SMS’er til en. Det havde jeg aldrig forestillet mig ville ske.

Den slags med kærlighed til hinanden har vi ikke altid talt om, men så har han vist det på så mange andre måder. Som for eksempel ved at bygge møbler. Så kunne han for eksempel lige tage en masse overarbejde for at lave en bordplade til køkkenet i en af de lejligheder, jeg har boet i. Eller et skrivebord. Eller komme til Aarhus for at skrue ting i min væg. Eller hjælpe med at flytte. Eller som dengang han blev klog på heste og byggede ridebane og hesteboks for at opfylde mit hedeste ønske om en pony i stalden.

Han giver altid en hånd med. Han ville dele sine allersidste penge med et menneske i nød, hvis det blev nødvendigt. Han har om nogen lært mig, at man kommer længst med næstekærlighed. Man skal hjælpe hinanden.

Efterhånden er han blevet en åben bog, min far. Det har jeg vist arvet fra ham. Jeg ved egentlig ikke, om han selv ved det, men jeg kan se på ham med det samme, hvordan han egentlig har det. For eksempel, hvis han har sagt noget, han selv synes er virkelig sjovt, men forsøger at underspille det for at give plads til modtagerens reaktion. Han kan bare ikke skjule den slags. En tåre eller to kan også trille ned ad kinden på ham, når noget bliver rørende. Det kan jeg godt lide ham for.

Min far er en sej far. I årevis har han cyklet dag ud og dag ind for at komme på arbejde, så min mor kunne have bilen. Nogle dage cyklede han en omvej på 7-8 km for at hente mig i børnehaven. Det var ret fedt at sidde der bag på den blå racercykel. Også selv om det regnede.

Ja. Nogle vil mene, han ikke gør meget væsen ud af sig. Min far.

Men for mig er han et af de mennesker, der har præget mig allermest. Han har om nogen været med til at give mig en god ballast og tilgang til andre mennesker.

Det er ikke meget, vi taler om den slags. Men jeg er stolt af at have ham som far.

Og hvilken bedre anledning end Fars Dag til at skrive om den slags?

Om min mor

Det er sjældent, hun ikke tager sin telefon. Eller besvarer en SMS. Jeg har aldrig været god til matematik, men med tre udeboende børn og to hjemmeboende, kan jeg godt regne ud, at det bliver til en del timer brugt på (telefon)samtaler i løbet af en uge. Jeg forstår ikke, at hendes ører ikke er faldet af endnu. Det er de ikke. Tværtimod sidder de som de skal og hørelsen er intakt. Snakketøjet fejler heller ikke noget. Ja, hun holder sig i det hele taget godt, min mor. I mine øjne vil hun altid være ung, men som 53-årig kan hun nu godt selv tillade sig at være stolt af måden, hun bærer sine gener på – selv om hun sikkert ikke er enig.

Hun er der altid for sine børn. Ja, for mig. Og hvis hun ikke er, så gør hun op for det en anden dag. Sådan er hun.  

Min mor. 

Jeg er hver eneste dag taknemmelig, glad og stolt helt ind i min kerne over at have en så frisk, sej og handlekraftig kvinde til mor. Og så kan hun sætte komma, lytte, synge, læse historier højt, holde køkkenhave og bage rabarbertærte som ingen anden! 

En offentlig kærlighedserklæring er vel det mindste, jeg kan give hende på Mors Dag:

Tak fordi, at jeg landede i lige præcis din (og min fars) favn den 17. oktober for snart 28 år siden. 

Ja, jeg kunne i hvert fald ikke have ønsket mig bedre.