Vi bor under stjernerne

Jeg bor under stjernerne. Her lever jeg. Jeg trækker vejret under deres brændende masser. De kloge siger, at en stjerne er en glødende kugle af plasma, der er i dynamisk balance, fordi den bliver udspilet af sine egne indre fusionsprocesser, men på samme tid holdes i skak af tyngdekraften.

Gad vide, om jeg er en stjerne. Jeg føler mig i hvert fald en smule i vakuum.

Luften er kold i aften. Lungerne lever deres eget liv og afviser næsten alt udefra. Samtidig triller dråberne ned ad mine kinder. Det er tårekanalerne, de var ikke forberedt på kulden. Dens tænder ramte, før jeg vidste af det. Som et dyr ridser kulden i min hud med sine skarpe tænder. Hudløs. Kulden gør mig mere hudløs, end jeg var i forvejen. Det er godt. Jeg trænger til det.

“Vi skal huske at blive ved med det her, også selv om motivationen daler. Aftenerne er jo så lange og smukke, vi skal udnytte dem, vi skal huske, at vi altid kan bevæge os ud om aftenen og nyde livet,” sagde vi denne sommer. Igen. Og med mørkets komme glemte vi det. Igen.

Jeg er gået ud i mørket for at finde lys. Mit eget er ikke gået ud, men jeg vil gerne blænde op for min flamme. Uundgåeligt, som det er, når man bor i en storby, er der mennesker omkring mig. De lever liv. De bor også under stjernerne og trækker vejret ligesom jeg. Alligevel kunne de for min skyld bo i et parallel-univers lige nu. Det er ikke dem. Det er mig, der er en smule fjern. Det gør ikke noget. Her er plads.

Jeg vil se stjernerne. Dem, vi har skabt for flere millioner kroner for at glæde byens befolkning. Julemagien havde nemlig så småt gjort sit knitrende, drømmende indtog i min fantasi, men drømmene holder ikke trit med virkeligheden, for i virkeligheden serveres gløggen med en knivspids af smerte i år. Jeg vil ikke frygte julen, men julens nostalgi er nu gået hen og blevet både smuk og sønderrivende på en og samme gang, og det ved jeg ærlig talt ikke, hvad jeg skal stille op med. Derfor forsøger jeg at dosere. Jeg trapper op på jul. Nu med stjernehimmel på LED-måden. Der er et særlig gyldent skær derinde på strøget. Det er sit eget rum nu. Det glitrer og jeg kan lide det på den samme måde, som man kan lide at gense The Julekalender.

Der kommer bare ikke noget til mig under den dyre stjernehimmel. Jeg vil hellere have et bål i en aftenmørk skov fuld af nåletræer med udsigt til en stille fuldmåne og  varm kakao i en termokande, som en modig og kærlig hånd skænker mig. Vi lever under de samme stjerner. Her trækker vi vejret sammen. Derfor er han i det samme rum som mig lige nu. Det ved jeg. Og en dag møder jeg ham. Men det er ikke nu.