At skrive med usynligt blæk, som du kan se

by sissemoelgaardpoulsen

Jeg skriver konstant med usynligt blæk. Det er lange fortællinger om alle de indtryk af verden og livet, jeg oplever. Ordene strømmer igennem min hjerne og de holder ingen pause. Det er nådesløst. Det er fantastisk. Verden i min hjerne er så rig på ord og fantasi. Jeg får lyst til at digte videre på de dovne bølger i Limfjorden, den rolige rytme i provinsen, der giver min hjerne ilt og kroppen ro, eller skrive lange tekster om mænd med barbersprit og vandkæmmet hår en tidlig morgen i Superbrugsen.

Jeg kan levende forestille mig, hvordan jeg vil sætte mig ved computeren og lade fingrene danse let hen over tastaturet, mens ordene får deres helt eget liv. Ordene tager mig med nye steder hen og det sker helt automatisk, mens jeg skriver. Jeg oplever verden gennem ord, og jeg forstår alt sammen meget bedre, når jeg skriver.

Men.

Så sætter jeg mig ved computeren, for de her ord skal betyde noget nu. Jeg har brug for, de begynder at betyde noget. Det skal begynde at koste noget. Mine drømme vil gerne udleves og jeg står på kanten af alle mulighederne, klar til at dykke. Ordene skal overraske mig med det, de kan; det, jeg kan, og sammen skal vi skabe noget, andre gerne vil læse. Men hvad vil andre gerne læse? Hvad vil jeg gerne skrive? Har jeg noget at sige, som siger andre noget? Erfaringen siger mig, at det har jeg. Men jeg bliver i tvivl ved tastaturet. Jeg piller navle ved tastaturet igen og igen. Jeg har lyst til at skrive om et liv som drømmende navlepiller. Et liv, der er meget smukt og rutschebaneagtigt. En følelsesføljeton. En identitetsbastion.

Men mine ambitioner vil noget andet. De vil skrive fiktion – de vil skrive sig ind i en fantastisk roman med et voldsomt genialt plot. Virkeligheden er bare, at jeg sjældent lykkes med fiktion. Jeg vender altid tilbage til mig selv. Det lykkes jeg til gengæld med – at partere mig selv; dele min væren op i stavelser, ord, sætninger, tekster. Jeg deler det meste og selv om jeg er dødsensbange hver gang, så giver det mening at putte mig selv på spidsen, at lade andre læse mig, at lade mig selv læse mig. Jeg forstår mig selv bedre igennem ordene. Jeg deler det meste, men ikke det hele. Langt fra det hele. Men jeg har lyst. Jeg har lyst til at lave et kæmpe dokument med det alt sammen.

Jeg er en ekshibitionist, og du er min voyeur. Du vil jo gerne læse med. Du vil gerne ind under hjernebarken på mig. Ellers sad du jo ikke her, vel?