Noget Med Ord

Month: april, 2017

Sygemeldt

Bøger, papirer og gaveæsker står i stakke rundt om mit skrivebord. Det er resterne af mit arbejdsliv. På min seng og rundt om den ligger tøj og diverse artefakter. Mine vinduer er både punkterede og møgbeskidte. Ude i mit køkken er der ikke meget bordplads, for der står ting overalt. Mappen med kærlighedserklæringer fra mine elever ligger på bordet i stuen. Jeg tør ikke læse dem igen. Ikke endnu. Jeg husker stadig alt for tydeligt følelsen af de sidste børn, der ikke ville give slip på at kramme mig i fredags. Det hele er lidt rodet.

Sådan føles det i hvert fald. Det er et vældig fint billede på, hvordan jeg har det lige nu. Tror jeg. Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan jeg har det. Jeg vågnede op i morges med godt humør og en kæmpe lyst til at gøre alt muligt. Invitere mennesker på dejlig mad, gøre min lejlighed ren, nyde glæden. I stedet brugte jeg lidt for lang tid over morgenkaffen. Stenede lidt for meget computer. Gik en tur, handlede. Kom tilbage i lejligheden. Spiste. Fortabte mig i streaming af serier. Solen skinner udenfor, men jeg kan ikke mærke det lige nu. Det føles underligt i kroppen. Jeg kan mærke, den reagerer på min situation.

Situationen er jo, at jeg fra og med i morgen officielt er sygemeldt i kommunens system. På tirsdag har jeg et møde med en sagsbehandler. Allerede i telefonen nævnte hun ordet “praktik”. Lige nu tænker jeg bare, at jeg har brug for RO. En periode med ro til at fokusere på min behandling og forsøge at implementere de nye vaner, dem på sygehuset lærer os i gruppen. Jeg håber, hun vil være med til at hele mig, min sagsbehandler. Give mig ro til min behandling slutter i august. Men jeg ved jo godt, at det bare handler om at gøre mig arbejdsklar igen hurtigst muligt. Så jeg forsøger at lade være med at forvente himmelgroende træer.

Der står smukke blomster i mit vindue, som minder mig om, at jeg lige har været en ansat et sted. At jeg har fået ros med på vejen og at jeg i andres øjne har været et professionelt og ambitiøst menneske. Det forsvinder selvfølgelig ikke, bare fordi jeg bliver sygemeldt.

Men det føles sådan lige nu.

 

selfieudenhænder

Så, nu er du voksen og god. Ikke?

“Nå, jamen, det gik jo meget godt, Sisse,” sagde den myndige stemme i telefonen og fortsatte med at sige de ord, jeg både havde håbet på og frygtet for at høre: “– vi vil gerne tilbyde dig stillingen, hvis du stadig er interesseret?”, sagde han spørgende.

Da jeg havde bekræftet interessen og fået klarlagt små detaljer, lagde jeg på og bluetoothforbindelsen forsvandt fra bilens højttalere. Jeg kørte netop da langs Skive Fjord, og der var kun mig og fjorden og A26. Mig, fjorden, A26 og mit helt nye job, som jeg endda hev i land før jeg overhovedet var færdiguddannet. Den slags siger man ja til. Det gør man bare.

Så det gjorde jeg. Jeg grinede hysterisk i bilen hele vejen fra Langå hjem til mit værelse i Glyngøre, hvor jeg boede midlertidigt, mens jeg var i den praktik, der skulle færdiggøre min læreruddannelse. Om 6 uger skulle jeg altså forestille at starte på mit nye job i en mindre by ude midt i ikke-så-meget. Det virkede helt grotesk og surrealistisk. Tænk, at de ville have mig. Det var den eneste ansøgning, jeg overhovedet havde sendt afsted, og jeg var end ikke færdiguddannet. De ville vente på mig, fordi jeg var den rigtige til jobbet. Man siger ja til folk, der vil vente på en. Det gør man bare.

Derfra gik det hele meget hurtigt, også selv om det i realiteten tog 6 uger. Jeg tog en svær, men fornuftbaseret beslutning om at flytte til Randers i stedet for mit elskede Aarhus, hvor jeg ellers havde boet de seneste 8 år af mit liv. Tanken var, at jeg nu skulle gøre lige som de andre, der fik job og var færdiguddannede: bo billigt, så man kan betale sit SU-lån af hurtigt. Og så DØR man næsten, når man starter som nyuddannet folkeskolelærer, ISÆR efter reformen, siger de, så derfor ville en times transport hver vej + 40-timers arbejdsuger ikke hænge sammen for mig, tænkte jeg. Altså blev det Randers.

Og jeg fik næsten, næsten, lokket mig selv til at tro på, at det kunne blive virkelig godt for mig alt sammen. Med masser af ro, natur, fast arbejde og penge at spare.

I begyndelsen var det som om, det var noget, jeg legede. Altså det dér med at være voksen, velfungerende og bo i Randers. Det var lidt som at prøve et sæt tøj, der er godt til prisen og passer sådan nogenlunde til ens kropsform, men som føles stift og unaturligt, når man har det på. Når nye ansigter spurgte mig, hvor jeg boede, svarede jeg altid ”Randers” efterfulgt af alenlange undskyldninger og forkromede fremtidsplaner. Så jeg kunne få det til at give mening. Nok mest for mig selv. De var sgu nok ligeglade, de andre. Allerede dér burde jeg have kunnet se det. Man skal ikke undskylde for sin egen bopæl, vel. Man skal i det hele taget ikke undskylde for sig selv.

Jeg blev fanget dér midt i livet uden en køreplan, som mange andre i min omgangskreds ellers var i fuld gang med at følge. Idéen om livet som færdiguddannet og dermed voksen hang sammen med en vis grad af fornuft, pragmatisme og velovervejelse. Der var simpelthen ikke plads til vaklen i det voksne liv, mente jeg, for den slags så jeg ikke i min omgangskreds. Idéen om, hvordan det burde være, livet, fyldte for meget. Især fordi det pludselig havde taget en retning, jeg egentlig ikke ønskede. Jeg var så småt begyndt på villa, vovse og Volvo uden overhovedet at have et incitament for det. NU skulle jeg være voksen, for man vænnede sig nok til det; ensomheden, ambivalensen, længslen efter at mærke sig selv og det knugende savn til en by, man egentlig før elskede at bo i.

Der var fart på i begyndelsen. Mit nye arbejdsliv tog lige så stille form, og jeg kunne på mange måder godt lide det – men det tog også enormt meget af min energi. Når jeg kom hjem til min flotte, alt for store og meget billige Randerslejlighed, var der kun overskud til sofaliggeri, søvn og selvmedlidenhed. Ensomheden sneg sig langsomt ind på mig. Jeg orkede ikke tage initiativer til nye bekendtskaber, det blev højst til nogle kaffeaftaler og gåture med de få veninder, jeg allerede havde i byen.

Samtidig manglede jeg nærvær og nye bekendtskaber mere end nogensinde. En dag greb jeg mig endda i at sidde og holde om mig selv, så meget manglede jeg det. Knuden i maven blev langsomt, men mærkbart, større. Jeg orkede bare ikke lige tage del i min nye by endnu, fordi arbejdet var så hårdt i begyndelsen, og det skulle sikkert nok komme senere, tænkte jeg. Nu ved jeg, at det i virkeligheden var fordi, jeg ikke magtede at identificere mig selv med det nye liv, som jeg ellers lige havde banket rammerne op om. Randers og jeg for altid!? Nej. Bare nej. Tanken skræmte mig. Glæden ved de faste rammer og al forudsigeligheden begyndte at smuldre.

De måtte ikke mærke det på jobbet. Alle ambitionerne ville jeg leve op til. Mine egne, naturligvis. Jeg havde tit ondt i maven og begyndte at ryste indeni. Ingen måtte se det! Jeg var jo professionel, og så er man som bekendt perfekt. Når jeg gik hjem fra bussen, krabbede jeg mig op ad møgbakkerne mod min lejlighed. Benene ville næsten ikke. Jeg græd, når jeg kom ind ad døren. Fordi jeg var vred på mig selv over at være så inkompetent. Og så spiste jeg. Noget med hurtighed, hvede, sukker og selvlede. Skyllede lidt for ofte ned med vin. Stadig nægtede jeg at erkende, at der var noget galt. Jeg skulle jo bare lige tage mig sammen, vænne mig til det hele og se at blive voksen. Havde jeg ikke også altid været lidt af en følsom svækling? Det gik nok over.

Kroppen blev tungere og tungere. Alt gjorde efterhånden ondt. Det værste var humøret og nattesøvnen, som led tiltagende overlast. Det samme gjorde min omgangskreds. Jeg hev dem langsomt ned i mit søle. Græd ind i ørerne på dem, men nægtede alligevel at ændre på noget som helst. Så kom osteklokken og den ekstreme svimmelhed. Dernæst ligegyldigheden. Ingenting betød noget. Det var skræmmende, for det lignede overhovedet ikke mig. Jeg var ked af det og havde dårlig samvittighed på størrelse med Europa. Over det liv, jeg slet ikke kunne finde ud af at leve – det liv, som alle de andre jo tilsyneladende førte uden problemer.

Da jeg efter en længerevarende, stædig tovtrækningsproces med mig selv overgav mig og blev sygemeldt med stress, gav jeg arbejdet og mine høje ambitioner skylden. Jeg var nu kommet dertil, hvor jeg næsten ikke kunne tage ud at handle uden at gå i sort af udmattelse og angst. Det tog mig adskillige uger at give slip på ansvaret og noget på tyngde med Europa på skuldrene. Da jeg endelig gjorde, var det med en blanding af enorm lettelse og stor sorg. Hvad skulle der dog ikke blive af mig? Og af mine stakkels elever? Var jeg nu dømt til et liv i rendestenen? Hvad med alle ambitionerne? Hvor var jeg overhovedet blevet af midt i det hele?

Erkendelsen kom en dag, da jeg sammen med min nyligt tilskikkede psykolog lavede en liste. Det var en liste, hvor Aarhus og Randers konkurrerede om antal af fordele og ulemper. Listen SKREG ”Aarhus! Du skal hjem til Aarhus!” Jeg tillagde det ikke den store værdi, men således plantedes alligevel et lille frø, selv om jeg absolut ikke havde planer om at så eller lade noget som helst spire.

To uger senere havde jeg alligevel sagt min lejlighed op og købt en bruger på boligportalen. Frøet var begyndt at spire. Jeg anede så småt noget, der mindede om forventningsglæde. Og hertil kom ufatteligheden over, at jeg overhovedet havde sat mig selv i den vanvittige position, det egentlig var at bosætte sig mutters alene i en (provins)by, jeg ikke kendte, samtidig med, at jeg begyndte på et helt nyt job som fuldstændig nyuddannet. Pludselig gav alle nedturene mening. Al ensomheden. Man kan ikke tage en voksendragt på, hvis hjertet ikke banker indenunder. Jeg havde 6 måneder i Randers, og de bestod af ren førstehjælp og overlevelse det meste af tiden. Det var ikke Randers’ skyld. Det var min egen.

Jeg tog munden for fuld og mig selv for givet. Og jeg gør det aldrig igen.

 

 

Jeg – en faker

Jeg var så tæt på i de andres øjne. Så tæt på at have styr på det.

Og når de spurgte, havde jeg styr på det. Det er velargumenteret, det er fint, det er alt sammen fint, jeg er glad, jeg har det godt, jeg elsker det, jeg laver, jeg har gode grunde til at gøre, som jeg gør, velovervejet type, det er mig, og så får de lige den der snert af min sårbarhed og ærlighed oven i alt det intellektuelle, så det bliver endnu mere ægte, det er fint, for så føles det også alt sammen sandt i en stund for mig – paradoksalt nok er intet af det løgn, men det føles sådan, når jeg nikker, det føles som om, jeg taler om en anden på den dér jubeloptimistiske måde, og jeg kan slet ikke mærke mig selv i de sætninger til trods for, at jeg er subjekt i dem allesammen.

 

Om at have noget med ord uanset hvad

Nej, der er nok ikke nogen vej uden om det,” sagde socialformidleren halvsmilende til mig, mens jeg kiggede ned i bordet på et udefinerbart punkt, fordi mit syn var sløret af de tårer, jeg nægtede at lukke ud.

Halvdelen af tiden tænkte jeg, at det umuligt kunne være mig, vi talte om. Det kan umuligt være mig, der om en måned skal gå ned på kommunen for at fuldtidssygemelde mig med en sygdom, som ingen ud over lægerne kan se, men som jeg uden tvivl sagtens selv kan mærke. Når jeg kigger mig i spejlet, ser jeg sgu ret kompetent og rigtig ud. Kompetente mennesker kan da klare alt, ikke?

Men det er altså mig. Det ér mig, der i 2,5 år har insisteret på at arbejde fuldtid med en skrigende krop, der gang på gang ikke tillod mig og min stædige, ambitiøse hjerne at holde til det. Den skrigende krop, der gang på gang har lagt mig ned i fosterstilling med følelsen af helt objektivt set at være verdens ringeste menneske, fordi jeg ikke kunne holde til noget så enkelt som at møde stabilt ind på et almindeligt arbejde.

Indtil jeg fik min diagnose i det sene efterår, troede jeg, at det var stress. At jeg bare var sådan en svag type, der blev ved med at få stress. Nu ved jeg, at jeg blev stresset, fordi mit nervesystem er på konstant overarbejde på grund af min sygdom.

Fremtiden venter derude, og selv om jeg skal igennem en meget uvis tid i en mølle, der er bedre kendt for at kværne mennesker end styrke dem, så tror jeg på, at jeg er på vej i retning af noget mere rigtigt, selv om det er angstprovokerende.

Der venter mig et arbejdsliv derude, som kan give mig succesoplevelser. Jeg skal bare finde de rigtige rammer at arbejde i. Jeg kan mærke en spirende virkelyst; en kreativitet, der brænder derinde, og jeg tør arbejde mere og mere konkret med idéen om at skabe noget for mig selv. Det er ikke lige nu, det bliver big business. Måske er det aldrig. Pointen er, at jeg ikke finder ud af det, hvis jeg ikke prøver.

Så:

Jeg læser, undersøger og tilegner mig viden om CVR-registrering, patentbeskyttelser og SEO. Jeg forsøger at finde ud af, hvad det er for et rum, jeg potentielt kan skabe for mig selv – og om jeg vil kunne tjene penge på det på længere sigt.

Sygedagpengemøllen skræmmer mig, og jeg har sjældent følt mig mere ufri og truet end nu, hvor jeg er på vej ind i den.

Men ordene sætter mig fri, og det gør de gang på gang. Jeg tror, det er på tide at give dem lov til at arbejde for mig, så jeg med tiden kan arbejde med udgangspunkt i dem.

I dag købte jeg domænet her.

Det er da en start.

Så må vi se, hvor jeg ender.

Uanset hvad har jeg noget med ord.