Om at have noget med ord uanset hvad

by sissemoelgaardpoulsen

Nej, der er nok ikke nogen vej uden om det,” sagde socialformidleren halvsmilende til mig, mens jeg kiggede ned i bordet på et udefinerbart punkt, fordi mit syn var sløret af de tårer, jeg nægtede at lukke ud.

Halvdelen af tiden tænkte jeg, at det umuligt kunne være mig, vi talte om. Det kan umuligt være mig, der om en måned skal gå ned på kommunen for at fuldtidssygemelde mig med en sygdom, som ingen ud over lægerne kan se, men som jeg uden tvivl sagtens selv kan mærke. Når jeg kigger mig i spejlet, ser jeg sgu ret kompetent og rigtig ud. Kompetente mennesker kan da klare alt, ikke?

Men det er altså mig. Det ér mig, der i 2,5 år har insisteret på at arbejde fuldtid med en skrigende krop, der gang på gang ikke tillod mig og min stædige, ambitiøse hjerne at holde til det. Den skrigende krop, der gang på gang har lagt mig ned i fosterstilling med følelsen af helt objektivt set at være verdens ringeste menneske, fordi jeg ikke kunne holde til noget så enkelt som at møde stabilt ind på et almindeligt arbejde.

Indtil jeg fik min diagnose i det sene efterår, troede jeg, at det var stress. At jeg bare var sådan en svag type, der blev ved med at få stress. Nu ved jeg, at jeg blev stresset, fordi mit nervesystem er på konstant overarbejde på grund af min sygdom.

Fremtiden venter derude, og selv om jeg skal igennem en meget uvis tid i en mølle, der er bedre kendt for at kværne mennesker end styrke dem, så tror jeg på, at jeg er på vej i retning af noget mere rigtigt, selv om det er angstprovokerende.

Der venter mig et arbejdsliv derude, som kan give mig succesoplevelser. Jeg skal bare finde de rigtige rammer at arbejde i. Jeg kan mærke en spirende virkelyst; en kreativitet, der brænder derinde, og jeg tør arbejde mere og mere konkret med idéen om at skabe noget for mig selv. Det er ikke lige nu, det bliver big business. Måske er det aldrig. Pointen er, at jeg ikke finder ud af det, hvis jeg ikke prøver.

Så:

Jeg læser, undersøger og tilegner mig viden om CVR-registrering, patentbeskyttelser og SEO. Jeg forsøger at finde ud af, hvad det er for et rum, jeg potentielt kan skabe for mig selv – og om jeg vil kunne tjene penge på det på længere sigt.

Sygedagpengemøllen skræmmer mig, og jeg har sjældent følt mig mere ufri og truet end nu, hvor jeg er på vej ind i den.

Men ordene sætter mig fri, og det gør de gang på gang. Jeg tror, det er på tide at give dem lov til at arbejde for mig, så jeg med tiden kan arbejde med udgangspunkt i dem.

I dag købte jeg domænet her.

Det er da en start.

Så må vi se, hvor jeg ender.

Uanset hvad har jeg noget med ord.