Uforløst decemberfølelse

by sissemoelgaardpoulsen

December, det er egentlig ikke fordi, jeg vil klage

Men jeg konstaterer voldsommere end normalt, at jeg er uden mage

Overalt er julelys og -hjerter

Helt ærligt, det smerter

 

Jeg kan ikke forklare, hvorfor det gør ondt, men det gør det bare

Mine mål her i livet er forholdsvis klare

Et af dem er at kunne dele ud af min kærlighed

Til en varm og dejlig mand, der har fortjent noget af al den herlighed

som jeg er ved at brænde inde og bruse over med

Kan ens hjerte gå af led?

 

“Du skal bare nyde at være dig selv,

lav fede ting og undgå følelsen af at slå tiden ihjel,

find meningen med dit liv,

kan da kun en mand gøre dig positiv?”

– det spørger folk mig nogle gange om, og jeg kan jo godt forstå dem

men det giver mig helt ærlig lyst til at slå dem

 

I snart fem år har jeg levet alene

fundet mig selv, dyrket glæden og vendt alle stenene

jeg har datet mange mennesker, udfordret mig selv

– og så også lige betalt af på noget gæld

 

Jeg er parat til noget andet, noget større, noget mere

jeg vil mærke livet i alle aspekter, jeg vil ekspandere

jeg ved ikke hvordan, med hvem eller med hvad

jeg vil bare gerne være lidt mere glad

 

Jeg ved godt, det var noget af en smøre

spørger du mig om en time til mit digt, siger jeg “sikken gang følelsespløre,

jeg mente det jo ikke helt så alvorligt,

jeg ved jo godt, at det der sker i livet er vilkårligt,

for jeg har det jo godt med tingene som de er, altså i bund og grund

men det er vinter, det er mørkt og månen står rund

så når jeg står alene og kigger på den, tænker jeg

der må være en derude, der har det ligesom mig.”

 

december