Start på 2018 – en dystopi

by sissemoelgaardpoulsen

Vinden blæser og mine fødder bærer mig langs vandkanten. Der ligger smukke muslinger og betragter mig nedefra, mens jeg kigger ud mod horisontlinjen. Her lugter af tang og salt og råddenskab og vandet er næsten lige så gråt som himlens dovent formede skyer. Det er første dag i 2018 og jeg er aldrig trådt ind i et år med så lidt vished om dets forløb som nu. Jeg mener, man ved selvfølgelig aldrig, hvad fremtiden bringer, men man kan ofte have en køreplan eller en meget klar idé om, hvad der skal ske. Jeg ved intet. I dag erkender jeg blankt, at jeg befinder mig i en form for krise. De positive mennesker siger, at man skal se et sammenbrud som et opbrud, der skaber nye muligheder, og jeg ved godt, at sandheden også kan være sådan. Men jeg er tryghedsorienteret og faktum er, at jeg går et år i møde, hvor jeg ikke ved, hvilket økonomisk grundlag, jeg får. Jeg ved ikke, hvordan mit fremtidige arbejdsliv vil komme til at se ud. Jeg ved ikke, hvad jeg kan eller hvor meget, jeg kan det. Jeg sidder i systemet og jeg vil gerne ud af det og være i noget andet. Men lige nu er jeg i systemet for at passe på mig selv, og jeg kan ikke se, hvilken vej der vil være den bedste at gå fremover. Om tre dage har jeg et møde med min sagsbehandler. Før jul fortalte jeg hende, at det ikke gik efter planen med min praktik, og at jeg må gå væsentligt ned i tid igen. 10 timer pr uge, tænker jeg. Mit ego lider under den erkendelse. Hun har bedt mig tage stilling til, hvad jeg har brug for, der skal ske efter den 31. januar, hvor min praktik i princippet stopper. Jeg har ikke kunnet tænke på det hen over julen. Min jul har krævet kræfter af mig. Jeg nåede aldrig ned i gear i denne ferie. Jeg har brugt kræfter, jeg næsten ikke havde. Jeg ved ikke, hvorfor jeg kan rumme så lidt for tiden. Jeg ved ikke, hvad mit dyk skyldes. Jeg er ærlig talt træt af at skulle måle og veje mig selv. Jeg orker ikke flere møder og mere evaluering. Jeg orker ikke tage stilling til fremtiden. Jeg vil gerne gemme mig. Lave strudsen på det hele. Kan jeg ikke godt bare sidde her i skumringen og skrive for evigt? Jeg vil gerne flytte ud i en skov og kigge ind i et bål. Det ved jeg godt, hvad betyder – at jeg har brug for ro. At jeg skal passe på mig selv. At det hele er lidt for meget. Angsten er på vagt i min krop, den vækkes ofte for at passe på mig, og jeg ved ikke, om jeg lytter, for angsten er på en gang min ven og min fjende; jeg skal lytte til den, men jeg skal ikke lytte for meget til den. Hvis jeg bliver bange for angsten, er det først, jeg forsvinder.

Jeg er så dobbelt.

For jeg er klog, og jeg kan godt være positiv og handlekraftig og dygtig og god til mennesker og charmerende og sjov og en gevinst i mange sammenhænge. Jeg ved, at jeg har hele pakken. Jeg ved, at jeg er rigtig god.

Men det er ikke den Sisse, jeg kan være lige for tiden. Lige nu er jeg Den Anden Sisse; den, der er bekymret og ængstelig og omskiftelig og forvirret og som har smerter og er træt-træt-træt. Jeg gider ikke være Den Anden Sisse, den jeg er lige nu, men jeg er i krise, så jeg kan ikke andet, og det er jo også mig, det her. Det hele er mig. Er der ikke nok nogen, der vil tage mig i hånden og fortælle mig, hvad man skal gøre, når man har fået en sygdom, det er svært at leve et helt normalt arbejdsliv sammen med? Hvad man skal gøre, når man forsøger på een og samme gang både at komme op i timetal i en praktik, hvor man samtidig også forsøger at skabe sig en ny professionel rolle i en arbejdsfunktion, man aldrig har prøvet før? Jeg ved helt ærligt ikke, om jeg kan begge dele på en gang. Men jeg kan heller ikke være lærer igen.

Helt ærligt. Hvordan gør man?

Om tre dage skal jeg fortælle min sagsbehandler, hvad jeg kunne have brug for, der sker, når min praktik udløber den 31. januar. Lige nu er jeg helt blank. Jeg aner ikke, hvad jeg har brug for. Andet end en plan. Jeg har brug for at have en plan, så jeg ikke forsvinder. Men ikke en plan, der kører mig så hårdt, at jeg bliver en bløppet masse igen. Jeg har brug for at have noget at tro på.

Det er den 1. januar 2018 og jeg tillader mig selv at starte året med at være i tvivl. Om det hele. Jeg ved af erfaring, at jeg ikke vil have det sådan her for evigt. Jeg ved, at min drivkraft vil vække mig i det sekund, overskuddet rammer mig igen. Men lige nu har jeg ikke noget at give af. Jeg har ikke mere brændstof. Jeg er forvirret og jeg vil alt og ingenting. Men mest af alt vil jeg bare godt lige blive kampklar igen. Jeg har mere eller mindre været en del af systemet igennem de sidste tre år – de seneste 8 måneder på fuld tid uden job at vende tilbage til. Det var ikke det, jeg havde forventet af mig selv. Jeg ser mig selv som et kompetent menneske. Et menneske med endog meget gode evner for ret mange ting. Jeg har altid tænkt, at man bør udnytte sine evner. Jeg har altid tænkt, at jeg skulle være noget stort og flot, fordi jeg var klog. På den front har jeg ikke lavet andet end at skuffe mig selv. Men nu laver jeg en mindelund for De Storslåede Forventninger. Det nytter ikke noget; de må stedes til hvile. Lige nu skal jeg bare fungere. Sigte lavt. Sluge kameler. Tilgive mig selv, at jeg nok ikke bliver storslået eller normalspeciel.

Det kræver næsten, at man er rask, for at kunne holde til at være syg, siger de. Lige nu synes jeg faktisk, de har ret. Også selv om stemmen indeni mig hvisker “Hold nu kæft, du er jo ikke sådan rigtigt syg, du er jo bare pivet og følsom som altid, LorteSisse. Hvis du bare tager dig sammen og knokler løs og vender det hele om til noget positivt, så kunne du jo godt klare den. Du kunne sikkert godt tænke dig rask, hvis du virkelig prøvede. Men det gør du ikke, du giver slip og giver op og giver los. Tag dig sammen.”

Jeg vil ikke lytte til den stemme, for selv om den får mig i tvivl, så ved jeg sgu godt, at hvis jeg havde kunnet tænke mig mere velfungerende, så havde jeg gjort det for længst. For er der noget, jeg er, så er det stædig. Stædig og ambitiøs og fuld af drivkraft. Bortset fra, når jeg ikke har kræfter til det.

Det er den 1. januar 2018 og jeg har aldrig været så meget i tvivl om mit livsgrundlag før. Samtidig har jeg aldrig elsket mig selv højere, og hvis det at elske mig selv og tage hensyn til min krop betyder, at jeg skal kæmpe med mine forventninger til voksenlivet og hele systemet, so be it.

Jeg vælger at trække vejret ned i maven. Jeg vælger at være i tvivl. Jeg gør det åbent. Du kan se lige igennem mig. Jeg holder ikke noget skjult. Hvorfor skulle jeg?

Jeg aner ikke, hvor jeg ender i 2018. Men jeg håber, det bliver en smuk rejse. Så kan destinationen sådan set være ligemeget. Altså, i princippet.

På vej hjem fra stranden blæste en medvind mig op ad bakken mod Skt. Pauls Kirke. Måske har jeg mere medvind i sigte.

Jeg skal bare turde stille mig ud i blæsten for at opdage det.

Jeg føler mig helt blæst, så jeg vil gerne blæses igennem. Blæses omkuld. Blæse og have mel i munden. Være borte med blæsten eller bare sige “blæse være med det”.

Men nye vinde blæser. Og svaret blæser i vinden forude. Så må jeg vente at se, hvilken vej vinden blæser.

Uanset hvad blæser jeg det hele et stykke og udgiver dette indlæg. Det er langt og tungt, men det vil jeg blæse på.

For ordene er mine.

Lige gyldig hvad, har jeg noget med ord.