Dagbog fra mit livs første yogaretreat

by sissemoelgaardpoulsen

Møn, yogaretreatets første dag

Det var en svær fødsel at komme afsted og angsten har holdt mig i et jerngreb på turen herover. Men jeg gjorde det, jeg kom ud af døren og afsted, og angsten har forladt mig i perioder i løbet af dagen, selv om jeg stadig føler, jeg er rigtig meget krop på den dårlige måde. Jeg vælger tilliden til. Det er jo derfor, jeg er her.

Denne aften stod jeg og betragtede en kornmark. Blæsten havde lagt sig i løbet af aftenen og kornet stod nu og bølgede med en let rislende lyd i solnedgangen. Jeg kunne mærke, jeg blev taget med på en rejse helt tilbage til barndommen på Dalstrupvej, og det var med en blanding af sorg, længsel og sentimental nostalgi, at jeg mærkede duften bane sig vej gennem mit system sammen med minderne. Jeg tænkte på min far og at verden dengang så helt anderledes ud for mig. På en måde savner jeg min barndom, hvor jeg ikke vidste alt det, jeg ved nu.

Folk er søde herovre. Jeg prøver at være ærlig om mig selv – det er lidt svært i mødet med nye mennesker, synes jeg. Altså, jeg ved godt selv, at jeg er “likeable”, at jeg relativt let connecter med nye mennesker – men jeg kan godt selv synes, jeg er lidt for meget; cracker for mange jokes og er alt for meget “på” i forhold til, hvad jeg egentlig har brug for lige nu. Men grundlæggende føler jeg mig i meget trygt selskab. Så mangler jeg bare, at kroppen følger med. Jeg kunne mærke min uro og vrede til yin. Det er svært at overgive mig helt til processen og den nye måde at blive guidet ind i stillingerne på. Cathrine har en meget naturligt rolig tilgang til at undervise yoga, men hun formulerer sig også mere “fast” om stillingerne, end jeg er vant til. Det skal jeg lige finde min vej i. Efter timen tog jeg en lille snak med Cathrine om det. Det var en rar snak, og hende føler jeg mig set af. Det er dejligt.

I det hele taget føler jeg mig mødt. Også af hende, jeg fulgtes med i bil herover. Vi endte med en meget spændende og interessant snak om livet og spiritualitet, da jeg først besluttede mig for at åbne mig for hende om mit behov for måske at være lidt stille og indadvendt undervejs på turen. Hun tog bare imod mig – og så havde jeg pludselig slet ikke brug for det stille rum alligevel. Vi havde meget at dele med hinanden. Det var berigende.

Namasté.

Møn, dag 2 – efter frokost

Jeg føler mig træt og mere zen. Morgenens yin-yang yoga udfordrede mig; jeg var meget vred over at mærke min krop, fordi den var så øm og mine muskler syrede til over selv den mindste lille ting. Men jeg var i det. Bagefter overvejede jeg, om jeg mon kunne klare den 9 km lange gåtur i stilhed til vandet, men jeg besluttede, at dén oplevelse VILLE jeg have med.

Gåturen blev en stor udfordring for min krop. Mit hofteparti og bækken var stramt, lænden værkede og smerten gik i benene og fødderne – så tankerne fik travlt og hev mig indimellem med ned i panikkens søbe. Det var angstprovokerende! Men turen var så smuk blandt de modne kornmarker i høj sol med energisk blæst og fuglefløjt til at akkompagnere lydene af fødder, der fandt fæste på muldjorden, mens de bevægede menneskekroppe fremad. Jeg følte mig sej og fri og som en del af noget større, mens vi gik i en lang gåsegangsmenneskeslange på den smalle sti i markskellet. Stilheden var en gave at være i og naturen havde så mange fine detaljer gemt derude til mig, som jeg kunne mærke sommerfugle i maven over at opdage. Ude midt på en kornmark stod en åben dør. På den stod der med spejlvendte bogstaver “på den anden side”. Jeg følte også, at jeg er ved at bevæge mig derhen. På den anden side. Hvad end det så kommer til at betyde.

Da vi kom til stranden, var vi mange der smed tøjet og badede i stilhed. Det var dejligt at bade. For første gang nogensinde bevægede jeg mig ud i vandet med næsten blind tillid til naturen. Kiggede stort set ikke efter krabber eller brandmænd. Jeg var bare i det sammen med de andre.

Efter den (for min krop) meget hårde gåtur tilbage fra stranden, kom jeg hjem til en HELT fantastisk vegansk frokost. Jeg føler mig meget næret og passet på, også madmæssigt. Bliver mere og mere tryg. Er helt forelsket i det her skønne sted. Jeg elsker energien i huset. Her kan man bare være. Og folk er så søde! Tak til mig selv for denne gave. Virkelig!

Møn, dag 2 – aften

Magisk aften. Gode snakke, skøn yoga nidra – flere gode snakke. Jeg havde en helt magisk stund alene ude i haven i dagens allersidste rest af lys. Træernes silhouetter stod i kontrast til lyset i horisonten, cikaderne sang mig til ro, der var lys i de små rislamper i træerne, og jeg stod der bare og duftede til det modne korn, mens jeg så flagermus flakse omkring i skumringen. Jeg går nu i seng med en træt og mæt krop – og med et livligt, glad og taknemmeligt sind.

Møn, dag 3 – formiddag

Jeg vågnede op efter en ret heftig nat, hvor min krop virkelig havde været på arbejde. Den nye kost og de fokusområder, vi arbejdede med i yogastillingerne, satte gang i en form for kropslig udrensning, så min mave havde siden i går været oppustet, på arbejde og øm. Jeg var ikke sikker på, at jeg ville kunne klare morgenyogaen under de vilkår, men efter en dødstur på toilettet, hvor jeg ikke var sikker på, om jeg ville kunne komme levende derfra, nåede jeg lige præcis op for at være med til morgenyogaen – og jeg var rigtig glad for, jeg gjorde det. Det var skønt!

Jeg har solet mig i haven lige siden – i dag er der meget fritid på programmet. Min bror ringede på et tidspunkt til mig. Nysgerrigheden vandt, og jeg ringede tilbage til ham, selv om jeg nok godt vidste, jeg ville få informationer om min familie, som jeg ikke havde brug for at tænke på her. Informationen gjorde mig vred og frustreret. Men så er den lektion lært. Nu slipper jeg det igen. Jeg kan alligevel ikke andet. Jeg skal bare nære mig selv nu. Jeg kan ikke fikse andre. Lige nu er jeg på retreat. Det må jeg gerne være. Jeg må gerne slappe af. Jeg må gerne nyde. Jeg må gerne være egoistisk. Det har jeg faktisk enormt meget brug for.

Møn, 3. dag – aften

Min eftermiddag var magisk. Jeg er så træt og mættet lige nu! Mai, som også er yogalærer og som underviste vores yin-klasse i går, er under uddannelse som clairvoyant. I dag fik jeg mulighed for at være testkanin for hende. I en times tid sad vi under det store, smukke træ bag hækken, der omkranser en del af haven. Vi sad i skyggen med udsigt til de gule kornmarker og åbne vidder og lod blæsten massere os blidt. Mai fortalte mig mange ting om mig selv. Det var ting, som hun ikke bare kunne have sagt til hvem som helst. Det var uden tvivl mig, hun fortalte om. Jeg blev endnu en gang klogere på mig selv og min mission her i livet – og hvordan jeg kan nære den del af mig selv, jeg først lige nu er ved at opdage. Det er alt sammen ret privat for mig, så derfor vil jeg bare lade det arbejde indeni mig, før jeg deler det med andre. Jeg føler mig i alle fald set fuldstændig og har en meget groundende følelse af, at universet passer på mig og at al min smerte i de seneste år tjener et meget stort formål. Efter at have brugt årevis på at føle, at jeg ikke har en plads i verden sådan rigtigt, er det en stor lettelse at begynde at mærke lyset i mig selv. Og det lys skal dyrkes fremover. Det gør jeg allerede nu – ved at være her. Jeg bliver igen og igen ramt af taknemmelighed over, at jeg har givet mig selv denne gave.

Jeg er ikke nødvendigvis supersocial her. Det har jeg ikke så meget brug for at være. Pludselig bliver jeg den, der indimellem stille observerer de andres snak. Det er nyt for mig og meget befriende, faktisk; Jeg kan glide ind og ud af den sociale sammenhæng, som det passer mig. Jeg har ikke ansvar for de andres velvære – kun mit eget. Men jeg har lyst til at skabe glæde og god energi sammen med de andre i små tidsrum, før jeg igen lukker mig sammen om mig selv og den ro, jeg så længe har søgt. De andre er søde og har det sikkert på samme måde.

Jeg vil virkelig ikke hjem i morgen. Får helt ondt i maven ved tanken om det. Det her sted kan noget – jeg er slet ikke færdig med det, føler jeg.

Dag 4 – Aarhus, netop hjemkommet

Det summer i hele min krop. Kufferten står stadig uåbnet. Jeg er ikke klar til at pakke ud. Ikke klar til at overgive mig til mit normale liv. Det er som om, der er blevet åbnet en dør ind til noget, jeg gerne vil udforske nærmere. Samvær med mennesker om et fælles tredje tæt på den skønne natur i rolige rammer uden noget, vi SKAL nå – det er fantastisk.

Da vi i dag sad i den afsluttende cirkel og delte ting, vi var taknemmelige for, kunne jeg mærke, jeg blev så rørt, da turen kom til at dele min taknemmelighed. Jeg holdt dog mine følelser nogenlunde i ro, men jeg ved, at de kommer, når jeg om lidt er landet lidt bedre. For det har været stort for mig, det her. Retreatet har været første skridt på en længere rejse, jeg nu for alvor skal i gang med. Langsomt begynder jeg at afsløre flere og flere sider af mig selv for mig selv – sider, jeg ikke har været klar til at møde. Før nu.

Jeg tog afsted på yogaretreat med intentionen om at lytte til mit hjerte og min intuition. Med intentionen om bare at være mig og handle ud fra mine helt egne behov. Med nogle angstprægede dage i bagagen virkede det som et svært projekt, og det var meget grænseoverskridende for mig at tage på retreat med over 30 mennesker, jeg slet ikke kendte. Men særligt på yogamåtten følte jeg, vi allesammen mødtes og især her kunne jeg mærke, Cathrine følte sig hjemme i at vejlede, guide og nære vores kroppe med god yin yoga og kloge, varme ord. Jeg følte mig hurtigt tryg på min yogamåtte i det store, lyse rum. Vi mødtes i samtale om krop og yin og yang over urteteen både før og efter yoga – og som konsekvens deraf i samtaler om livet, som det nu engang folder sig helt forskelligt ud for os alle.

Jeg er meget taknemmelig for at have delt denne weekend med så dejlige mennesker i så rolige, trygge rammer. Og selv om jeg netop har forsøgt, har det været helt vildt svært at sætte ord på, hvordan det har været, fordi rejsen i lige så høj grad har været indre for mit vedkommende. Nu vil jeg forsøge at lande i min lejlighed, og det gør jeg bedst på yogamåtten med en krystal på mit tredje øje. Jeg kan godt tage mit lys fra Møn med mig hjem. Det kan skinne inde i mig alle dage, hvis bare jeg minder mig selv om det – og jeg er kun lige begyndt at udforske det alt sammen.

Jeg har det bedst sammenligneligt som en nyfødt, der ser verden for første gang. Så meget lys!

Namasté.