2019 – begyndelsen

by sissemoelgaardpoulsen

“Lagde du også mærke til, det begyndte at blæse mere op, præcis da klokken slog 00:00?” spurgte jeg Mie i det lanterneoplyste shelter, mens bålets sidste gløder fortsat kæmpede mod mørket udenfor. Når man sidder midt i naturen, er det svært at undgå at lægge mærke til den slags vejrskifte. Blæsten tog blot mere til derfra. Boblerne i mit glas og kransekragen i min mave bedøvede mig en anelse og jeg pakkede mig ind i flere soveposer og agtede at sove efter en dag med shelterekspedition og 3-retters lavet over bål i det fri. Det var en smuk dag. Gode samtaler, dejlig sang ved bålet, masser af mad og tid til eftertænksomhed. Jeg var heldig at have en veninde, der havde lyst til at udforske den slags nytår med mig.

En time senere vågnede jeg med heftig hjertebanken. Blæsten fik shelteret til at give sig en smule og vindstødene var så voldsomme, at jeg måtte stå op for at redde nogle af vores ting ind i læ.  Resten af natten var en kombination af et møde med mine indre dæmoner, naturens rasen og en overgivelse til elementerne. Søvn var der ikke meget af, men det at overvinde mig selv kunne også noget. På et tidspunkt havde jeg lyst til at kaste håndklædet i ringen og vende snuden mod Aarhus, da jeg lå med optakten til et angstanfald og ikke kunne få varmen ordentligt, mens vindens og havets brølen piskede en stemning op i mit nervesystem, der bestemt ikke understøttede de beroligende tanker, jeg forsøgte at fodre mig selv med. Men jeg blev. Der var ikke andet at gøre, for jeg vil friheden frem for frygten nu.

Blæsten fortsatte ufortrødent næste morgen. Den hamrede ind over kysten og gjorde, at vi hurtigt besluttede os for at bytte hyggelig bålbrunch og havbad ud med nedpakning og hjemtur.  Inden vi forlod vores lille naturhelle, gik vi ned til havet for at tage afsked. Kulden bed i mit ansigt og tårerne pilede langs mine kinder og tog derefter frit spring ud i verden i lyntempo. Vi stod bare i hver vores space, Mie og jeg. Jeg lænede mig op ad vinden i tillid. Den bar mig. Vendte mig mod vinden og lod den rense mig. 2018 bød mig på en stor del sorg og smerte, og i går brændte jeg mine sorger på bålet og slap det, jeg ønskede at slippe. I dag rensede vinden mig. Jeg tog mig sammen og råbte ind i vindens hvide støj. Saltvandssmagen forede straks min mund og min hals gjorde ondt – den er ikke vant til, at jeg råber. Men det gør jeg nu; råber ude i naturen, når den larmer tilpas meget.

Jeg er nemlig fri. Fri til at gøre, som jeg har brug for.

2018 har overvejende handlet om angst, smerte, sorg, accept og selvkærlighed. Det har jeg lært meget af. Så nu er det på tide at rykke videre.

2019 bliver frihedens og handlingens år for mig. Friheden skal være mit overordnede pejlemærke, og jeg skal med garanti vælge den til igen og igen, fordi mit system er så vant til at reagere instinktivt med frygt. Men jeg vil være fri. For det er jeg jo! Så nu finder jeg modet frem og satser alle mine penge på den hest. Den frie hest. Jeg har sadlet op – så nu er det ud over stepperne. Ikke i galop. Et skridt ad gangen, forstår du.

Jeg glæder mig.

Men for nuværende vil jeg bruge resten af dagen på min sofa med stille shelterturstømmermænd og en let tristesse. Melankolien har sin helt særegne skønhed, som jeg vælger at sætte pris på – lige som jeg sætter pris på den her sære, smukke og vilde livsrejse, der er min.