Jeg går til Hella

by sissemoelgaardpoulsen

Nu er jeg ikke religiøs eller noget, ikke sådan rigtigt, men måske blevet noget derhena’

For jeg er lige kommet hjem fra et foredrag med en, vi alle kender – hun hedder Hella

Hella, Hella, Hella, det er sådan et dejligt navn, man kan sige i træk for evigt

Det mener jeg faktisk, jeg tror ikke, de gode lyde i det navn kan komme til at føles slidt

Hella er blevet min nye religion

Rub-og-stub-reglen og hendes filosofi om brok og kærlighed er fra nu blevet min livsbastion

Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at Hella var sådan en ting, man kunne gå til

Hun formulerer sig så energisk og håbefuldt fint om for eksempel livet og kærlighedens spil

Og når hun taler om kærligheden til mænd og børn får jeg lidt lyst til at spørge, om jeg må flytte ind

“Kære Hella, må jeg bo i din rummelige favn, vil du nære min glæde og tørre smertens tårer væk fra min kind?”

Jaja, jeg ved godt, ansvaret for min egen lykke er mit eget

Men jeg har et sted i min sjæl, jeg trænger så forfærdelig meget til at få plejet

Så nogle gange kan det godt føles som om, man trænger til at få en uendelig stor portion  tillidsfuld og ansvarsgivende kærlighed ind udefra med ske

Og når jeg siger man, mener jeg “jeg”, jeg tror det ville give mig troen på, at der er brug for mig og der nok er noget, jeg ska blive te’

Kære Hella, jeg ved godt, at ovenstående er et for stort ansvar at give dig

Jeg skal nok tage det selv, men jeg vil gemme det i brystet, alt det, som dine ord har givet mig

Jeg ved godt, at jeg ikke ville bytte liv med nogen anden, hvis jeg kunne vælge

Og at man får, hvad man vælger, det kommer an på i hvad man ønsker at svælge

Min narrativ er kommet til at handle lige rigelig meget om angst og smerte

Fremover vil jeg hellere genfinde fokus på mit kæmpestore hjerte

Og den letteste måde at nære det, mit hjerte har at give, er ved at skrive

Så tak for at sætte mine ord i gang, Hella, det holder mig simpelthen sådan i live

– nej, nu må du ikke tro, jeg er melodramatisk på liv-og-død måden

Jeg er standhaftig og vil gerne ro med her i samfundsbåden

Måske behøver vi faktisk ikke ro så hårdt, hvis vi laver en kærlighedsmotor til den

En rejse hen mod noget frem for væk fra noget må være langt mere berigende, jeg står klar til at sætte af her fra vippen

Jeg havde lyst til at give dig et stort kram efter dit foredrag i Aarhus i aften

Men vikarerne under mine arme var for store og ordene brændte for at komme ud og finde takten.

Tak, Hella, fordi du deler dig selv med mennesker omkring dig

Det skaber ringe i vandet, men det ved du jo godt, måske dine ord et andet sted hen vil bring’ mig.

Okay, det sidste rim var sgu ikke så godt

Mon ikke beskeden går igennem alligevel, for pokker, det hele behøver ikke være så flot.

For du ved, hvad jeg mener, det tror jeg, du kan mærke

Hvad jeg prøver at sige er bare, du fik mig til at genopdage mit bankende, modige hjerte.