Drømmen om at turde skrive

by sissemoelgaardpoulsen

Det er en kliché, men der er langt ned fra vippen, som jeg står på med mine blævrende geleben. Jeg vil så gerne springe, knæene er allerede bøjede som incitament til afsæt, men hvordan bliver turen? Hvordan lander jeg? Blødt, hårdt, halsbrækkende? Udfaldet kan ikke kalkuleres på forhånd; der findes ikke en ordkalkule, gør der?

Jeg læser lige nu en bog om kreativitet. Den handler om at leve for og i den kreative proces. Om at mærke hjertet tale til en om det, man må gøre. Det, man har brug for at gøre. Uanset om verden lytter med eller ej. Om processen. Om tvivlen. Om det hårde arbejde. Om inspirationen, der kommer og går. Om afslag. Om at andre mennesker betyder noget, mens man skriver, men hvordan de på samme tid ikke må betyde noget som helst for det, man skriver. Man skal skrive for sin egen skyld. Jeg skal skrive for min egen skyld.

Og jeg kan skrive. Jeg MÅ skrive. Men lige nu skriver jeg mest i hovedet, fordi jeg er bange for at nedfælde alt det, jeg går og drømmer brudstykvis om, og som jeg endnu ikke ved, hvad er. Jeg er bange for, jeg ikke har noget at skrive, når alt kommer til alt. Den kloge forfatter til den bog, jeg læser, skriver, at det er en naturlig del af hele processen med tvivlen. Jeg vil så let som ingenting kunne finde på hobevis af undskyldninger for at afskære mit kreative hjerte fra dets blodforsyning. Det er let, fordi jeg er i opstartsfasen. Jeg har siden mine teenageår tænkt i mit meget stille sind, at jeg nok godt ville skrive bøger, når jeg blev pensionist. Jeg kunne allerede dengang mærke tanken i maven på den rigtige måde. Det er til gengæld først 3-4-5 år siden, jeg for alvor begyndte at ytre sætninger om at drømme om at skrive en bog. Men sætningerne var sporadiske og fyldt med “men”.

Lige nu er der ingen undskyldninger. Jeg har tiden. Jeg har lysten. Hvorfor gør jeg det ikke bare? Skriver, skriver, skriver. På noget, der er ægte. På noget, der er mig. Før det forsvinder. Før jeg forsvinder.

I princippet kan jeg godt plædere for, at jeg faktisk skriver et eller andet hver eneste dag. Jeg forsøger at tvinge mig selv til at skrive noget fuldstændig uagtet, hvad det er. Så jeg skriver. Blandt andet dette indlæg.

Som yngre oplevede jeg min skrivelyst som øjeblikke af ren, vild og utæmmet inspiration, der måtte nedfældes her og nu. Jeg forestillede mig, at mennesker, der skrev bøger, måtte være mennesker, der dag ud og dag ind blev ramt af denne følelse. Efterhånden har jeg beskæftiget mig en del med skrivning og skrivelyst, både professionelt og privat. Jeg kan konstatere, at man ikke kan regne med inspirationen. Man må endelig ikke forvente den. Man kan kun håbe på, den kommer og forgylder ens arbejde fra tid til anden. At den fornemmer, at man er en åben kanal, som gerne vil samarbejde med de gode idéer.

Det er et håndværk at skrive og for at blive bedre, bør man både læse og skrive dagligt. Jeg ved det. Teoretikerne siger det. Jeg siger det selv. Det er bare ikke så lige til. For så er der dét med modet. Modet er det eneste, man ikke må miste.

En ting er at stille mig op på en scene og læse mine tekster op til poetry slam. Det kræver mod, men den slags mod er afgrænset og min performance er et midlertidigt fodtrin, der udviskes fra verden igen. Hvis jeg skriver en bog, så har jeg sagt med blæk, at jeg godt tør. Så har jeg skrevet noget, som jeg vil sende ud i verden. Noget, der potentielt kan få afslag eller møde åbne døre.

Lige nu er jeg en åben kanal fuld af idéer. De kommer til mig i hobetal. Men jeg sender dem på porten. “Jeg kan ikke skrive om dig,” siger jeg til den ene idé efter den anden, “for jeg kan ikke holde fokus, jeg er ikke konsekvent nok, jeg aner ikke, hvad det vil sige at være forfatter – du må hellere banke på hos en af de dygtige.” Det er nu, det tæller, og usikkerheden banker på. For en gangs skyld er jeg ikke tilknyttet en censor, en vejleder, en noget-som-helst. Og jeg er helt ærligt ikke vant til at kæmpe for noget på den måde, som jeg forudser, at jeg skal kæmpe for at udleve denne drøm. Det vil koste. Mit selvværd skal være stærkt, hvis jeg skal gå rigtigt i gang. Jeg skal tro på det. Jeg skal ville det. Ordene skal være endnu stærkere end mine vilje. For pokker, mand, tør jeg at kunne det?

Imens sidder mit hjerte og kigger længselsfuldt efter alle idéerne med store, bedende hundeøjne. Hjertet banker i mit bryst og siger, jeg må tage et valg. Om jeg vil være modig og give ordene den plads, de fortjener? Om jeg vil sætte mig selv mere på spil, end jeg gør i forvejen? Hjertet håber inderligt, jeg vil gøre det. Det er derfor, det overøser mig med ord og kærlighed og vilde, inspirerende tanker for tiden. For hjertet vil sætte ord på papir med pincetpræcision for herefter at sende dem ud i horisonten og håbe, nogen vil læse dem og blive ramt af dem. Hjertet siger, at man ikke må pisse en gave som min væk. Jeg medgiver, at jeg har en medfødt evne til at sætte ord på ting. Jeg medgiver, at jeg ikke kan lade være.

Måske tør jeg faktisk slet ikke lade være.

Jeg bliver stående på vippen lidt endnu. Men jeg ved, at jeg vil springe. Og jeg ved, at mit fundament er sikkert nok til, at jeg nok skal lande på en eller anden måde.

You don’t have to be great to start. But you have to start to be great.