Kære Aarhus

by sissemoelgaardpoulsen

Aarhus er ikke en by, det er en tilstand, synes jeg. Og en fandens fin én af slagsen.

Hvordan forklarer man dét at føle sig hjemme et sted? Hvor gaderne bærer på ens minder og historier. Hvor ukendte gader er som tomme sider, der venter på at få skrevet nye historier ned? Jeg føler mig hjemme, men jeg er konstant nysgerrig. Hvad er det næste, du kan gøre ved mig, Aarhus? Hvad er det næste, jeg kan gøre ved dig?

Du er ikke noget særligt, men det er du alligevel. Det er ligesom med andres kærester, tror jeg. Man forstår det ikke altid, altså andres lys, tror jeg, men man kan mærke det – samhørigheden og følelserne og det alt sammen.

Og Aarhus, jeg mærker dig. Det har jeg altid gjort – lige siden mine spæde erfaringer med min allerførste kæreste, som boede der. Det var dengang, jeg var 17, og vi hang sammen som ærtehalm inde i de lyserøde bygninger bag hedengangne Bent J. Indtil vi ikke længere hang sammen, og så gik der lidt tid, før jeg så dig igen, Aarhus.

Da jeg kom tilbage, var det for at blive. Også selv om panikangsten over at være flyttet hjemmefra hev og sled gevaldig i mig. Vi var som to elskende, der ikke kunne holde hinanden ud, Aarhus. Jeg kunne slet ikke være i dig, men jeg kunne heller ikke undvære dig. Da jeg endelig sluttede fred med mine dæmoner, åbnede det op for kærligheden mellem du og jeg, sådan for alvor.

Jeg har siddet i sene nattetimer på dine brostensbelagte gader og grædt over at elske dig på den helt lykkelige måde. Jeg har vandret dig tynd på hvilket som helst tidspunkt af døgnet. Jeg har gået mig glad på grå dage, jeg har slæbt mig træt afsted på solskinsdage. Det har været dig og mig sammen om det hele. Du har båret mig gennem forelskelser, stor kærlighed, kæmpe sorg, forandringsprocesser, uddannelse, nye venskaber, adskillige dates og alt derimellem. Du har været der, når jeg skulle handle ind, når jeg skulle hente takeaway, når jeg ville læse og skrive, når jeg ville tænke stort og småt. Når jeg ville væk, når jeg ville tættere på, når jeg bare ville ingenting. Du har båret mig igennem det hele.

Og i aften var jeg der for dig. Eller med dig. Du er blevet til Kulturhovedstad, og da koret og musikken og lyset spillede sammen til din ære, kunne jeg ikke undgå at blive rørt helt ind i min sjæl. Jeg blev rørt over din historie, min historie, vores historie og alle andre menneskers historie sammen med dig.

Aarhus: Du har givet mig et sted at høre hjemme uden nogensinde at kede mig for alvor. Tak!1799051_10151977178712939_1428553021_o