Den, der lever stille

by sissemoelgaardpoulsen

– Mor og jeg har talt om, at det burde have været din fætter Martin, der var vores barn, og ikke dig, sagde min far. Jeg så ned ad mig selv og følte mig utroligt farvestrålende i min figursyede, koboltblå uldkjole og mine røde sko. (…) – Martin ville have passet meget bedre til os, sagde min far. – med den opdragelse, du har fået, kan vi simpelthen ikke forstå, hvordan du er kommet ud af det. – Det kan jeg heller ikke, sagde jeg og hævede mit glas. – Og skål på det. Det måtte være den mærkeligste skål, jeg nogensinde har udbragt, tænkte jeg, og så juleaften. Selv Mother Theresa var ved at køre træt. 

Jeg er, min dansklæreruddannelse til trods, ikke litterær som sådan. Dette er så absolut ikke en anmeldelse. Det er bare en beskrivelse af en læseoplevelse. Min læseoplevelse.

For jeg har netop læst sidste side af Den, der lever stille. Og det er det, jeg er lige nu. Stille. For bogen, som Leonora Christina Skov har skrevet, maner til eftertænksomhed. Jeg er sikker på, at romanen kan læses meget forskelligt. Sådan er det i princippet med al litteratur, fordi vi alle vil læse noget forskelligt ind i de ord, der står skrevet på siderne. Virkeligheden vil altid være vores egen og andre kan blot søge at forstå den, men vil altid se den i lyset af deres egne virkeligheder. Og en roman er blot et udsnit, et tilsnit, et relief. Vi læser os selv ind i ordene. Det kan ikke undgås.

Men denne historie er Leonora Christina Skovs. Og den er hård og ubarmhjertig på mange måder. Jeg havde forventet at sidde med kleenex fremme og græde mig igennem den, sådan som jeg har forstået, andre før mig har gjort under deres gennemlæsninger. Det var dog først, da jeg kom til det sidste kapitel, jeg måtte lade tårerne falde. Det gjorde de til gengæld også i stor stil.

Rammen om hele romanens fortælling er virkelig gennemtænkt. Begyndelsen er enden, og enden er en begyndelse. Det er meget smukt, også rent symbolsk. Jeg sidder med en følelse af at skulle læse bogen igen for at forstå endnu flere facetter af den måde, bogens komposition spiller sammen med indholdet.

Flere har udtalt sig om denne bog som en fortælling om en pige med en ualmindelig hård barndom. En pige, der i det stille kæmpede med dysfunktionelle forældre og en spirende identitetskrise særlig foranlediget af, at hun efterhånden erkendte, at hun var lesbisk. Og det er da også rigtigt.

Indimellem måtte jeg lægge bogen fra mig, fordi jeg blev så træt og vred. Jeg genkendte så mange mønstre i de beskrivelser, hun lavede af de voksne i hendes familie. Leonora Christina beskriver så fint, hvordan tankegange og handlemønstre kan gå i arv – i en familie, hvor man siger “det taler vi ikke om, men vi kan godt tale omkring det længe”. Hun har været en pige – og senere kvinde – der stod i spænd mellem forskelligartede hensyn. Først hensynet til sine forældre, der uden tvivl havde deres egne udfordringer.

Mine forældre var to skyskrabere, der rykkede tættere på mig og truede med at knuse mig fuldstændig, og jeg kunne ikke gøre andet end at undskylde, før jeg blev udslettet, men min anger var iblandet raseri. Hvor er du fej, mor, tænkte jeg. Du sladrer jo bare til far, fordi du ikke selv kan klare dig.

Sidenhen stod hun mellem hensynet til sine forældre, sin mormor – og sig selv. Hun har fået dårlig samvittighed ind med modermælken – og familien holder fint den sorte samvittighed i skak i deres måde at være på. Christina bliver brugt som lynafleder for ALT, og jeg kan ikke sætte ord på, hvor meget jeg føler med hende i forhold til alle de helt umulige ting, hun har måttet lægge øre til fra sin familie gennem tiden. Leonora Christina beskriver persongalleriet på en ikke-karrikeret måde. Jeg synes, hun formår at få de facetter med, der netop gør, at man bliver fastholdt i en relation med mennesker, som kan være rigtig tunge og svære at have med at gøre. For der er små åbninger – små parenteser – i alle mennesker, som dæmmer op for håbet. Håbet om, at det hele bliver bedre. Håbet om, at man snart bliver set for den, man er og det, man gør. Håbet om at blive elsket betingelsesløst.

Som jeg ser det, har Leonora Christina Skov haft en opvækst præget af betingelser. Livet har været særlig centreret om en mor, der boede i en evig og ikke-perspektivbevidst offerrolle. En sådan offerrolle, som kan suge alt og alle omkring den med ind i det sorte, forkvaklede og teatralske univers, en sådan offerrolle kan skabe. Hendes far er blevet suget ind i det univers, fordi det passede så glimrende til hans sort-hvide tankegang om verden. Og mænd vil gerne gøre deres kvinder glade. Det er et succeskriterie for en mand at holde sin kvinde glad. Koste, hvad det koste vil – tilsyneladende også forholdet til sin datter. Offerrollen sad mormoderen uden tvivl også fast i. Der var underspillet drama, skyld og skam alle vegne i den del af bogen, der handlede om Christinas opvækst. Det ville have været let at fortsætte ad den vej – men det gjorde Leonora Christina ikke.

Der foreligger ingen tvivl om, at det har været en usigelig stor kamp for hende at lytte til sin indre stemme. For hun har også altid “den gode datter” indeni, som fortæller hende, hvordan hun bør være. Samvittigheden, som gennem formuleringer fra hendes forældre, fortæller hende, hvordan livet bør være. Når man er vokset op i et hjem med stramme regler og meget faste verdensbilleder, kan det være svært at ryste af sig – også selv om man er anderledes indeni. Jeg synes, følgende citat meget godt beskriver den dobbelthed, der ligger i at lytte til sig selv – også når dét at lytte til sig selv bliver på bekostning af andre (et tema, der i øvrigt ræsonnerer fuldstændig sindssygt ind i mit eget liv for tiden):

Det føltes som en ren bodshandling. Et kæmpestort UNDSKYLD skrevet med trylletusser hen over de sidste tyve år. Undskyld, at jeg blev født. Undskyld, at jeg flyttede hjemmefra og skabte mig det liv, jeg drømte om. Undskyld, at jeg sprang ud, også offentligt. Undskyld, at jeg nægtede at leve alene eller komme hjem og spille single. Undskyld, at jeg havde et godt forhold til min mormor. Undskyld, også, at jeg ikke fik mig et almindeligt job, men blev forfatter, og undskyld, at det ikke er brødløst.” 

Jeg græd mig igennem det sidste kapitel. Jeg græd, fordi jeg synes, det er så smukt og stort at kunne finde styrke til at skrive en sådan bog – at kunne finde styrke til at lytte til sin indre stemme om dét, man må gøre. Jeg græd, fordi bogen bekræfter mig i mange af de ting, jeg selv tænker ofte: at ærligheden er den stærkeste kraft, vi har. Ærligheden kan skille os ad eller bringe os tættere på hinanden (og som jeg forstår det, har Leonora Christina med udgivelsen af denne bog fået et tættere forhold til sin far – dét er da smukt!) Og kærligheden til en selv må altid komme først – også selv om den er på bekostning af andre. Det er hård, men vigtig læring, hvis man vil leve et liv i overensstemmelse med sig selv.

Jeg kan umuligt sætte mig ind i den barndom, Christina Skov har haft. Men det spirende voksenliv, som det beskrives af Leonora Christina – dét vækker genklang i så mange ting og kampe inde i mig selv. Derfor læste jeg mindst lige så meget hendes roman som en fortælling om en ualmindelig stærk kvinde. En kvinde, der som barn havde en endog meget gennemtrængende følelse af, hvem hun i virkeligheden var inde bag alle lagene. En kvinde, der til trods for en meget stor og familierelateret samvittighed (no wonder why!), lyttede til sin indre stemme og af flere omgange brød fri. Måske brød hun i virkeligheden først helt ud af samvittighedens onde, sorte fængsel, da hun udgav denne bog. Måske kan man aldrig rigtig bryde fri fra sin opvækst – well, det kan jeg kun gisne om.

Leonora Christina Skov, hvis du nogensinde læser dette: dine smukke ord har talt lige ind i mit hjerte. Dine formuleringer og kloge metaforer skabte så mange vilde billeder inde i min hjerne undervejs. Jeg skal læse din bog igen. Og jeg skal læse flere af dine bøger – det ligger helt fast! Men vigtigst af alt: du bekræfter mig med denne bog i, at man skal lytte til sig selv, uanset hvor ondt det gør. Indeni mig hvisker og prikker ordene til mig om også en dag at dele noget af min historie. Og selv om den ingenlunde ligner din, så er der temaer, jeg kan genkende. Og nu mærker jeg i stigende grad modet til som 31-årig at gøre det, jeg altid selv prædiker: være helt ærlig. Så godt som, i hvert fald. Jeg har længe sagt til mig selv, at jeg vil skrive en bog – men jeg har ikke turdet gå rigtigt i gang, fordi jeg ikke aner, hvordan jeg er ærlig og tager hensyn til omverden på samme tid. Dine ord og din bog har fået mig til at indse, at det ikke handler om at turde. Det handler om at gøre det, man må gøre, fordi ens indre siger det.

TAK!

27881059_298779590649898_3130464064187138048_n(1)