Jeg – en faker

by sissemoelgaardpoulsen

Jeg var så tæt på i de andres øjne. Så tæt på at have styr på det.

Og når de spurgte, havde jeg styr på det. Det er velargumenteret, det er fint, det er alt sammen fint, jeg er glad, jeg har det godt, jeg elsker det, jeg laver, jeg har gode grunde til at gøre, som jeg gør, velovervejet type, det er mig, og så får de lige den der snert af min sårbarhed og ærlighed oven i alt det intellektuelle, så det bliver endnu mere ægte, det er fint, for så føles det også alt sammen sandt i en stund for mig – paradoksalt nok er intet af det løgn, men det føles sådan, når jeg nikker, det føles som om, jeg taler om en anden på den dér jubeloptimistiske måde, og jeg kan slet ikke mærke mig selv i de sætninger til trods for, at jeg er subjekt i dem allesammen.