Noget Med Ord

Kategori: Betragtninger

Molen

Bølgerne skvulpede forsigtigt mod molen. Ikke et eneste skumsprøjt kunne han få øje på. Det var tæt på vindstille, hvilket ellers ikke var typisk på den egn. Havet strakte sig ud foran ham og gik i ét med himlen ude i horisontlinjen. Det lagde sig fladt ned, som om det ville provokere ham ved absolut ikke at afspejle hans indre. Han ville næsten ønske, vinden havde rusket og revet i ham, at havet havde rejst sig og vist sine skummende hvide tænder og råbt ham til besindelse, fordi der altid ville være noget, der var større end ham.

”A tøws, a kan mærke det går frema’,” havde han stilfærdigt sagt til sin gamle ven i garagen forleden. Vennen havde smilet og nikket. Så tog de hver en rolig og behersket tår af deres øl. Katten gik forbi imens og lod som om, den ikke vidste, han løj.

Fra molen kunne han se fiskerne rigge til. En efter en forlod kutterne fiskerlejet. De gled stille ud i det rolige vand. Ud mod det store blå. Det var tidlig morgen, klokken var halv fem. Endnu sad den åregamle fornemmelse tydeligt i hans krop af at stå op midt om natten for at forlade huset, mens hele verden stadig sov. Herefter mødte han ind til den stærke morgenkaffe, der rev i halsen og fik hans eget og sjakkets blod til at synge i samme toneleje. Forberedelserne til at komme på vandet var mange og rutineprægede. Han huskede bølgerne, der kastede den lille båd hid og did ude i det store intet. Han kunne tydeligt huske fornemmelsen af saltsvidende skumsprøjt mod en tør og solbrændt ansigtshud, de ru hænder med den hårde hud på grund af det krævende fysiske arbejde – og så den uhøjtidelige tone på båden, han havde holdt så meget af. Det var alt sammen sideløbende med håbet, drømmen om den store fangst, der kunne gøre hende stolt af ham. Hver eneste dag håbet om, at hun ville forstå, hvad det betød for ham at fiske. For han gjorde det for hende.

Han spyttede ned i vandet for at fjerne mindet, vendte sig herefter om og gik langs molen tilbage mod byen. Det var bare ham, mågerne og fiskerne. Pludselig så han en plet komme nærmere fiskerlejet. Det var en ung kvinde, der strabadserede gennem sandet med kurs mod ham. Hun lignede ikke umiddelbart en, der hørte til her. Hun stoppede da også op og spejdede tøvende i hans retning, som om hun overvejede at gå ud på molen. Alligevel gik hun til venstre i retning mod byens hovedgade. Mens hun spadserede længere og længere væk fra ham, åndede han lettet op. Han var glad for, han ikke kunne se hendes ansigtstræk. Hun kunne have lignet hende.

Han blev ved fiskerlejet i et stykke tid for at undgå risikoen for at støde på den unge kvinde igen. Han stavrede ned gennem sandet og spurgte de tilbageværende fiskere, om de havde brug for hjælp med at stakke kasser. De kunne godt bruge en hånd, og så gik den halve time da med dét.

Da han kom hjem, spiste han en ostemad og drak sin morgenkaffe. I dag med en dram på siden. Hun lå faretruende nær hans bevidste tanker, kunne han mærke. Det viltre, hvide hår og de smukkeste smilerynker i verden. Hans hjerte ville briste, hvis han tillod sig at tænke på det. Han drak en dram mere, mens han kiggede ud af vinduet med en stålsat mine, som om den alene ville kunne igangsætte blæsten. Den forløsende blæst. Måtte den dog snart komme tilbage.

Resten af dagen foregik som i en døs. Det var der ikke noget nyt i. Små snakke med naboerne, lidt nørkleri hist og pist. Han tvang sig til at lave mad. Satte resterne ud til katten. Der var altid rester. Det var som om, han ikke kunne vænne sig til at lave mindre portioner. Hun skulle have spist med ved bordet med voksdugen. Ja, og hun skulle i et hårdt toneleje have fortalt ham, at han sikkert igen havde undersaltet kartoflerne, mens hendes smilerynker ville afsløre hende. Hun kunne ikke lade være med at synes, det var lidt sjovt, at han altid glemte, hvordan man salter ordentligt. “Det er jo ikke saltvand, der er i hanerne her i huset, forstår du nok, hr. Fisker,” ville hun drillende sige bagefter. Måske ville han grynte lidt påtaget surt af hende. Måske ville han bare grine og give hende et bette klem. Holde armene rundt om hende lige under den lille rygdelle. Armene passede så godt til at hvile netop der.

Nyhederne lullede ham i søvn i fløjlslænestolen, som de plejede. Også selv om der netop havde været endnu et terrorangreb i England og medierne var på den anden ende. Han kunne på en måde godt forstå, at man kunne have et indre kaos så stort, at man måtte lade det gå ud over andre. Men den slags sagde man jo ikke højt. Kun til katten, når den ellers lyttede. Problemet var, at han ikke rigtig vidste, hvem det skulle have gået ud over i sit eget tilfælde, i så fald. Om det skulle være sygehusets plejepersonale, overlægerne, privatpraktiserende Andersen – ja, eller endda alle de patienter, der var skyld i den forlængede ventetid. Processen var forhalet allerede fra begyndelsen, for nogen måtte have opdaget det, der var galt, noget før, hvis hun skulle have overlevet. Problemet med disse tanker var, at han altid endte med samme konklusion: det var ham, der skulle have set det komme. De begyndende tegn på, at der var noget alvorlig galt. Hun havde selv indrømmet, det nok var kommet snigende lige så stille hen over det forgangne år. Men han var til søs det meste af tiden. Til havs for hende. Det var hans skyld, at det ikke blev opdaget noget før. Hun var så mild, god og ærekær. Sagde ikke noget til nogen, før det for alvor tog fat. Han skulle have set det. Han skulle have set hende.

Fuglene pippede, før lyset kom. Han vendte sig langsomt i den knirkende seng og blinkede nogle gange med de tørre øjne. “Godmorgen,” hviskede han hæst ud i rummet, før han tog sine briller på. Så lyttede han. Intet svar. Der var en let susen i grenene udenfor. Det var ikke stærk blæst, men det måtte gå an. Han trak i kedeldragten og var lige ved at træde på den sovende kat, da han gik igennem den dunkle garage på sin vej udenfor. Den ænsede ham ikke.

“Gerda?” sagde han prøvende for sig selv ude på molen i det sagte skær af dagslys. Blæsten skabte en lille hyletone i øret på ham. Det var næsten som om, hun sang. Men det var ikke godt nok. Det var ikke hende.

Hun lå under jorden ved kirkegården på vej ud mod Sdr. Vorupør. Han gik i en stor bue uden om den del af byen. Lod graveren om at holde styr på stedet. Han vidste godt, at folk snakkede om det, men at komme der ville være det samme som at se det hele i øjnene. Og lige nu følte han sig fint tilpas med at famle i blinde. Bare lidt endnu. For han kunne stadig genkalde sig hendes stemmes klang, når hun nynnede om morgenen. Han var bange for, det ville forsvinde med erkendelsen af, at stemmen ikke eksisterede mere.

Hjemme igen. Kaffe med en dram på siden. Katten, der kiggede misbilligende på ham. Ostemad. Han kom i tanker om, at han havde glemt at fodre den, katten. Han nussede i haven bagefter. Han gjorde det for hende. Hybenroserne var så smukke og sarte lige nu. Hendes stauder måtte for alt i verden ikke gå til. Blomsterne duftede og mindede ham om hende. Det var hende, der havde givet dem liv og holdt dem i live. Hun havde puttet sig selv ind i blomsterne. Lige til det sidste havde hun bedt ham vande dem. Vande, nusse og beskære.

Han kiggede ned på sin rynkede, tørre hånd. Han huskede, hvordan hendes hånd havde ligget slap og ubevægelig i hans til allersidst. Hvordan den langsomt var blevet helt kold. De havde bedt ham slippe hende, men han kunne ikke. Han havde håbet, at hans kropsvarme ville være nok for dem begge. Måske den ville vække hende. Gøre hende rask. Til sidst måtte de fjerne ham. Det var meget fysisk. Han forsøgte bagefter at bilde sig ind, at han havde fået lidt af hendes kropsvarme med sig. Han kapslede den ind i sit hjerte. Han ville aldrig åbne det igen i frygt for at miste den sidste rest af hende. Nu boede hun der og i havet.

Han vågnede ved en skurren mod ruden i stuen. Hybenbuskene udenfor blev piskende blæst ind mod husmuren. Med ét var han helt vågen! Hun var her. Han skyndte sig i kedeldragten og bevægede sig gennem mørket ned mod havet. Regnen piskede ind på hans briller og han kunne næsten intet se. Det var sekundært. Blæsten holdt ham insisterende tilbage på hans vej ud på molen, som om den ville fortælle ham, at han skulle blive væk. Havet brølede og kastede sig ind over molen. Han var plaskvåd og stillede sig midt i det hele, mens han holdt hårdt fast i rækværket. Vinden skabte toner i hans ører. Hun sang for ham. De hvide skumsprøjt var som hendes viltre hår. Det natblå hav hendes tindrende øjne.

“GERDA!” råbte han ind i blæsten, ind i det store intet, derind hvor ingen alligevel kan høre noget, derind hvor alt forsvinder, derind hvor hun er. “GERDA, DU MÅ IKKE FORSVINDE FRA MIG! JEG NÅEDE ALDRIG AT GIVE DIG ALT DET, DU HAVDE FORTJENT. JEG NÅEDE IKKE AT VISE DIG, AT JEG LEVEDE OG SEJLEDE FOR DIG. GERDA, JEG VANDER DINE PLANTER, MEN PÅ ET TIDSPUNKT HOLDER JEG OP, FOR JEG VIL IKKE VANDE DINE PLANTER, JEG VIL HAVE DIG TILBAGE, DU SKAL VÆRE HER HOS MIG, HØRER DU? HØRER DU? JEG VED IKKE, OM JEG KAN VÆRE ET RIGTIGT MENNESKE, NÅR DU IKKE ER HER. JEG FORTÆLLER MINE VENNER, AT JEG HAR FÅET DET BEDRE, MEN DET ER LØGN, INTET AF DET, JEG SIGER, FØLES RIGTIGT, NÅR DET KOMMER UD AF MIN MUND, FOR JEG KAN IKKE SIGE NOGET, DER KAN FÅ DIG TILBAGE, OG DU SVARER IKKE.”

For andre ville det ikke være til at sige, om de salte tårer på hans ansigt bare var skumsprøjt fra havets fråden. Han stod længe og lod sig piske af saltvandsblæst og sorg. Han lod blæsten skjule den råben, der kom fra hans allerinderste sted, et sted han ikke før havde kendt. Han skreg mod himlen med den nye stemme, den stemme, han fik, da hun forsvandt. Han lagde sig på knæ, det hele var så vådt og ligemeget, han rullede sig i det hvide skum, det var hendes hår, hendes hår, hun var så tæt på og så langt væk. Imens sang hun ham i ørerne, hun nynnede gennem blæsten, hun viste ham, at hun ikke var helt væk, hun vandede stauderne hjemme i haven med skyernes væde.

Han mærkede blæsten lægge sig i løbet af de følgende timer. Regnen stilnede af. Og så kom lyset. Det hånende dagslys. Hun var væk. Tøjet klæbede til hans krop og han rejste sig med møje og besvær fra de våde sten. Han sjoskede hjem langs fiskerlejet og hovedgaden. Folk kiggede, men han orkede ikke forklare noget til nogen. Hvordan forklarer man, at man lige har talt med sin døde kone ude på molen?

Da han kom hjem, gik han i et langt bad. Han skyllede hende af sig. Han følte sig tung og lettet på samme tid. Det havde været rart at tale med hende igen.

19885869_10154812888317939_539250884_o

 

 

 

 

 

 

Tinderliv

Følgende tekst blev læst op til Aarhusmesterskabet i Poetry Slam på Stakladen. Den fik mig videre til 2. runde og handler om det forbandede, fantastiske Tinderliv.

Det er lørdag, solen skinner og jeg burde være ude til SPOT med mine veninder. I stedet sidder jeg med morgenhår og drageånde og overvejer at blive en af de plageånde, der skriver til et match, jeg fik for flere måneder siden, med en vag undskyldning om, at det var for at spille kostbar, jeg lod den passere, tiden.

Så ja, jeg står altså på spisesedlen hos Tinder – forsøger at sælge mig selv som en delikat ret, der står der på menukortet og glimter

Hvis jeg var en fire-retters menu, ville det nok ikke være helt forkert

Jeg rækker hele vejen fra appetizer til dessert

Det kommer selvfølgelig an på, hvem du er

– om du er sådan en, jeg ikke kan lade være

Det hele starter med det berømte førstehåndsindtryk, på en app med et billede og i forbindelse med dét skal ingen føle sig tryg

For hvis du har et profilbillede med bar overkrop, har jeg en klar idé om, hvor du gerne vil hen, tror du ikke godt, jeg ved, du sidder derude i dit hjem bag en skærm med dit strittende lem klar til at høre, om jeg har været meget slem?

Og hvis de næste billeder så er med hund, musikinstrumenter eller en andens barn, så ved jeg jo godt, det er et trick for at få mig til at følge troligt med dig hjem i din kyndige arm.

Og jeg tror godt, jeg ved, hvorfor du tager wifebeatertræningsspejlselfies med en guldkæde på så tyk, jeg ved godt, det er meningen, du vil vise, du er sådan en rig og stærk bad boy, der kan gøre mig tryg

Hvis din bil har zoomførsteret på de fleste af dine billeder, eller du ikke kan stave til din egen jobtitel, så forestiller jeg mig desværre deprimeret, hvordan vores forholds højdepunkt bliver de dage, hvor vi handler i Lidl

Nej, der er altså ikke langt til et venstreswipe fra mig

– og jeg beklager, men har du en indendørs solbrilleselfie, dømmer jeg dig fuldstændig ude som et kvaj

Det kan også virke omvendt, hvis du satser på billeder med heftigt flirtende stirreøjne; dit blik ligner noget, der vil vandre op og ned ad mig som en knapbestilt elevator, du ligner en regulær og skræmmende kvindemakulator

Der er så mange slags Tindermænd derude, man skal passe på

og hvordan finder man så ud af, om han er en af de få?

Altså en af de gode, der er empatisk og pæn, som ikke hyperventilerer ved tanken om at slå fælles rod på længere sigt, en som ikke bare er ude på at tinderevaluere længden på sin pik

Tja, jeg ved i hvert fald efterhånden, når han ikke er

Det er for eksempel, når han alligevel pludselig sagtens kan lade mig være.

Selv om jeg kraftedme sad der og havde barberet mig hele vejen fra mine armhuler til mine tæer

Jeg havde købt dyr vin og ryddet lejligheden op

Jeg havde med knaphulspræcision forhåndsinspiceret min nøgne krop

Du devaluerede mig helt uden at ejakulere

på en måde heldigt nok at det aldrig blev til mere

Du skrev fem minutter før vores date, at du ikke var kommet dig over din eks

og lige på det tidspunkt var jeg faktisk på et stadie hvor jeg bare drømte om en lille smule sex

Men jeg swiper videre, videre, videre – og det er sgu ikke ligefrem, fordi Tinderliv har gjort mig særlig meget blidere

Livsberuset på en mandag

Det var en aften, hvor naturen og årstiden sneg sig ind på mit humør. De blomstrende ramsløg i Risskov stimulerede min fantasi i en sådan grad, at jeg mest havde lyst til at lægge mig ned i det hvide, blomstrende hav og kigge op i himlen i lang tid bare for at kunne være en del af det. Jeg havde lyst til at svømme rundt i ramsløgsblomsterne. Jeg havde lyst til at kaste mig ud i de hvide blomster helt oppe fra en trætop. Det så uendelig blødt, elastisk og inviterende ud med de hvide blomster. Det lignede et lag af bomuld. Det duftede til gengæld af løg. Løg, græs og skovbund.

På min cykeltur hjem fra Risskov, overrumplede Aarhus mig igen. Man skulle ellers tro, jeg havde vænnet mig til den slags, men det har jeg ikke. Mens jeg trillede ned ad Dr. Margrethes Vej med Frank Ocean i ørerne på lav volumen, passerede jeg mennesker og hunde. Men det var ikke bare mennesker. Det var stemninger. Det var par, der gik hånd i hånd. Det var en mand, der stod og tørrede sit ansigt for sved. Det var de hårdt trænende løbere. Det var mig på min cykel med åben mund. Og så insekterne, der gerne ville derind.

Nede ved Aarhus Teater var en forestilling måske netop slut. Der stod grupper af mennesker ude midt på Skolegade. To kvinder kyssede hinanden og brød reglen om ikke at måtte kigge hinanden i øjnene imens. Det kunne jeg ikke undgå at se, for kærligheden smilede ud af øjnene på dem begge to. For enden af Åen stod endnu et par i et nærmest bobleplastisoleret øjebliks intense forsøg på at kravle ind i hinandens sjæl ved hjælp af øjnene. Jeg tror ikke, de så den fantastiske farve, himlen i horisonten havde på det tidspunkt. Men jeg fornemmede det alt sammen, og set udefra var det så pænt, at man næsten fik lyst til at lave lidt ravage i det hele, bortset fra at jeg ikke er den type, og at jeg i mit stille sind boblede over af glæde over Aarhus og mennesker og liv og sommer forude og at kærligheden eksisterer.

Og så er jeg endda helt ædru, mens jeg sidder her og er livsberuset.

Uforløst decemberfølelse

December, det er egentlig ikke fordi, jeg vil klage

Men jeg konstaterer voldsommere end normalt, at jeg er uden mage

Overalt er julelys og -hjerter

Helt ærligt, det smerter

 

Jeg kan ikke forklare, hvorfor det gør ondt, men det gør det bare

Mine mål her i livet er forholdsvis klare

Et af dem er at kunne dele ud af min kærlighed

Til en varm og dejlig mand, der har fortjent noget af al den herlighed

som jeg er ved at brænde inde og bruse over med

Kan ens hjerte gå af led?

 

“Du skal bare nyde at være dig selv,

lav fede ting og undgå følelsen af at slå tiden ihjel,

find meningen med dit liv,

kan da kun en mand gøre dig positiv?”

– det spørger folk mig nogle gange om, og jeg kan jo godt forstå dem

men det giver mig helt ærlig lyst til at slå dem

 

I snart fem år har jeg levet alene

fundet mig selv, dyrket glæden og vendt alle stenene

jeg har datet mange mennesker, udfordret mig selv

– og så også lige betalt af på noget gæld

 

Jeg er parat til noget andet, noget større, noget mere

jeg vil mærke livet i alle aspekter, jeg vil ekspandere

jeg ved ikke hvordan, med hvem eller med hvad

jeg vil bare gerne være lidt mere glad

 

Jeg ved godt, det var noget af en smøre

spørger du mig om en time til mit digt, siger jeg “sikken gang følelsespløre,

jeg mente det jo ikke helt så alvorligt,

jeg ved jo godt, at det der sker i livet er vilkårligt,

for jeg har det jo godt med tingene som de er, altså i bund og grund

men det er vinter, det er mørkt og månen står rund

så når jeg står alene og kigger på den, tænker jeg

der må være en derude, der har det ligesom mig.”

 

december

At være lærer

Før jeg blev lærer, var mit arbejdsliv næsten altid forbundet med at tælle ned. Tælle ned til næste pause. Tælle ned til fyraften. Tælle ned til, at jeg skulle møde igen. Tælle ned til weekenden. Tælle ned til mandagen. Jeg talte altid ned med en vis frygtsomhed eller længsel. Og jeg kan da stadig godt tælle ned til weekenden og ferier og den slags. Jeg vil altid elske min frihed meget, meget højt. Men jeg er holdt op med at tælle ned, mens jeg er på arbejde. Selvfølgelig kan nogle dage være uendeligt lange, kræfterne kan være få og overskuddet kan ligge på et meget lille sted sidst på dagen. Men ungerne gør, at jeg ligesom bare er i det. Jeg glemmer mig selv og mit forbandede navlepilleri for en stund. For det her job giver på mange måder meget mere mening, end jeg selv gør.

Situationsbillede fra skoleåret 15/16: Fødderne sender signaler ud til resten af min krop om, at det er sidst på dagen. De har gået mange skridt ad de lange gange i dag, og kroppen er tung at bære op ad trappen. Jeg tager en mental dyb indånding, før jeg træder ind i klasseværelset. Bare en enkelt lektion mere … da jeg kommer ind i lokalet og skal til at overbevise Danmarks trætte fremtid om danskfagets fortræffeligheder klokken kvart i tre om eftermiddagen, bliver jeg som sædvanlig suget ind i en lomme, hvor verden udenfor på mange måder ikke eksisterer. Det er bare mig og børnene og faget. Nogle gange når faget slet ikke at gøre sit indtog. Det er mig, der skal sætte dagsorden, men det er i virkeligheden børnene, der sætter den. Vi har et minisamfund, en parallelverden, derinde i klasseværelset. Så jeg glemmer, at det er sidst på dagen. Jeg glemmer at kigge på klokken, for jeg bliver nødt til bare at være der. For dem. Ungerne.

Man ved aldrig, hvad man kommer ind til. I begyndelsen var det noget af det, der hylede mig allermest ud af den. Jeg kunne være nok så velforberedt, men alverdens gode intentioner kan ikke hamle op med temperaturen i et klasseværelse. Der kan have været konflikter i frikvarteret. Der kan have været elever, der har haft en dårlig morgen. Der kan være elever, der føler sig sløje. Elever, der ikke har sovet om natten. Elever, der tænker på de konflikter, der er derhjemme. Elever, der har svært ved mit fag eller ikke bryder sig om det, vi er i gang med for tiden. Klasseværelset kan være for varmt. For koldt. Måske var mælken ikke blevet leveret den dag. What ever. Der kan være alle mulige grunde til, at klassedynamikken ikke lige fungerer på en given dag i en given lektion. I begyndelsen tog jeg det personligt – hvorfor kunne jeg dog ikke bare skabe RO til fordybelsen. Var jeg da ikke god nok, ikke professionel nok, ikke autoritær nok? Var jeg i det hele taget bare ikke nok? I begyndelsen tog jeg alt personligt. Jeg skulle lige finde mine ben. Jeg anede jo nærmest ikke hvilken slags lærer, jeg virkelig var, når alt kom til alt. Og det troede jeg ellers, jeg havde fundet ud af i løbet af min uddannelsestid.

Man ved ikke en skid, før man står ude i det. Man ved ikke, om lektionsplanen vil fungere. Man skal helst have en plan b og c og d. Som ny lærer er det svært, fordi man bruger uforholdsmæssig meget tid på lektionsplanlægning – for man har ikke en skid i den mentale Fjällräv. Og selv om man ikke har prøvet andet end at være reformlærer, ændrer det ikke på, at der ikke er tid nok. Der er ikke tid nok til at være ambitiøs nok. Men jeg medgiver, at der er tid nok til at overleve og være i det, hvis man sænker sine ambitioner til et minimum og prioriterer. Og så er der det med listerne. Man skal for guds skyld huske at notere hver eneste selvstændige tanke ned. For alle de ting, man skal huske, flyver rundt i hovedet som irriterende bananfluer, man ikke kan fange igen bare sådan lige. Mit liv består nu af utallige lister. Jeg skal virkelig huske mig selv på ikke at lave for mange af dem, når jeg kommer hjem og holder fri. Det resulterer så bare i utrolig mange ture ud i køkkenet, hvor jeg pludselig står helt åndsfraværende og har glemt, hvad fanden det var, jeg skulle huske.

Nu er jeg begyndt på mit 3. job som lærer. Ny skole, nye elever, nye kollegaer, nyt vikariat. Denne gang har jeg været heldig med både kollegaer og mit skema. Der er tid til at forberede til mine fag. Der er mulighed for at forberede undervisning hjemmefra og gå tidligt fra undervisningen på de dage, hvor overskuddet er småt. Der er fleksibilitet, så man kan ånde. Der er kollegaer, jeg tør indrømme svagheder over for, sparre med og brokke mig til. Jeg har stadig travlt, men min rygsæk er blevet fyldt op med mere erfaring, flere små øvelser og aktiviteter, der sikrer, at jeg ikke længere er nervøs for at gå ind i et klasseværelse og møde en masse nye børn. Vi skal nok klare den sammen. Og det vigtigste er jo børnene. At de kan, tør og vil være sammen med mig og hinanden. Så skal det faglige nok komme snigende lige så stille.

Og det er virkelig dét, lærerjobbet kan; det er så umiddelbart. Man ved ikke en skid om, hvad man møder ind til. Selv om man har det faglige på plads, er det alt det mellemmenneskelige, der betyder noget for, at det faglige kan gøre indtog. Mit lærerhjerte smelter, når elever hilser på mig på gangen og husker mit navn. Når de siger “Det er egentlig mærkeligt, at ordet forkortelse er så langt”. Når de krammer mig, selv om vi kun har kendt hinanden i 45 minutter. Når de spontant udbryder “Årh, hvor var det bare en fed engelsktime!” eller “Du er bare min YNDLINGSlærer”. Man kan argumentere for, at det er selvisk af mig at være lærer på den måde, fordi jeg får optur over, at eleverne har optur over mig. Men det er jo ikke mig, de har optur over – det er jo mig og mit fag. For når jeg kommer ind ad den dør, er jeg ikke bare Sisse. Jeg er lærer-Sisse. Jeg er mine fag. Forsøger i hvert fald at være det. Og det er dét, der gør mig høj på mit job; at børnene, til trods for at være tvunget i skole hver eneste hverdag, faktisk ofte udbryder en enorm glæde for, at man er der – for dem.

Det er dét, der gør, at jeg ikke længere tæller ned. Det skulle da lige være til frikvarteret. engelsk

 

 

Sommer i Aarhus

Beslutningen er i og for sig let at tage. Men kraftanstrengelsen! Kraftanstrengelsen er større end som så. Jeg taler om anstrengelsen ved at eksekvere den beslutning, det kan være, at lette sig fra sofaen, efter krop og sofa er blevet som eet kød på en halvdoven søndag. Men op og ud kom jeg. Og ude i cykelskuret duftede der af sommerferienætter i telt med Anders And-blade. Omkranset af et varmt og jordslået mørke, famlede jeg mig frem efter min cykel. Sammen bevægede vi os ud i sommeraftenen. Jeg vidste ikke, hvor jeg ville hen, men cyklen ledte mig langsomt ud mod vandet. Undervejs blev jeg dog nødt til at stoppe op og tabe underkæben. Solnedgangens karakter gjorde skyernes farver fuldstændig vanvittige. Midt i de hidsigt lyserøde skyer var der et hul, en himmelsk port sågar. Den mindede mig om, at himlen altid er blå bag skyerne. For midt i alt det hidsige var der fuldstændig blåt.

Da jeg cyklede videre, passerede jeg mange par på fortovet. De gik tæt omslyngede og nød aftenluften og måske den sidste rest af weekend eller ferie. Hvem ved, måske den sidste rest af kærlighed. Gamle børn eller unge teenagere gik med næsen i den Pokémon Go-befængte GPS. Jeg tror ikke, de registrerede den vanvittig flotte aftenhimmel, der udspillede sig som en scene fra en film lige foran næsen på menigmand. Horisontlinjen ved vandet var mere end dragende. Jeg måtte helt ud i vandkanten. Luften var sprød, sandet var rent og lyst og de små bølger slog lokkende mod mine fødder. Det lyserøde på himlen var så småt ved at forsvinde og efterlod en fornemmelse af at se himmel og hav gå i ét. Til venstre for mig længere henne langs stranden, var en lyshåret pige ved at øve sin hovedstand. Jeg går ud fra, hun var en yogapige. Jeg betragtede hende i et stykke tid og var allerede ved at spinde en historie om, hvordan hun måske var typen, der levede i fred med sig selv og naturen, da en splitterragende nøgen fyr pludselig kom løbende ind i billedet fra periferien. Han hev hende med ud i vandet, og da jeg havde forvisset mig om, at de helt sikkert havde en mere end venlig relation til hinanden, de to, overlod jeg dem til hinanden og havet.

Mørkets komme var nært forestående, og jeg vidste, at min cykels forlygte ikke kunne lyse, så hvis jeg ville have fornøjelsen af den varme luft i ansigtet og lidt arbejde til bentøjet, måtte jeg cykle hjem nu. På vejen så jeg en kvinde, der stod ved Marselisborg Allé og krammede et træ. Det gav mig forhåbninger på verdens vegne. Ved Frederiksbjerg Skole var der masser af liv ved det nye byggeri. Fyre, der spillede basket og fodbold og drak øl. Piger, der beundrende så på.

Det alt sammen omkranser en sommerfølelse, jeg nægter at slippe taget i, for jeg har først lige fanget den. Jeg håber, den varer ved lidt endnu, selv om hverdagens komme nærmer sig med hastige skridt. Jeg er slet, slet ikke færdig med sommeren. I særdeleshed ikke sommer i Aarhus. Så jeg sidder i vindueskarmen og lytter til en begyndende sommernat i Aarhus, mens den sidste rest af dagslys hænger lyseblåt i horisonten.

img_2199

Flere indrømmelser fra provinsen

  • Jeg kommer sjældent ud af mine sweatpants på fridage. Til gengæld reder jeg mit hår. Noget for noget.
  • Jeg har opdaget de varmeisolerende fordele ved ikke længere at barbere ben.
  • Jeg har genetableret mit venskab med min gamle ven, Hvedemel.
  • Jeg begynder på et helt virkelighedsnært plan at overveje at tage i byen i Nykøbing Mors.
  • Kl. 21.30 går jeg under dynen, fordi jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg ellers skulle lave.
  • Jeg savner virkelig alle kaffebarerne og de søde mennesker, jeg kender i Aarhus. Hel’ærli’.
  • Jeg sørger indimellem for at tage en dag, hvor jeg på kontinuerlig basis snerrer af min mor. Og hunden. Bare så de ikke synes, det er alt for hyggeligt at have mig boende herhjemme og dermed kan holde målet in mente: glæde sig over, at jeg nok skal flytte ud igen inden for føje måneder.
  • Jeg udvikler kraftige bedstemortendenser. Har for eksempel hele tiden lyst til at knibe min yngste bror lidt i kinderne, mens jeg siger “nåååååårh hvor er du bløwn stor!” Jeg tænker også konstant på, hvor tiden dog er blevet af.
  • Jeg planlægger indkøb ud fra tilbudsaviserne. Seriøst. Den slags kræver faktisk skills!
  • Jeg har glemt, hvordan man flirter, fordi det sker så sjældent heroppe. Jeg er vist kommet til det lidet evolutionære stadie, hvor jeg bare kigger med store hundeøjne på manden og forsøger at holde underkæben på plads og skjule mine sweatpants.

Livet heroppe er enkelt. Rutiner og vaner har overtaget mine dage og jeg tager mig selv i at gøre lige som alle de andre. På en måde trygt og rart. Nogle gange bliver det altsammen så enkelt, at jeg alligevel synes, det er knogleraslende uhyggeligt. Jeg bliver bange for at gå i stå. Jeg får lyst til at ruske mig selv og provinsen i kludene og gøre ting, der stikker ud. Det er der heldigvis også andre heroppe, der har lyst til. De holder borgermøder med drømme og visioner for vandkanten heroppe. Og der er virkelig gode idéer i støbeskeen. Det bliver jeg grebet af. Det er ikke tiden for mig og provinsen at blive smedet sammen på fuldtid. Ikke endnu – jeg skal tilbage til storbyen. Men når den tid kommer, og det gør den, så håber jeg virkelig, at jeg og alle de andre deroppe stadig er bange for at gå i stå. Kom, lad os stikke ud – sammen!