Det meningsfulde i den meningsløse samtale om vejret

by sissemoelgaardpoulsen

Vejret kan ikke beslutte sig for noget.

Det kender jeg godt. På den måde er vi sjælevenner. Soulmates.

Vi er grå og blå og lidt for kolde og utilregnelige og med alt for mange, der har en mening om os. Men det blæser vi på.

I dag er jeg gået udenfor for første gang i flere dage. Vinden har bidt i mine kinder og udraderer minder om de sidste dages hjernetomgang, de forsvinder med vindens sang, den har en behagelig klangfuld tone i mine tinnitusbefængte ører.

Jeg mødes med ham, ganske som vi plejer. “plejer”. Han ved godt, hvorfor jeg vil mødes nu.

Shit, hvor det blæser, siger han.

Jeg trækker vejret, før jeg taler om det.

“Det trækker op til regn”, siger jeg imens angsten hamrer løs indeni mig for at komme ud og jeg i virkeligheden har lyst til at sige “Jeg tror måske, jeg er ved at dø, fordi jeg har ondt i nakken. Den føles sådan helt stiv. Ligesom meningitis” Det siger man jo ikke. Man ville lyde fuldstændig sindssyg. Det ville skræmme alle folk væk. “Mit hoved summer og jeg ved ikke, om jeg egentlig trækker vejret, og jeg kan ikke mærke min krop, burde jeg gå til lægen? Jeg vil helst ikke findes død alene i min lejlighed” ville jeg fortsætte til dig, men jeg ved godt, at ordene lyder dumme, når de kommer ud af min mund. Og jeg ved godt, at du ikke ved, hvad du skal sige, når jeg får det sådan. “Du skal ikke til lægen. Du er ung og rask,” ville du måske forsøge at sige, mens du godt ved, at det slet ikke hjælper mig.

Jeg trækker vejret stødvis.

Du kan se det på mig. Panikken bag mit blik.

“Hvis det regner, får afgrøderne da noget vand,” fortsætter du i stedet, og jeg spørger ind til afgrøderne. Jeg lærer noget om plantearter og sæsonbetingning og imens glemmer jeg min stive nakke og dødsangsten lidt. Lidt. Jeg trækker stadig vejret. Fokuserer kun på dit rolige blik og dine læber, mens de taler om vejr, dit vejr, og afgrøder. Alt andet snurrer rundt, men dig – du står knivskarpt.

Jeg trækker vejr.

Du taler om den sommer, der var alt for tør og varm, mens det begynder at dryppe. Vi står udenfor. Du kan ikke se min indre rysten. Regndråberne rammer min hud og camouflerer mig. De får mig til at mærke noget andet. Det er rart.

“Nu regner det”, konstaterer du unødigt.

Jeg trækker vejret.

Siger “Ja. Ja, nu regner det.”

Jeg kan godt mærke det. Måske virker jeg stadig?

Du inviterer mig indenfor. Du har kage og jeg skal jo ikke blive våd i regnen. Vi må hellere spise sukker og sukke og svømme i en sø af sex, mens vi venter på solskin. Sammen.

Jeg trækker vejret.

Imens ved du slet ikke, at det er din skyld, at det er dig; du trækker mit vejr.