Noget Med Ord

Start på 2018 – en dystopi

Vinden blæser og mine fødder bærer mig langs vandkanten. Der ligger smukke muslinger og betragter mig nedefra, mens jeg kigger ud mod horisontlinjen. Her lugter af tang og salt og råddenskab og vandet er næsten lige så gråt som himlens dovent formede skyer. Det er første dag i 2018 og jeg er aldrig trådt ind i et år med så lidt vished om dets forløb som nu. Jeg mener, man ved selvfølgelig aldrig, hvad fremtiden bringer, men man kan ofte have en køreplan eller en meget klar idé om, hvad der skal ske. Jeg ved intet. I dag erkender jeg blankt, at jeg befinder mig i en form for krise. De positive mennesker siger, at man skal se et sammenbrud som et opbrud, der skaber nye muligheder, og jeg ved godt, at sandheden også kan være sådan. Men jeg er tryghedsorienteret og faktum er, at jeg går et år i møde, hvor jeg ikke ved, hvilket økonomisk grundlag, jeg får. Jeg ved ikke, hvordan mit fremtidige arbejdsliv vil komme til at se ud. Jeg ved ikke, hvad jeg kan eller hvor meget, jeg kan det. Jeg sidder i systemet og jeg vil gerne ud af det og være i noget andet. Men lige nu er jeg i systemet for at passe på mig selv, og jeg kan ikke se, hvilken vej der vil være den bedste at gå fremover. Om tre dage har jeg et møde med min sagsbehandler. Før jul fortalte jeg hende, at det ikke gik efter planen med min praktik, og at jeg må gå væsentligt ned i tid igen. 10 timer pr uge, tænker jeg. Mit ego lider under den erkendelse. Hun har bedt mig tage stilling til, hvad jeg har brug for, der skal ske efter den 31. januar, hvor min praktik i princippet stopper. Jeg har ikke kunnet tænke på det hen over julen. Min jul har krævet kræfter af mig. Jeg nåede aldrig ned i gear i denne ferie. Jeg har brugt kræfter, jeg næsten ikke havde. Jeg ved ikke, hvorfor jeg kan rumme så lidt for tiden. Jeg ved ikke, hvad mit dyk skyldes. Jeg er ærlig talt træt af at skulle måle og veje mig selv. Jeg orker ikke flere møder og mere evaluering. Jeg orker ikke tage stilling til fremtiden. Jeg vil gerne gemme mig. Lave strudsen på det hele. Kan jeg ikke godt bare sidde her i skumringen og skrive for evigt? Jeg vil gerne flytte ud i en skov og kigge ind i et bål. Det ved jeg godt, hvad betyder – at jeg har brug for ro. At jeg skal passe på mig selv. At det hele er lidt for meget. Angsten er på vagt i min krop, den vækkes ofte for at passe på mig, og jeg ved ikke, om jeg lytter, for angsten er på en gang min ven og min fjende; jeg skal lytte til den, men jeg skal ikke lytte for meget til den. Hvis jeg bliver bange for angsten, er det først, jeg forsvinder.

Jeg er så dobbelt.

For jeg er klog, og jeg kan godt være positiv og handlekraftig og dygtig og god til mennesker og charmerende og sjov og en gevinst i mange sammenhænge. Jeg ved, at jeg har hele pakken. Jeg ved, at jeg er rigtig god.

Men det er ikke den Sisse, jeg kan være lige for tiden. Lige nu er jeg Den Anden Sisse; den, der er bekymret og ængstelig og omskiftelig og forvirret og som har smerter og er træt-træt-træt. Jeg gider ikke være Den Anden Sisse, den jeg er lige nu, men jeg er i krise, så jeg kan ikke andet, og det er jo også mig, det her. Det hele er mig. Er der ikke nok nogen, der vil tage mig i hånden og fortælle mig, hvad man skal gøre, når man har fået en sygdom, det er svært at leve et helt normalt arbejdsliv sammen med? Hvad man skal gøre, når man forsøger på een og samme gang både at komme op i timetal i en praktik, hvor man samtidig også forsøger at skabe sig en ny professionel rolle i en arbejdsfunktion, man aldrig har prøvet før? Jeg ved helt ærligt ikke, om jeg kan begge dele på en gang. Men jeg kan heller ikke være lærer igen.

Helt ærligt. Hvordan gør man?

Om tre dage skal jeg fortælle min sagsbehandler, hvad jeg kunne have brug for, der sker, når min praktik udløber den 31. januar. Lige nu er jeg helt blank. Jeg aner ikke, hvad jeg har brug for. Andet end en plan. Jeg har brug for at have en plan, så jeg ikke forsvinder. Men ikke en plan, der kører mig så hårdt, at jeg bliver en bløppet masse igen. Jeg har brug for at have noget at tro på.

Det er den 1. januar 2018 og jeg tillader mig selv at starte året med at være i tvivl. Om det hele. Jeg ved af erfaring, at jeg ikke vil have det sådan her for evigt. Jeg ved, at min drivkraft vil vække mig i det sekund, overskuddet rammer mig igen. Men lige nu har jeg ikke noget at give af. Jeg har ikke mere brændstof. Jeg er forvirret og jeg vil alt og ingenting. Men mest af alt vil jeg bare godt lige blive kampklar igen. Jeg har mere eller mindre været en del af systemet igennem de sidste tre år – de seneste 8 måneder på fuld tid uden job at vende tilbage til. Det var ikke det, jeg havde forventet af mig selv. Jeg ser mig selv som et kompetent menneske. Et menneske med endog meget gode evner for ret mange ting. Jeg har altid tænkt, at man bør udnytte sine evner. Jeg har altid tænkt, at jeg skulle være noget stort og flot, fordi jeg var klog. På den front har jeg ikke lavet andet end at skuffe mig selv. Men nu laver jeg en mindelund for De Storslåede Forventninger. Det nytter ikke noget; de må stedes til hvile. Lige nu skal jeg bare fungere. Sigte lavt. Sluge kameler. Tilgive mig selv, at jeg nok ikke bliver storslået eller normalspeciel.

Det kræver næsten, at man er rask, for at kunne holde til at være syg, siger de. Lige nu synes jeg faktisk, de har ret. Også selv om stemmen indeni mig hvisker “Hold nu kæft, du er jo ikke sådan rigtigt syg, du er jo bare pivet og følsom som altid, LorteSisse. Hvis du bare tager dig sammen og knokler løs og vender det hele om til noget positivt, så kunne du jo godt klare den. Du kunne sikkert godt tænke dig rask, hvis du virkelig prøvede. Men det gør du ikke, du giver slip og giver op og giver los. Tag dig sammen.”

Jeg vil ikke lytte til den stemme, for selv om den får mig i tvivl, så ved jeg sgu godt, at hvis jeg havde kunnet tænke mig mere velfungerende, så havde jeg gjort det for længst. For er der noget, jeg er, så er det stædig. Stædig og ambitiøs og fuld af drivkraft. Bortset fra, når jeg ikke har kræfter til det.

Det er den 1. januar 2018 og jeg har aldrig været så meget i tvivl om mit livsgrundlag før. Samtidig har jeg aldrig elsket mig selv højere, og hvis det at elske mig selv og tage hensyn til min krop betyder, at jeg skal kæmpe med mine forventninger til voksenlivet og hele systemet, so be it.

Jeg vælger at trække vejret ned i maven. Jeg vælger at være i tvivl. Jeg gør det åbent. Du kan se lige igennem mig. Jeg holder ikke noget skjult. Hvorfor skulle jeg?

Jeg aner ikke, hvor jeg ender i 2018. Men jeg håber, det bliver en smuk rejse. Så kan destinationen sådan set være ligemeget. Altså, i princippet.

På vej hjem fra stranden blæste en medvind mig op ad bakken mod Skt. Pauls Kirke. Måske har jeg mere medvind i sigte.

Jeg skal bare turde stille mig ud i blæsten for at opdage det.

Jeg føler mig helt blæst, så jeg vil gerne blæses igennem. Blæses omkuld. Blæse og have mel i munden. Være borte med blæsten eller bare sige “blæse være med det”.

Men nye vinde blæser. Og svaret blæser i vinden forude. Så må jeg vente at se, hvilken vej vinden blæser.

Uanset hvad blæser jeg det hele et stykke og udgiver dette indlæg. Det er langt og tungt, men det vil jeg blæse på.

For ordene er mine.

Lige gyldig hvad, har jeg noget med ord.

Brudstykker af 2017 i rim

2017, du har været vild, du har revet mig rundt i din manege. Du har slået mig hjem i Ludo og du har genfødt mig, du har på mange måder været min vildeste antitese.

Jeg sluttede 2016 af som en, der følte sig meget ensom. Men 2017 har på den front vist sig at overhale min ensomhed indenom.

Jeg har fået flere bekendtskaber end jeg lige umiddelbart kan tælle til, jeg føler jeg har vundet den store gevinst i det sociale spil.

Jeg har stillet mig op på scener og læst tekster om at være nede. Jeg har siddet på venteværelser i kommunalt sygedagpengeregi, mens jeg mærkede mine håndflader og røvballer svede.

Jeg har udfyldt sygehusskemaer til punkt og prikke, jeg har stået på kanten af at sige farvel til et lærerarbejdsliv og mærket mig selv panikke.

Jeg har givet slip og min krop har gentagne gange i processen tvunget mig til at lære at gå glip.

Jeg har indimellem været på dates med søde og dejlige mænd, men mine sår fra dengang for mange år siden er stadig ikke let at glem’, så når nogen en sjælden gang kommer for tæt på, går jeg i panik og finder åbenbart altid en flugthulskattelem.

Det er helt klart noget, jeg har tænkt mig at arbejde på, mine gamle sår skal sgu ikke være skyld i, at mit kærlighedsliv fremover skal gå i stå.

For mit hjerte står åbent, men murene omkring det er høje, og skal jeg være helt ærlig, så vil jeg edderbroderemig heller ikke lade mig nøje

Jeg er også ved at være færdig med at skælde så meget ud på mig selv, selv om jeg ellers er ret god til det, når jeg først går i gang, taler jeg mit ego halvt ihjel.

Jeg har stået nøgen foran spejlet og taget billeder af min krop, for selv om den har fået bløde former, må selvtilliden vel stadig gerne være i top. Det med at tale pænt om mig selv er noget jeg har øvet mig intensivt på, og jeg kan mærke, at den proces aldrig går i stå.

Det endte med at blive en selvkærlighedsrejse større end mig selv, mange instagramfølgere valgte at lade sig inspirere til at gøre det samme for at betale af på deres selvkærlighedsgæld.

Mon ikke vi alle sammen skylder os selv lidt i banken – jeg tror ret meget på tanken.

2017 har givet mig mod, tungen på gled og stolte tårer. Jeg kan mærke blodet løbe heftigt i mine årer.

Mit hjerte banker mere end nogensinde før for ord og mennesker, det synes jeg også, jeg kan udlede af 2017s hændelser.

Noget jeg ikke sådan lige glemmer er, da jeg åbnede døren for 8 kvinder jeg ikke kender.

Vi sad i min stue og talte om at dele, og den aften bød på lidt af det hele.

Der var så meget kærlighed at mit hjerte føltes som om, det skulle gå en smule af led.

Nøgleordet dette år har som altid været balance. Det mærker jeg allertydeligst, når jeg er ude af kadence.

Noget af det største for mig i 2017 har været, at jeg på yogamåtten fandt ud af, at det gjorde så meget mere end bare at kunne fremstille sig selv fleksibel og blæret.

Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg igen og igen har indset vigtigheden af at komme ned i kroppen. Jeg har strukket ud og givet slip og nogle gange hulkegrædt på måtten.

Yoga minder mig om at jeg skal være tro mod mig selv. Og med lige præcis dé ord som de sidste, vil jeg lade året gå på hæld.

Jeg springer ind i 2018 med en uendelig mængde tvivl om fremtiden og dens indhold. Men jeg er åben og vendt på vrangen med alle mine indvolde.

Der må være noget godt og meningsfuldt i sigte.

Om ikke andet vil jeg aldrig stoppe med at digte.

 

 

Winter is coming

(Poetry slam-tekst læst op til slam på Studenterhuset i Aalborg d. 16. december 2017. Det er første tekst, jeg har vundet et slam på)

Du kan ikke fryse mig, for jeg er allerede is.

Og brændt barn skyr ilden.

Og nu vil du have mig med ud at skøjte.

Og jeg ved sgu ikke, om jeg vil på glatis med dig.

Du siger skøjtebane, mens jeg tænker, det bliver en glidebane. Det er en slippery slope til en helt ny istid.

Og du smiler hele tiden til mig. Så det får jeg lyst til at sige, du skal holde op med.

Hold op med at kunne lide mig. Pil mig ned fra din piedestal.

For jeg er grim og gemen og iskold indeni. Du risikerer, at jeg tramper på dig. Jeg skøjter hen over dig som en rundsav med mine skarpslebne meder, og du ender med at blive flad som en ishockeypuck eller hakket til plukfisk. For du minder mig om mig som jeg var dengang.

Altid forelsket. Altid tilgængelig. Altid hans.

Vores forskelligheder byggede sig op imellem os som rullende snebolde i tøsne. Som en lavine ragede de alt med sig.

Så vi gik i stykker. Så jeg gik i stykker. Lå i sjappet tøsne i flere år. Og jeg vidste ikke, hvor jeg selv var henne mere, for jeg var en istap, der smeltede sammen med ham.

Men nu ved jeg endelig, hvem jeg er: jeg er et fint og glitrende lag af nyfalden sne. Og der er grimt nedenunder alt det pæne.

Og du vil have mig med ud at skøjte, men jeg ved sgu ikke, om jeg vil på glatis med dig.

Og jeg frøs til is indeni, da du spurgte mig om det, så jeg spørger, om vi ikke bare kan kneppe i stedet. Jeg vil hellere vende vrangen ud på mig selv i en orgasme end at stå på skøjter med dig.

Jeg vil helst bare skøjte rundt på overfladen, men du bygger sneslotte og bruger ordet forelsket.

Forelsket. I mig?

Jeg har fået iskolde fødder. Og du smiler hele tiden, og det er jeg ikke vant til.

Og du skal sgu ikke smile til mig, mens du synes, jeg er nuttet, når jeg skøjter klodset rundt på isen som fucking bambi på glatis. Og jeg skal sgu ikke falde for dig.

Og vi skal ikke drikke varm kakao bagefter.

For jeg vil ikke tøs op.

For så smelter jeg.

Du må ikke smelte mig. For jeg er allerede is.

Brudstykker af jul – 7. december

Jeg pakker kortene ud af den tætsluttende folie. Musikken flyder legende let ud af mine højttalere og der står julehvidtøl i glasset ved siden af mig på skrivebordet.

Jeg snøfter og stopper min næse med kleenex. Jeg har både kærlighed og sygdom i kroppen og det er december, så den skal sendes ud i verden, altså kærligheden, som bogstaver på papir til dem, jeg tænker på.

Kuglepennen glider roligt hen over kortet, mens min hånd gør sig umage med skriften, jeg vil gerne lægge alle gode intentioner ud i mine julekort. Jeg når ét i aften. Det er til en helt fantastisk kvinde i mit liv. Jeg håber, hun bliver glad for det.

December er kommet bag på mig i år. For første gang er jeg slet ikke med. Julen er bare noget, der sker og min julestemning lader vente på sig. Så jeg minder mig om, at jeg skal back to basics. Jeg insisterer på julekort på gammeldags facon. Jeg insisterer på ord frem for gaver. Jeg synes faktisk, ord er en gave. Så dem deler jeg ud af. Her, der og alle vegne.

Hvem ved, måske er der et kort på vej til dig.

Brudstykker af jul – 3. december

Det er den 3. december og allerede længe siden, min juleønskeseddel blev efterlyst for første gang i år. “Jeg skriver den i weekenden,” sagde jeg.

I dag har jeg mest lyst til at råbe JEG ØNSKER MIG FRED I VERDEN OG PÅ MIN MESSENGER, men det holder jo ikke, det skal være en realistisk ønskeseddel. Jeg forstår ikke helt, det er december. Ikke endnu. Jeg er ikke klar til, at det skal være jul.

Ønskesedler er i princippet enkle: Hvad mangler du i dit liv? Hvad kunne du tænke dig af materiel overflod? Og når jeg først kommer i gang, så opdager jeg, at jeg er et supermaterielt og overfladisk menneske. Jeg vil gerne have det dér og den dér ting, så mit hjem eller jeg selv kan blive endnu pænere – så andre også kan synes, det er pænt.

I virkeligheden ønsker jeg mig ting, som er for store til, at andre kan indfri dem. Så det er jeg derfor selv i gang med. For eksempel arbejder jeg på at være glad og taknemmelig hver eneste dag. Både i min krop og i mit hoved. Det kan man nemlig godt være! Jeg arbejder også på at blive sådan en, der KAN være rask og arbejde, så jeg kan få opfyldt mit ønske om igen at forsørge mig selv og slippe af med min forbandede gæld. For så bliver jeg endnu mere glad. Jeg arbejder på at vise min omgangskreds, at de kan regne med mig, og at jeg er der og vil dem det godt. For gode mennesker gør mig glad og inspireret at have i mit liv, og gode mennesker skal have det godt.

Sidste år, hvis nogen havde spurgt, hvad jeg ønskede mig, havde jeg råbeskrevet, at jeg ønskede mig EN KÆRESTE. Jeg var sur og bitter og ensom. I år er jeg glad og rolig. Min base er i orden. Jeg har, hvad jeg skal bruge.

Men altså. Jeg vil også godt have den der Beoplay, hvis det er. Og det der pissedyre sæt sengetøj fra Aiayu med de små grønne prikker.

Brudstykker af jul – 2. december

Det er koldt. Det er december. Der er en pejs, som knitrer, men den eksisterer kun i min fantasi, og jeg har lige brændt tørre grangrene af i den, så nu dufter rummet i mit hoved helt fantastisk. Rimfrosten har gjort sit indtog udenfor og når jeg lader mit blik vandre ud af vinduet, ser jeg kun glimmer på en mørk baggrund. Hvis jeg åbner vinduet, danner min ånde hvide dampbilleder af mit liv i luften. Du kan se, jeg er i live, hvis du er i tvivl. Ånden afslører mig.

Måske sidder du der også. Altså indenfor ved pejsen. Du kigger på mig. Jeg ved sikkert ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Det kunne ligne mig. Enten speedsnakker jeg om ting, jeg ikke ved, eller også er jeg helt stille, mens jeg kigger forstenet ned i gulvet for ikke at afsløre mig selv.

Måske nærmer mine fingre sig langsomt din rolige hånd. Det sker ligesom bare, mit hjerte banker rytmisk liv i mine hænder. Først er det min pegefinger, det er kun den, der sniger sig langsomt ind i din knyttede hånd, mens jeg håber, du ikke opdager, at jeg nærmer mig, mens det sker ret naturligt.

Måske fletter vi vores hænder sammen som ukurante julehjerter og jeg får på en og samme tid lyst til at give hurtigt slip eller lime os helt sammen, så jeg ikke kan løbe nogle steder hen.

Måske.

 

Brudstykker af jul – 1. december

De bare tæer ramte det ubehandlede trægulv, mens det endnu var mørkt. Hun vidste ikke, hvad klokken var, men hun vidste, at hun bare måtte ud at kigge. Hun kendte gulvet og de steder, det knirkede, så derfor listede hun let og lydløst gennem værelset. Døren stod på klem og lyset brændte ude i gangen. På ydersiden af døren ind til hendes værelse hang den på dørhåndtaget – stofnissen. Hun kunne se konturerne af den gennem dørsprækken. Hun turde næsten ikke røre den, for hun vidste godt, det ikke var tid endnu, men tænk nu, hvis…

Hun fandt sig selv stående foran nissen og lod forsigtigt hænderne glide hen over det bløde bomuldsstof. Her mærkede hun hurtigt, at der var en skarp kant og ukendte konturer inde i nissens krop, inde under stoffet. Nissen havde altså været der. I siden af nissens krop var der et hul. Her kunne man stikke hånden ind for at trække gaven ud. Hun ville ikke tage den ud, for hun vidste godt, at sådan var reglerne ikke, men hun skulle bare lige mærke helt uden at kigge. Det glatte papir knitrede, da hun mærkede på det. Det var en hård pakke. Hendes hjerte hamrede, da hun dristede sig til at kigge ind i nissen. Gavepapiret var flot. Det var så fristende at pakke den op. Hun kiggede over på døren ved siden af. Der hang endnu en nisse. Gaven til hendes lillebror kunne slet ikke være i den. Nøj, hvor han ville blive glad, når de skulle op. Hun kunne næsten ikke vente.

Hun aede nissen en enkelt gang som for syndsforladelse, før hun listede ind på værelset med de skrå vægge igen. Hun kiggede på sit ur; to timer endnu, før hun kunne stå op og åbne sin gave. Dynen knitrede, da hun lagde sig under den. Den var heldigvis stadig varm. Hun faldt i søvn med et smil på læben, øjnene gled i, mens hun stædigt forsøgte at fastholde blikket ved lyskeglen fra døren, der stod på klem. Nissen havde været der…!