Noget Med Ord

Month: januar, 2017

Kære Aarhus

Aarhus er ikke en by, det er en tilstand, synes jeg. Og en fandens fin én af slagsen.

Hvordan forklarer man dét at føle sig hjemme et sted? Hvor gaderne bærer på ens minder og historier. Hvor ukendte gader er som tomme sider, der venter på at få skrevet nye historier ned? Jeg føler mig hjemme, men jeg er konstant nysgerrig. Hvad er det næste, du kan gøre ved mig, Aarhus? Hvad er det næste, jeg kan gøre ved dig?

Du er ikke noget særligt, men det er du alligevel. Det er ligesom med andres kærester, tror jeg. Man forstår det ikke altid, altså andres lys, tror jeg, men man kan mærke det – samhørigheden og følelserne og det alt sammen.

Og Aarhus, jeg mærker dig. Det har jeg altid gjort – lige siden mine spæde erfaringer med min allerførste kæreste, som boede der. Det var dengang, jeg var 17, og vi hang sammen som ærtehalm inde i de lyserøde bygninger bag hedengangne Bent J. Indtil vi ikke længere hang sammen, og så gik der lidt tid, før jeg så dig igen, Aarhus.

Da jeg kom tilbage, var det for at blive. Også selv om panikangsten over at være flyttet hjemmefra hev og sled gevaldig i mig. Vi var som to elskende, der ikke kunne holde hinanden ud, Aarhus. Jeg kunne slet ikke være i dig, men jeg kunne heller ikke undvære dig. Da jeg endelig sluttede fred med mine dæmoner, åbnede det op for kærligheden mellem du og jeg, sådan for alvor.

Jeg har siddet i sene nattetimer på dine brostensbelagte gader og grædt over at elske dig på den helt lykkelige måde. Jeg har vandret dig tynd på hvilket som helst tidspunkt af døgnet. Jeg har gået mig glad på grå dage, jeg har slæbt mig træt afsted på solskinsdage. Det har været dig og mig sammen om det hele. Du har båret mig gennem forelskelser, stor kærlighed, kæmpe sorg, forandringsprocesser, uddannelse, nye venskaber, adskillige dates og alt derimellem. Du har været der, når jeg skulle handle ind, når jeg skulle hente takeaway, når jeg ville læse og skrive, når jeg ville tænke stort og småt. Når jeg ville væk, når jeg ville tættere på, når jeg bare ville ingenting. Du har båret mig igennem det hele.

Og i aften var jeg der for dig. Eller med dig. Du er blevet til Kulturhovedstad, og da koret og musikken og lyset spillede sammen til din ære, kunne jeg ikke undgå at blive rørt helt ind i min sjæl. Jeg blev rørt over din historie, min historie, vores historie og alle andre menneskers historie sammen med dig.

Aarhus: Du har givet mig et sted at høre hjemme uden nogensinde at kede mig for alvor. Tak!1799051_10151977178712939_1428553021_o

Ensomhedens paradoks

Stilheden er det kun mig selv, der kan få til at forsvinde, så jeg ikke svinder ind. Det gør jeg nu ikke alligevel, for jeg spiser bare for at udfylde tomrummet i stedet for. Det er ikke løgn, når jeg siger, at jeg elsker mit liv. Jeg skatter det og mig selv meget højt. Det er ikke løgn, når jeg siger, at jeg elsker mit hjem. Intet af det er løgn. Men der er tomt ved siden af mig.

Hvor kan man råbe det ud uden at blive dømt på det?

J E G  E R  E N S O M!!!, ville jeg råbe.

Jeg ville brøle af mine lungers fulde kraft for at få det ud af min krop.

Det er en fæl følelse, ensomheden. For hvis man siger det til andre, kan det virke afskrækkende. Det kan blive til en høj mur mellem os. “Hvad er der galt med hende?,” tænker folk måske, “måske mangler hun bare en hobby eller nogle venner,” fortsætter de. De siger, at det er vigtigt at have nok i sig selv. Og de giver gode råd. Man kan melde sig ind i foreninger, lave frivilligt arbejde, være opsøgende socialt, pleje sine venskaber. Og så kunne man ende med at føle sig som et problem, der skulle løses. Som et liv, der ikke selvforvalter godt nok. Hvis jeg deler ensomheden med andre, ender jeg nogle gange med at føle mig så meget desto mere ensom. For da bliver det tydeligt, at ensomheden er min egen. Der er ikke andre, der kan bære den for mig. De kan bevidne den, men de kan ikke befri mig fra den. For de andre er ikke altid løsningen. Men jeg selv er heller ikke.

Det er, når stilheden er størst og energien er lav, at det mærkes tydeligst. Når jeg kommer hjem efter en lang dag på arbejde og ikke orker forvalte mit liv på nogen som helst måde. Jeg vil bare gerne have min sofa og et ukompliceret selskab, der spørger mig om mit liv, uden jeg selv har inviteret selskabet til at høre om det. Men jeg orker ikke opsøge selskab eller ringe til nogen. Jeg vil bare gerne have, at det er der. Eller at det opsøger mig. Det føles prima donna-agtigt at skrive det ned. Men det er sandheden. Nogle dage bliver jeg træt af at skulle opsøge alting selv. Altid selv holde fanen højt. Altid selv. Jeg kan godt gøre det. Men min arm er svag og træt af at holde den fane. Og jeg ser de andre, der ikke behøver holde fanen selv. Langt de fleste i min omgangskreds er dér, hvor de hjælper hinanden med at bære den fane.

“Så skulle du måske gøre noget mere for at komme ud og finde dig en mand,” siger folk nogle gange. Andre gange siger de, jeg skal stoppe med at lede, for så kommer det af sig selv. Ingen af strategierne virker for nuværende. Og jeg har altså kæmpet med og mod ensomheden i de sidste 3 år. Eller, nej. 5.

Nu skriver jeg, at det er ensomheden, jeg kæmper med. Det er ikke rigtigt, egentlig.

Det, jeg kæmper med, er, at jeg leder efter den. Kærligheden. Den kærlighed, der kun kan deles. Den kærlighed, hvis manglende eksistens i mit liv er roden til min følelse af ensomhed. Jeg er virkelig god til at føle mig samhørig med et andet menneske. Min krop higer efter det. Min hjerne beder mig lave for store portioner morgenmad, fordi den ubevidst gerne vil dele med nogen. Jeg har så meget godt at give. Mit indre bruser over af kærlighed, som ikke kan sendes nogen steder hen, for det er ikke den slags kærlighed, man deler med familie og venner.

Men hvis man siger, man søger det, kærligheden, den altomsiggribende indre rusken, og hvis man siger, at det føles som noget af det vigtigste nogensinde at dele krop og sjæl med en anden, så kan folk finde på at sige, at man skal huske at elske sig selv først. At man ikke skal tro, den anden løser noget som helst for en. Det kan også virke desperat at ønske sig noget så brændende, for man risikerer at give afkald på sig selv i forløbet. Så jeg skal VIRKELIG huske at elske mig selv.

Gu fanden elsker jeg mig selv. Jeg elsker mig selv så højt, at jeg under mig selv det bedste, man kan få. Og det bedste, det største, det mest meningfyldte er da om noget kærligheden til et andet menneske. Især, når den er gengældt. Det er da om noget at se og blive set. At åbne sig for hinanden, blotte det alt sammen – og vælge det til. Hver dag.

Også selv om græsset aldrig er grønnere på den anden side.

Nu har jeg sagt det højt, og det føles farligt. Men i virkeligheden er min største kritiker nok mig selv. For det er da kikset at være ensom, ikke? Og endnu mere kikset at sige det højt, for så befinder man sig vel bare i en offerrolle, ikke sandt?  Betyder det ikke også bare, at jeg ikke har ordentlig styr på mit liv? Eller betyder det ikke bare, at det er fordi, jeg ikke er elskelig nok for andre mennesker?

Man kan jo bare fikse det, der er galt, ikke? Men nu har jeg fikset det med selvkærlighed, takeaway, hobbyer, gode venner, skemalægning af mit liv og ting i den dur. Og det har altså været en masse. Og bevares, det har været rart og hyggeligt og alt derimellem.

Men det er fandme ikke nok. 

Så nu siger jeg det helt roligt på skrift:

Jeg hedder Sisse, jeg er et fantastisk og kompetent menneske, og jeg er ensom. Det er jeg bare.

Jeg bliver ikke mindre ensom af at sige det højt. Måske bliver jeg endda mere ensom af det. Men måske bliver du, der læser det, mindre ensom, fordi du kan genkende følelsen og vide, at du ikke er alene om at være det.

ensom