BDS/DSB

by sissemoelgaardpoulsen

poetry-slamFølgende tekst læste jeg op i finalen til Slamfrø poetry slam på Studenterhuset i Aalborg den 4. maj 2017.

Du er syg. For det siger din journal.

Du knirker dig igennem det med at stå op, det føles som om, du kun er krop.

80.000 år gamle knogler, led, sener og hud – og den der topmave der giver lidt ekstra lyst til at tude.

Du står op og tager din maske på – det er makeup, i det mindste skal dit udseende bestå, også selv om alt er ændret, der er sgu ingen, der kan forstå.

Du havde store planer og fine ambitioner, det matchede bare ikke godt med alle kroppens indikationer på, at der var noget galt, lægen sagde, sygdommen ikke var fatal – til gengæld var den kronisk. Det var sgu lige før, du syntes, det var helt komisk.

Sygdommen hedder BDS, det er næsten det samme som DSB, bortset fra at det her tog kan du fandme ikke stige af igen, du kan ikke finde tilbage til den krop der engang var dit gode, velfungerende hjem. Du ville ønske, du kunne hente en app ned, købe en returbillet -til og fra BDS- og så få lidt fred. Handle og fungere i stedet for at overbelaste og intendere.

Jeg mener, pludselig sad du i en stol foran en sagsbehandler hos sygedagpeng’ – hun var begejstret for din evne til at fungere uden for din seng og kommenterede på, at du jo i dit forrige vikariat havde haft fin evne til at lave og udføre ting.

Så hun ville bare gerne sende dig videre til en virksomhedskonsulent i en anden kommunal afdeling, så du kunne lægge varer på plads hos Jydsk eller Salling.

Godt nok er du folkeskolelærer, men at møde stabilt ind på en arbejdsplads uden det store ansvar  i en virksomhedspraktik vil enhvers hjerte da begære, sagde hun, mens hun ikke kunne høre dit indre eksplodere.

Hun ville ikke vide, hvor hårdt du længe har kæmpet på arbejdet for at være helt normalt imponerende – så ingen kunne se kroppen indeni, hvor det hele føles knapt så flatterende

I de sidste 2,5 år har du arbejdet i vikariat. Klatfravær og stressygemeldinger blev det, der stod på din plakat – indtil du fik henvisning til det der sted, der var villige til at tage sådan nogle som dig med.

Du kunne efter 6 timer på sygehuset sige, at du havde fået sygdommen BDS – også selv om det føltes lidt som at få tæsk. Så du sagde det til alle du kendte, men det føltes hurtigt som om, det var noget, folk glemte.

Da din kollega sagde til dig, at det ville være lettere at have medlidenhed med dig, hvis du havde haft et brækket ben, begyndte du at tænke “der er noget galt i det her system”.

Men nu er det systemet, der forsørger dig, du har efter vikariatets ophør givet lidt slip. Nogle andre må tage over, nogle med høje hæle, paragraffer og nypresset skjorteflip.

Imens må du forsøge at holde stærkt fast i dig selv og dine drømme om noget med ord, så derfor står jeg her på scenen og beviser, at man kan mere, end man selv tror.