Det knirker

by sissemoelgaardpoulsen

Og det knirker.

Det knirker i min krop som det knirker under mine fødder i den sne, der helt uskyldsrent har lagt sig på jordens overflade i det område af verden, hvor jeg befinder mig.

Det knirker, fordi det er dét, der sker, når sneen giver plads til mig og min vægt.

Det knirker, men jeg kan næsten ikke høre det, for sneen pisker mig i ansigtet og ind i øregangene. Mine øjne bliver til sprækker, og det er ikke kun for at beskytte mig fra sneens vold mod mine øjeæbler; det er fordi, jeg smiler.

Jeg smiler, fordi sneen knirker og lammer mine kinder og lyser min verden op og lader mig mærke, at jeg er her.

Jeg stiller mig midt i den lille park ved Læssøesgade. Så står jeg dér. Jeg er den eneste i nærheden. Så jeg svajer, mens jeg kigger mod himmelhvælvingen.

Min tunge rækker ud efter de talrige fnug. De strejfer min tunges våde varme, som fluks får dem til at skifte form. Min mund og mit ansigt er vådt af sne, som jeg helt selv har tøet op bare ved at stå ude i verden og eksistere.

Jeg smiler stadig. Kommer til at tænke på Super Carla. Jeg får straks et indre soundtrack til at spille: Rolling Stones – She’s a Rainbow. Drejer prøvende rundt om mig selv og forestiller mig, at jeg har en sort kappe på. Jeg ved, at folk kan se mig, hvis de altså kigger. Men jeg kan ikke selv se noget. Og lige nu er jeg Super Karla.

Det knirker, mens jeg drejer rundt. Jeg kan ikke høre det, men jeg kan mærke det.

Verden er for en stund indhyllet i hvid kulde, der skaber både ro og kaos i lille Danmark.

Det knirker. Og jeg sætter uendelig pris på at være her til at kunne mærke det.

12694639_10153425924157939_5987850675338662533_o