Single

by sissemoelgaardpoulsen

For hvert år, der er gået, har jeg lagt mærke til den. Datoen for, hvornår livet som single begyndte. Hvert år gjorde jeg op i tal. Hvor mange dates, hvor mange kys, hvor mange knald, hvor meget har jeg været værd i mænd?

Da jeg havde været single i 4 år, sagde jeg til mig selv, at det næste år måtte blive året, hvor jeg fandt en kæreste af den ene grund, at jeg simpelthen ikke kunne overskue at sige højt til nogen, at jeg havde været single i 5 år. 5 år måtte være lavmålet, tænkte jeg. Jeg har sgu tænkt så meget.

“Hvad er der mon galt med mig?”

“Hvorfor vil han mig ikke nok?”

“Hvad sker der for min evigt dårlige timing?”

“Er jeg for meget – for stor en mundfuld for andre mennesker?”

“Er jeg mon ikke værd at elske, sådan rigtigt?”

“HVORNÅR kommer han (og redder mig)?”

Spørgsmålene har været mange, og det har været de helt forkerte spørgsmål, jeg har stillet. De har taget udgangspunkt i andre menneskers banehalvdele. De har givet de andre mennesker al magten. Og bevares, det at finde en kæreste vil altid afhænge af to mennesker og det rum, der er imellem dem. Men jeg var altid enten ovre i de andre eller helt inde i mig selv.

Nu har jeg været single i 5,5 år. Ja, jeg tæller stadig på den front. Jeg har dog ikke længere overblik over, hvor mange dates jeg har været på. Jeg er faktisk ligeglad. Jeg har også givet slip på tanken om, hvornår jeg mon får en kæreste. Hvornår jeg kan føle mig hel igen. Hvornår jeg stopper med at være ensom. Hvornår mit liv får et større formål end mig selv.

Jeg kan ikke sige præcis, hvornår eller hvordan skiftet er sket. Jeg tror, det er sket i takt med, at jeg har givet slip på alt det ydre. Mærket efter, hvad jeg har brug for inden for de rammer, jeg rent faktisk har til min rådighed. Handlet på mine indre drømme og lade mig selv turde at være modig. Draget omsorg for mig selv. Åbnet op for nye oplevelser. Jeg kan mærke, at mit værd ikke nødvendigvis længere afhænger af andres kærlighed. Jeg er stærk nok alene. Jeg behøver ikke som sådan nogen at læne mig op ad. Jeg VIL gerne, men jeg behøver det ikke, for jeg kan godt administrere mit liv selv. Jeg kan godt elske mig selv.

Tidligere gik jeg helt i baglås, når folk sagde, at man først skulle finde en kæreste, når man ikke længere havde brug for en. Så kunne jeg jo aldrig begynde at finde en kæreste, hvis jeg skulle følge den devise. Jeg synes stadig, det er lidt noget pjat, for der er absolut ikke noget galt i gerne at ville have en kæreste. Men jeg kan alligevel godt se, hvad de mener. Jo mere man fokuserer på, hvad ANDRE kan GIVE ens liv, jo mindre fokuserer man på, hvad man selv har at give og jo mindre gør man i sidste ende sig selv værd. Så lægger man sig fladt ned og afventer et fix udefra. Og det har jeg gjort i flere år.

Det gør jeg ikke længere.

Jeg synes, mænd er fantastiske. De tilføjer mit liv og tankevirksomhed en helt anden og lækker dimension. Jeg vil altid elske det sam- og modspil, der opstår sammen med en mand. Samhørigheden. Det hele. Og jeg glæder mig til at finde ham, der skal være min kæreste. Jeg har ikke givet slip på ønsket om at finde en kæreste. Slet ikke! Men jeg har givet slip på tanken om, at det kan redde noget inde i mig selv. Det er kun mig, der kan det. At møde en mand og lukke ham ind i mit liv vil både blive en kamp og en velsignelse. Alle ens dæmoner vil komme til frit skue, når man skal overgive sig til følelserne – både ens egne og mandens. Det kan blive rigtig grimt og selvudslettende. Og det skal man være stærk nok til at kunne klare.

Jeg er ved at hærde. Ved at blive så stærk, at jeg tør blive svag igen. Jeg er blevet åben for gode oplevelser. Sådan ægte. Et fravær af den store, langvarige kærlighedsrelation behøver ikke betyde fraværet af meningsfulde bånd mellem mennesker, gode oplevelser, nydelse med det modsatte køn og fysisk nærvær. Det har jeg bare i lang tid forsøgt at undgå, fordi jeg gerne ville udstråle noget seriøst. Men så længe jeg selv har tøjlerne i egen hånd, er det jo fuldstændig ligemeget, hvad jeg udstråler. Så længe jeg er glad og synes, det, jeg laver, tilføjer mening og nydelse i mit liv, er alt andet for så vidt underordnet. Så føler jeg ikke, jeg som sådan går glip af noget. Alle muligheder er i princippet helt tilgængelige for mig, også selv om den store kærlighed lader vente på sig. Mit liv er ikke en ventestation: jeg står ikke længere i gudsforladte Langå og venter på at skifte tog. Fra nu af skifter jeg spor som det passer mig.

Men hvis du spørger mig en søndag aften alene på sofaen med chips, kan det godt være, mit svar vil blive et helt andet.