Noget Med Ord

Tag: betragtninger

Livsberuset på en mandag

Det var en aften, hvor naturen og årstiden sneg sig ind på mit humør. De blomstrende ramsløg i Risskov stimulerede min fantasi i en sådan grad, at jeg mest havde lyst til at lægge mig ned i det hvide, blomstrende hav og kigge op i himlen i lang tid bare for at kunne være en del af det. Jeg havde lyst til at svømme rundt i ramsløgsblomsterne. Jeg havde lyst til at kaste mig ud i de hvide blomster helt oppe fra en trætop. Det så uendelig blødt, elastisk og inviterende ud med de hvide blomster. Det lignede et lag af bomuld. Det duftede til gengæld af løg. Løg, græs og skovbund.

På min cykeltur hjem fra Risskov, overrumplede Aarhus mig igen. Man skulle ellers tro, jeg havde vænnet mig til den slags, men det har jeg ikke. Mens jeg trillede ned ad Dr. Margrethes Vej med Frank Ocean i ørerne på lav volumen, passerede jeg mennesker og hunde. Men det var ikke bare mennesker. Det var stemninger. Det var par, der gik hånd i hånd. Det var en mand, der stod og tørrede sit ansigt for sved. Det var de hårdt trænende løbere. Det var mig på min cykel med åben mund. Og så insekterne, der gerne ville derind.

Nede ved Aarhus Teater var en forestilling måske netop slut. Der stod grupper af mennesker ude midt på Skolegade. To kvinder kyssede hinanden og brød reglen om ikke at måtte kigge hinanden i øjnene imens. Det kunne jeg ikke undgå at se, for kærligheden smilede ud af øjnene på dem begge to. For enden af Åen stod endnu et par i et nærmest bobleplastisoleret øjebliks intense forsøg på at kravle ind i hinandens sjæl ved hjælp af øjnene. Jeg tror ikke, de så den fantastiske farve, himlen i horisonten havde på det tidspunkt. Men jeg fornemmede det alt sammen, og set udefra var det så pænt, at man næsten fik lyst til at lave lidt ravage i det hele, bortset fra at jeg ikke er den type, og at jeg i mit stille sind boblede over af glæde over Aarhus og mennesker og liv og sommer forude og at kærligheden eksisterer.

Og så er jeg endda helt ædru, mens jeg sidder her og er livsberuset.

En skumringstime

Skumringen er i gang med sin sidste del af repertoiret. Jeg kan efterhånden kun ane skæret af bygninger mod himlen i horisonten. Gennem det åbne køkkenvindue kan jeg høre fuglene pippe stille, langtrukkent og melankolsk. Som om de fulde af taknemmelighed siger tak for dagslyset og på gensyn til det alt sammen i morgen. “Vi går i seng med dig og står op med dig, for vi forguder dig“, pipper fuglene til lyset. Først troede jeg, at jeg hørte syner. Men da jeg åbnede vinduet, blev det tydeligt, at fuglene var rigtige nok. De kom ikke fra naboens fjernsyn.

I nabobygningerne bliver der så småt tændt lys, kan jeg se. Folk er kommet hjem fra arbejde og jeg kan se deres silhuetter i lysskæret. Nogle af dem tænder stearinlys i de Boliglivskorrekte vindueskarme, andre tænder kun fjernsyn. Selv hører jeg P8 Jazz. Man skal huske at glemme at tænde fjernsynet, synes jeg. Jeg glemmer selv at huske at glemme det lidt for ofte.

Det går pludselig op for mig, at der i lysskæret fra én af lejlighederne står en hund i vinduet og logrer. Den har fået øje på mig midt i al min stilhed. Den sidste rest af dagslys forsvinder, mens fuglene, hunden og jeg har et øjeblik sammen dér på kanten af mørket.