Faldskærmssystem

by sissemoelgaardpoulsen

På mange måder er systemet et paradoks for mig. Systemet er her blandt andet for at hjælpe de syge og de, der kæmper med livet på forskellig vis. Systemet er et redningsnet. Systemet er en faldskærm.

Men man skal vide, hvordan man bruger en faldskærm. Hvis man ikke gør de rigtige ting på det rigtige tidspunkt, folder den sig simpelthen ikke ud. Og så kan man komme meget galt afsted.

Jeg har det for tiden så tilpas dårligt, at jeg passer ind i en af de kasser, der gør, at jeg kan få en henvisning til en psykolog. Det er en mulighed, jeg sætter stor pris på. Der er ikke meget at rutte med på sygedagpenge, så psykolog er ikke noget af det, jeg føler, jeg har råd til. Ironisk nok har jeg fået det dårligt, FORDI jeg er i systemet og står meget usikkert i forhold til fremtiden og økonomi. Men nu forstår jeg alligevel, hvorfor folk nogle gange vælger at kaste penge, de ikke har, efter problemet.

Når man får en henvisning, skal man finde ud af hvilke psykologer, man kan komme ind hos – altså hvilke psykologer, der overhovedet er en del af henvisningssystemet. Herefter skal de kontaktes. Nogle på mail, nogle i telefontiden. Nogle udelukker jeg på forhånd baseret på afstand og/eller rygte. Ja, jeg er vel kræsen, når det kommer til mit mentale helbred. Kemi er en afgørende faktor.

Jeg har kontaktet 10+ psykologer. Historierne er næsten de samme:

Ja, du kan få en tid efter sommerferien.”

“Jeg har simpelthen lukket for tilgang af patienter, fordi jeg er fuldt booket.”

“Jeg kan ikke tage dig ind, jeg har for travlt, men jeg kan henvise til min kollega Xx, der dog ikke er en del af sygesikringen.”

Man bliver træt. Håbet svinder. For mit vedkommende tænker jeg, at jeg nok skal klare den. Til sommer er mit angstproblem sikkert alligevel væk. Men det er jo NU, det er svært. Det er NU, hjælpen skal sætte ind. Det er NU, faldskærmen skal foldes ud. Jeg har håb for mig selv. Det er ikke fordi, jeg står på randen af en afgrund så dyb, at jeg aldrig vil komme op af den. Men jeg kæmper på daglig basis med de angsttanker, der ellers forlod mig for mange år siden. Jeg mærker dem snige sig ind på min personlighed og den handlefrihed, jeg ellers længe har nydt at have i mit liv igen. Og jeg ved godt, hvordan det bliver, hvis jeg lader angsten overtage.

Så jeg tager kampen op og indrømmer, at jeg har det skidt. Jeg søger hjælp. Men selv om staten giver penge til psykologbehandling, er der et loft for, hvor mange der kan få den hjælp. Så vi sættes i kø. I kø til et bedre liv. I kø, mens vi koster systemet penge. I kø, mens systemet vil have, vi gør tiltag, så vi kan få det bedre, så vi kan blive raske og bidrage til samfundet.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på de mennesker, der er dårligere stillede end jeg. JA, jeg har en kronisk sygdom og har som følge af hele sygemeldingsforløbet og usikkerheden fået angstproblematikker. Men jeg har handlekraft, intellekt og kampgejst. Jeg har ikke givet op og mistet håbet. Kun glimtvis, i hvert fald. Jeg skal nok klare den. Jeg gør, hvad jeg kan.

Men der er mennesker, der er så deprimerede, at de knap orker gribe telefonen eller skrive en mail. Måske går de ikke engang til lægen for at få en henvisning. Måske ved de ikke engang, de kan få en henvisning. Og hvis man så endelig gør sig den kraftanstrengelse, det er at henvende sig efter hjælp – så får man det kæmpe smæk i hovedet: “Du skal selv navigere efter hjælpen og finde det rette sted. Og der er minimum 6 måneders ventetid. Alternativt kan du søge længere væk efter hjælpen. Vi håber, du kan holde ud imens. Ellers kan du selvfølgelig altid vælge at betale fuld pris.”

Personligt har jeg fået en psykologtid i næste uge. Det ved jeg ikke engang, om jeg har det godt med. Jeg henvendte mig hos en psykologpraksis, der havde “en psykolog til alle jer, der har ramt bunden i systemet. Alle jer, der ikke kan komme ind nogle steder på grund af den sindssyge ventetid. Alle resterne.” Jeg har fået tiden uden om min henvisning. Til studiepris. Hvis man er medlem af Sygesikring Danmark, er prisen NÆSTEN den samme, som hvis man var på en almindelig henvisning med tilskud. Det vil sige, at man skal give 250 kroner pr. gang modsat 100 kroners egenbetaling på henvisningen. Jeg sagde ja til tiden. Jeg mener, det gør man jo.

Men jeg gør det med et tungt hjerte, mens jeg tænker, at der fandme er noget galt i Danmark.

Jeg har ikke ondt af mig selv. Jeg er på mange måder et priviligeret menneske.

Men jeg får ondt i maven ved tanken om de, der bliver tabt undervejs. Jeg forstår sgu godt, hvis de ikke orker den her mølle. Man har altid ansvaret for sit eget liv og velvære – det er jeg langt hen ad vejen tilhænger af. Men når man har det så skidt, at man knap magter at opretholde en nogenlunde daglig rutine, så har man brug for, der er nogle, der tager over. Har man ikke et ressourcestærkt netværk, så må systemet træde ind.

Jeg håber, der snart bliver designet en større faldskærm med selvudløser. Det ser ud som om, der er brug for det.