Noget Med Ord

Tag: BDS

Sygemeldt

Bøger, papirer og gaveæsker står i stakke rundt om mit skrivebord. Det er resterne af mit arbejdsliv. På min seng og rundt om den ligger tøj og diverse artefakter. Mine vinduer er både punkterede og møgbeskidte. Ude i mit køkken er der ikke meget bordplads, for der står ting overalt. Mappen med kærlighedserklæringer fra mine elever ligger på bordet i stuen. Jeg tør ikke læse dem igen. Ikke endnu. Jeg husker stadig alt for tydeligt følelsen af de sidste børn, der ikke ville give slip på at kramme mig i fredags. Det hele er lidt rodet.

Sådan føles det i hvert fald. Det er et vældig fint billede på, hvordan jeg har det lige nu. Tror jeg. Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan jeg har det. Jeg vågnede op i morges med godt humør og en kæmpe lyst til at gøre alt muligt. Invitere mennesker på dejlig mad, gøre min lejlighed ren, nyde glæden. I stedet brugte jeg lidt for lang tid over morgenkaffen. Stenede lidt for meget computer. Gik en tur, handlede. Kom tilbage i lejligheden. Spiste. Fortabte mig i streaming af serier. Solen skinner udenfor, men jeg kan ikke mærke det lige nu. Det føles underligt i kroppen. Jeg kan mærke, den reagerer på min situation.

Situationen er jo, at jeg fra og med i morgen officielt er sygemeldt i kommunens system. På tirsdag har jeg et møde med en sagsbehandler. Allerede i telefonen nævnte hun ordet “praktik”. Lige nu tænker jeg bare, at jeg har brug for RO. En periode med ro til at fokusere på min behandling og forsøge at implementere de nye vaner, dem på sygehuset lærer os i gruppen. Jeg håber, hun vil være med til at hele mig, min sagsbehandler. Give mig ro til min behandling slutter i august. Men jeg ved jo godt, at det bare handler om at gøre mig arbejdsklar igen hurtigst muligt. Så jeg forsøger at lade være med at forvente himmelgroende træer.

Der står smukke blomster i mit vindue, som minder mig om, at jeg lige har været en ansat et sted. At jeg har fået ros med på vejen og at jeg i andres øjne har været et professionelt og ambitiøst menneske. Det forsvinder selvfølgelig ikke, bare fordi jeg bliver sygemeldt.

Men det føles sådan lige nu.

 

selfieudenhænder

Om at have noget med ord uanset hvad

Nej, der er nok ikke nogen vej uden om det,” sagde socialformidleren halvsmilende til mig, mens jeg kiggede ned i bordet på et udefinerbart punkt, fordi mit syn var sløret af de tårer, jeg nægtede at lukke ud.

Halvdelen af tiden tænkte jeg, at det umuligt kunne være mig, vi talte om. Det kan umuligt være mig, der om en måned skal gå ned på kommunen for at fuldtidssygemelde mig med en sygdom, som ingen ud over lægerne kan se, men som jeg uden tvivl sagtens selv kan mærke. Når jeg kigger mig i spejlet, ser jeg sgu ret kompetent og rigtig ud. Kompetente mennesker kan da klare alt, ikke?

Men det er altså mig. Det ér mig, der i 2,5 år har insisteret på at arbejde fuldtid med en skrigende krop, der gang på gang ikke tillod mig og min stædige, ambitiøse hjerne at holde til det. Den skrigende krop, der gang på gang har lagt mig ned i fosterstilling med følelsen af helt objektivt set at være verdens ringeste menneske, fordi jeg ikke kunne holde til noget så enkelt som at møde stabilt ind på et almindeligt arbejde.

Indtil jeg fik min diagnose i det sene efterår, troede jeg, at det var stress. At jeg bare var sådan en svag type, der blev ved med at få stress. Nu ved jeg, at jeg blev stresset, fordi mit nervesystem er på konstant overarbejde på grund af min sygdom.

Fremtiden venter derude, og selv om jeg skal igennem en meget uvis tid i en mølle, der er bedre kendt for at kværne mennesker end styrke dem, så tror jeg på, at jeg er på vej i retning af noget mere rigtigt, selv om det er angstprovokerende.

Der venter mig et arbejdsliv derude, som kan give mig succesoplevelser. Jeg skal bare finde de rigtige rammer at arbejde i. Jeg kan mærke en spirende virkelyst; en kreativitet, der brænder derinde, og jeg tør arbejde mere og mere konkret med idéen om at skabe noget for mig selv. Det er ikke lige nu, det bliver big business. Måske er det aldrig. Pointen er, at jeg ikke finder ud af det, hvis jeg ikke prøver.

Så:

Jeg læser, undersøger og tilegner mig viden om CVR-registrering, patentbeskyttelser og SEO. Jeg forsøger at finde ud af, hvad det er for et rum, jeg potentielt kan skabe for mig selv – og om jeg vil kunne tjene penge på det på længere sigt.

Sygedagpengemøllen skræmmer mig, og jeg har sjældent følt mig mere ufri og truet end nu, hvor jeg er på vej ind i den.

Men ordene sætter mig fri, og det gør de gang på gang. Jeg tror, det er på tide at give dem lov til at arbejde for mig, så jeg med tiden kan arbejde med udgangspunkt i dem.

I dag købte jeg domænet her.

Det er da en start.

Så må vi se, hvor jeg ender.

Uanset hvad har jeg noget med ord.

 Helt almindelig med BDS

Faktisk burde jeg sikkert slet ikke skrive lige nu. Du har taget min fingerkraft fra mig, du smyger dig ind om mine knogler, giver mig små stød rundt omkring i kroppen. Jeg er tinitusramt og svimmel, går fucking rundt på vat, og det er helt umulig at fat’ hvordan sådan noget føles, når man ikke selv har stået i det.

Hvis fortovet skråner, føler jeg, jeg vælter, men det gør jeg ikke, jeg står fast, helt fast, også selv om jeg ikke er fast i kødet mere. For pludselig blev mad noget underligt noget, jeg reagerede på ting, jeg normalt godt kunne spise, så jeg hoppede fra diæt til diæt til maddistræt til fuldstændig ligeglad med mad, jeg skulle bare have brændstof, giv mig det og stik mig en hof på siden, jeg vil bare føle et el’ andet som Jooks siger, jeg vil bare gerne være ligesom alle de andre piger. Og det er jeg i perioder, så jeg prøver at glemme det, alle symptomerne der kom ind i mit liv for tre et halvt år siden og begyndte at hæmm’ det.Men de råbte højere og højere mens lægerne gjorde mig lavere og lavere. “Alt ser normalt ud”, sagde de efter min fucking gastroskopi nummer to, hvor jeg endte med selv at føre den skide slange ned i min mavesæk, fordi min gagrefleks var helt væk. Jeg har fået kikkertundersøgelser og CT-skanning og i den periode gik det hele sgu bare lidt rundt i ring.

Vi kan ikke finde noget, men vi kan henvise dig til det her sted, der er villige til at tage sådan nogle som dig med, – sagde de. Og jeg fik et brev med en diffus ventetid på minimum et års tid. Så jeg pakkede det væk og forsøgte bare at være, eksistere og arbejde i den her kompresserede atmosfære af “hvad fanden sker’ der”.

Og en fredag for nogle uger siden mødte jeg en læge med en hel masse viden, hun havde læst hele min journal og sagde at min sygdom ikke var fatal, men til gengæld altomfavnende, og hun forstod godt at jeg var træt, træt og trist som en megapessimist. Hun sagde efter fem en halv time, at grunden til min pine var noget der hedder BDS, jeg sværger, det føltes som at få tæsk.

Så den er jeg så lige i gang med at sluge, tanker og symptomer begynder at ruge, diffus forskningsdiagnose og mig, er vi nu et match – troede ellers jeg ville ha’ swipet til venstre for sådan noget pjat.