Ensomhedens paradoks

by sissemoelgaardpoulsen

Stilheden er det kun mig selv, der kan få til at forsvinde, så jeg ikke svinder ind. Det gør jeg nu ikke alligevel, for jeg spiser bare for at udfylde tomrummet i stedet for. Det er ikke løgn, når jeg siger, at jeg elsker mit liv. Jeg skatter det og mig selv meget højt. Det er ikke løgn, når jeg siger, at jeg elsker mit hjem. Intet af det er løgn. Men der er tomt ved siden af mig.

Hvor kan man råbe det ud uden at blive dømt på det?

J E G  E R  E N S O M!!!, ville jeg råbe.

Jeg ville brøle af mine lungers fulde kraft for at få det ud af min krop.

Det er en fæl følelse, ensomheden. For hvis man siger det til andre, kan det virke afskrækkende. Det kan blive til en høj mur mellem os. “Hvad er der galt med hende?,” tænker folk måske, “måske mangler hun bare en hobby eller nogle venner,” fortsætter de. De siger, at det er vigtigt at have nok i sig selv. Og de giver gode råd. Man kan melde sig ind i foreninger, lave frivilligt arbejde, være opsøgende socialt, pleje sine venskaber. Og så kunne man ende med at føle sig som et problem, der skulle løses. Som et liv, der ikke selvforvalter godt nok. Hvis jeg deler ensomheden med andre, ender jeg nogle gange med at føle mig så meget desto mere ensom. For da bliver det tydeligt, at ensomheden er min egen. Der er ikke andre, der kan bære den for mig. De kan bevidne den, men de kan ikke befri mig fra den. For de andre er ikke altid løsningen. Men jeg selv er heller ikke.

Det er, når stilheden er størst og energien er lav, at det mærkes tydeligst. Når jeg kommer hjem efter en lang dag på arbejde og ikke orker forvalte mit liv på nogen som helst måde. Jeg vil bare gerne have min sofa og et ukompliceret selskab, der spørger mig om mit liv, uden jeg selv har inviteret selskabet til at høre om det. Men jeg orker ikke opsøge selskab eller ringe til nogen. Jeg vil bare gerne have, at det er der. Eller at det opsøger mig. Det føles prima donna-agtigt at skrive det ned. Men det er sandheden. Nogle dage bliver jeg træt af at skulle opsøge alting selv. Altid selv holde fanen højt. Altid selv. Jeg kan godt gøre det. Men min arm er svag og træt af at holde den fane. Og jeg ser de andre, der ikke behøver holde fanen selv. Langt de fleste i min omgangskreds er dér, hvor de hjælper hinanden med at bære den fane.

“Så skulle du måske gøre noget mere for at komme ud og finde dig en mand,” siger folk nogle gange. Andre gange siger de, jeg skal stoppe med at lede, for så kommer det af sig selv. Ingen af strategierne virker for nuværende. Og jeg har altså kæmpet med og mod ensomheden i de sidste 3 år. Eller, nej. 5.

Nu skriver jeg, at det er ensomheden, jeg kæmper med. Det er ikke rigtigt, egentlig.

Det, jeg kæmper med, er, at jeg leder efter den. Kærligheden. Den kærlighed, der kun kan deles. Den kærlighed, hvis manglende eksistens i mit liv er roden til min følelse af ensomhed. Jeg er virkelig god til at føle mig samhørig med et andet menneske. Min krop higer efter det. Min hjerne beder mig lave for store portioner morgenmad, fordi den ubevidst gerne vil dele med nogen. Jeg har så meget godt at give. Mit indre bruser over af kærlighed, som ikke kan sendes nogen steder hen, for det er ikke den slags kærlighed, man deler med familie og venner.

Men hvis man siger, man søger det, kærligheden, den altomsiggribende indre rusken, og hvis man siger, at det føles som noget af det vigtigste nogensinde at dele krop og sjæl med en anden, så kan folk finde på at sige, at man skal huske at elske sig selv først. At man ikke skal tro, den anden løser noget som helst for en. Det kan også virke desperat at ønske sig noget så brændende, for man risikerer at give afkald på sig selv i forløbet. Så jeg skal VIRKELIG huske at elske mig selv.

Gu fanden elsker jeg mig selv. Jeg elsker mig selv så højt, at jeg under mig selv det bedste, man kan få. Og det bedste, det største, det mest meningfyldte er da om noget kærligheden til et andet menneske. Især, når den er gengældt. Det er da om noget at se og blive set. At åbne sig for hinanden, blotte det alt sammen – og vælge det til. Hver dag.

Også selv om græsset aldrig er grønnere på den anden side.

Nu har jeg sagt det højt, og det føles farligt. Men i virkeligheden er min største kritiker nok mig selv. For det er da kikset at være ensom, ikke? Og endnu mere kikset at sige det højt, for så befinder man sig vel bare i en offerrolle, ikke sandt?  Betyder det ikke også bare, at jeg ikke har ordentlig styr på mit liv? Eller betyder det ikke bare, at det er fordi, jeg ikke er elskelig nok for andre mennesker?

Man kan jo bare fikse det, der er galt, ikke? Men nu har jeg fikset det med selvkærlighed, takeaway, hobbyer, gode venner, skemalægning af mit liv og ting i den dur. Og det har altså været en masse. Og bevares, det har været rart og hyggeligt og alt derimellem.

Men det er fandme ikke nok. 

Så nu siger jeg det helt roligt på skrift:

Jeg hedder Sisse, jeg er et fantastisk og kompetent menneske, og jeg er ensom. Det er jeg bare.

Jeg bliver ikke mindre ensom af at sige det højt. Måske bliver jeg endda mere ensom af det. Men måske bliver du, der læser det, mindre ensom, fordi du kan genkende følelsen og vide, at du ikke er alene om at være det.

ensom