Noget Med Ord

Month: december, 2017

Winter is coming

(Poetry slam-tekst læst op til slam på Studenterhuset i Aalborg d. 16. december 2017. Det er første tekst, jeg har vundet et slam på)

Du kan ikke fryse mig, for jeg er allerede is.

Og brændt barn skyr ilden.

Og nu vil du have mig med ud at skøjte.

Og jeg ved sgu ikke, om jeg vil på glatis med dig.

Du siger skøjtebane, mens jeg tænker, det bliver en glidebane. Det er en slippery slope til en helt ny istid.

Og du smiler hele tiden til mig. Så det får jeg lyst til at sige, du skal holde op med.

Hold op med at kunne lide mig. Pil mig ned fra din piedestal.

For jeg er grim og gemen og iskold indeni. Du risikerer, at jeg tramper på dig. Jeg skøjter hen over dig som en rundsav med mine skarpslebne meder, og du ender med at blive flad som en ishockeypuck eller hakket til plukfisk. For du minder mig om mig som jeg var dengang.

Altid forelsket. Altid tilgængelig. Altid hans.

Vores forskelligheder byggede sig op imellem os som rullende snebolde i tøsne. Som en lavine ragede de alt med sig.

Så vi gik i stykker. Så jeg gik i stykker. Lå i sjappet tøsne i flere år. Og jeg vidste ikke, hvor jeg selv var henne mere, for jeg var en istap, der tøede op og smeltede sammen med ham.

Men nu ved jeg endelig, hvem jeg er: jeg er et fint og glitrende lag af nyfalden sne. Og der er grimt nedenunder alt det pæne.

Og du vil have mig med ud at skøjte, men jeg ved sgu ikke, om jeg vil på glatis med dig.

Og jeg frøs til is indeni, da du spurgte mig om det, så jeg spørger, om vi ikke bare kan kneppe i stedet. Jeg vil hellere vende vrangen ud på mig selv i en orgasme end at stå på skøjter med dig.

Jeg vil helst bare skøjte rundt på overfladen, men du bygger sneslotte og bruger ordet forelsket.

Forelsket. I mig?

Jeg har fået iskolde fødder. Og du smiler hele tiden, og det er jeg ikke vant til.

Og du skal sgu ikke smile til mig, mens du synes, jeg er nuttet, når jeg skøjter klodset rundt på isen som fucking bambi på glatis. Og jeg skal sgu ikke falde for dig.

Og vi skal ikke drikke varm kakao bagefter.

For jeg vil ikke tøs op.

For så smelter jeg.

Du må ikke smelte mig. For jeg er allerede is.

Brudstykker af jul – 7. december

Jeg pakker kortene ud af den tætsluttende folie. Musikken flyder legende let ud af mine højttalere og der står julehvidtøl i glasset ved siden af mig på skrivebordet.

Jeg snøfter og stopper min næse med kleenex. Jeg har både kærlighed og sygdom i kroppen og det er december, så den skal sendes ud i verden, altså kærligheden, som bogstaver på papir til dem, jeg tænker på.

Kuglepennen glider roligt hen over kortet, mens min hånd gør sig umage med skriften, jeg vil gerne lægge alle gode intentioner ud i mine julekort. Jeg når ét i aften. Det er til en helt fantastisk kvinde i mit liv. Jeg håber, hun bliver glad for det.

December er kommet bag på mig i år. For første gang er jeg slet ikke med. Julen er bare noget, der sker og min julestemning lader vente på sig. Så jeg minder mig om, at jeg skal back to basics. Jeg insisterer på julekort på gammeldags facon. Jeg insisterer på ord frem for gaver. Jeg synes faktisk, ord er en gave. Så dem deler jeg ud af. Her, der og alle vegne.

Hvem ved, måske er der et kort på vej til dig.

Brudstykker af jul – 3. december

Det er den 3. december og allerede længe siden, min juleønskeseddel blev efterlyst for første gang i år. “Jeg skriver den i weekenden,” sagde jeg.

I dag har jeg mest lyst til at råbe JEG ØNSKER MIG FRED I VERDEN OG PÅ MIN MESSENGER, men det holder jo ikke, det skal være en realistisk ønskeseddel. Jeg forstår ikke helt, det er december. Ikke endnu. Jeg er ikke klar til, at det skal være jul.

Ønskesedler er i princippet enkle: Hvad mangler du i dit liv? Hvad kunne du tænke dig af materiel overflod? Og når jeg først kommer i gang, så opdager jeg, at jeg er et supermaterielt og overfladisk menneske. Jeg vil gerne have det dér og den dér ting, så mit hjem eller jeg selv kan blive endnu pænere – så andre også kan synes, det er pænt.

I virkeligheden ønsker jeg mig ting, som er for store til, at andre kan indfri dem. Så det er jeg derfor selv i gang med. For eksempel arbejder jeg på at være glad og taknemmelig hver eneste dag. Både i min krop og i mit hoved. Det kan man nemlig godt være! Jeg arbejder også på at blive sådan en, der KAN være rask og arbejde, så jeg kan få opfyldt mit ønske om igen at forsørge mig selv og slippe af med min forbandede gæld. For så bliver jeg endnu mere glad. Jeg arbejder på at vise min omgangskreds, at de kan regne med mig, og at jeg er der og vil dem det godt. For gode mennesker gør mig glad og inspireret at have i mit liv, og gode mennesker skal have det godt.

Sidste år, hvis nogen havde spurgt, hvad jeg ønskede mig, havde jeg råbeskrevet, at jeg ønskede mig EN KÆRESTE. Jeg var sur og bitter og ensom. I år er jeg glad og rolig. Min base er i orden. Jeg har, hvad jeg skal bruge.

Men altså. Jeg vil også godt have den der Beoplay, hvis det er. Og det der pissedyre sæt sengetøj fra Aiayu med de små grønne prikker.

Brudstykker af jul – 2. december

Det er koldt. Det er december. Der er en pejs, som knitrer, men den eksisterer kun i min fantasi, og jeg har lige brændt tørre grangrene af i den, så nu dufter rummet i mit hoved helt fantastisk. Rimfrosten har gjort sit indtog udenfor og når jeg lader mit blik vandre ud af vinduet, ser jeg kun glimmer på en mørk baggrund. Hvis jeg åbner vinduet, danner min ånde hvide dampbilleder af mit liv i luften. Du kan se, jeg er i live, hvis du er i tvivl. Ånden afslører mig.

Måske sidder du der også. Altså indenfor ved pejsen. Du kigger på mig. Jeg ved sikkert ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Det kunne ligne mig. Enten speedsnakker jeg om ting, jeg ikke ved, eller også er jeg helt stille, mens jeg kigger forstenet ned i gulvet for ikke at afsløre mig selv.

Måske nærmer mine fingre sig langsomt din rolige hånd. Det sker ligesom bare, mit hjerte banker rytmisk liv i mine hænder. Først er det min pegefinger, det er kun den, der sniger sig langsomt ind i din knyttede hånd, mens jeg håber, du ikke opdager, at jeg nærmer mig, mens det sker ret naturligt.

Måske fletter vi vores hænder sammen som ukurante julehjerter og jeg får på en og samme tid lyst til at give hurtigt slip eller lime os helt sammen, så jeg ikke kan løbe nogle steder hen.

Måske.

 

Brudstykker af jul – 1. december

De bare tæer ramte det ubehandlede trægulv, mens det endnu var mørkt. Hun vidste ikke, hvad klokken var, men hun vidste, at hun bare måtte ud at kigge. Hun kendte gulvet og de steder, det knirkede, så derfor listede hun let og lydløst gennem værelset. Døren stod på klem og lyset brændte ude i gangen. På ydersiden af døren ind til hendes værelse hang den på dørhåndtaget – stofnissen. Hun kunne se konturerne af den gennem dørsprækken. Hun turde næsten ikke røre den, for hun vidste godt, det ikke var tid endnu, men tænk nu, hvis…

Hun fandt sig selv stående foran nissen og lod forsigtigt hænderne glide hen over det bløde bomuldsstof. Her mærkede hun hurtigt, at der var en skarp kant og ukendte konturer inde i nissens krop, inde under stoffet. Nissen havde altså været der. I siden af nissens krop var der et hul. Her kunne man stikke hånden ind for at trække gaven ud. Hun ville ikke tage den ud, for hun vidste godt, at sådan var reglerne ikke, men hun skulle bare lige mærke helt uden at kigge. Det glatte papir knitrede, da hun mærkede på det. Det var en hård pakke. Hendes hjerte hamrede, da hun dristede sig til at kigge ind i nissen. Gavepapiret var flot. Det var så fristende at pakke den op. Hun kiggede over på døren ved siden af. Der hang endnu en nisse. Gaven til hendes lillebror kunne slet ikke være i den. Nøj, hvor han ville blive glad, når de skulle op. Hun kunne næsten ikke vente.

Hun aede nissen en enkelt gang som for syndsforladelse, før hun listede ind på værelset med de skrå vægge igen. Hun kiggede på sit ur; to timer endnu, før hun kunne stå op og åbne sin gave. Dynen knitrede, da hun lagde sig under den. Den var heldigvis stadig varm. Hun faldt i søvn med et smil på læben, øjnene gled i, mens hun stædigt forsøgte at fastholde blikket ved lyskeglen fra døren, der stod på klem. Nissen havde været der…!