Du er kun en afvisning fra at interessere mig.

by sissemoelgaardpoulsen

Jeg kan ikke skrive noget. Så jeg skriver alligevel. Det er lige meget med linjer og afsnit, for jeg skriver bare. Det går helt af sig selv, og jeg må ikke holde pause. For når jeg skriver, finder jeg ud af, hvad jeg tænker. Og når jeg ved, hvad jeg tænker, holder jeg op med at mærke efter, hvad jeg føler. Det er en smart udladning på den måde. Ordene får mig til at forstå verden. Igen og igen. De er mine briller. Den har været der meget i denne uge, længslen. Efter at dele mig midt over og glemme mig selv. Efter at forsvinde ind i et andet menneske. Et menneske, jeg ikke kender eller kan sætte ansigt eller navn på. Men et menneske, jeg ved, jeg får lyst til at kende, når jeg møder det. Det er en udefinerbar længsel. Måske endda en biologisk. Det kan jeg ikke vurdere. Den føles i hvert fald bare indgroet. Og meget utilfredsstillende. Jeg vil gerne høre til et sted. I en armkrog. Samtidig vil jeg ikke høre til hos hvem som helst. Måske i virkeligheden ikke hos nogen som helst. For så siger du det der eller gør den der ting. Og vupti, så er jeg videre ude over stepperne. Måske fordi du keder mig. Måske fordi der dukkede en mere interessant op. Måske fordi jeg er bange uden at vide det. For jeg ved det ikke. Du er i hvert fald kun en afvisning fra at interessere mig. Det er helt sikkert.