Brudstykker af jul – 1. december

by sissemoelgaardpoulsen

De bare tæer ramte det ubehandlede trægulv, mens det endnu var mørkt. Hun vidste ikke, hvad klokken var, men hun vidste, at hun bare måtte ud at kigge. Hun kendte gulvet og de steder, det knirkede, så derfor listede hun let og lydløst gennem værelset. Døren stod på klem og lyset brændte ude i gangen. På ydersiden af døren ind til hendes værelse hang den på dørhåndtaget – stofnissen. Hun kunne se konturerne af den gennem dørsprækken. Hun turde næsten ikke røre den, for hun vidste godt, det ikke var tid endnu, men tænk nu, hvis…

Hun fandt sig selv stående foran nissen og lod forsigtigt hænderne glide hen over det bløde bomuldsstof. Her mærkede hun hurtigt, at der var en skarp kant og ukendte konturer inde i nissens krop, inde under stoffet. Nissen havde altså været der. I siden af nissens krop var der et hul. Her kunne man stikke hånden ind for at trække gaven ud. Hun ville ikke tage den ud, for hun vidste godt, at sådan var reglerne ikke, men hun skulle bare lige mærke helt uden at kigge. Det glatte papir knitrede, da hun mærkede på det. Det var en hård pakke. Hendes hjerte hamrede, da hun dristede sig til at kigge ind i nissen. Gavepapiret var flot. Det var så fristende at pakke den op. Hun kiggede over på døren ved siden af. Der hang endnu en nisse. Gaven til hendes lillebror kunne slet ikke være i den. Nøj, hvor han ville blive glad, når de skulle op. Hun kunne næsten ikke vente.

Hun aede nissen en enkelt gang som for syndsforladelse, før hun listede ind på værelset med de skrå vægge igen. Hun kiggede på sit ur; to timer endnu, før hun kunne stå op og åbne sin gave. Dynen knitrede, da hun lagde sig under den. Den var heldigvis stadig varm. Hun faldt i søvn med et smil på læben, øjnene gled i, mens hun stædigt forsøgte at fastholde blikket ved lyskeglen fra døren, der stod på klem. Nissen havde været der…!