Noget Med Ord

Kategori: Navlepilleri

Jeg har først lige trykket på stikkontakten

Og jeg gav slip, helt slip, begyndte at tillade mig selv at sive langsomt ud i verden, jeg begyndte at give det plads, det, der er mig, sådan rigtigt, og mens jeg gjorde det, føltes presset udefra mindre, jeg lod nervøst drømmene snige sig med mig ud i verden, jeg tillader mig nu at være, lytter til mig selv uden rigtig at lytte til den indre kritiker, jeg falder, jeg vælter, jeg rejser mig op, jeg vader ind i folk med træsko på og et temmelig uisoleret hjerte, og nogle gange er det for meget, men for meget kan også være lige tilpas, og det er derfor, de her sætninger bliver så lange.

Det føles som om, at det at dele mere ud af mig selv har gjort, at tingene lettere kommer til mig, det er sgu næsten lige som det spirituelle pladder om, at det, man beder universet om, det kommer til en, men sandheden er faktisk, at det er sådan, jeg oplever det, jeg kaster stadig mere ufiltrerede bidder af mig selv ud i det frådende, smukke verdenshav, jeg bruger mig selv som madding for at få en større fangst, det lader til at begynde at virke, og jeg kan mærke samhørighed mellem mig og verden igen. Det er simpelthen ikke det samme at kaste en stiv papversion af sig selv derud, det er der ikke mange, der bider på, og når de gør, føles det ikke rigtigt, for det er de forkerte, der bider på, det er bare generelt forkert at skulle skære sig selv ud i pap.

Nu er det ikke fordi, jeg bilder mig ind, at verden har brug for mig, ikke sådan rigtigt, men det er faktisk sådan, det føles, som om der er brug for noget af det, jeg er og kan, som om jeg godt kunne få lov at høre til et sted, og efter 4 måneder i systemet er det en befrielse at føle andet end frygt og afmagt i forbindelse med fremtiden, jeg kan mærke lyset sprede sig inde i min mave, (nu blev det spirituelt igen), men det er mit lys, og jeg har først lige turdet trykke på stikkontakten for at tænde det, og jeg har fandme ikke tænkt mig at installere lysdæmper for nogen som helsts skyld nogensinde igen.

blurry

 

 

Drømmen om at turde skrive

Det er en kliché, men der er langt ned fra vippen, som jeg står på med mine blævrende geleben. Jeg vil så gerne springe, knæene er allerede bøjede som incitament til afsæt, men hvordan bliver turen? Hvordan lander jeg? Blødt, hårdt, halsbrækkende? Udfaldet kan ikke kalkuleres på forhånd; der findes ikke en ordkalkule, gør der?

Jeg læser lige nu en bog om kreativitet. Den handler om at leve for og i den kreative proces. Om at mærke hjertet tale til en om det, man må gøre. Det, man har brug for at gøre. Uanset om verden lytter med eller ej. Om processen. Om tvivlen. Om det hårde arbejde. Om inspirationen, der kommer og går. Om afslag. Om at andre mennesker betyder noget, mens man skriver, men hvordan de på samme tid ikke må betyde noget som helst for det, man skriver. Man skal skrive for sin egen skyld. Jeg skal skrive for min egen skyld.

Og jeg kan skrive. Jeg MÅ skrive. Men lige nu skriver jeg mest i hovedet, fordi jeg er bange for at nedfælde alt det, jeg går og drømmer brudstykvis om, og som jeg endnu ikke ved, hvad er. Jeg er bange for, jeg ikke har noget at skrive, når alt kommer til alt. Den kloge forfatter til den bog, jeg læser, skriver, at det er en naturlig del af hele processen med tvivlen. Jeg vil så let som ingenting kunne finde på hobevis af undskyldninger for at afskære mit kreative hjerte fra dets blodforsyning. Det er let, fordi jeg er i opstartsfasen. Jeg har siden mine teenageår tænkt i mit meget stille sind, at jeg nok godt ville skrive bøger, når jeg blev pensionist. Jeg kunne allerede dengang mærke tanken i maven på den rigtige måde. Det er til gengæld først 3-4-5 år siden, jeg for alvor begyndte at ytre sætninger om at drømme om at skrive en bog. Men sætningerne var sporadiske og fyldt med “men”.

Lige nu er der ingen undskyldninger. Jeg har tiden. Jeg har lysten. Hvorfor gør jeg det ikke bare? Skriver, skriver, skriver. På noget, der er ægte. På noget, der er mig. Før det forsvinder. Før jeg forsvinder.

I princippet kan jeg godt plædere for, at jeg faktisk skriver et eller andet hver eneste dag. Jeg forsøger at tvinge mig selv til at skrive noget fuldstændig uagtet, hvad det er. Så jeg skriver. Blandt andet dette indlæg.

Som yngre oplevede jeg min skrivelyst som øjeblikke af ren, vild og utæmmet inspiration, der måtte nedfældes her og nu. Jeg forestillede mig, at mennesker, der skrev bøger, måtte være mennesker, der dag ud og dag ind blev ramt af denne følelse. Efterhånden har jeg beskæftiget mig en del med skrivning og skrivelyst, både professionelt og privat. Jeg kan konstatere, at man ikke kan regne med inspirationen. Man må endelig ikke forvente den. Man kan kun håbe på, den kommer og forgylder ens arbejde fra tid til anden. At den fornemmer, at man er en åben kanal, som gerne vil samarbejde med de gode idéer.

Det er et håndværk at skrive og for at blive bedre, bør man både læse og skrive dagligt. Jeg ved det. Teoretikerne siger det. Jeg siger det selv. Det er bare ikke så lige til. For så er der dét med modet. Modet er det eneste, man ikke må miste.

En ting er at stille mig op på en scene og læse mine tekster op til poetry slam. Det kræver mod, men den slags mod er afgrænset og min performance er et midlertidigt fodtrin, der udviskes fra verden igen. Hvis jeg skriver en bog, så har jeg sagt med blæk, at jeg godt tør. Så har jeg skrevet noget, som jeg vil sende ud i verden. Noget, der potentielt kan få afslag eller møde åbne døre.

Lige nu er jeg en åben kanal fuld af idéer. De kommer til mig i hobetal. Men jeg sender dem på porten. “Jeg kan ikke skrive om dig,” siger jeg til den ene idé efter den anden, “for jeg kan ikke holde fokus, jeg er ikke konsekvent nok, jeg aner ikke, hvad det vil sige at være forfatter – du må hellere banke på hos en af de dygtige.” Det er nu, det tæller, og usikkerheden banker på. For en gangs skyld er jeg ikke tilknyttet en censor, en vejleder, en noget-som-helst. Og jeg er helt ærligt ikke vant til at kæmpe for noget på den måde, som jeg forudser, at jeg skal kæmpe for at udleve denne drøm. Det vil koste. Mit selvværd skal være stærkt, hvis jeg skal gå rigtigt i gang. Jeg skal tro på det. Jeg skal ville det. Ordene skal være endnu stærkere end mine vilje. For pokker, mand, tør jeg at kunne det?

Imens sidder mit hjerte og kigger længselsfuldt efter alle idéerne med store, bedende hundeøjne. Hjertet banker i mit bryst og siger, jeg må tage et valg. Om jeg vil være modig og give ordene den plads, de fortjener? Om jeg vil sætte mig selv mere på spil, end jeg gør i forvejen? Hjertet håber inderligt, jeg vil gøre det. Det er derfor, det overøser mig med ord og kærlighed og vilde, inspirerende tanker for tiden. For hjertet vil sætte ord på papir med pincetpræcision for herefter at sende dem ud i horisonten og håbe, nogen vil læse dem og blive ramt af dem. Hjertet siger, at man ikke må pisse en gave som min væk. Jeg medgiver, at jeg har en medfødt evne til at sætte ord på ting. Jeg medgiver, at jeg ikke kan lade være.

Måske tør jeg faktisk slet ikke lade være.

Jeg bliver stående på vippen lidt endnu. Men jeg ved, at jeg vil springe. Og jeg ved, at mit fundament er sikkert nok til, at jeg nok skal lande på en eller anden måde.

You don’t have to be great to start. But you have to start to be great.

Sygemeldt

Bøger, papirer og gaveæsker står i stakke rundt om mit skrivebord. Det er resterne af mit arbejdsliv. På min seng og rundt om den ligger tøj og diverse artefakter. Mine vinduer er både punkterede og møgbeskidte. Ude i mit køkken er der ikke meget bordplads, for der står ting overalt. Mappen med kærlighedserklæringer fra mine elever ligger på bordet i stuen. Jeg tør ikke læse dem igen. Ikke endnu. Jeg husker stadig alt for tydeligt følelsen af de sidste børn, der ikke ville give slip på at kramme mig i fredags. Det hele er lidt rodet.

Sådan føles det i hvert fald. Det er et vældig fint billede på, hvordan jeg har det lige nu. Tror jeg. Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan jeg har det. Jeg vågnede op i morges med godt humør og en kæmpe lyst til at gøre alt muligt. Invitere mennesker på dejlig mad, gøre min lejlighed ren, nyde glæden. I stedet brugte jeg lidt for lang tid over morgenkaffen. Stenede lidt for meget computer. Gik en tur, handlede. Kom tilbage i lejligheden. Spiste. Fortabte mig i streaming af serier. Solen skinner udenfor, men jeg kan ikke mærke det lige nu. Det føles underligt i kroppen. Jeg kan mærke, den reagerer på min situation.

Situationen er jo, at jeg fra og med i morgen officielt er sygemeldt i kommunens system. På tirsdag har jeg et møde med en sagsbehandler. Allerede i telefonen nævnte hun ordet “praktik”. Lige nu tænker jeg bare, at jeg har brug for RO. En periode med ro til at fokusere på min behandling og forsøge at implementere de nye vaner, dem på sygehuset lærer os i gruppen. Jeg håber, hun vil være med til at hele mig, min sagsbehandler. Give mig ro til min behandling slutter i august. Men jeg ved jo godt, at det bare handler om at gøre mig arbejdsklar igen hurtigst muligt. Så jeg forsøger at lade være med at forvente himmelgroende træer.

Der står smukke blomster i mit vindue, som minder mig om, at jeg lige har været en ansat et sted. At jeg har fået ros med på vejen og at jeg i andres øjne har været et professionelt og ambitiøst menneske. Det forsvinder selvfølgelig ikke, bare fordi jeg bliver sygemeldt.

Men det føles sådan lige nu.

 

selfieudenhænder

Om at have noget med ord uanset hvad

Nej, der er nok ikke nogen vej uden om det,” sagde socialformidleren halvsmilende til mig, mens jeg kiggede ned i bordet på et udefinerbart punkt, fordi mit syn var sløret af de tårer, jeg nægtede at lukke ud.

Halvdelen af tiden tænkte jeg, at det umuligt kunne være mig, vi talte om. Det kan umuligt være mig, der om en måned skal gå ned på kommunen for at fuldtidssygemelde mig med en sygdom, som ingen ud over lægerne kan se, men som jeg uden tvivl sagtens selv kan mærke. Når jeg kigger mig i spejlet, ser jeg sgu ret kompetent og rigtig ud. Kompetente mennesker kan da klare alt, ikke?

Men det er altså mig. Det ér mig, der i 2,5 år har insisteret på at arbejde fuldtid med en skrigende krop, der gang på gang ikke tillod mig og min stædige, ambitiøse hjerne at holde til det. Den skrigende krop, der gang på gang har lagt mig ned i fosterstilling med følelsen af helt objektivt set at være verdens ringeste menneske, fordi jeg ikke kunne holde til noget så enkelt som at møde stabilt ind på et almindeligt arbejde.

Indtil jeg fik min diagnose i det sene efterår, troede jeg, at det var stress. At jeg bare var sådan en svag type, der blev ved med at få stress. Nu ved jeg, at jeg blev stresset, fordi mit nervesystem er på konstant overarbejde på grund af min sygdom.

Fremtiden venter derude, og selv om jeg skal igennem en meget uvis tid i en mølle, der er bedre kendt for at kværne mennesker end styrke dem, så tror jeg på, at jeg er på vej i retning af noget mere rigtigt, selv om det er angstprovokerende.

Der venter mig et arbejdsliv derude, som kan give mig succesoplevelser. Jeg skal bare finde de rigtige rammer at arbejde i. Jeg kan mærke en spirende virkelyst; en kreativitet, der brænder derinde, og jeg tør arbejde mere og mere konkret med idéen om at skabe noget for mig selv. Det er ikke lige nu, det bliver big business. Måske er det aldrig. Pointen er, at jeg ikke finder ud af det, hvis jeg ikke prøver.

Så:

Jeg læser, undersøger og tilegner mig viden om CVR-registrering, patentbeskyttelser og SEO. Jeg forsøger at finde ud af, hvad det er for et rum, jeg potentielt kan skabe for mig selv – og om jeg vil kunne tjene penge på det på længere sigt.

Sygedagpengemøllen skræmmer mig, og jeg har sjældent følt mig mere ufri og truet end nu, hvor jeg er på vej ind i den.

Men ordene sætter mig fri, og det gør de gang på gang. Jeg tror, det er på tide at give dem lov til at arbejde for mig, så jeg med tiden kan arbejde med udgangspunkt i dem.

I dag købte jeg domænet her.

Det er da en start.

Så må vi se, hvor jeg ender.

Uanset hvad har jeg noget med ord.

Uforløst decemberfølelse

December, det er egentlig ikke fordi, jeg vil klage

Men jeg konstaterer voldsommere end normalt, at jeg er uden mage

Overalt er julelys og -hjerter

Helt ærligt, det smerter

 

Jeg kan ikke forklare, hvorfor det gør ondt, men det gør det bare

Mine mål her i livet er forholdsvis klare

Et af dem er at kunne dele ud af min kærlighed

Til en varm og dejlig mand, der har fortjent noget af al den herlighed

som jeg er ved at brænde inde og bruse over med

Kan ens hjerte gå af led?

 

“Du skal bare nyde at være dig selv,

lav fede ting og undgå følelsen af at slå tiden ihjel,

find meningen med dit liv,

kan da kun en mand gøre dig positiv?”

– det spørger folk mig nogle gange om, og jeg kan jo godt forstå dem

men det giver mig helt ærlig lyst til at slå dem

 

I snart fem år har jeg levet alene

fundet mig selv, dyrket glæden og vendt alle stenene

jeg har datet mange mennesker, udfordret mig selv

– og så også lige betalt af på noget gæld

 

Jeg er parat til noget andet, noget større, noget mere

jeg vil mærke livet i alle aspekter, jeg vil ekspandere

jeg ved ikke hvordan, med hvem eller med hvad

jeg vil bare gerne være lidt mere glad

 

Jeg ved godt, det var noget af en smøre

spørger du mig om en time til mit digt, siger jeg “sikken gang følelsespløre,

jeg mente det jo ikke helt så alvorligt,

jeg ved jo godt, at det der sker i livet er vilkårligt,

for jeg har det jo godt med tingene som de er, altså i bund og grund

men det er vinter, det er mørkt og månen står rund

så når jeg står alene og kigger på den, tænker jeg

der må være en derude, der har det ligesom mig.”

 

december

 Helt almindelig med BDS

Faktisk burde jeg sikkert slet ikke skrive lige nu. Du har taget min fingerkraft fra mig, du smyger dig ind om mine knogler, giver mig små stød rundt omkring i kroppen. Jeg er tinitusramt og svimmel, går fucking rundt på vat, og det er helt umulig at fat’ hvordan sådan noget føles, når man ikke selv har stået i det.

Hvis fortovet skråner, føler jeg, jeg vælter, men det gør jeg ikke, jeg står fast, helt fast, også selv om jeg ikke er fast i kødet mere. For pludselig blev mad noget underligt noget, jeg reagerede på ting, jeg normalt godt kunne spise, så jeg hoppede fra diæt til diæt til maddistræt til fuldstændig ligeglad med mad, jeg skulle bare have brændstof, giv mig det og stik mig en hof på siden, jeg vil bare føle et el’ andet som Jooks siger, jeg vil bare gerne være ligesom alle de andre piger. Og det er jeg i perioder, så jeg prøver at glemme det, alle symptomerne der kom ind i mit liv for tre et halvt år siden og begyndte at hæmm’ det.Men de råbte højere og højere mens lægerne gjorde mig lavere og lavere. “Alt ser normalt ud”, sagde de efter min fucking gastroskopi nummer to, hvor jeg endte med selv at føre den skide slange ned i min mavesæk, fordi min gagrefleks var helt væk. Jeg har fået kikkertundersøgelser og CT-skanning og i den periode gik det hele sgu bare lidt rundt i ring.

Vi kan ikke finde noget, men vi kan henvise dig til det her sted, der er villige til at tage sådan nogle som dig med, – sagde de. Og jeg fik et brev med en diffus ventetid på minimum et års tid. Så jeg pakkede det væk og forsøgte bare at være, eksistere og arbejde i den her kompresserede atmosfære af “hvad fanden sker’ der”.

Og en fredag for nogle uger siden mødte jeg en læge med en hel masse viden, hun havde læst hele min journal og sagde at min sygdom ikke var fatal, men til gengæld altomfavnende, og hun forstod godt at jeg var træt, træt og trist som en megapessimist. Hun sagde efter fem en halv time, at grunden til min pine var noget der hedder BDS, jeg sværger, det føltes som at få tæsk.

Så den er jeg så lige i gang med at sluge, tanker og symptomer begynder at ruge, diffus forskningsdiagnose og mig, er vi nu et match – troede ellers jeg ville ha’ swipet til venstre for sådan noget pjat.

Om at være voksen

I morgen er en helt almindelig mandag, men for mig en meget ualmindelig en af slagsen. Mange vil sikkert trække på skuldrene og ikke lægge noget særligt i den slags, men jeg har nu engang et højtideligt anlagt gemyt, det kan jeg ikke undsige mig, så det vil jeg heller ikke engang forsøge: Jo ældre man bliver, jo længere væk synes det. Jo længere frem i livet man kommer, jo mere diffust bliver konceptet. Jeg taler om at være voksen.

Da jeg var barn, var min tanke, at man blev voksen, når man flyttede hjemmefra. Det at være voksen kunne på ingen måde gradbøjes. “Voksen”, det var sådan en dragt, man langsomt ville få på i løbet af årene op til den store fraflytningsdag. Når man blev fysisk adskilt fra sin far og mor, måtte man per definition være voksen. Tænkte jeg. Jeg flyttede hjemmefra som 19-årig. Ikke en skid voksen. Følte mig faktisk pludselig langt yngre end nogensinde før. I dag tænker jeg, at det må være en del af det. At blive og være voksen er ikke en tilstand, men en erfaringsbevidsthed. Nogle gange starter man forfra og skal påny gøre sig stor. Gøre sig hel og selvstændig. Blive voksen.

I morgen gør jeg det igen. Gør mig lille for at blive stor. Større. Voksen?

I morgen tager jeg ansvar for 4 års studieliv ved at tage del i samfundet og børns fremtid – ved at bestride mit første professionelle job. I morgen går jeg grøn og blåøjet ind i alt det uvisse. I morgen begynder jeg at blive opgaven voksen. Den slags kan man ikke forberede sig ud af. Men jeg vil gøre mit allerbedste.

I morgen må være dagen, hvor jeg bliver voksen.

Håber jeg.