Noget Med Ord

Month: oktober, 2017

Tredive rimer ikke på noget – status på livet som trediveårig

Hvis jeg skal opsummere det seneste år som 30-årig i ét eneste ord, må det ord være: mod. Det har krævet mod hele vejen igennem at være tredive. For tredive rimer ikke på noget, og så alligevel på en hel del. Mit liv og den, jeg er, begynder for alvor at stikke ud nu. Sådan oplever jeg det i hvert fald. Det er en interessant oplevelse, der har fyldt mig med lige dele frygt og fandenivoldskhed. Der er ikke mange, jeg kender, jeg kan spejle mig i. Der er ikke mange, jeg kender, som er dér, hvor jeg er.

Jeg skød mine 30’ere i gang med to ting i bagagen:

  1. En sygdomsdiagnose efter 3,5 års søgen efter at finde ud af, hvad der var galt med min krop.
  2. En fest med de fleste af mine nærmeste samlede – det var meget rørende for mig.

Sygdommen har fyldt meget hele året. Det første halve år hang jeg i med neglerødderne. Jeg arbejdede, var syg, arbejdede, var syg. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at slippe for at mærke mig selv. Jeg forbandede det alt sammen. Jeg forbandede mig selv og min krop og mit hoved. Men så startede jeg i gruppebehandlinger på sygehuset. Jeg mærkede langsomt, at jeg måtte give slip på alle mine forbandede forventninger til mig selv, som bare var med til at gøre mig mere syg i kroppen. Jeg mærkede meget tydeligt, at jeg måtte slippe lærergerningen i den danske folkeskole. Jeg måtte slippe det hele. Jeg blev sygemeldt. Det var et enormt hårdt slag for min selvrespekt at erkende det. Og sindssygt svært, når jeg ikke vidste, hvad der ventede på den anden side.

I hele processen har jeg været tvunget til at åbne op om sygdommen, mig selv, det hele. Jeg har været bundærlig over for ledere, venner, familie. Ærlighed falder mig på mange måder naturligt, men IKKE i en professionel sammenhæng. Den nød var hård at knække. Min læge har udtalt, at jeg er et menneske med “en meget høj arbejdsidentitet”. Jeg må give hende ret. Jeg følte, det var en falliterklæring, at jeg ikke kunne holde til noget så mondænt som at være lærer (jeg ved virkelig godt, hvor meget jobbet kræver, men det var bare min syge hjerne, der lige talte der). Men da jeg først gav slip. Da jeg først gav det, der var der, lov til at være der – så mærkede jeg lige så langsomt, at det var det, min krop havde skreget efter.

Den gav slip, kroppen. Det gjorde ondt i begyndelsen.

Men så kom yogaen. Yogaen har reddet min krop, tror jeg. Jeg har nu et fast abonnement hos Yoga Collective og kommer afsted 2-3 gange i ugen til Yin yoga. Det er fantastisk og en hel beskrivelse værd i sig selv. Jeg føler mere og mere, min krop og jeg arbejder sammen. Jeg er ved at blive ven med den.

Lige så stille og roligt mærkede jeg en spirende lyst. En lyst til livet. En lyst til mig selv. En lyst til at lade mig udfordre. En lyst til at give mig selv al kærlighed i verden. En lyst til at give andre mennesker al kærlighed i verden. En lyst til at prøve mig selv af. En lyst til at flirte mere. En lyst til bare at eksistere med alt, hvad jeg er. En lyst til at dele ud af det alt sammen. En lyst til at være pisse fandenivoldsk. Hvis ikke nu, hvornår så?

Ikke mindst mærkede jeg som 30-årig drømmene hviske højere, højere, højere. Jeg kunne pludselig høre dem. De hviskede insisterende: “Skriv, Sisse, skriv! Kom ud med dine ord. Gør noget mere ved det.” Der kom flere og flere tegn på, at jeg burde gå den vej. Altså på vejen med de skrevne og de talte ord. Og jeg lyttede. Jeg begyndte at stille mig op på scener og italesætte noget af det, der foregår indeni mig. Jeg begyndte at skrive mere på instagram. Jeg begyndte at insistere på at være nøgen på flere planer. Ærligheden bar mig langt. Ærligheden gav mig en praktikplads med sigte på at arbejde med skriftlig kommunikation. Det prøver jeg nu kræfter med. Det er svært og spændende. Jeg ved, jeg vil være hamrende god til det, når jeg får en større viden om feltet. Mit arbejdsliv skal lægges om. Når jeg kommer ud på den anden side som raskmeldt, aner jeg ikke, hvad der skal ske. Om jeg kan træde vande. Men jeg tror det. For indimellem har den her proces fået mig til at føle det som om, jeg kan gå på vandet.

Mange, der kender mig, vil helt sikkert synes, jeg har forandret mig. At jeg på internettet syner anderledes. Det kan man helt sikkert tænke mange ting om. Det gør jeg også selv indimellem. Men jeg er bare Sisse. Ligesom jeg altid har været – nu viser jeg det bare endnu mere til verden, end jeg før har gjort. Selvfølgelig er jeg bange for, hvad det gør, at jeg ligger i en super uredigeret version på nettet – vil det spænde ben for mit professionelle liv? Men helt ærligt; hvis mine evner og min professionalitet ikke vil skinne ud over min interneteksistens for en kommende arbejdsgiver, så er det nok ikke der, jeg skal være.

I morgen bliver jeg 31. Det har jeg det svært med. Så er jeg for alvor i 30’erne. Og jeg kan ikke måle mit liv på “normale parametre”. Hvad end det er. Jeg har hverken mand, børn, fast job eller fast ejendom. Især det med manden er noget, jeg savner. Meget. Men til gengæld har jeg noget andet nu: selvkærlighed. Det tror jeg faktisk aldrig rigtig, jeg har haft sådan for alvor før.

Så det kan godt være, 30 ikke rimer på noget. Men derfor kan det rime på alting. Og for mig rimer tredive på mod og kærlighed.

Ikke det værste at tage hul på livet som 31-årig med.

Så nu vælger jeg at glæde mig.

Det meningsfulde i den meningsløse samtale om vejret

Vejret kan ikke beslutte sig for noget.

Det kender jeg godt. På den måde er vi sjælevenner. Soulmates.

Vi er grå og blå og lidt for kolde og utilregnelige og med alt for mange, der har en mening om os. Men det blæser vi på.

I dag er jeg gået udenfor for første gang i flere dage. Vinden har bidt i mine kinder og udraderer minder om de sidste dages hjernetomgang, de forsvinder med vindens sang, den har en behagelig klangfuld tone i mine tinnitusbefængte ører.

Jeg mødes med ham, ganske som vi plejer. “plejer”. Han ved godt, hvorfor jeg vil mødes nu.

Shit, hvor det blæser, siger han.

Jeg trækker vejret, før jeg taler om det.

“Det trækker op til regn”, siger jeg imens angsten hamrer løs indeni mig for at komme ud og jeg i virkeligheden har lyst til at sige “Jeg tror måske, jeg er ved at dø, fordi jeg har ondt i nakken. Den føles sådan helt stiv. Ligesom meningitis” Det siger man jo ikke. Man ville lyde fuldstændig sindssyg. Det ville skræmme alle folk væk. “Mit hoved summer og jeg ved ikke, om jeg egentlig trækker vejret, og jeg kan ikke mærke min krop, burde jeg gå til lægen? Jeg vil helst ikke findes død alene i min lejlighed” ville jeg fortsætte til dig, men jeg ved godt, at ordene lyder dumme, når de kommer ud af min mund. Og jeg ved godt, at du ikke ved, hvad du skal sige, når jeg får det sådan. “Du skal ikke til lægen. Du er ung og rask,” ville du måske forsøge at sige, mens du godt ved, at det slet ikke hjælper mig.

Jeg trækker vejret stødvis.

Du kan se det på mig. Panikken bag mit blik.

“Hvis det regner, får afgrøderne da noget vand,” fortsætter du i stedet, og jeg spørger ind til afgrøderne. Jeg lærer noget om plantearter og sæsonbetingning og imens glemmer jeg min stive nakke og dødsangsten lidt. Lidt. Jeg trækker stadig vejret. Fokuserer kun på dit rolige blik og dine læber, mens de taler om vejr, dit vejr, og afgrøder. Alt andet snurrer rundt, men dig – du står knivskarpt.

Jeg trækker vejr.

Du taler om den sommer, der var alt for tør og varm, mens det begynder at dryppe. Vi står udenfor. Du kan ikke se min indre rysten. Regndråberne rammer min hud og camouflerer mig. De får mig til at mærke noget andet. Det er rart.

“Nu regner det”, konstaterer du unødigt.

Jeg trækker vejret.

Siger “Ja. Ja, nu regner det.”

Jeg kan godt mærke det. Måske virker jeg stadig?

Du inviterer mig indenfor. Du har kage og jeg skal jo ikke blive våd i regnen. Vi må hellere spise sukker og sukke og svømme i en sø af sex, mens vi venter på solskin. Sammen.

Jeg trækker vejret.

Imens ved du slet ikke, at det er din skyld, at det er dig; du trækker mit vejr.