Brudstykker af 2017 i rim

by sissemoelgaardpoulsen

2017, du har været vild, du har revet mig rundt i din manege. Du har slået mig hjem i Ludo og du har genfødt mig, du har på mange måder været min vildeste antitese.

Jeg sluttede 2016 af som en, der følte sig meget ensom. Men 2017 har på den front vist sig at overhale min ensomhed indenom.

Jeg har fået flere bekendtskaber end jeg lige umiddelbart kan tælle til, jeg føler jeg har vundet den store gevinst i det sociale spil.

Jeg har stillet mig op på scener og læst tekster om at være nede. Jeg har siddet på venteværelser i kommunalt sygedagpengeregi, mens jeg mærkede mine håndflader og røvballer svede.

Jeg har udfyldt sygehusskemaer til punkt og prikke, jeg har stået på kanten af at sige farvel til et lærerarbejdsliv og mærket mig selv panikke.

Jeg har givet slip og min krop har gentagne gange i processen tvunget mig til at lære at gå glip.

Jeg har indimellem været på dates med søde og dejlige mænd, men mine sår fra dengang for mange år siden er stadig ikke let at glem’, så når nogen en sjælden gang kommer for tæt på, går jeg i panik og finder åbenbart altid en flugthulskattelem.

Det er helt klart noget, jeg har tænkt mig at arbejde på, mine gamle sår skal sgu ikke være skyld i, at mit kærlighedsliv fremover skal gå i stå.

For mit hjerte står åbent, men murene omkring det er høje, og skal jeg være helt ærlig, så vil jeg edderbroderemig heller ikke lade mig nøje

Jeg er også ved at være færdig med at skælde så meget ud på mig selv, selv om jeg ellers er ret god til det, når jeg først går i gang, taler jeg mit ego halvt ihjel.

Jeg har stået nøgen foran spejlet og taget billeder af min krop, for selv om den har fået bløde former, må selvtilliden vel stadig gerne være i top. Det med at tale pænt om mig selv er noget jeg har øvet mig intensivt på, og jeg kan mærke, at den proces aldrig går i stå.

Det endte med at blive en selvkærlighedsrejse større end mig selv, mange instagramfølgere valgte at lade sig inspirere til at gøre det samme for at betale af på deres selvkærlighedsgæld.

Mon ikke vi alle sammen skylder os selv lidt i banken – jeg tror ret meget på tanken.

2017 har givet mig mod, tungen på gled og stolte tårer. Jeg kan mærke blodet løbe heftigt i mine årer.

Mit hjerte banker mere end nogensinde før for ord og mennesker, det synes jeg også, jeg kan udlede af 2017s hændelser.

Noget jeg ikke sådan lige glemmer er, da jeg åbnede døren for 8 kvinder jeg ikke kender.

Vi sad i min stue og talte om at dele, og den aften bød på lidt af det hele.

Der var så meget kærlighed at mit hjerte føltes som om, det skulle gå en smule af led.

Nøgleordet dette år har som altid været balance. Det mærker jeg allertydeligst, når jeg er ude af kadence.

Noget af det største for mig i 2017 har været, at jeg på yogamåtten fandt ud af, at det gjorde så meget mere end bare at kunne fremstille sig selv fleksibel og blæret.

Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg igen og igen har indset vigtigheden af at komme ned i kroppen. Jeg har strukket ud og givet slip og nogle gange hulkegrædt på måtten.

Yoga minder mig om at jeg skal være tro mod mig selv. Og med lige præcis dé ord som de sidste, vil jeg lade året gå på hæld.

Jeg springer ind i 2018 med en uendelig mængde tvivl om fremtiden og dens indhold. Men jeg er åben og vendt på vrangen med alle mine indvolde.

Der må være noget godt og meningsfuldt i sigte.

Om ikke andet vil jeg aldrig stoppe med at digte.