Noget Med Ord

Month: maj, 2017

Drømmen om at turde skrive

Det er en kliché, men der er langt ned fra vippen, som jeg står på med mine blævrende geleben. Jeg vil så gerne springe, knæene er allerede bøjede som incitament til afsæt, men hvordan bliver turen? Hvordan lander jeg? Blødt, hårdt, halsbrækkende? Udfaldet kan ikke kalkuleres på forhånd; der findes ikke en ordkalkule, gør der?

Jeg læser lige nu en bog om kreativitet. Den handler om at leve for og i den kreative proces. Om at mærke hjertet tale til en om det, man må gøre. Det, man har brug for at gøre. Uanset om verden lytter med eller ej. Om processen. Om tvivlen. Om det hårde arbejde. Om inspirationen, der kommer og går. Om afslag. Om at andre mennesker betyder noget, mens man skriver, men hvordan de på samme tid ikke må betyde noget som helst for det, man skriver. Man skal skrive for sin egen skyld. Jeg skal skrive for min egen skyld.

Og jeg kan skrive. Jeg MÅ skrive. Men lige nu skriver jeg mest i hovedet, fordi jeg er bange for at nedfælde alt det, jeg går og drømmer brudstykvis om, og som jeg endnu ikke ved, hvad er. Jeg er bange for, jeg ikke har noget at skrive, når alt kommer til alt. Den kloge forfatter til den bog, jeg læser, skriver, at det er en naturlig del af hele processen med tvivlen. Jeg vil så let som ingenting kunne finde på hobevis af undskyldninger for at afskære mit kreative hjerte fra dets blodforsyning. Det er let, fordi jeg er i opstartsfasen. Jeg har siden mine teenageår tænkt i mit meget stille sind, at jeg nok godt ville skrive bøger, når jeg blev pensionist. Jeg kunne allerede dengang mærke tanken i maven på den rigtige måde. Det er til gengæld først 3-4-5 år siden, jeg for alvor begyndte at ytre sætninger om at drømme om at skrive en bog. Men sætningerne var sporadiske og fyldt med “men”.

Lige nu er der ingen undskyldninger. Jeg har tiden. Jeg har lysten. Hvorfor gør jeg det ikke bare? Skriver, skriver, skriver. På noget, der er ægte. På noget, der er mig. Før det forsvinder. Før jeg forsvinder.

I princippet kan jeg godt plædere for, at jeg faktisk skriver et eller andet hver eneste dag. Jeg forsøger at tvinge mig selv til at skrive noget fuldstændig uagtet, hvad det er. Så jeg skriver. Blandt andet dette indlæg.

Som yngre oplevede jeg min skrivelyst som øjeblikke af ren, vild og utæmmet inspiration, der måtte nedfældes her og nu. Jeg forestillede mig, at mennesker, der skrev bøger, måtte være mennesker, der dag ud og dag ind blev ramt af denne følelse. Efterhånden har jeg beskæftiget mig en del med skrivning og skrivelyst, både professionelt og privat. Jeg kan konstatere, at man ikke kan regne med inspirationen. Man må endelig ikke forvente den. Man kan kun håbe på, den kommer og forgylder ens arbejde fra tid til anden. At den fornemmer, at man er en åben kanal, som gerne vil samarbejde med de gode idéer.

Det er et håndværk at skrive og for at blive bedre, bør man både læse og skrive dagligt. Jeg ved det. Teoretikerne siger det. Jeg siger det selv. Det er bare ikke så lige til. For så er der dét med modet. Modet er det eneste, man ikke må miste.

En ting er at stille mig op på en scene og læse mine tekster op til poetry slam. Det kræver mod, men den slags mod er afgrænset og min performance er et midlertidigt fodtrin, der udviskes fra verden igen. Hvis jeg skriver en bog, så har jeg sagt med blæk, at jeg godt tør. Så har jeg skrevet noget, som jeg vil sende ud i verden. Noget, der potentielt kan få afslag eller møde åbne døre.

Lige nu er jeg en åben kanal fuld af idéer. De kommer til mig i hobetal. Men jeg sender dem på porten. “Jeg kan ikke skrive om dig,” siger jeg til den ene idé efter den anden, “for jeg kan ikke holde fokus, jeg er ikke konsekvent nok, jeg aner ikke, hvad det vil sige at være forfatter – du må hellere banke på hos en af de dygtige.” Det er nu, det tæller, og usikkerheden banker på. For en gangs skyld er jeg ikke tilknyttet en censor, en vejleder, en noget-som-helst. Og jeg er helt ærligt ikke vant til at kæmpe for noget på den måde, som jeg forudser, at jeg skal kæmpe for at udleve denne drøm. Det vil koste. Mit selvværd skal være stærkt, hvis jeg skal gå rigtigt i gang. Jeg skal tro på det. Jeg skal ville det. Ordene skal være endnu stærkere end mine vilje. For pokker, mand, tør jeg at kunne det?

Imens sidder mit hjerte og kigger længselsfuldt efter alle idéerne med store, bedende hundeøjne. Hjertet banker i mit bryst og siger, jeg må tage et valg. Om jeg vil være modig og give ordene den plads, de fortjener? Om jeg vil sætte mig selv mere på spil, end jeg gør i forvejen? Hjertet håber inderligt, jeg vil gøre det. Det er derfor, det overøser mig med ord og kærlighed og vilde, inspirerende tanker for tiden. For hjertet vil sætte ord på papir med pincetpræcision for herefter at sende dem ud i horisonten og håbe, nogen vil læse dem og blive ramt af dem. Hjertet siger, at man ikke må pisse en gave som min væk. Jeg medgiver, at jeg har en medfødt evne til at sætte ord på ting. Jeg medgiver, at jeg ikke kan lade være.

Måske tør jeg faktisk slet ikke lade være.

Jeg bliver stående på vippen lidt endnu. Men jeg ved, at jeg vil springe. Og jeg ved, at mit fundament er sikkert nok til, at jeg nok skal lande på en eller anden måde.

You don’t have to be great to start. But you have to start to be great.

Ingerslevs Marked

Jeg er altid lidt nervøs for at gå til marked på Ingerslev. Jeg ved ikke hvorfor. Det er som om, man bør få kørekort til den slags. Hvor er de gode boder, hvor både pris og kvalitet er sådan OK? Kan jeg godt bare glane lidt, mens jeg tjekker priser ud? Hvad vil jeg overhovedet have? Ved jeg, hvad halvdelen af tingene er? Bør man læse op på den slags hjemmefra? Ved alle de andre handlende bare, hvordan man gør? Tager de mobile pay? Spørgsmålene er mange.

I dag gik jeg ud af døren og bad spørgsmålene holde kæft. Jeg skulle bare have en buket blomster for at blive mere glad. Det er en enkel opgave, en mission der kan løses relativ hurtigt.

Der stod vejr- og vindbidte mænd og kvinder ved varevognsboderne og solgte grøntsager, frugt, blomster, planter, ost og fisk. Solen var begyndt at skinne, mens blæsten ufortrødent ruskede i parasoller og markiser. Man kunne se på de vejrbidte, at de er sådan nogle mennesker, der ved noget om det, de sælger. Mange af de kvindelige sælgere var i nærheden af pensionsalderen, vil jeg tro. Jeg ved ikke hvorfor, men de fascinerede mig på samme måde som glødende kul. Der var livskraft i de damer. De var gråhårede på den måde, der er vital. De var standhaftige. Stolte. Typerne, der smiler med øjnene og fortæller historier i ansigtet helt uden af sige noget. Ganske sikkert typerne, der har en surdej i køleskabet og som drikker kaffe udenfor uden behov for andet til at aflede tankerne. Det skulle da lige være et strikketøjsprojekt.

Jeg forestillede mig at være en vejrbidt dame, der solgte planter. En, som altid har lidt jord under neglene og som aldrig bliver syg, fordi jordbakterier hver eneste dag er med til at styrke ens immunforsvar. Jeg ville stå op med lyset og fuglene for at drikke en stilfærdig kop kaffe på den slubrende måde. Så ville jeg gå ud til alle planterne og snakke med dem, mens jeg pakkede dem i varevognen. Jeg ville kunne dufte jorden og plantesaften og de skønne blomster. Jeg ville lukke mine dyr på græs. Jeg ville tjekke, om planterne i drivhuset trængte til vand. Og så ville jeg køre ind til Ingerslevs Boulevard med min mand og pakke de kærlighedsgødede planter ud og hilse på de andre sælgere og afstemme priser og høre til blomsterhøsten i år. Jeg ville nok også tale om vejret. Drikke spandevis af kaffe. I perioder uden så mange kunder, ville jeg tage min notesbog frem og skrive i den om de mennesker, jeg havde mødt og de ord, jeg var blevet fortalt.

Min dagdrøm stoppede der, for jeg mødte en buket pæoner, der skulle med mig hjem. Jeg vogtede dem for blæsten med mit liv på den lille gåtur hjem. Undervejs smilede jeg, fordi de ældre kvinders blotte tilstedeværelse satte min fantasi og min skrivelyst i sving og gjorde min dag meget bedre.

Mennesker trænger mennesker.

Livsberuset på en mandag

Det var en aften, hvor naturen og årstiden sneg sig ind på mit humør. De blomstrende ramsløg i Risskov stimulerede min fantasi i en sådan grad, at jeg mest havde lyst til at lægge mig ned i det hvide, blomstrende hav og kigge op i himlen i lang tid bare for at kunne være en del af det. Jeg havde lyst til at svømme rundt i ramsløgsblomsterne. Jeg havde lyst til at kaste mig ud i de hvide blomster helt oppe fra en trætop. Det så uendelig blødt, elastisk og inviterende ud med de hvide blomster. Det lignede et lag af bomuld. Det duftede til gengæld af løg. Løg, græs og skovbund.

På min cykeltur hjem fra Risskov, overrumplede Aarhus mig igen. Man skulle ellers tro, jeg havde vænnet mig til den slags, men det har jeg ikke. Mens jeg trillede ned ad Dr. Margrethes Vej med Frank Ocean i ørerne på lav volumen, passerede jeg mennesker og hunde. Men det var ikke bare mennesker. Det var stemninger. Det var par, der gik hånd i hånd. Det var en mand, der stod og tørrede sit ansigt for sved. Det var de hårdt trænende løbere. Det var mig på min cykel med åben mund. Og så insekterne, der gerne ville derind.

Nede ved Aarhus Teater var en forestilling måske netop slut. Der stod grupper af mennesker ude midt på Skolegade. To kvinder kyssede hinanden og brød reglen om ikke at måtte kigge hinanden i øjnene imens. Det kunne jeg ikke undgå at se, for kærligheden smilede ud af øjnene på dem begge to. For enden af Åen stod endnu et par i et nærmest bobleplastisoleret øjebliks intense forsøg på at kravle ind i hinandens sjæl ved hjælp af øjnene. Jeg tror ikke, de så den fantastiske farve, himlen i horisonten havde på det tidspunkt. Men jeg fornemmede det alt sammen, og set udefra var det så pænt, at man næsten fik lyst til at lave lidt ravage i det hele, bortset fra at jeg ikke er den type, og at jeg i mit stille sind boblede over af glæde over Aarhus og mennesker og liv og sommer forude og at kærligheden eksisterer.

Og så er jeg endda helt ædru, mens jeg sidder her og er livsberuset.

At skrive med usynligt blæk, som du kan se

Jeg skriver konstant med usynligt blæk. Det er lange fortællinger om alle de indtryk af verden og livet, jeg oplever. Ordene strømmer igennem min hjerne og de holder ingen pause. Det er nådesløst. Det er fantastisk. Verden i min hjerne er så rig på ord og fantasi. Jeg får lyst til at digte videre på de dovne bølger i Limfjorden, den rolige rytme i provinsen, der giver min hjerne ilt og kroppen ro, eller skrive lange tekster om mænd med barbersprit og vandkæmmet hår en tidlig morgen i Superbrugsen.

Jeg kan levende forestille mig, hvordan jeg vil sætte mig ved computeren og lade fingrene danse let hen over tastaturet, mens ordene får deres helt eget liv. Ordene tager mig med nye steder hen og det sker helt automatisk, mens jeg skriver. Jeg oplever verden gennem ord, og jeg forstår alt sammen meget bedre, når jeg skriver.

Men.

Så sætter jeg mig ved computeren, for de her ord skal betyde noget nu. Jeg har brug for, de begynder at betyde noget. Det skal begynde at koste noget. Mine drømme vil gerne udleves og jeg står på kanten af alle mulighederne, klar til at dykke. Ordene skal overraske mig med det, de kan; det, jeg kan, og sammen skal vi skabe noget, andre gerne vil læse. Men hvad vil andre gerne læse? Hvad vil jeg gerne skrive? Har jeg noget at sige, som siger andre noget? Erfaringen siger mig, at det har jeg. Men jeg bliver i tvivl ved tastaturet. Jeg piller navle ved tastaturet igen og igen. Jeg har lyst til at skrive om et liv som drømmende navlepiller. Et liv, der er meget smukt og rutschebaneagtigt. En følelsesføljeton. En identitetsbastion.

Men mine ambitioner vil noget andet. De vil skrive fiktion – de vil skrive sig ind i en fantastisk roman med et voldsomt genialt plot. Virkeligheden er bare, at jeg sjældent lykkes med fiktion. Jeg vender altid tilbage til mig selv. Det lykkes jeg til gengæld med – at partere mig selv; dele min væren op i stavelser, ord, sætninger, tekster. Jeg deler det meste og selv om jeg er dødsensbange hver gang, så giver det mening at putte mig selv på spidsen, at lade andre læse mig, at lade mig selv læse mig. Jeg forstår mig selv bedre igennem ordene. Jeg deler det meste, men ikke det hele. Langt fra det hele. Men jeg har lyst. Jeg har lyst til at lave et kæmpe dokument med det alt sammen.

Jeg er en ekshibitionist, og du er min voyeur. Du vil jo gerne læse med. Du vil gerne ind under hjernebarken på mig. Ellers sad du jo ikke her, vel?

 

Vasketøj

Hvis der var noget, hun hadede, så var det vasketøj. Vasketøj! Utroligt nemt, alle husmødre gør det, alle husmødre elsker duften af rent vasketøj.

Vasketøj var som sendt fra helvede. Bare det at definere en kulørt vask! Hun blev helt forpustet ved tanken. Nok var hun måske en smule neurotisk anlagt, men når man står der med et par hvide trusser med røde prikker, hvilken bunke hører de så til i? Hvid vask eller kulørt? Putter man dem i den hvide vask, risikerer man, at de røde pletter smitter af, og den Hvide Vask ender med at være den Lyserøde Vask. Putter man dem i den kulørte vask, risikerer man, at alle de andre farver smitter på af på det hvide i trusserne. Så mange overvejelser for blot 1 par trusser! Oftest endte hun med at vaske en sådan ubestemmelig genstand i hånden. For at være på den sikre side. Problemet var bare, at der var ret mange ubestemmelige genstande i hendes husstand. 7 børn og 1 mand producerede nok til flere dages vask i ugen. Ja, med hendes metode, faktisk dagligt.

Ja, hvis der var noget, hun hadede, så var det vasketøj. Alt det onde vasketøj, der forhindrede hende i at følge med i yndlingsserierne på tv. Hun havde overvejet muligheden for at flytte tv’et ud i bryggerset, ja, det havde hun faktisk. Overvejet, men aldrig gjort. Desuden ville ungerne brokke sig, det vidste hun. Det var i øvrigt svært nok i forvejen med kun et eneste fjernsyn til 9 mand.

En dag besluttede hun sig for at lade tv’et vinde. Og vasketøjet, for den sags skyld. Bunken voksede for hver dag, der gik, og hun begyndte at vænne sig til den. Det var faktisk sådan lidt sjovt at se, hvor stor den kunne vokse sig dér i kurven uden at vælte ud over hele bryggersgulvet. Familien begyndte at brokke sig. Gevaldigt, faktisk. Yndlingsblusen var ikke ren, så den mellemste ville hellere gå i skole HELT UDEN TØJ, den største brokkede sig over, at hele fodboldholdet stod og lugtede før deres sidste kamp, fordi NOGEN havde glemt at vaske deres kampdragter, og hendes mand manglede ”heldig-slipset” som han jo ikke kunne forhandle uden, og han havde jo altså spildt taco sauce på den i sidste uge, og nu var der det her vigtige møde i morgen.

Hun forholdt sig ikke rigtigt til noget af det. Hun observerede neutralt, hvordan vasketøjsbunken i kurven blev til Vasketøjsgulvet, hun observerede, hvordan hendes mand rød i hovedet af raseri tog på arbejde UDEN SLIPS, for så kunne det da også være lige meget. Hun modtog en bøde fra den ældstes fodboldklub for ikke at have taget vasketørnen, hun sendte den mellemste i skole kun i undertrøje – og modtog en seddel retur fra læreren, da den mellemste kom hjem; at den mellemste havde lånt en andens sweater, fordi den mellemste havde frosset, og om vigtigheden af at klæde sine børn ordentligt på, også for indlæringens skyld.

Ja, hvis der var noget, hun hadede, så var det vasketøj. Når man bruger tid på at ordne det, spilder man sin dag på det, og når man vælger IKKE at ordne det, ødelægger man det for alle andre og ender i øvrigt med at være en bussemand.

Så en dag gik hun. Ud, bare ud. Og væk. Længere og længere væk. Kilometer efter kilometer smed hun beklædningsgenstand efter beklædningsgenstand.

Aldrig mere vasketøj.

BDS/DSB

poetry-slamFølgende tekst læste jeg op i finalen til Slamfrø poetry slam på Studenterhuset i Aalborg den 4. maj 2017.

Du er syg. For det siger din journal.

Du knirker dig igennem det med at stå op, det føles som om, du kun er krop.

80.000 år gamle knogler, led, sener og hud – og den der topmave der giver lidt ekstra lyst til at tude.

Du står op og tager din maske på – det er makeup, i det mindste skal dit udseende bestå, også selv om alt er ændret, der er sgu ingen, der kan forstå.

Du havde store planer og fine ambitioner, det matchede bare ikke godt med alle kroppens indikationer på, at der var noget galt, lægen sagde, sygdommen ikke var fatal – til gengæld var den kronisk. Det var sgu lige før, du syntes, det var helt komisk.

Sygdommen hedder BDS, det er næsten det samme som DSB, bortset fra at det her tog kan du fandme ikke stige af igen, du kan ikke finde tilbage til den krop der engang var dit gode, velfungerende hjem. Du ville ønske, du kunne hente en app ned, købe en returbillet -til og fra BDS- og så få lidt fred. Handle og fungere i stedet for at overbelaste og intendere.

Jeg mener, pludselig sad du i en stol foran en sagsbehandler hos sygedagpeng’ – hun var begejstret for din evne til at fungere uden for din seng og kommenterede på, at du jo i dit forrige vikariat havde haft fin evne til at lave og udføre ting.

Så hun ville bare gerne sende dig videre til en virksomhedskonsulent i en anden kommunal afdeling, så du kunne lægge varer på plads hos Jydsk eller Salling.

Godt nok er du folkeskolelærer, men at møde stabilt ind på en arbejdsplads uden det store ansvar  i en virksomhedspraktik vil enhvers hjerte da begære, sagde hun, mens hun ikke kunne høre dit indre eksplodere.

Hun ville ikke vide, hvor hårdt du længe har kæmpet på arbejdet for at være helt normalt imponerende – så ingen kunne se kroppen indeni, hvor det hele føles knapt så flatterende

I de sidste 2,5 år har du arbejdet i vikariat. Klatfravær og stressygemeldinger blev det, der stod på din plakat – indtil du fik henvisning til det der sted, der var villige til at tage sådan nogle som dig med.

Du kunne efter 6 timer på sygehuset sige, at du havde fået sygdommen BDS – også selv om det føltes lidt som at få tæsk. Så du sagde det til alle du kendte, men det føltes hurtigt som om, det var noget, folk glemte.

Da din kollega sagde til dig, at det ville være lettere at have medlidenhed med dig, hvis du havde haft et brækket ben, begyndte du at tænke “der er noget galt i det her system”.

Men nu er det systemet, der forsørger dig, du har efter vikariatets ophør givet lidt slip. Nogle andre må tage over, nogle med høje hæle, paragraffer og nypresset skjorteflip.

Imens må du forsøge at holde stærkt fast i dig selv og dine drømme om noget med ord, så derfor står jeg her på scenen og beviser, at man kan mere, end man selv tror.