Noget Med Ord

Tag: død

Molen

Bølgerne skvulpede forsigtigt mod molen. Ikke et eneste skumsprøjt kunne han få øje på. Det var tæt på vindstille, hvilket ellers ikke var typisk på den egn. Havet strakte sig ud foran ham og gik i ét med himlen ude i horisontlinjen. Det lagde sig fladt ned, som om det ville provokere ham ved absolut ikke at afspejle hans indre. Han ville næsten ønske, vinden havde rusket og revet i ham, at havet havde rejst sig og vist sine skummende hvide tænder og råbt ham til besindelse, fordi der altid ville være noget, der var større end ham.

”A tøws, a kan mærke det går frema’,” havde han stilfærdigt sagt til sin gamle ven i garagen forleden. Vennen havde smilet og nikket. Så tog de hver en rolig og behersket tår af deres øl. Katten gik forbi imens og lod som om, den ikke vidste, han løj.

Fra molen kunne han se fiskerne rigge til. En efter en forlod kutterne fiskerlejet. De gled stille ud i det rolige vand. Ud mod det store blå. Det var tidlig morgen, klokken var halv fem. Endnu sad den åregamle fornemmelse tydeligt i hans krop af at stå op midt om natten for at forlade huset, mens hele verden stadig sov. Herefter mødte han ind til den stærke morgenkaffe, der rev i halsen og fik hans eget og sjakkets blod til at synge i samme toneleje. Forberedelserne til at komme på vandet var mange og rutineprægede. Han huskede bølgerne, der kastede den lille båd hid og did ude i det store intet. Han kunne tydeligt huske fornemmelsen af saltsvidende skumsprøjt mod en tør og solbrændt ansigtshud, de ru hænder med den hårde hud på grund af det krævende fysiske arbejde – og så den uhøjtidelige tone på båden, han havde holdt så meget af. Det var alt sammen sideløbende med håbet, drømmen om den store fangst, der kunne gøre hende stolt af ham. Hver eneste dag håbet om, at hun ville forstå, hvad det betød for ham at fiske. For han gjorde det for hende.

Han spyttede ned i vandet for at fjerne mindet, vendte sig herefter om og gik langs molen tilbage mod byen. Det var bare ham, mågerne og fiskerne. Pludselig så han en plet komme nærmere fiskerlejet. Det var en ung kvinde, der strabadserede gennem sandet med kurs mod ham. Hun lignede ikke umiddelbart en, der hørte til her. Hun stoppede da også op og spejdede tøvende i hans retning, som om hun overvejede at gå ud på molen. Alligevel gik hun til venstre i retning mod byens hovedgade. Mens hun spadserede længere og længere væk fra ham, åndede han lettet op. Han var glad for, han ikke kunne se hendes ansigtstræk. Hun kunne have lignet hende.

Han blev ved fiskerlejet i et stykke tid for at undgå risikoen for at støde på den unge kvinde igen. Han stavrede ned gennem sandet og spurgte de tilbageværende fiskere, om de havde brug for hjælp med at stakke kasser. De kunne godt bruge en hånd, og så gik den halve time da med dét.

Da han kom hjem, spiste han en ostemad og drak sin morgenkaffe. I dag med en dram på siden. Hun lå faretruende nær hans bevidste tanker, kunne han mærke. Det viltre, hvide hår og de smukkeste smilerynker i verden. Hans hjerte ville briste, hvis han tillod sig at tænke på det. Han drak en dram mere, mens han kiggede ud af vinduet med en stålsat mine, som om den alene ville kunne igangsætte blæsten. Den forløsende blæst. Måtte den dog snart komme tilbage.

Resten af dagen foregik som i en døs. Det var der ikke noget nyt i. Små snakke med naboerne, lidt nørkleri hist og pist. Han tvang sig til at lave mad. Satte resterne ud til katten. Der var altid rester. Det var som om, han ikke kunne vænne sig til at lave mindre portioner. Hun skulle have spist med ved bordet med voksdugen. Ja, og hun skulle i et hårdt toneleje have fortalt ham, at han sikkert igen havde undersaltet kartoflerne, mens hendes smilerynker ville afsløre hende. Hun kunne ikke lade være med at synes, det var lidt sjovt, at han altid glemte, hvordan man salter ordentligt. “Det er jo ikke saltvand, der er i hanerne her i huset, forstår du nok, hr. Fisker,” ville hun drillende sige bagefter. Måske ville han grynte lidt påtaget surt af hende. Måske ville han bare grine og give hende et bette klem. Holde armene rundt om hende lige under den lille rygdelle. Armene passede så godt til at hvile netop der.

Nyhederne lullede ham i søvn i fløjlslænestolen, som de plejede. Også selv om der netop havde været endnu et terrorangreb i England og medierne var på den anden ende. Han kunne på en måde godt forstå, at man kunne have et indre kaos så stort, at man måtte lade det gå ud over andre. Men den slags sagde man jo ikke højt. Kun til katten, når den ellers lyttede. Problemet var, at han ikke rigtig vidste, hvem det skulle have gået ud over i sit eget tilfælde, i så fald. Om det skulle være sygehusets plejepersonale, overlægerne, privatpraktiserende Andersen – ja, eller endda alle de patienter, der var skyld i den forlængede ventetid. Processen var forhalet allerede fra begyndelsen, for nogen måtte have opdaget det, der var galt, noget før, hvis hun skulle have overlevet. Problemet med disse tanker var, at han altid endte med samme konklusion: det var ham, der skulle have set det komme. De begyndende tegn på, at der var noget alvorlig galt. Hun havde selv indrømmet, det nok var kommet snigende lige så stille hen over det forgangne år. Men han var til søs det meste af tiden. Til havs for hende. Det var hans skyld, at det ikke blev opdaget noget før. Hun var så mild, god og ærekær. Sagde ikke noget til nogen, før det for alvor tog fat. Han skulle have set det. Han skulle have set hende.

Fuglene pippede, før lyset kom. Han vendte sig langsomt i den knirkende seng og blinkede nogle gange med de tørre øjne. “Godmorgen,” hviskede han hæst ud i rummet, før han tog sine briller på. Så lyttede han. Intet svar. Der var en let susen i grenene udenfor. Det var ikke stærk blæst, men det måtte gå an. Han trak i kedeldragten og var lige ved at træde på den sovende kat, da han gik igennem den dunkle garage på sin vej udenfor. Den ænsede ham ikke.

“Gerda?” sagde han prøvende for sig selv ude på molen i det sagte skær af dagslys. Blæsten skabte en lille hyletone i øret på ham. Det var næsten som om, hun sang. Men det var ikke godt nok. Det var ikke hende.

Hun lå under jorden ved kirkegården på vej ud mod Sdr. Vorupør. Han gik i en stor bue uden om den del af byen. Lod graveren om at holde styr på stedet. Han vidste godt, at folk snakkede om det, men at komme der ville være det samme som at se det hele i øjnene. Og lige nu følte han sig fint tilpas med at famle i blinde. Bare lidt endnu. For han kunne stadig genkalde sig hendes stemmes klang, når hun nynnede om morgenen. Han var bange for, det ville forsvinde med erkendelsen af, at stemmen ikke eksisterede mere.

Hjemme igen. Kaffe med en dram på siden. Katten, der kiggede misbilligende på ham. Ostemad. Han kom i tanker om, at han havde glemt at fodre den, katten. Han nussede i haven bagefter. Han gjorde det for hende. Hybenroserne var så smukke og sarte lige nu. Hendes stauder måtte for alt i verden ikke gå til. Blomsterne duftede og mindede ham om hende. Det var hende, der havde givet dem liv og holdt dem i live. Hun havde puttet sig selv ind i blomsterne. Lige til det sidste havde hun bedt ham vande dem. Vande, nusse og beskære.

Han kiggede ned på sin rynkede, tørre hånd. Han huskede, hvordan hendes hånd havde ligget slap og ubevægelig i hans til allersidst. Hvordan den langsomt var blevet helt kold. De havde bedt ham slippe hende, men han kunne ikke. Han havde håbet, at hans kropsvarme ville være nok for dem begge. Måske den ville vække hende. Gøre hende rask. Til sidst måtte de fjerne ham. Det var meget fysisk. Han forsøgte bagefter at bilde sig ind, at han havde fået lidt af hendes kropsvarme med sig. Han kapslede den ind i sit hjerte. Han ville aldrig åbne det igen i frygt for at miste den sidste rest af hende. Nu boede hun der og i havet.

Han vågnede ved en skurren mod ruden i stuen. Hybenbuskene udenfor blev piskende blæst ind mod husmuren. Med ét var han helt vågen! Hun var her. Han skyndte sig i kedeldragten og bevægede sig gennem mørket ned mod havet. Regnen piskede ind på hans briller og han kunne næsten intet se. Det var sekundært. Blæsten holdt ham insisterende tilbage på hans vej ud på molen, som om den ville fortælle ham, at han skulle blive væk. Havet brølede og kastede sig ind over molen. Han var plaskvåd og stillede sig midt i det hele, mens han holdt hårdt fast i rækværket. Vinden skabte toner i hans ører. Hun sang for ham. De hvide skumsprøjt var som hendes viltre hår. Det natblå hav hendes tindrende øjne.

“GERDA!” råbte han ind i blæsten, ind i det store intet, derind hvor ingen alligevel kan høre noget, derind hvor alt forsvinder, derind hvor hun er. “GERDA, DU MÅ IKKE FORSVINDE FRA MIG! JEG NÅEDE ALDRIG AT GIVE DIG ALT DET, DU HAVDE FORTJENT. JEG NÅEDE IKKE AT VISE DIG, AT JEG LEVEDE OG SEJLEDE FOR DIG. GERDA, JEG VANDER DINE PLANTER, MEN PÅ ET TIDSPUNKT HOLDER JEG OP, FOR JEG VIL IKKE VANDE DINE PLANTER, JEG VIL HAVE DIG TILBAGE, DU SKAL VÆRE HER HOS MIG, HØRER DU? HØRER DU? JEG VED IKKE, OM JEG KAN VÆRE ET RIGTIGT MENNESKE, NÅR DU IKKE ER HER. JEG FORTÆLLER MINE VENNER, AT JEG HAR FÅET DET BEDRE, MEN DET ER LØGN, INTET AF DET, JEG SIGER, FØLES RIGTIGT, NÅR DET KOMMER UD AF MIN MUND, FOR JEG KAN IKKE SIGE NOGET, DER KAN FÅ DIG TILBAGE, OG DU SVARER IKKE.”

For andre ville det ikke være til at sige, om de salte tårer på hans ansigt bare var skumsprøjt fra havets fråden. Han stod længe og lod sig piske af saltvandsblæst og sorg. Han lod blæsten skjule den råben, der kom fra hans allerinderste sted, et sted han ikke før havde kendt. Han skreg mod himlen med den nye stemme, den stemme, han fik, da hun forsvandt. Han lagde sig på knæ, det hele var så vådt og ligemeget, han rullede sig i det hvide skum, det var hendes hår, hendes hår, hun var så tæt på og så langt væk. Imens sang hun ham i ørerne, hun nynnede gennem blæsten, hun viste ham, at hun ikke var helt væk, hun vandede stauderne hjemme i haven med skyernes væde.

Han mærkede blæsten lægge sig i løbet af de følgende timer. Regnen stilnede af. Og så kom lyset. Det hånende dagslys. Hun var væk. Tøjet klæbede til hans krop og han rejste sig med møje og besvær fra de våde sten. Han sjoskede hjem langs fiskerlejet og hovedgaden. Folk kiggede, men han orkede ikke forklare noget til nogen. Hvordan forklarer man, at man lige har talt med sin døde kone ude på molen?

Da han kom hjem, gik han i et langt bad. Han skyllede hende af sig. Han følte sig tung og lettet på samme tid. Det havde været rart at tale med hende igen.

19885869_10154812888317939_539250884_o

 

 

 

 

 

 

Jeg ved det godt, men det er for sent nu

Det er nu, det er lige nu og her – i mørket.

Han ligger alene, tænker for sig selv. Taler med sig selv, om man vil. Han ved godt, han skal dø. Måske nu, måske lige om lidt. Måske i morgen. Måske om en uge. I princippet er det den vished, alle går rundt med. De fleste mennesker har dog tankescenariet ”måske dør jeg lykkelig efter at have rundet de 100 år” som en mulighed. Det har han ikke. Dødsdommen hænger over hovedet af ham, lægen sagde det selv. Det er fire dage siden nu. Grebet af panik går det op for ham, at han ikke husker de sidste fire dage. Selv med en dødsdom hængende over hovedet, er det ikke lykkedes ham at leve i nuet, at leve til fulde. De sidste fire dage er et usammenhængende medley af angst, uvished, ensomhed og momentane seize-the-day øjeblikke, hvor han blev grebet af en altomfattende lykke over at være til stede lige nu og her, kyssede på sine børn, begærede sin kone. Det er en tumultens tid. Det er som om, livets alvor først nu går op for ham. Til trods for 45 år på bagen. Som om han hele tiden har ligget godt beskyttet i livmoderen og først nu ser dagens lys. Sådan rigtigt. Hvis han var en historie, ville det her være point of no return.

Det er nu, det er lige nu og her – i mørket.

I mørket bliver han grebet af en pludselig trang til at gøre noget – leve! Han må hellere skynde sig at leve, mens han stadig kan. Hiver børnene ud af dynerne midt om natten, gnider søvnen ud af øjnene på dem, finder ludo frem, men glemmer at de kun er 3 og 5 og ikke kan være med, vil spille fodbold i haven, men det er jo mørkt og midt om natten. Vil leve her, nu! Børnene er frustrerede og trætte, det var jo ikke sådan her, han ville leve. Det er for sent, det er alt for sent nu. Han får pludselig travlt med at finde lykken. Kender ikke op fra ned, ret fra vrang. Måske var han lykkelig i går, men han har glemt det, eller også tør han ikke tro det. Kigger sin kone i øjnene, men han kan ikke se det mere; lyset, glimtet. Eller også er det bare usynligt i hans iver efter at finde den ultimative tilfredsstillelse med sit liv. Konen ved ingenting og er derfor, ganske forståeligt, forvirret. Og utilfreds. Normal adfærd er at stå op med sine børn – OM MORGENEN, siger hun. Hun sukker, han sukker. Hun siger, hun ikke kan kende ham mere. Han sukker, mens blikket falder i staver over en knast i loftet. Igen og igen sukker han indvendigt, han føler sig ensom, men vil alligevel ikke fortælle nogen noget. Det er jo ikke at leve rigtigt, hvis alle går rundt og tager hensyn og skaber falske stemninger for at tilfredsstille hans sidste ønsker, drømme og håb. Ønsker, drømme og håb han i øvrigt slet ikke selv har noget begreb om lige nu.

Det er nu, det er lige nu og her – i mørket.

Han tager sig selv i at blive forpustet; det føles som om, nogen har slået luften ud af ham. Han kan ikke rumme, at han virkeligt skal dø. Han, HAN, som har al tid i hele verden. HAN, som er udødelig. HAN, som lige nu har en helt perfekt puls og normal kropstemperatur. Hjertet slår, hjernen fungerer. Det er bad business at skulle dø, når man ikke engang har nået at investere ordentligt i livet. Nogle dage benægter han kategorisk sin tilstand over for sig selv. Andre dage begræder han den. I flere uger har han kroniske sug i maven og en surrealistisk følelse af at være uden for sin egen krop. Han har aldrig før følt sig så alene. Lægen ringer for at tilbyde ham en samtale om det videre forløb. ”Den afsluttende fase”. Han er splittet mellem lysten til at kaste sig i armene på hele sygehusets personale og lysten til at gemme sig hjemme under dynen og håbe, det hele går over. Konen har opgivet at komme igennem til ham og de taler ikke længere sammen. Hun vil i parterapi – han synes, det gør for ondt overhovedet at tale til hende. Hvor skulle han overhovedet begynde?  Hvordan begynder man et farvel? Og hvordan slutter man det? Man kan jo ikke sige farvel til sit livs kærlighed. Det er ikke dét, der er meningen!

Det er nu, det er lige nu og her – i mørket.

Selv om det faktisk er begyndt at blive en lille smule lysere. Det er mærkeligt; smerterne er taget til, men fuglene er begyndt at pippe udenfor. I hvert fald lægger han pludselig mærke til det. Måske har de i virkeligheden hele tiden gjort det. Han har fortalt dem det nu, familien. Ville føle sig skyldig, hvis han pludselig en dag døde uden at få det gjort. NÅR han pludselig en dag dør. Han har talt og talt og burde velsagtens være tom for ord, men ord avler tilsyneladende ord, og når man taler om noget, der ikke findes et endegyldigt svar på, en endegyldig trøst, så taler og taler man. For at få sagt alting i hele verden, så man har gjort det. For at få udtrykt sin kærlighed. Ord er i øvrigt også næsten det eneste, han har tilbage i sin magt. Fysikken arbejder imod hans eksistens. Ikke desto mindre føler han sig heldig. Hans familie er kede af det, men stærke. Og meget, meget kærlige. Han kanaliserer til det sidste al sin energi over i kærlighed, og en dag er det alt, der er tilbage. Ordet forsvandt.