Noget Med Ord

Month: december, 2016

Når et nytårsforsæt bliver til et nytårsfortsæt

Nytårsforsætter går ikke godt i tråd med at være til stede i nuet. De pejler mod noget andet, mere, større, bedre, som vi gerne vil have eller være. Men hvis vi hverken ser frem eller tilbage, kan vi jo heller ikke navigere. Så står vi som en uformelig masse og bare er der, midt i det alt sammen. Eksistens er godt, men den risikerer let at blive til forfald, hvis vi ikke reflekterer bare en smule over, hvad vi er, hvem vi har og hvad vi gerne vil gøre ved det alt sammen.

Min erfaring med nytårsforsætter er, at jeg ikke overholder dem. På den måde deler jeg skæbne med adskillige andre, er jeg sikker på. Jeg overholder dem ikke, fordi det i virkeligheden ikke er vigtigt at overholde dem. Hvis det var vigtigt nok, ville jeg vel gøre noget ved det af mig selv hver eneste dag?

For mig er et nytårsforsæt et pejlemærke mod det menneske, jeg gerne vil være – eller i virkeligheden håber, jeg er eller kan blive. Og jeg tror vitterlig, det hjælper mig med at navigere i mit daglige virke til en vis grad. I hvert fald indtil det bliver februar. Eller uge 2. Så finder jeg som regel ud af, at det ikke er så skide vigtigt at leve udelukkende af grøntsager, hvis det alligevel bare gør mig sur og trist. Eller at det ikke er realistisk at skrive en novelle om dagen, for så bliver det bare en stressfaktor. Den slags. Så jeg ender med at gradbøje mine forsætter, så de passer til den, jeg er. Det er blandt andet derfor, jeg er endt med at skrive herinde. Fordi jeg ville skrive mere, bedre og oftere. Jeg skriver ikke oftere. Men jeg skriver mere. Med tiden forhåbentlig også bedre. Og i år 2017 måske endda med knap så meget navlepilleri, hvem ved.

Et nyt år venter rundt om hjørnet, og jeg har gerne for vane at se tilbage på det gamle, lige som dronningen gør det. Men ikke i år. 2016 bliver en del af 2017, for ting hænger sammen. Og lige nu står jeg bare midt i det alt sammen og eksisterer. For en navlepiller som mig er det sundt. Jeg mærker, hvad der er er godt, og så går jeg med det. Jeg står fast. Falder på plads. Holder ved. Er bare mig. Og det har jeg sådan set tænkt mig at fortsætte med.

nytar

 

Du er kun en afvisning fra at interessere mig.

Jeg kan ikke skrive noget. Så jeg skriver alligevel. Det er lige meget med linjer og afsnit, for jeg skriver bare. Det går helt af sig selv, og jeg må ikke holde pause. For når jeg skriver, finder jeg ud af, hvad jeg tænker. Og når jeg ved, hvad jeg tænker, holder jeg op med at mærke efter, hvad jeg føler. Det er en smart udladning på den måde. Ordene får mig til at forstå verden. Igen og igen. De er mine briller. Den har været der meget i denne uge, længslen. Efter at dele mig midt over og glemme mig selv. Efter at forsvinde ind i et andet menneske. Et menneske, jeg ikke kender eller kan sætte ansigt eller navn på. Men et menneske, jeg ved, jeg får lyst til at kende, når jeg møder det. Det er en udefinerbar længsel. Måske endda en biologisk. Det kan jeg ikke vurdere. Den føles i hvert fald bare indgroet. Og meget utilfredsstillende. Jeg vil gerne høre til et sted. I en armkrog. Samtidig vil jeg ikke høre til hos hvem som helst. Måske i virkeligheden ikke hos nogen som helst. For så siger du det der eller gør den der ting. Og vupti, så er jeg videre ude over stepperne. Måske fordi du keder mig. Måske fordi der dukkede en mere interessant op. Måske fordi jeg er bange uden at vide det. For jeg ved det ikke. Du er i hvert fald kun en afvisning fra at interessere mig. Det er helt sikkert.

Uforløst decemberfølelse

December, det er egentlig ikke fordi, jeg vil klage

Men jeg konstaterer voldsommere end normalt, at jeg er uden mage

Overalt er julelys og -hjerter

Helt ærligt, det smerter

 

Jeg kan ikke forklare, hvorfor det gør ondt, men det gør det bare

Mine mål her i livet er forholdsvis klare

Et af dem er at kunne dele ud af min kærlighed

Til en varm og dejlig mand, der har fortjent noget af al den herlighed

som jeg er ved at brænde inde og bruse over med

Kan ens hjerte gå af led?

 

“Du skal bare nyde at være dig selv,

lav fede ting og undgå følelsen af at slå tiden ihjel,

find meningen med dit liv,

kan da kun en mand gøre dig positiv?”

– det spørger folk mig nogle gange om, og jeg kan jo godt forstå dem

men det giver mig helt ærlig lyst til at slå dem

 

I snart fem år har jeg levet alene

fundet mig selv, dyrket glæden og vendt alle stenene

jeg har datet mange mennesker, udfordret mig selv

– og så også lige betalt af på noget gæld

 

Jeg er parat til noget andet, noget større, noget mere

jeg vil mærke livet i alle aspekter, jeg vil ekspandere

jeg ved ikke hvordan, med hvem eller med hvad

jeg vil bare gerne være lidt mere glad

 

Jeg ved godt, det var noget af en smøre

spørger du mig om en time til mit digt, siger jeg “sikken gang følelsespløre,

jeg mente det jo ikke helt så alvorligt,

jeg ved jo godt, at det der sker i livet er vilkårligt,

for jeg har det jo godt med tingene som de er, altså i bund og grund

men det er vinter, det er mørkt og månen står rund

så når jeg står alene og kigger på den, tænker jeg

der må være en derude, der har det ligesom mig.”

 

december