Noget Med Ord

Faldskærmssystem

På mange måder er systemet et paradoks for mig. Systemet er her blandt andet for at hjælpe de syge og de, der kæmper med livet på forskellig vis. Systemet er et redningsnet. Systemet er en faldskærm.

Men man skal vide, hvordan man bruger en faldskærm. Hvis man ikke gør de rigtige ting på det rigtige tidspunkt, folder den sig simpelthen ikke ud. Og så kan man komme meget galt afsted.

Jeg har det for tiden så tilpas dårligt, at jeg passer ind i en af de kasser, der gør, at jeg kan få en henvisning til en psykolog. Det er en mulighed, jeg sætter stor pris på. Der er ikke meget at rutte med på sygedagpenge, så psykolog er ikke noget af det, jeg føler, jeg har råd til. Ironisk nok har jeg fået det dårligt, FORDI jeg er i systemet og står meget usikkert i forhold til fremtiden og økonomi. Men nu forstår jeg alligevel, hvorfor folk nogle gange vælger at kaste penge, de ikke har, efter problemet.

Når man får en henvisning, skal man finde ud af hvilke psykologer, man kan komme ind hos – altså hvilke psykologer, der overhovedet er en del af henvisningssystemet. Herefter skal de kontaktes. Nogle på mail, nogle i telefontiden. Nogle udelukker jeg på forhånd baseret på afstand og/eller rygte. Ja, jeg er vel kræsen, når det kommer til mit mentale helbred. Kemi er en afgørende faktor.

Jeg har kontaktet 10+ psykologer. Historierne er næsten de samme:

Ja, du kan få en tid efter sommerferien.”

“Jeg har simpelthen lukket for tilgang af patienter, fordi jeg er fuldt booket.”

“Jeg kan ikke tage dig ind, jeg har for travlt, men jeg kan henvise til min kollega Xx, der dog ikke er en del af sygesikringen.”

Man bliver træt. Håbet svinder. For mit vedkommende tænker jeg, at jeg nok skal klare den. Til sommer er mit angstproblem sikkert alligevel væk. Men det er jo NU, det er svært. Det er NU, hjælpen skal sætte ind. Det er NU, faldskærmen skal foldes ud. Jeg har håb for mig selv. Det er ikke fordi, jeg står på randen af en afgrund så dyb, at jeg aldrig vil komme op af den. Men jeg kæmper på daglig basis med de angsttanker, der ellers forlod mig for mange år siden. Jeg mærker dem snige sig ind på min personlighed og den handlefrihed, jeg ellers længe har nydt at have i mit liv igen. Og jeg ved godt, hvordan det bliver, hvis jeg lader angsten overtage.

Så jeg tager kampen op og indrømmer, at jeg har det skidt. Jeg søger hjælp. Men selv om staten giver penge til psykologbehandling, er der et loft for, hvor mange der kan få den hjælp. Så vi sættes i kø. I kø til et bedre liv. I kø, mens vi koster systemet penge. I kø, mens systemet vil have, vi gør tiltag, så vi kan få det bedre, så vi kan blive raske og bidrage til samfundet.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på de mennesker, der er dårligere stillede end jeg. JA, jeg har en kronisk sygdom og har som følge af hele sygemeldingsforløbet og usikkerheden fået angstproblematikker. Men jeg har handlekraft, intellekt og kampgejst. Jeg har ikke givet op og mistet håbet. Kun glimtvis, i hvert fald. Jeg skal nok klare den. Jeg gør, hvad jeg kan.

Men der er mennesker, der er så deprimerede, at de knap orker gribe telefonen eller skrive en mail. Måske går de ikke engang til lægen for at få en henvisning. Måske ved de ikke engang, de kan få en henvisning. Og hvis man så endelig gør sig den kraftanstrengelse, det er at henvende sig efter hjælp – så får man det kæmpe smæk i hovedet: “Du skal selv navigere efter hjælpen og finde det rette sted. Og der er minimum 6 måneders ventetid. Alternativt kan du søge længere væk efter hjælpen. Vi håber, du kan holde ud imens. Ellers kan du selvfølgelig altid vælge at betale fuld pris.”

Personligt har jeg fået en psykologtid i næste uge. Det ved jeg ikke engang, om jeg har det godt med. Jeg henvendte mig hos en psykologpraksis, der havde “en psykolog til alle jer, der har ramt bunden i systemet. Alle jer, der ikke kan komme ind nogle steder på grund af den sindssyge ventetid. Alle resterne.” Jeg har fået tiden uden om min henvisning. Til studiepris. Hvis man er medlem af Sygesikring Danmark, er prisen NÆSTEN den samme, som hvis man var på en almindelig henvisning med tilskud. Det vil sige, at man skal give 250 kroner pr. gang modsat 100 kroners egenbetaling på henvisningen. Jeg sagde ja til tiden. Jeg mener, det gør man jo.

Men jeg gør det med et tungt hjerte, mens jeg tænker, at der fandme er noget galt i Danmark.

Jeg har ikke ondt af mig selv. Jeg er på mange måder et priviligeret menneske.

Men jeg får ondt i maven ved tanken om de, der bliver tabt undervejs. Jeg forstår sgu godt, hvis de ikke orker den her mølle. Man har altid ansvaret for sit eget liv og velvære – det er jeg langt hen ad vejen tilhænger af. Men når man har det så skidt, at man knap magter at opretholde en nogenlunde daglig rutine, så har man brug for, der er nogle, der tager over. Har man ikke et ressourcestærkt netværk, så må systemet træde ind.

Jeg håber, der snart bliver designet en større faldskærm med selvudløser. Det ser ud som om, der er brug for det.

Brudstykker af 2017 i rim

2017, du har været vild, du har revet mig rundt i din manege. Du har slået mig hjem i Ludo og du har genfødt mig, du har på mange måder været min vildeste antitese.

Jeg sluttede 2016 af som en, der følte sig meget ensom. Men 2017 har på den front vist sig at overhale min ensomhed indenom.

Jeg har fået flere bekendtskaber end jeg lige umiddelbart kan tælle til, jeg føler jeg har vundet den store gevinst i det sociale spil.

Jeg har stillet mig op på scener og læst tekster om at være nede. Jeg har siddet på venteværelser i kommunalt sygedagpengeregi, mens jeg mærkede mine håndflader og røvballer svede.

Jeg har udfyldt sygehusskemaer til punkt og prikke, jeg har stået på kanten af at sige farvel til et lærerarbejdsliv og mærket mig selv panikke.

Jeg har givet slip og min krop har gentagne gange i processen tvunget mig til at lære at gå glip.

Jeg har indimellem været på dates med søde og dejlige mænd, men mine sår fra dengang for mange år siden er stadig ikke let at glem’, så når nogen en sjælden gang kommer for tæt på, går jeg i panik og finder åbenbart altid en flugthulskattelem.

Det er helt klart noget, jeg har tænkt mig at arbejde på, mine gamle sår skal sgu ikke være skyld i, at mit kærlighedsliv fremover skal gå i stå.

For mit hjerte står åbent, men murene omkring det er høje, og skal jeg være helt ærlig, så vil jeg edderbroderemig heller ikke lade mig nøje

Jeg er også ved at være færdig med at skælde så meget ud på mig selv, selv om jeg ellers er ret god til det, når jeg først går i gang, taler jeg mit ego halvt ihjel.

Jeg har stået nøgen foran spejlet og taget billeder af min krop, for selv om den har fået bløde former, må selvtilliden vel stadig gerne være i top. Det med at tale pænt om mig selv er noget jeg har øvet mig intensivt på, og jeg kan mærke, at den proces aldrig går i stå.

Det endte med at blive en selvkærlighedsrejse større end mig selv, mange instagramfølgere valgte at lade sig inspirere til at gøre det samme for at betale af på deres selvkærlighedsgæld.

Mon ikke vi alle sammen skylder os selv lidt i banken – jeg tror ret meget på tanken.

2017 har givet mig mod, tungen på gled og stolte tårer. Jeg kan mærke blodet løbe heftigt i mine årer.

Mit hjerte banker mere end nogensinde før for ord og mennesker, det synes jeg også, jeg kan udlede af 2017s hændelser.

Noget jeg ikke sådan lige glemmer er, da jeg åbnede døren for 8 kvinder jeg ikke kender.

Vi sad i min stue og talte om at dele, og den aften bød på lidt af det hele.

Der var så meget kærlighed at mit hjerte føltes som om, det skulle gå en smule af led.

Nøgleordet dette år har som altid været balance. Det mærker jeg allertydeligst, når jeg er ude af kadence.

Noget af det største for mig i 2017 har været, at jeg på yogamåtten fandt ud af, at det gjorde så meget mere end bare at kunne fremstille sig selv fleksibel og blæret.

Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg igen og igen har indset vigtigheden af at komme ned i kroppen. Jeg har strukket ud og givet slip og nogle gange hulkegrædt på måtten.

Yoga minder mig om at jeg skal være tro mod mig selv. Og med lige præcis dé ord som de sidste, vil jeg lade året gå på hæld.

Jeg springer ind i 2018 med en uendelig mængde tvivl om fremtiden og dens indhold. Men jeg er åben og vendt på vrangen med alle mine indvolde.

Der må være noget godt og meningsfuldt i sigte.

Om ikke andet vil jeg aldrig stoppe med at digte.

 

 

Winter is coming

(Poetry slam-tekst læst op til slam på Studenterhuset i Aalborg d. 16. december 2017. Det er første tekst, jeg har vundet et slam på)

Du kan ikke fryse mig, for jeg er allerede is.

Og brændt barn skyr ilden.

Og nu vil du have mig med ud at skøjte.

Og jeg ved sgu ikke, om jeg vil på glatis med dig.

Du siger skøjtebane, mens jeg tænker, det bliver en glidebane. Det er en slippery slope til en helt ny istid.

Og du smiler hele tiden til mig. Så det får jeg lyst til at sige, du skal holde op med.

Hold op med at kunne lide mig. Pil mig ned fra din piedestal.

For jeg er grim og gemen og iskold indeni. Du risikerer, at jeg tramper på dig. Jeg skøjter hen over dig som en rundsav med mine skarpslebne meder, og du ender med at blive flad som en ishockeypuck eller hakket til plukfisk. For du minder mig om mig som jeg var dengang.

Altid forelsket. Altid tilgængelig. Altid hans.

Vores forskelligheder byggede sig op imellem os som rullende snebolde i tøsne. Som en lavine ragede de alt med sig.

Så vi gik i stykker. Så jeg gik i stykker. Lå i sjappet tøsne i flere år. Og jeg vidste ikke, hvor jeg selv var henne mere, for jeg var en istap, der tøede op og smeltede sammen med ham.

Men nu ved jeg endelig, hvem jeg er: jeg er et fint og glitrende lag af nyfalden sne. Og der er grimt nedenunder alt det pæne.

Og du vil have mig med ud at skøjte, men jeg ved sgu ikke, om jeg vil på glatis med dig.

Og jeg frøs til is indeni, da du spurgte mig om det, så jeg spørger, om vi ikke bare kan kneppe i stedet. Jeg vil hellere vende vrangen ud på mig selv i en orgasme end at stå på skøjter med dig.

Jeg vil helst bare skøjte rundt på overfladen, men du bygger sneslotte og bruger ordet forelsket.

Forelsket. I mig?

Jeg har fået iskolde fødder. Og du smiler hele tiden, og det er jeg ikke vant til.

Og du skal sgu ikke smile til mig, mens du synes, jeg er nuttet, når jeg skøjter klodset rundt på isen som fucking bambi på glatis. Og jeg skal sgu ikke falde for dig.

Og vi skal ikke drikke varm kakao bagefter.

For jeg vil ikke tøs op.

For så smelter jeg.

Du må ikke smelte mig. For jeg er allerede is.

Brudstykker af jul – 7. december

Jeg pakker kortene ud af den tætsluttende folie. Musikken flyder legende let ud af mine højttalere og der står julehvidtøl i glasset ved siden af mig på skrivebordet.

Jeg snøfter og stopper min næse med kleenex. Jeg har både kærlighed og sygdom i kroppen og det er december, så den skal sendes ud i verden, altså kærligheden, som bogstaver på papir til dem, jeg tænker på.

Kuglepennen glider roligt hen over kortet, mens min hånd gør sig umage med skriften, jeg vil gerne lægge alle gode intentioner ud i mine julekort. Jeg når ét i aften. Det er til en helt fantastisk kvinde i mit liv. Jeg håber, hun bliver glad for det.

December er kommet bag på mig i år. For første gang er jeg slet ikke med. Julen er bare noget, der sker og min julestemning lader vente på sig. Så jeg minder mig om, at jeg skal back to basics. Jeg insisterer på julekort på gammeldags facon. Jeg insisterer på ord frem for gaver. Jeg synes faktisk, ord er en gave. Så dem deler jeg ud af. Her, der og alle vegne.

Hvem ved, måske er der et kort på vej til dig.

Brudstykker af jul – 3. december

Det er den 3. december og allerede længe siden, min juleønskeseddel blev efterlyst for første gang i år. “Jeg skriver den i weekenden,” sagde jeg.

I dag har jeg mest lyst til at råbe JEG ØNSKER MIG FRED I VERDEN OG PÅ MIN MESSENGER, men det holder jo ikke, det skal være en realistisk ønskeseddel. Jeg forstår ikke helt, det er december. Ikke endnu. Jeg er ikke klar til, at det skal være jul.

Ønskesedler er i princippet enkle: Hvad mangler du i dit liv? Hvad kunne du tænke dig af materiel overflod? Og når jeg først kommer i gang, så opdager jeg, at jeg er et supermaterielt og overfladisk menneske. Jeg vil gerne have det dér og den dér ting, så mit hjem eller jeg selv kan blive endnu pænere – så andre også kan synes, det er pænt.

I virkeligheden ønsker jeg mig ting, som er for store til, at andre kan indfri dem. Så det er jeg derfor selv i gang med. For eksempel arbejder jeg på at være glad og taknemmelig hver eneste dag. Både i min krop og i mit hoved. Det kan man nemlig godt være! Jeg arbejder også på at blive sådan en, der KAN være rask og arbejde, så jeg kan få opfyldt mit ønske om igen at forsørge mig selv og slippe af med min forbandede gæld. For så bliver jeg endnu mere glad. Jeg arbejder på at vise min omgangskreds, at de kan regne med mig, og at jeg er der og vil dem det godt. For gode mennesker gør mig glad og inspireret at have i mit liv, og gode mennesker skal have det godt.

Sidste år, hvis nogen havde spurgt, hvad jeg ønskede mig, havde jeg råbeskrevet, at jeg ønskede mig EN KÆRESTE. Jeg var sur og bitter og ensom. I år er jeg glad og rolig. Min base er i orden. Jeg har, hvad jeg skal bruge.

Men altså. Jeg vil også godt have den der Beoplay, hvis det er. Og det der pissedyre sæt sengetøj fra Aiayu med de små grønne prikker.

Brudstykker af jul – 2. december

Det er koldt. Det er december. Der er en pejs, som knitrer, men den eksisterer kun i min fantasi, og jeg har lige brændt tørre grangrene af i den, så nu dufter rummet i mit hoved helt fantastisk. Rimfrosten har gjort sit indtog udenfor og når jeg lader mit blik vandre ud af vinduet, ser jeg kun glimmer på en mørk baggrund. Hvis jeg åbner vinduet, danner min ånde hvide dampbilleder af mit liv i luften. Du kan se, jeg er i live, hvis du er i tvivl. Ånden afslører mig.

Måske sidder du der også. Altså indenfor ved pejsen. Du kigger på mig. Jeg ved sikkert ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Det kunne ligne mig. Enten speedsnakker jeg om ting, jeg ikke ved, eller også er jeg helt stille, mens jeg kigger forstenet ned i gulvet for ikke at afsløre mig selv.

Måske nærmer mine fingre sig langsomt din rolige hånd. Det sker ligesom bare, mit hjerte banker rytmisk liv i mine hænder. Først er det min pegefinger, det er kun den, der sniger sig langsomt ind i din knyttede hånd, mens jeg håber, du ikke opdager, at jeg nærmer mig, mens det sker ret naturligt.

Måske fletter vi vores hænder sammen som ukurante julehjerter og jeg får på en og samme tid lyst til at give hurtigt slip eller lime os helt sammen, så jeg ikke kan løbe nogle steder hen.

Måske.

 

Brudstykker af jul – 1. december

De bare tæer ramte det ubehandlede trægulv, mens det endnu var mørkt. Hun vidste ikke, hvad klokken var, men hun vidste, at hun bare måtte ud at kigge. Hun kendte gulvet og de steder, det knirkede, så derfor listede hun let og lydløst gennem værelset. Døren stod på klem og lyset brændte ude i gangen. På ydersiden af døren ind til hendes værelse hang den på dørhåndtaget – stofnissen. Hun kunne se konturerne af den gennem dørsprækken. Hun turde næsten ikke røre den, for hun vidste godt, det ikke var tid endnu, men tænk nu, hvis…

Hun fandt sig selv stående foran nissen og lod forsigtigt hænderne glide hen over det bløde bomuldsstof. Her mærkede hun hurtigt, at der var en skarp kant og ukendte konturer inde i nissens krop, inde under stoffet. Nissen havde altså været der. I siden af nissens krop var der et hul. Her kunne man stikke hånden ind for at trække gaven ud. Hun ville ikke tage den ud, for hun vidste godt, at sådan var reglerne ikke, men hun skulle bare lige mærke helt uden at kigge. Det glatte papir knitrede, da hun mærkede på det. Det var en hård pakke. Hendes hjerte hamrede, da hun dristede sig til at kigge ind i nissen. Gavepapiret var flot. Det var så fristende at pakke den op. Hun kiggede over på døren ved siden af. Der hang endnu en nisse. Gaven til hendes lillebror kunne slet ikke være i den. Nøj, hvor han ville blive glad, når de skulle op. Hun kunne næsten ikke vente.

Hun aede nissen en enkelt gang som for syndsforladelse, før hun listede ind på værelset med de skrå vægge igen. Hun kiggede på sit ur; to timer endnu, før hun kunne stå op og åbne sin gave. Dynen knitrede, da hun lagde sig under den. Den var heldigvis stadig varm. Hun faldt i søvn med et smil på læben, øjnene gled i, mens hun stædigt forsøgte at fastholde blikket ved lyskeglen fra døren, der stod på klem. Nissen havde været der…!