Filmklip

by sissemoelgaardpoulsen

Det kunne måske godt have været en scene i en film, da vi gik igennem aftenmørket i støvregn og jeg bad dig stoppe op inde midt i Pergolaen, den lille tunnelpassage ved siden af Rådhuset. Filmen stoppede med at være perfekt, da jeg lidt fuld og akavet spurgte, om det var okay, at jeg kyssede dig. Du grinede og kyssede mig som svar. Det var vores første kys. Måske i rækken af ikke flere. Måske i rækken af mange. Det er der aldrig nogen, der ved på forhånd. Jeg konstaterede bare, at jeg var nysgerrig efter at blive klogere på det.

Efter fire fadøl tog jeg dig med på en pub for at møde en af mine gode venner, og det var der, vi var på vej hen. Det bekræfter min teori om, at det lige så godt kunne have været en film. Den slags gør man jo ikke på en første date. Men det gjorde vi. Så vi sad på Pub’en og drak Ceres Top og lyttede til musik og jeg betragtede de to mænd, der talte passioneret om instrumenter og indspilninger. Mens de talte, betragtede jeg din mimik og dit hår. Især dit hår. Det er virkelig et flot hår. Det er den slags ting, jeg kan blive mere end almindelig fascineret af – især når det sidder på en sjov og interessant mand. På et tidspunkt skete det uundgåelige, at pubben måtte lukke.

Du var ikke sådan en, jeg havde lyst til at skynde mig at sætte på porten dagen efter. Du virkede heller ikke til at have travlt. Samtalerne foregik på den måde, som samtaler ofte foregår dagen efter et større indtag af alkohol; slørede emner, dybsindighed og mange grin. Du afslørede små stykker af dig selv, jeg gjorde det samme. Vi var nøgne sammen på flere planer. Det overraskede mig at mærke, at det ikke gjorde mig noget at være det sammen med dig.

Da du gik, var det med et klem på min ene balde og kys som afsked.

Og nu, et døgn efter, sender du beskeder på min telefon om ingenting, men det gør ikke noget, for det er dig, der skriver, og jeg husker det alt sammen i kroppen endnu og forsøger krampagtigt at holde fast i følelsen af at ligge med hovedet på dit bryst og en hånd på det krøllede brysthår, mens du nusser mit hår og kysser mig på øret.

KLIP

Jeg får en besked. Det er fra dig, to døgn siden sidste udveksling om ingenting.

“Skal jeg komme forbi og hjælpe dig ud af dit tøj?”

Blinkesmiley.

Feministerne gør ramaskrig inde i min krop. Jeg føler mig som et stykke kød. Ikke fordi jeg egentlig er feminist, men fordi jeg vil være mere end det kød; jeg vil være et interessant menneske, du også vil se med tøj på, og jeg vil have, du får øje på det NU! Nununu!!

Skynder mig at skrive, at jeg altså ikke er den type. At jeg faktisk søger noget på den lange bane.

Så du skriver, at du ikke kan gå helhjertet ind i et potentielt nyt forhold, fordi du næsten lige er kommet ud af et andet. Jeg tænker, at det jo heller ikke var det, jeg afkrævede af dig, men set i retrospekt var det måske alligevel nok lidt dét, jeg udstrålede med den besked.

Dørene blev lukket under vores beskedudveksling. Jeg kunne mærke, jeg blev ked af det. Jeg ved ikke, om det var fordi, det var dig. Det var som om, det var en snebold af nederen, der havde rullet sig rigtig stor og frossen inde i min mave. Hele mandehistorikken blev trukket med ind i mine følelser. For jeg nægtede at græde over en mand, jeg kun havde set een gang. Det kunne da ikke passe!

KLIP

Jeg talte med en veninde, der fik mig til at indse, at jeg lukker hurtigt ned, så jeg slipper for at blive såret på længere sigt. Og du kunne godt såre mig. For jeg tror godt, jeg kunne komme til at kunne li’ dig.

Så jeg skrev til dig, at jeg godt kunne se, jeg afkrævede dig svar, du ikke kunne give mig lige nu. Og du fortalte, at du ikke kunne love mig andet end at du havde lyst til at bruge mere tid sammen med mig, fordi du synes, vi svinger godt sammen. Og jeg lod mine forsvarsværker falde en lille smule. Det lød jo relativ åbent. Du skrev, du syntes, jeg skulle tænke over det. Om jeg kunne leve med de præmisser. Så jeg tiede stille i et døgns tid, imens frygten skreg: “NEJ!! DET ENDER GALT! FLYGT!” og håbet sang, at det her måske kunne være en åbning for noget godt på ét eller andet plan.

Jeg besluttede mig for at være åben for udvikling. Om det blev mellem os eller bare inde i mig selv var for så vidt underordnet.

KLIP

Dagen efter kom du forbi og det var virkelig på mange måder, som det skulle være. Du spurgte mig om ting, og jeg turde svare på dem. Det lyder enkelt, men for mig er det ikke. Det er ikke enkelt at ligge med et fremmed menneske, der har fingrene begravet i mit hår og stiller spørgsmål om, hvem jeg er. Det er ikke enkelt, fordi jeg har lyst til at svare, men samtidig også er bevidst om, at jeg ved, at man ikke kan tage noget tilbage. Jeg kan ikke gøre det sagte usagt. Og det er  jo mig, der er dér i ordene. Og jeg ved, at jeg ikke er et helt klassisk lige-op-og-ned menneske. Og jeg ved, at det potentielt skræmmer mennesker væk. Så nej. Det er ikke enkelt. Men du fik det på en måde til at føles sådan.

Så nu ved du for eksempel, at jeg er deltidssygemeldt og ikke ved, hvad der sker i min fremtid. Du ved, at det roder lidt i min butik. Det er angstprovokerende, men det er jo for helvede også bare mig; sådan er det. Det er nødvendigt med rummelige mennesker i min verden.

Og vi lå lidt mere i ske, men skyggerne var blevet lange, meget lange, så du tog hjem, så jeg kunne få noget søvn. Det føltes underlig amputeret at lægge sig til at sove alene efter sådan en gang sjælevrangsudvridning, men morgenen efter satte jeg egentlig pris på, at du ikke blev en del af mine morgenrutiner. Du skal ikke se, at jeg går ind på mit soveværelse tre gange i træk for konstant at glemme, hvad jeg gik derind efter, så jeg må gentage processen.

KLIP

Det er fredag morgen. I bussen på vej til arbejde hørte jeg din stemme synge mig i øret. Jeg kan kun finde to numre med dit band, så dem har jeg hørt. En del. Til trods for, jeg ikke som sådan er musikalsk imponeret.

KLIP

Fredag eftermiddag. Jeg skriver til dig, at jeg er sådan en, der hører din musik i bussen om morgenen. Jeg gider sgu ikke lade være med at dele den slags med dig.

KLIP

Fredag aften. Jeg er småfuld i selskabeligt lag. Du skriver, at mit kompliment til jeres musik gør dig glad. Så skriver jeg og tilføjer et kompliment til din stemme. Vi ping-ponger lidt. Så citerer jeg en rap-tekst fra Ukendt Kunstner for at forklare, hvor jeg er henne i min brandert.

KLIP

Lørdag morgen. Vågner op og tænker, at jeg sgu ikke ved, hvorfor jeg sendte dig den tekst. Du svarede heller ikke. Hvad fanden svarer man også til Ukendt Kunstner? Men OK, hvis en mand ikke kan tåle den slags, skal han ikke være sammen med mig. Det er sjovt, som min hjerne går derhen med det samme – hen til Konsekvensland. Som om, det er farligt at sende brandertbeskeder. Come on, hjerne.

KLIP

Søndag morgen. Jeg sætter mig ned og skriver om det hele. Det er det, jeg har gjort indtil nu.

KLIP

Søndag eftermiddag. Jeg har fået udrettet meget lidt, fordi jeg beskæftiger mig relativ meget med, hvad du mon tænker. OM du mon tænker på mig. Det håber jeg lidt, du gør. Jeg forsøger at vurdere, om det er godt eller skidt, at det fylder i mit hoved. Men jeg har ikke nogen følelse knyttet til det – faktisk er det bare rart at beskæftige mine tanker med et andet menneske.

KLIP

Jeg er kommet hjem fra en gåtur med en veninde, der står i samme situation som mig selv. Den situation, hvor vi er bange for at overgive os til vores følelser og stå ved os selv i forløbet. Det var dejligt at have en at dele det med.

KLIP

Mandag aften. Jeg er rastløs. Jeg tænker på dig, men det er ikke længere med en neutral følelse. Jeg er irriteret. Jeg vil gerne have, du får lyst til at jagte mig lidt, så jeg tier stille på din telefon. Jeg har tiet stille i tre dage nu. Det er sgu ikke naturligt for mig.

KLIP

Tirsdag eftermiddag. Jeg sidder i min gårdhave og slikker sol og taler om livet med en veninde. Pludselig popper en besked op på min telefon. Du spørger, om jeg er kommet mig over mit misbrug i fredags. Det var rart, du skrev. Du blev ved med at skrive tilbage. Som om du ville et eller andet, som du ikke spørger mig om.

KLIP

Tirsdag aften. Du indikerer nu, at du gerne vil på besøg. På sådan en let underspillet kryptisk måde, og jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal forvente. Altså, om du kommer forbi. Jeg har hverken sagt til eller fra. Så jeg er gået i bad for en ordens skyld, men sætter mig foran computeren med mine varme sokker og et glas rødvin, for du skal sgu ikke tro noget, du skal ikke tro, jeg venter på dig.

KLIP.

Onsdag formiddag. Jeg har sovet længe i dag, for jeg kom sent i seng. Faktisk blev jeg helt i tvivl i går, om du kom. Så jeg sendte dig en besked og spurgte helt sort på hvidt, fordi jeg syntes, du var kryptisk. Da jeg havde sendt den afsted, ringede det på min dørtelefon. Det kunne jo kun være dig. Jeg blev faktisk ret overrasket og lettere febrilsk. Åbnede døren iført min kjole, bare ben og skrigrøde julesokker. Og du så, at jeg er sådan en, der drikker et glas rødvin for mig selv. Du så heldigvis ikke, at jeg er sådan en, der sidder her og skriver tekster om dig. Jeg kunne på en måde ikke lide at blive overrasket på den måde – men på en måde var jeg helt vild med, at du bare ringer på min dørklokke klokken 21.30 en onsdag aften, også selv om du ikke er sikker på, jeg er tilgængelig.

Det var sgu dejligt at se dig. Min krop er begyndt at vågne op efter længere tids dvale. Jeg sidder med helt smadrede muskler – det føles som om, min krop har tømmermænd. Sextømmermænd. Jeg begynder at give slip på, hvad vi er. Vi er ikke noget. Og i går følte jeg mig ovenpå i forhold til dig – det er en følelse, der er svær at forklare. Jeg følte mig bare helt okay. No matter fucking what. Du betyder ikke noget på dén måde.

Jeg spurgte dig om ting, fordi vi talte om ting. Musik, mennesker, liv, psykoterapi. Jeg kan ikke huske, hvad jeg spurgte dig om, men du sagde “nu bliver det personligt”, og jeg kunne mærke, du tøvede med at svare; dele ud af dig selv. Du svarede, men det var helt sikkert ikke hele historien, og jeg kan mærke, jeg synes, det er rart, at du også kan blive nervøs.

Jeg havde det fint, da du besluttede dig for at køre hjem. Det var okay at sende dig ud af døren og lægge mig i mørket og reflektere over det, der lige var sket. Jeg ville gerne sove sammen med dig, for det er dejligt at have nogen at ligge op ad i mørket, men hverdagen venter på den anden side af det mørke tæppe over byen, og de morgener er jeg faktisk glad for at slippe for.

Jeg kan mærke, at jeg kan li’ dig. Jeg ved ikke rigtigt på hvilken måde, men jeg er helt rolig omkring det lige nu. Hvis det bliver til mere, så sker det. Hvis ikke, så giver det her også ret meget mening for mig på et helt egoistisk plan lige nu. Jeg er sgu ikke så bange for dig.

KLIP

Det er torsdag, og min dag har været fyldt af mange andre ting end lige dig. I går inden jeg gik i seng, kunne jeg mærke, at du fyldte i mine tanker. Jeg vil ikke gå så vidt som til at kalde det et savn, men jeg har lyst til at bruge mere tid sammen med dig. Jeg har lyst til at ligge filtret ind i hinanden og snakke en hel nat.

I morgen flytter du ind et sted, der ligger tre gader væk fra mig. Shit. Det kommer tæt på. Du er kommet tæt på. Også selv om du slet ikke ved det.

Jeg har ikke kontaktet dig i dag, selv om jeg havde lyst. Jeg vil gerne jages lidt mere. Selv om jeg har haft en dag fyldt med andre ting, har du ligget som en baggrundsmusik, en filler, i mit hoved. På den ene side er det dejligt og på den anden har jeg lyst til at ruske i dig og spørge, om du overhovedet tænker på mig, når vi ikke ses? Tiden er slet ikke moden til at afkræve den slags svar. Egentlig skal det også bare komme helt af sig selv.

Du lyder jordnær, når du taler. Din dialekt kommer og går, som den vil. Det er lidt pudsigt. Jeg kan sgu godt lide det. Jeg kan godt lide dig. Du er spøjs. Du gør mig spøjs indeni.

Fuck.

KLIP

Fredag. Jeg sad fuld i min lejlighed med en veninde og besluttede mig for, at det var på tide at vise min fane sådan lidt for min egen skyld, så jeg sendte dig en besked og bød dig velkommen til mit hood. For i dag var du flyttet ind dér, 3 gader fra mig. Jeg spurgte, om vi skulle ses – faktisk to gange, fordi min fulde hjerne troede, det kunne lade sig gøre at overtale dig. Smart. Det kunne jeg sjovt nok ikke, for du sad med flyttegeleben og var helt smadret og ville bare gerne sove.

KLIP

Lørdag morgen. Mine to senest afsendte beskeder til dig hang og blafrede alene i vinden, følte jeg. Så jeg sendte dig en undskyldning for min beskedspam – nok fordi jeg var bange for at have virket for needy. Du skrev “haha” tilbage, for den slags skulle jeg da slet ikke undskylde for.

HAHA, hjerne, kan du så forstå det – du må gerne bare være dig selv, Sisse. Hvorfor føles det så pissefarligt at fortælle dig, at jeg gerne vil ses med dig?

KLIP

Søndag. Nu synes jeg godt snart, du måtte tage at få lyst til at se mig igen. Af dig selv. Nu. Nu! Nu?

KLIP

Søndag aften. Jeg sluger min selvbevidsthed og sender dig en besked, hvor jeg spørger, om du har tid til snart at se mig. Jeg går i seng med en tom indbakke og en sær mavefornemmelse.

KLIP

Mandag middag, fem minutter før det ringer ind til engelsk, læser jeg den besked, du har sendt mig på min telefon.

Jeg synes ikke, vi skal ses mere. Håber du er cool med min ærlighed. Jeg har sgu mødt en anden“.

Jeg var sgu ikke supercool med det lige dér, men det blev jeg ret hurtigt.

Og hvis det her var en film, kunne den jo ikke slutte sådan her. Føltes jo nærmest in medias res.

Så jeg fortsætter filmen. Den handler bare ikke om dig.

Plottet er sgu mit eget.