Lille sky …

by sissemoelgaardpoulsen

Du ønsker brændende at kunne bevæge dig på hvide, florlette skyer, som ser så skrøbelige og delikate ud, at du tænker, de alligevel ikke vil kunne bære vægten af det, der er dig. Derfor nøjes du med at kigge op på skyerne hver eneste dag. De glider forbi dig. Nogle gange langsomt, nogle gange hurtigt. De er så langt væk, og du tænker, du aldrig ville kunne nå dem, selv hvis du prøvede.

Så du prøver slet ikke. Du kigger op på skyerne og beundrer selv de mørkeste og vådeste af dem. Lader deres kraft trække i dig, men ikke mere end det. Og du gør det hver eneste dag.

I dag fangede jeg en florlet sky. Det var som om, mit navn stod på den. Jeg ved ikke hvordan jeg gjorde, og jeg ville aldrig kunne forklare, hvordan skyen føltes at røre ved, hvis nogen bad mig om det. Men pludselig var skyen altså inden for min rækkevidde, og selv om mine armes kræfter føltes så sitrende og ikke-eksisterende, så tænkte jeg, at jeg godt kunne nå. Så jeg greb ud efter skyens bløde indre. Først prøvende, siden insisterende, fik jeg den til at nærme sig mig. Jeg kravlede lige så stille op på den og lagde mig vagtsomt til rette. Den rørte sig ikke. Var helt stabilt svævende. Den kunne godt bære mig, måtte jeg konstatere. Og måske var der ikke så langt ned, som jeg troede.

Jeg er ikke tryg nok til at flyve afsted på skyen endnu. Men jeg ved, at dagen kommer, hvor jeg er klar.