Noget Med Ord

Tag: 3. person

Erindring

Det bippede alle steder fra. Forvrængede stemmer langt væk sagde ting på et sprog, hun ikke forstod. Hun var skræmt og alligevel alt for langt væk til at tage sig af det. Kroppen var et hylster, hun ikke kunne forbinde hjernen med. Ikke endnu. Men hun kunne mærke alle følelserne og som i en langt ude drøm observerede hun, at nogle af stemmerne vendte hendes krop om på den anden side. Fra et sted langt derude blandt stemmerne, borede en smerte sig langsomt vej ind i hendes bevidsthed. Det var en smerte så grum, at hun ikke kunne forstå, den tilhørte hende. Hun kunne ikke huske, hvorfor den skulle være der. Hvad der var sket. Hvor hun var. Alle duftene trængte nu igennem på een gang. Gennem næseboret og helt ind i hjertet på hende, for der var også duften af tryghed og familie, den dér helt særlige parfume, som hun altid kunne kende; sin mors.

Øjnene gled op og i, og hun kunne ikke rigtig styre dem. Hun observerede et forhæng og fornemmede en hånd, der omsluttede hendes egen. “Du er vågen”, sagde stemmerne, hun forstod dem godt, “du blev opereret, men det er overstået nu”. Hjertet begyndte at slå hurtigere, hun begyndte at forstå det altsammen, og sammen med forståelsen blev smerterne pludselig hendes egne. Noget strammede underligt i næsen og en af stemmerne fortalte hende, at hun fik lidt ekstra ilt endnu. Ilten gjorde hendes hjerne mere klar og med det blev smerterne skarpere. Hun kiggede ned ad sig selv i et inferno af hvidt. Hun vidste, at der var noget knapt så hvidt under skjorten og al bandagen, men hun turde ikke kigge. Hun turde end ikke bevæge sig. Det gjorde sikkert alt for ondt.

“Du skal op at sidde”, sagde de. “Det er vigtigt”. Det kunne umuligt være hende, de talte til, tænkte hun. Men det var det. Da hun satte sig op, jog en smerte igennem den ene side af maven. Posen og slangen, der åbenbart forbandt sig til hendes betændte indre i venstre side, røg uheldigvis ud af hånden på en af stemmerne og hang nu uden aflastning og dinglede ned langs sengekanten. Hun forsvandt lidt af ren og skær smerte. Nogen hentede noget og sprøjtede det ind i en åre i hendes hånd. Verden svimlede, men hun bekymrede sig ikke længere om det. Smerten blev til en andens og øjnene lukkede sig i igen.

“Hov! I lovede mig et blinklys!”, sagde hun. Så faldt hun i søvn igen.

Blinklyset var koldt og smagte underligt, men alligevel helt fantastisk. Hendes knastørre svælg blev bedøvet af den kolde sukkerlage. Hun speedsnakkede i en blanding af is- og morfinekstase. Nogen besøgte hende og kom med blade og slik. Hun blev glad for besøget, men orkede næsten ikke at tale eller kigge på gaverne og fik det pludselig dårligt. Blinklyset tog sin hævn. Kramperne i mavesækken rev i hendes spritnye ar. Blinklyset kom op igen – men rødt og gult lys var forsvundet. Det var som om, kroppen ledte efter det røde og gule lys, og det skulle op. Igen og igen forsøgte den at vende vrangen ud på hende, og hun var fuldstændig afkræftet og ked af det. Nogen sagde, at hun ikke skulle lide sådan. Hun kom væk fra alle bippene på opvågningen og ind i sit helt eget rum. Nogen puttede en slange ned i maven på hende for at hjælpe resten af blinklyset med at komme ud selv. Det hjalp ikke. Kramperne forsvandt ikke af den grund, og slangen i halsen gjorde hende skræksslagen. Hun turde ikke tale. Det raspede så underligt i hendes stemmebånd, når hun forsøgte. Nogen satte et tv ind på hendes mørke værelse. Hun kunne ikke kigge på det, selv om hun gerne ville. Øjnene blev ved med at glide opad og stirre op i lyset på loftet. Hun havde ingen kontrol over dem. Hele natten stirrede hun skræksslagent op i det loft. Moderen prøvede forgæves at fange hendes blik. Hun kunne vist heller ikke sove den nat.

“Sig mig engang, har du ligget med sonde i hele natten?”, sagde en morgenfrisk stemme til hende. “Det går da ikke. Du har jo slet ikke fået det bedre af den, nærmest tværtimod, hva’? Lad os få den op igen”. De trak slangen ud igennem maven, spiserøret og næseboret. Pigen græd alt det ud, hun ikke havde kunnet sige hele natten. Sygeplejersken vædede hendes læber og mund med danskvand. Det var som at komme i himlen.

Pigen forsøgte så småt at tale. “Tak!”, kvækkede hun til sygeplejersken.

Og sådan begyndte livet så småt at komme tilbage til hende igen dengang for 15 år siden.

Hun er stadig frygtelig taknemmelig for al den danskvand.

Om Den Lille Perfektionist.

“Du skriver blændende”, havde hun sagt til hende. De andre havde nikket samtykkende. “Du forfører os nærmest med din skrift”, fortsatte hun. Hun klappede med en professionel pondus på opgaven, mens hun kiggede på hende og sagde: “Der er ingen tvivl om, at du bliver en rigtig dygtig skrivelærer.”

Og det var så lige netop her, hun burde have stoppet sig selv i mindet, Den Lille Perfektionist. Pakket det ind i det fineste silke inde i hovedet, skrevet det ned og internaliseret det, så det blev til en del af selvtillidspakken. Hun kunne bare ikke glemme fortsættelsen. Da de sagde, hun næsten med sin åbenbart magisk forførende skriveevne havde fået dem til at glemme, at der var en kobling i opgaven, der manglede. Og da de havde forsøgt at spørge hende ind til den kobling, havde hun ikke kunnet skifte gear godt nok. Det var derfor, hun ikke fik topkarakter. 

Hun var helt rødkindet. Adrenalinen havde arbejdet i hendes krop uafbrudt de sidste par dage. Og sådan så den altså ud, den anden side. Inden hun klatrede over hegnet, havde hun sagt til andre og sig selv, at hun ville blive rigtig glad, hvis hun fik tocifret. Så hvor var glæden henne? Lige nu mærkede hun kun en nagende følelse af irritation over, at hun kun kunne blænde på skrift, men ikke brillere eller imponere til en eksamen, så hun kunne få topkarakter. Hun huskede kun det, hun ville huske lige nu. Så hun ringede til nogen for at dele oplevelsen. Hun vidste, at andre nok ville reagere på den glade måde, hun selv manglede at reagere på. De tog bare ikke lige telefonen. 

Hun tog en hurtig beslutning og hoppede på cyklen op til sin veninde. Et ti-tal skal man være glad for, og man skal fejre det. Så hun købte en flaske cava med på vejen. Cykelturen gjorde godt og hun genkaldte sig hele situationen igen, mens hun reflekterede over, hvem det egentlig var, hun altid forsøgte at imponere. Og hvorfor hun gjorde det. Veninden reagerede præcis som forventet med stor begejstring. Det var rart. Hun følte sig nærmest som et skarn over, at hun ikke kunne sige “jeg fik 10!” med ægte begejstring. 

Efter to glas cava var skuldrene så småt faldet ned på plads og kinderne blussede nu af en helt anden boblende grund. Det var meget rart. Hendes mor ringede. Mens hun opdaterede moderen, anede hun sig selv begynde at fortælle med en vis stolthed, mens den indre kritiker proklamerede, at man da ikke kan prale af et tital, og at hun skulle holde op med at lyde så selvfed. Jo flere glas cava hun drak, desto mere stille blev den indre kritiker. 

Dagen efter kunne hun sige “Jeg fik 10!” med en helt ægte lettelse og stolthed i stemmen. Kritikeren pippede kun lidt indeni. Derfor kunne hun ikke lade være at indskyde, hvordan hun også kun havde forberedt sig i to-tre døgn forinden og faktisk slet ikke havde åbnet en bog op til den mundtlige eksamen. Så ved man jo godt, man ikke kan toppe den på eksamensfronten, ikke.  

Hun ved stadig ikke helt, hvem det er, hun forsøger at imponere. Men helt godt nok bliver det åbenbart aldrig. 

Det er vist en folkesygdom.