Noget Med Ord

Tag: fiktion

Jeg – en faker

Jeg var så tæt på i de andres øjne. Så tæt på at have styr på det.

Og når de spurgte, havde jeg styr på det. Det er velargumenteret, det er fint, det er alt sammen fint, jeg er glad, jeg har det godt, jeg elsker det, jeg laver, jeg har gode grunde til at gøre, som jeg gør, velovervejet type, det er mig, og så får de lige den der snert af min sårbarhed og ærlighed oven i alt det intellektuelle, så det bliver endnu mere ægte, det er fint, for så føles det også alt sammen sandt i en stund for mig – paradoksalt nok er intet af det løgn, men det føles sådan, når jeg nikker, det føles som om, jeg taler om en anden på den dér jubeloptimistiske måde, og jeg kan slet ikke mærke mig selv i de sætninger til trods for, at jeg er subjekt i dem allesammen.

 

Det skulle jo gå galt før eller siden

Han hadede, at han altid vidste, hvor han havde hende. For hun sagde det til ham hele tiden.

Jeg er lige her!” sagde hun “Vil du ikke være med?”

Han savnede at være i tvivl om hende. Han kunne huske de gange, han havde været i tvivl. Det havde været svært, men også vildt dejligt. For det var der, han kunne mærke allermest, hvor meget hun betød for ham. Så blev han helt duperet af, hvor sej og selvstændig hun egentlig var. Og hvor prisgivet han selv var. Han kunne godt lide at være bange for at miste hende. Som et resultat deraf søgte han mere og mere væk. Ellers ville det jo aldrig gå. Så ville hun kvæle ham. Han havde jo brug for at føle sig ubundet og prisgivet hende på samme tid. Hvad han glemte at tænke på var bare, at jo mere han søgte væk, jo mere kvalte det dem.

Det skulle jo gå galt før eller siden.

Hun hadede, at hun aldrig vidste, hvor hun havde ham. For han sagde det kun til hende, når hun spurgte ham.

Jeg er lige her!” sagde han “men jeg har altså brug for min frihed, så jeg skal også lige være dér og dér hele tiden.” 

Hun vidste godt, det ikke ville gå i længden. Det begyndte at gøre for ondt at slå knuder på sig selv for at holde sammen på det tyndslidte reb, der efterhånden var blevet deres forhold. Hun ville bare ikke gå med til, at det knækkede, det reb. Det skulle i hvert fald ikke være hendes skyld. Som et resultat deraf, gjorde hun sig konstant tilgængelig. Hun skulle i hvert fald ikke stå i vejen for udfoldelsen af den store kærlighed, de havde til hinanden. Hun sørgede for at fortælle ham, hvor meget hun elskede ham. Hun holdt sig hjemme, så de altid havde mulighed for at ses. Hun forkælede ham, når hun kunne.

Han skulle i hvert fald ikke tvivle på hende. Så ville det da først gå i stykker!

Det gik så langsomt, at hun ikke nåede at opfatte det, før skaden var sket. Hvad hun helt havde glemt at tænke på var, at hun selv var gået i stykker i processen. Hun havde slået så mange knuder på sig selv, at hun havde glemt, hvor hun selv var henne. Og når man har slået knuder nok på et reb, er der til sidst ikke mere reb at tage af.

Det skulle jo gå galt før eller siden.

 

Man kan ikke score damer med en lyserød barnevogn.

Nogle af kammeraterne havde med brovtende miner sagt, at der var masser af fisse i at gå tur med sit barn i barnevogn. Så han promenerede op og ned langs strøget i byen med en kaffe i kopholderen og et vågent øje på damer i farvandet. I det skjulte ville han ønske, det var en fadøl, der var i kopholderen. Han var virkelig glad for det barn, men verden var ligesom bare blevet så forbandet bøvlet efter dets ankomst. En fadøl – nåhja, og en varm og ukendt favn – ville i den forbindelse ikke være sådan at fornægte. Vel. 

De, altså kammeraterne, havde bare glemt at fortælle ham, at farven på barnevognen havde noget at sige i forbindelse med at tiltrække sig damer. Den var fuld af dominerende lyserød. Det var hans egen skyld. Den dag gad han simpelthen ikke med ud at se på barnevogne. Så han kastede penge efter problemet og så fodbold på TV imens SMS’erne tikkede ind fra den skuffede kvinde. Og så kom hun hjem. Med korslagte arme og en barnevogn, som lignede en blanding mellem en UFO og tusind überfeminine kvinders samlede lager af lyserøde drømme. Han nåede lige at tænke, at den kraftedme da bare manglede et lyserødt tylskørt, før hun hev et lyserødt net op fra taskens indre.  

Barnevogne har et hemmeligt kodeks. I kvindekredse betød den slags lyserøde barnevogne åbenbart, at en anden kvinde med pondus allerede havde kastreret ham noget så eftertrykkeligt og derefter sendt ham ud at gå tur med baby, mens hun fik ordnet negle derhjemme. Lyserøde barnevogne lugtede af hævngerrighed over for en mand, der ikke gjorde det godt nok. 

Nej, der var i hvert fald ikke damer i at gå tur med en lyserød barnevogn. Det havde en af hans veninder også efterfølgende fortalt ham, da de talte om emnet over en lidt for ærlig sjus i kølvandet på et skænderi med damen på en alt for sen hverdagsaften. Den aften havde han så ikke lige barnevognen med.

Det virkede sådan set også langt bedre uden.