Stille, stille, stille …

by sissemoelgaardpoulsen

Solen er for længst stået op, men nattens drømme er ikke forsvundet. De har gemt sig i min krop, som svarer igen med signaler, der fortæller, at den ikke orker mere lige nu, kroppen. Den kilder alle vegne, og jeg får lyst til at lyne min hud op og træde ud af den. Det kan man bare ikke. Så jeg er i det. Det kan jeg godt. Også i dag.

Jeg tøffer ud i stuen på mine bare tæer og åbner et af mine solbeskinnede vinduer. Står lidt og trækker vejret. Laver en kop kaffe. Den er koffeinfri for tiden, for mit angstberedskab står klar til at reagere på enhver fare, og koffein er desværre en lidt for farlig ven for tiden. Senere skal jeg have morgenmad. Men lige nu vil jeg bare have kaffe.

Verdens lyde trænger ind i min stue. Der er børn i gårdhaven overfor min lejlighed. De råber begejstret. Der er liv, der leves udenfor. Jeg vil også gerne ud. Mærker en lyst til at være, leve, gøre noget. Jeg skal bare lige i bad først.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har sat mig ved min computer for at skrive noget. Jeg har ikke kunnet samle mig om det. Faktisk har jeg ikke kunnet samle mig om noget som helst særlig længe ad gangen. Men nu sidder jeg her. Lytter til verdens lyde, bilerne på gaden og mine overboere, der lige er kommet hjem fra deres weekendophold – og jeg skriver. Så jeg er her stadig.

Jeg glæder mig, til jeg kan være her lidt mere. Være mere tilstede. Mere bekymringsfri. Mere Sisse.

Inden under alle bekymringerne og angsten og det følelsesmiskmask, der eksisterer i mig for tiden, der er jeg stadig. Jeg dealer med det. Jeg forsøger at rumme det hele. Acceptere. Give slip. Og samtidig tage kampen op. For jeg har et liv, der skal leves. Og jeg trænger virkelig til at finde ud af, hvad planen er. Hvordan jeg kommer videre herfra. Men for at kunne det, er der noget, der skal løsnes indeni. Min angst prøver at fortælle mig noget med meget store bogstaver, og jeg forsøger at lytte til det, der ligger inde bagved. Jeg ved godt, hvorfor jeg er ked af det og bange, tror jeg. Det er vildt, hvordan livet kan bo i kroppen på en.

Men solen skinner. Det er en start. Jeg går til yoga hver dag. Det er en start. Jeg skærer ting ud af mit liv, der tærer på min energi. Det er en start. Jeg siger fra i relationer, der ikke gavner mig. Det er en start. Jeg kommer ud hver dag. Det er en start. Jeg er begyndt at bede en smule om hjælp fra andre. Det er en start.

Og jeg skriver. Jeg er her stadig.