Brudstykker af jul – 2. december

by sissemoelgaardpoulsen

Det er koldt. Det er december. Der er en pejs, som knitrer, men den eksisterer kun i min fantasi, og jeg har lige brændt tørre grangrene af i den, så nu dufter rummet i mit hoved helt fantastisk. Rimfrosten har gjort sit indtog udenfor og når jeg lader mit blik vandre ud af vinduet, ser jeg kun glimmer på en mørk baggrund. Hvis jeg åbner vinduet, danner min ånde hvide dampbilleder af mit liv i luften. Du kan se, jeg er i live, hvis du er i tvivl. Ånden afslører mig.

Måske sidder du der også. Altså indenfor ved pejsen. Du kigger på mig. Jeg ved sikkert ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Det kunne ligne mig. Enten speedsnakker jeg om ting, jeg ikke ved, eller også er jeg helt stille, mens jeg kigger forstenet ned i gulvet for ikke at afsløre mig selv.

Måske nærmer mine fingre sig langsomt din rolige hånd. Det sker ligesom bare, mit hjerte banker rytmisk liv i mine hænder. Først er det min pegefinger, det er kun den, der sniger sig langsomt ind i din knyttede hånd, mens jeg håber, du ikke opdager, at jeg nærmer mig, mens det sker ret naturligt.

Måske fletter vi vores hænder sammen som ukurante julehjerter og jeg får på en og samme tid lyst til at give hurtigt slip eller lime os helt sammen, så jeg ikke kan løbe nogle steder hen.

Måske.