Hvordan går det så med dig?

by sissemoelgaardpoulsen

Der er mange ord, der er uhyggelige i denne verden. Så mange brutale sætninger, man ikke vil bryde sig om at høre.

Lige for tiden er de mest angstprovokerende ord, jeg kan møde, disse:

Hvordan går det så med dig?

Det er en simpel spørgende sætning. Svaret kan være enkelt. “Fint”, kan man sige. Man kan også sige “det går sgu ikke så godt”. Men uanset hvor enkelt svaret er, vil det næsten altid akkumulere flere spørgsmål. Der er jo grunde til, at man har det, som man har det.

Det er et af de spørgsmål, jeg efterhånden slet ikke kan svare på. Jeg ved ganske enkelt ikke, hvad jeg skal sige. Jeg forsøger selvfølgelig alligevel, det er klart. Og svarene vil variere alt efter min relation til den, der spørger.

Hver fjerde uge spørger min sagsbehandler mig for eksempel om det til et møde. Mit svar afhænger af, om det er en god eller en dårlig dag – men altid vil jeg forsøge at sige det på en måde, så det lyder rigtigt og velargumenteret. Og aldrig, aldrig uden håb om, at det bliver bedre. Også selv om jeg på de rigtig dårlige dage frygter, hvad det her forløb skal ende med.

Nogle gange er det venner, der spørger mig. Hvis de spørger mig over min telefon, får de den ærlige version på skrift. Altså, hvis jeg har en dag, hvor jeg orker. “Jeg ved sgu ikke lige, hvordan det går. Jeg synes, jeg kæmper lidt for tiden. Men jeg er heldigvis også en lille smule glad hver eneste dag. Så derfor ved jeg ikke, om man rigtigt kan sige, man har det dårligt?”. Hvis de spørger mig ude i  virkeligheden, kan jeg finde på at tale mig helt forpustet over min egen forvirring omkring, hvordan jeg egentlig har det. Andre gange siger jeg, at jeg hellere vil have et kram og tale om noget andet.

Når min familie spørger, får den helt rå version. Nogle gange græder jeg i afmagt over at være et lortemenneske der aldrig bliver til noget. Andre gange joker vi med mig og al min følsomhed. Nogle gange lytter de bare, andre gange udfordrer de mig. Nogle gange skælder jeg dem ud, fordi jeg kommer til at få min egen smerte til at handle om dem. Det er ikke altid let at være i familie med mig, tror jeg ikke.

Nogle gange møder jeg bekendte på gaden. De får den overfladiske version. Som regel, i hvert fald. “Jamen, det går skam fint,” siger jeg. Jeg lyder som om, jeg har styr på det, og det synes jeg faktisk også nogle gange, at jeg har. Men hvis de følger bare den mindste smule med på instagram eller facebook, så ved de også, at jeg lyver. Eller i bedste fald forsimpler virkeligheden gevaldigt.

Nogle gange føles det som om, det er en anden end mig, der svarer på det spørgsmål. For jeg kan ikke koge min sinds- og livstilstand ned i ord. Hvis jeg bliver spurgt på en dårlig dag og svarer fuldstændig ufiltreret på, præcis hvor skidt jeg har det, så møder jeg næsten altid den dømmende stemme inde fra mine egne tankers dyb. Det er den stemme, der siger, at jeg ikke skal ynke. Det er den stemme, der siger, at andre mennesker ikke kan holde mig ud, hvis jeg siger tingene ærligt. Den stemme, der siger, at jeg fylder for meget sådan helt generelt. Og så skynder jeg mig at sige noget positivt og håbefuldt også, så folk ikke tror, jeg er ved at tage billetten – for det er jeg bestemt ikke. Nogle dage er bare virkelig sorte.

Hvis man møder mig på en god dag, har jeg håb og drømme nok, ikke blot for mig selv, men for alle omkring mig. Jeg deler ud af mit overskud og lader træerne gro en smule ind i himlen og fortæller stolt om de fremtidsplaner, jeg (trods alt) har. Jeg kan ikke lade være. På gode dage er det svært at forestille sig, at jeg nogensinde skal få en off-dag igen. Derfor kan jeg godt forstå, det kan virke så forvirrende, at jeg ude blandt andre mennesker virker meget rigtig og energisk og overskudsagtig, mens jeg samtidig fremstiller mit liv på de sociale medier som om, jeg har en del at slås med. Men når jeg er ude blandt mennesker, er det også fordi, jeg har en god dag, hvor jeg har prioriteret det. Og det udmatter mig som regel voldsomt bagefter.

Men det er alt sammen mig. Jeg er én stor pærevælling for tiden. Angsten mudrer mit billede af verden og mig selv – og den påvirker min BDS i en negativ retning. Min angst får mig til at bekymre mig om de kropssignaler, som min BDS-krop konstant sender. Og min angst stresser kroppen og får dermed mine symptomer til at blive flere. Jeg ved aldrig, hvilken slags dag jeg står op til. I går vågnede jeg op med indre solskin i øjnene og en følelse af at være et ret okay menneske, som endda kunne tåle at drikke to kopper kaffe og spise morgenmad.

I dag vågnede jeg op til en krop, der rystede indvendigt og angsttanker, der straks buldrede derudaf. Jeg brugte hele min formiddag på at høre New Age-agtig meditationsmusik, tage et langt bad og herefter til en afstressende yin yoga-time, før jeg kunne blive bare nogenlunde velfungerende oven i hovedet. Og stadig ved jeg ikke, om mit alarmberedskab vågner igen om en time.

Samtidig rumsterer tankerne om fremtiden. For jeg har ikke tid til at have det sådan her, synes jeg. Det var sgu ikke det, der var planen. Lige for tiden vælger jeg mere fra, end jeg vælger til. Det bekymrer mig, for jeg har jo trods alt fremtidsplaner sammen med systemet – og for mig selv. Samtidig kan jeg også mærke, at det er dét, jeg har brug for – at pleje mig selv gevaldigt. Imens siger stemmen fra mit indre, at jeg måske i virkeligheden aldrig skulle have stoppet med at arbejde. Måske er det bare mig selv, der er skyld i, at jeg har det skidt for tiden. Måske bliver man bare mere syg af at være sygemeldt? Mon ikke, jeg bare kunne have arbejdet mig igennem det hele? Det er min egen skyld, forleder jeg nogle gange mig selv til at tænke. De andre kan jo godt finde ud af at slås med ting samtidig med, at de opretholder et normalt liv. Det må være mig, der er fællesnævneren for det, der er svært i mit liv.

Intet af det, jeg siger for tiden, er mere sandt end det øjeblik, det er sagt i.

For hele humlen er: jeg ved ikke, hvordan jeg har det. Det skifter hele tiden. Det er hårdt og trist og ensomt og forløsende og håbefuldt og deprimerende og angstprovokerende og stressende og jeg ved fandme ikke, hvad jeg skal sige til jer, når I spørger mig, hvordan det går.

Samtidig frygter jeg mindst lige så meget den dag, hvor ingen længere spørger. Jeg er faktisk heldig, at jeg frygter de ord. For det betyder, der er folk, der spørger mig. Folk, der vil mig.

Til de af jer, der stadig hænger ved og er der: TAK. Af hjertet tak.