Når et nytårsforsæt bliver til et nytårsfortsæt

by sissemoelgaardpoulsen

Nytårsforsætter går ikke godt i tråd med at være til stede i nuet. De pejler mod noget andet, mere, større, bedre, som vi gerne vil have eller være. Men hvis vi hverken ser frem eller tilbage, kan vi jo heller ikke navigere. Så står vi som en uformelig masse og bare er der, midt i det alt sammen. Eksistens er godt, men den risikerer let at blive til forfald, hvis vi ikke reflekterer bare en smule over, hvad vi er, hvem vi har og hvad vi gerne vil gøre ved det alt sammen.

Min erfaring med nytårsforsætter er, at jeg ikke overholder dem. På den måde deler jeg skæbne med adskillige andre, er jeg sikker på. Jeg overholder dem ikke, fordi det i virkeligheden ikke er vigtigt at overholde dem. Hvis det var vigtigt nok, ville jeg vel gøre noget ved det af mig selv hver eneste dag?

For mig er et nytårsforsæt et pejlemærke mod det menneske, jeg gerne vil være – eller i virkeligheden håber, jeg er eller kan blive. Og jeg tror vitterlig, det hjælper mig med at navigere i mit daglige virke til en vis grad. I hvert fald indtil det bliver februar. Eller uge 2. Så finder jeg som regel ud af, at det ikke er så skide vigtigt at leve udelukkende af grøntsager, hvis det alligevel bare gør mig sur og trist. Eller at det ikke er realistisk at skrive en novelle om dagen, for så bliver det bare en stressfaktor. Den slags. Så jeg ender med at gradbøje mine forsætter, så de passer til den, jeg er. Det er blandt andet derfor, jeg er endt med at skrive herinde. Fordi jeg ville skrive mere, bedre og oftere. Jeg skriver ikke oftere. Men jeg skriver mere. Med tiden forhåbentlig også bedre. Og i år 2017 måske endda med knap så meget navlepilleri, hvem ved.

Et nyt år venter rundt om hjørnet, og jeg har gerne for vane at se tilbage på det gamle, lige som dronningen gør det. Men ikke i år. 2016 bliver en del af 2017, for ting hænger sammen. Og lige nu står jeg bare midt i det alt sammen og eksisterer. For en navlepiller som mig er det sundt. Jeg mærker, hvad der er er godt, og så går jeg med det. Jeg står fast. Falder på plads. Holder ved. Er bare mig. Og det har jeg sådan set tænkt mig at fortsætte med.

nytar