Ingerslevs Marked

by sissemoelgaardpoulsen

Jeg er altid lidt nervøs for at gå til marked på Ingerslev. Jeg ved ikke hvorfor. Det er som om, man bør få kørekort til den slags. Hvor er de gode boder, hvor både pris og kvalitet er sådan OK? Kan jeg godt bare glane lidt, mens jeg tjekker priser ud? Hvad vil jeg overhovedet have? Ved jeg, hvad halvdelen af tingene er? Bør man læse op på den slags hjemmefra? Ved alle de andre handlende bare, hvordan man gør? Tager de mobile pay? Spørgsmålene er mange.

I dag gik jeg ud af døren og bad spørgsmålene holde kæft. Jeg skulle bare have en buket blomster for at blive mere glad. Det er en enkel opgave, en mission der kan løses relativ hurtigt.

Der stod vejr- og vindbidte mænd og kvinder ved varevognsboderne og solgte grøntsager, frugt, blomster, planter, ost og fisk. Solen var begyndt at skinne, mens blæsten ufortrødent ruskede i parasoller og markiser. Man kunne se på de vejrbidte, at de er sådan nogle mennesker, der ved noget om det, de sælger. Mange af de kvindelige sælgere var i nærheden af pensionsalderen, vil jeg tro. Jeg ved ikke hvorfor, men de fascinerede mig på samme måde som glødende kul. Der var livskraft i de damer. De var gråhårede på den måde, der er vital. De var standhaftige. Stolte. Typerne, der smiler med øjnene og fortæller historier i ansigtet helt uden af sige noget. Ganske sikkert typerne, der har en surdej i køleskabet og som drikker kaffe udenfor uden behov for andet til at aflede tankerne. Det skulle da lige være et strikketøjsprojekt.

Jeg forestillede mig at være en vejrbidt dame, der solgte planter. En, som altid har lidt jord under neglene og som aldrig bliver syg, fordi jordbakterier hver eneste dag er med til at styrke ens immunforsvar. Jeg ville stå op med lyset og fuglene for at drikke en stilfærdig kop kaffe på den slubrende måde. Så ville jeg gå ud til alle planterne og snakke med dem, mens jeg pakkede dem i varevognen. Jeg ville kunne dufte jorden og plantesaften og de skønne blomster. Jeg ville lukke mine dyr på græs. Jeg ville tjekke, om planterne i drivhuset trængte til vand. Og så ville jeg køre ind til Ingerslevs Boulevard med min mand og pakke de kærlighedsgødede planter ud og hilse på de andre sælgere og afstemme priser og høre til blomsterhøsten i år. Jeg ville nok også tale om vejret. Drikke spandevis af kaffe. I perioder uden så mange kunder, ville jeg tage min notesbog frem og skrive i den om de mennesker, jeg havde mødt og de ord, jeg var blevet fortalt.

Min dagdrøm stoppede der, for jeg mødte en buket pæoner, der skulle med mig hjem. Jeg vogtede dem for blæsten med mit liv på den lille gåtur hjem. Undervejs smilede jeg, fordi de ældre kvinders blotte tilstedeværelse satte min fantasi og min skrivelyst i sving og gjorde min dag meget bedre.

Mennesker trænger mennesker.