Noget Med Ord

Month: januar, 2018

Faldskærmssystem

På mange måder er systemet et paradoks for mig. Systemet er her blandt andet for at hjælpe de syge og de, der kæmper med livet på forskellig vis. Systemet er et redningsnet. Systemet er en faldskærm.

Men man skal vide, hvordan man bruger en faldskærm. Hvis man ikke gør de rigtige ting på det rigtige tidspunkt, folder den sig simpelthen ikke ud. Og så kan man komme meget galt afsted.

Jeg har det for tiden så tilpas dårligt, at jeg passer ind i en af de kasser, der gør, at jeg kan få en henvisning til en psykolog. Det er en mulighed, jeg sætter stor pris på. Der er ikke meget at rutte med på sygedagpenge, så psykolog er ikke noget af det, jeg føler, jeg har råd til. Ironisk nok har jeg fået det dårligt, FORDI jeg er i systemet og står meget usikkert i forhold til fremtiden og økonomi. Men nu forstår jeg alligevel, hvorfor folk nogle gange vælger at kaste penge, de ikke har, efter problemet.

Når man får en henvisning, skal man finde ud af hvilke psykologer, man kan komme ind hos – altså hvilke psykologer, der overhovedet er en del af henvisningssystemet. Herefter skal de kontaktes. Nogle på mail, nogle i telefontiden. Nogle udelukker jeg på forhånd baseret på afstand og/eller rygte. Ja, jeg er vel kræsen, når det kommer til mit mentale helbred. Kemi er en afgørende faktor.

Jeg har kontaktet 10+ psykologer. Historierne er næsten de samme:

Ja, du kan få en tid efter sommerferien.”

“Jeg har simpelthen lukket for tilgang af patienter, fordi jeg er fuldt booket.”

“Jeg kan ikke tage dig ind, jeg har for travlt, men jeg kan henvise til min kollega Xx, der dog ikke er en del af sygesikringen.”

Man bliver træt. Håbet svinder. For mit vedkommende tænker jeg, at jeg nok skal klare den. Til sommer er mit angstproblem sikkert alligevel væk. Men det er jo NU, det er svært. Det er NU, hjælpen skal sætte ind. Det er NU, faldskærmen skal foldes ud. Jeg har håb for mig selv. Det er ikke fordi, jeg står på randen af en afgrund så dyb, at jeg aldrig vil komme op af den. Men jeg kæmper på daglig basis med de angsttanker, der ellers forlod mig for mange år siden. Jeg mærker dem snige sig ind på min personlighed og den handlefrihed, jeg ellers længe har nydt at have i mit liv igen. Og jeg ved godt, hvordan det bliver, hvis jeg lader angsten overtage.

Så jeg tager kampen op og indrømmer, at jeg har det skidt. Jeg søger hjælp. Men selv om staten giver penge til psykologbehandling, er der et loft for, hvor mange der kan få den hjælp. Så vi sættes i kø. I kø til et bedre liv. I kø, mens vi koster systemet penge. I kø, mens systemet vil have, vi gør tiltag, så vi kan få det bedre, så vi kan blive raske og bidrage til samfundet.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på de mennesker, der er dårligere stillede end jeg. JA, jeg har en kronisk sygdom og har som følge af hele sygemeldingsforløbet og usikkerheden fået angstproblematikker. Men jeg har handlekraft, intellekt og kampgejst. Jeg har ikke givet op og mistet håbet. Kun glimtvis, i hvert fald. Jeg skal nok klare den. Jeg gør, hvad jeg kan.

Men der er mennesker, der er så deprimerede, at de knap orker gribe telefonen eller skrive en mail. Måske går de ikke engang til lægen for at få en henvisning. Måske ved de ikke engang, de kan få en henvisning. Og hvis man så endelig gør sig den kraftanstrengelse, det er at henvende sig efter hjælp – så får man det kæmpe smæk i hovedet: “Du skal selv navigere efter hjælpen og finde det rette sted. Og der er minimum 6 måneders ventetid. Alternativt kan du søge længere væk efter hjælpen. Vi håber, du kan holde ud imens. Ellers kan du selvfølgelig altid vælge at betale fuld pris.”

Personligt har jeg fået en psykologtid i næste uge. Det ved jeg ikke engang, om jeg har det godt med. Jeg henvendte mig hos en psykologpraksis, der havde “en psykolog til alle jer, der har ramt bunden i systemet. Alle jer, der ikke kan komme ind nogle steder på grund af den sindssyge ventetid. Alle resterne.” Jeg har fået tiden uden om min henvisning. Til studiepris. Hvis man er medlem af Sygesikring Danmark, er prisen NÆSTEN den samme, som hvis man var på en almindelig henvisning med tilskud. Det vil sige, at man skal give 250 kroner pr. gang modsat 100 kroners egenbetaling på henvisningen. Jeg sagde ja til tiden. Jeg mener, det gør man jo.

Men jeg gør det med et tungt hjerte, mens jeg tænker, at der fandme er noget galt i Danmark.

Jeg har ikke ondt af mig selv. Jeg er på mange måder et priviligeret menneske.

Men jeg får ondt i maven ved tanken om de, der bliver tabt undervejs. Jeg forstår sgu godt, hvis de ikke orker den her mølle. Man har altid ansvaret for sit eget liv og velvære – det er jeg langt hen ad vejen tilhænger af. Men når man har det så skidt, at man knap magter at opretholde en nogenlunde daglig rutine, så har man brug for, der er nogle, der tager over. Har man ikke et ressourcestærkt netværk, så må systemet træde ind.

Jeg håber, der snart bliver designet en større faldskærm med selvudløser. Det ser ud som om, der er brug for det.

Start på 2018 – en dystopi

Vinden blæser og mine fødder bærer mig langs vandkanten. Der ligger smukke muslinger og betragter mig nedefra, mens jeg kigger ud mod horisontlinjen. Her lugter af tang og salt og råddenskab og vandet er næsten lige så gråt som himlens dovent formede skyer. Det er første dag i 2018 og jeg er aldrig trådt ind i et år med så lidt vished om dets forløb som nu. Jeg mener, man ved selvfølgelig aldrig, hvad fremtiden bringer, men man kan ofte have en køreplan eller en meget klar idé om, hvad der skal ske. Jeg ved intet. I dag erkender jeg blankt, at jeg befinder mig i en form for krise. De positive mennesker siger, at man skal se et sammenbrud som et opbrud, der skaber nye muligheder, og jeg ved godt, at sandheden også kan være sådan. Men jeg er tryghedsorienteret og faktum er, at jeg går et år i møde, hvor jeg ikke ved, hvilket økonomisk grundlag, jeg får. Jeg ved ikke, hvordan mit fremtidige arbejdsliv vil komme til at se ud. Jeg ved ikke, hvad jeg kan eller hvor meget, jeg kan det. Jeg sidder i systemet og jeg vil gerne ud af det og være i noget andet. Men lige nu er jeg i systemet for at passe på mig selv, og jeg kan ikke se, hvilken vej der vil være den bedste at gå fremover. Om tre dage har jeg et møde med min sagsbehandler. Før jul fortalte jeg hende, at det ikke gik efter planen med min praktik, og at jeg må gå væsentligt ned i tid igen. 10 timer pr uge, tænker jeg. Mit ego lider under den erkendelse. Hun har bedt mig tage stilling til, hvad jeg har brug for, der skal ske efter den 31. januar, hvor min praktik i princippet stopper. Jeg har ikke kunnet tænke på det hen over julen. Min jul har krævet kræfter af mig. Jeg nåede aldrig ned i gear i denne ferie. Jeg har brugt kræfter, jeg næsten ikke havde. Jeg ved ikke, hvorfor jeg kan rumme så lidt for tiden. Jeg ved ikke, hvad mit dyk skyldes. Jeg er ærlig talt træt af at skulle måle og veje mig selv. Jeg orker ikke flere møder og mere evaluering. Jeg orker ikke tage stilling til fremtiden. Jeg vil gerne gemme mig. Lave strudsen på det hele. Kan jeg ikke godt bare sidde her i skumringen og skrive for evigt? Jeg vil gerne flytte ud i en skov og kigge ind i et bål. Det ved jeg godt, hvad betyder – at jeg har brug for ro. At jeg skal passe på mig selv. At det hele er lidt for meget. Angsten er på vagt i min krop, den vækkes ofte for at passe på mig, og jeg ved ikke, om jeg lytter, for angsten er på en gang min ven og min fjende; jeg skal lytte til den, men jeg skal ikke lytte for meget til den. Hvis jeg bliver bange for angsten, er det først, jeg forsvinder.

Jeg er så dobbelt.

For jeg er klog, og jeg kan godt være positiv og handlekraftig og dygtig og god til mennesker og charmerende og sjov og en gevinst i mange sammenhænge. Jeg ved, at jeg har hele pakken. Jeg ved, at jeg er rigtig god.

Men det er ikke den Sisse, jeg kan være lige for tiden. Lige nu er jeg Den Anden Sisse; den, der er bekymret og ængstelig og omskiftelig og forvirret og som har smerter og er træt-træt-træt. Jeg gider ikke være Den Anden Sisse, den jeg er lige nu, men jeg er i krise, så jeg kan ikke andet, og det er jo også mig, det her. Det hele er mig. Er der ikke nok nogen, der vil tage mig i hånden og fortælle mig, hvad man skal gøre, når man har fået en sygdom, det er svært at leve et helt normalt arbejdsliv sammen med? Hvad man skal gøre, når man forsøger på een og samme gang både at komme op i timetal i en praktik, hvor man samtidig også forsøger at skabe sig en ny professionel rolle i en arbejdsfunktion, man aldrig har prøvet før? Jeg ved helt ærligt ikke, om jeg kan begge dele på en gang. Men jeg kan heller ikke være lærer igen.

Helt ærligt. Hvordan gør man?

Om tre dage skal jeg fortælle min sagsbehandler, hvad jeg kunne have brug for, der sker, når min praktik udløber den 31. januar. Lige nu er jeg helt blank. Jeg aner ikke, hvad jeg har brug for. Andet end en plan. Jeg har brug for at have en plan, så jeg ikke forsvinder. Men ikke en plan, der kører mig så hårdt, at jeg bliver en bløppet masse igen. Jeg har brug for at have noget at tro på.

Det er den 1. januar 2018 og jeg tillader mig selv at starte året med at være i tvivl. Om det hele. Jeg ved af erfaring, at jeg ikke vil have det sådan her for evigt. Jeg ved, at min drivkraft vil vække mig i det sekund, overskuddet rammer mig igen. Men lige nu har jeg ikke noget at give af. Jeg har ikke mere brændstof. Jeg er forvirret og jeg vil alt og ingenting. Men mest af alt vil jeg bare godt lige blive kampklar igen. Jeg har mere eller mindre været en del af systemet igennem de sidste tre år – de seneste 8 måneder på fuld tid uden job at vende tilbage til. Det var ikke det, jeg havde forventet af mig selv. Jeg ser mig selv som et kompetent menneske. Et menneske med endog meget gode evner for ret mange ting. Jeg har altid tænkt, at man bør udnytte sine evner. Jeg har altid tænkt, at jeg skulle være noget stort og flot, fordi jeg var klog. På den front har jeg ikke lavet andet end at skuffe mig selv. Men nu laver jeg en mindelund for De Storslåede Forventninger. Det nytter ikke noget; de må stedes til hvile. Lige nu skal jeg bare fungere. Sigte lavt. Sluge kameler. Tilgive mig selv, at jeg nok ikke bliver storslået eller normalspeciel.

Det kræver næsten, at man er rask, for at kunne holde til at være syg, siger de. Lige nu synes jeg faktisk, de har ret. Også selv om stemmen indeni mig hvisker “Hold nu kæft, du er jo ikke sådan rigtigt syg, du er jo bare pivet og følsom som altid, LorteSisse. Hvis du bare tager dig sammen og knokler løs og vender det hele om til noget positivt, så kunne du jo godt klare den. Du kunne sikkert godt tænke dig rask, hvis du virkelig prøvede. Men det gør du ikke, du giver slip og giver op og giver los. Tag dig sammen.”

Jeg vil ikke lytte til den stemme, for selv om den får mig i tvivl, så ved jeg sgu godt, at hvis jeg havde kunnet tænke mig mere velfungerende, så havde jeg gjort det for længst. For er der noget, jeg er, så er det stædig. Stædig og ambitiøs og fuld af drivkraft. Bortset fra, når jeg ikke har kræfter til det.

Det er den 1. januar 2018 og jeg har aldrig været så meget i tvivl om mit livsgrundlag før. Samtidig har jeg aldrig elsket mig selv højere, og hvis det at elske mig selv og tage hensyn til min krop betyder, at jeg skal kæmpe med mine forventninger til voksenlivet og hele systemet, so be it.

Jeg vælger at trække vejret ned i maven. Jeg vælger at være i tvivl. Jeg gør det åbent. Du kan se lige igennem mig. Jeg holder ikke noget skjult. Hvorfor skulle jeg?

Jeg aner ikke, hvor jeg ender i 2018. Men jeg håber, det bliver en smuk rejse. Så kan destinationen sådan set være ligemeget. Altså, i princippet.

På vej hjem fra stranden blæste en medvind mig op ad bakken mod Skt. Pauls Kirke. Måske har jeg mere medvind i sigte.

Jeg skal bare turde stille mig ud i blæsten for at opdage det.

Jeg føler mig helt blæst, så jeg vil gerne blæses igennem. Blæses omkuld. Blæse og have mel i munden. Være borte med blæsten eller bare sige “blæse være med det”.

Men nye vinde blæser. Og svaret blæser i vinden forude. Så må jeg vente at se, hvilken vej vinden blæser.

Uanset hvad blæser jeg det hele et stykke og udgiver dette indlæg. Det er langt og tungt, men det vil jeg blæse på.

For ordene er mine.

Lige gyldig hvad, har jeg noget med ord.

Brudstykker af 2017 i rim

2017, du har været vild, du har revet mig rundt i din manege. Du har slået mig hjem i Ludo og du har genfødt mig, du har på mange måder været min vildeste antitese.

Jeg sluttede 2016 af som en, der følte sig meget ensom. Men 2017 har på den front vist sig at overhale min ensomhed indenom.

Jeg har fået flere bekendtskaber end jeg lige umiddelbart kan tælle til, jeg føler jeg har vundet den store gevinst i det sociale spil.

Jeg har stillet mig op på scener og læst tekster om at være nede. Jeg har siddet på venteværelser i kommunalt sygedagpengeregi, mens jeg mærkede mine håndflader og røvballer svede.

Jeg har udfyldt sygehusskemaer til punkt og prikke, jeg har stået på kanten af at sige farvel til et lærerarbejdsliv og mærket mig selv panikke.

Jeg har givet slip og min krop har gentagne gange i processen tvunget mig til at lære at gå glip.

Jeg har indimellem været på dates med søde og dejlige mænd, men mine sår fra dengang for mange år siden er stadig ikke let at glem’, så når nogen en sjælden gang kommer for tæt på, går jeg i panik og finder åbenbart altid en flugthulskattelem.

Det er helt klart noget, jeg har tænkt mig at arbejde på, mine gamle sår skal sgu ikke være skyld i, at mit kærlighedsliv fremover skal gå i stå.

For mit hjerte står åbent, men murene omkring det er høje, og skal jeg være helt ærlig, så vil jeg edderbroderemig heller ikke lade mig nøje

Jeg er også ved at være færdig med at skælde så meget ud på mig selv, selv om jeg ellers er ret god til det, når jeg først går i gang, taler jeg mit ego halvt ihjel.

Jeg har stået nøgen foran spejlet og taget billeder af min krop, for selv om den har fået bløde former, må selvtilliden vel stadig gerne være i top. Det med at tale pænt om mig selv er noget jeg har øvet mig intensivt på, og jeg kan mærke, at den proces aldrig går i stå.

Det endte med at blive en selvkærlighedsrejse større end mig selv, mange instagramfølgere valgte at lade sig inspirere til at gøre det samme for at betale af på deres selvkærlighedsgæld.

Mon ikke vi alle sammen skylder os selv lidt i banken – jeg tror ret meget på tanken.

2017 har givet mig mod, tungen på gled og stolte tårer. Jeg kan mærke blodet løbe heftigt i mine årer.

Mit hjerte banker mere end nogensinde før for ord og mennesker, det synes jeg også, jeg kan udlede af 2017s hændelser.

Noget jeg ikke sådan lige glemmer er, da jeg åbnede døren for 8 kvinder jeg ikke kender.

Vi sad i min stue og talte om at dele, og den aften bød på lidt af det hele.

Der var så meget kærlighed at mit hjerte føltes som om, det skulle gå en smule af led.

Nøgleordet dette år har som altid været balance. Det mærker jeg allertydeligst, når jeg er ude af kadence.

Noget af det største for mig i 2017 har været, at jeg på yogamåtten fandt ud af, at det gjorde så meget mere end bare at kunne fremstille sig selv fleksibel og blæret.

Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg igen og igen har indset vigtigheden af at komme ned i kroppen. Jeg har strukket ud og givet slip og nogle gange hulkegrædt på måtten.

Yoga minder mig om at jeg skal være tro mod mig selv. Og med lige præcis dé ord som de sidste, vil jeg lade året gå på hæld.

Jeg springer ind i 2018 med en uendelig mængde tvivl om fremtiden og dens indhold. Men jeg er åben og vendt på vrangen med alle mine indvolde.

Der må være noget godt og meningsfuldt i sigte.

Om ikke andet vil jeg aldrig stoppe med at digte.