Stemmeløs

by sissemoelgaardpoulsen

 

silence

Stemmeløs som at undvære koffein om morgenen

sluger mine ord igen og igen, men er hele tiden sulten

efter ord, der lyder som altid

brudstykker af talte ord slipper ud af stilhedens favntag, når det indimellem løsnes

for jeg køber en to go-kaffe og lader baristaen æde min stolthed

jeg må bestille sagte, alt imens jeg ikke kan bestille noget af det, jeg plejer til daglig

jeg havde sikkert råbt for meget i weekenden til en koncert, sagde han bestemt

– nej, jeg har faktisk ikke festet i weekenden, svarede jeg forstemt

stemmen er animeret, men ordene var mine

pressede dem ud gennem stemmelæberne som  ved en anden fødsel

Stemmen gik altså bare

den bestemte det uden at forventningsafstemme

måske for at se verden uden at tale om den

på ubestemt tid

så du gemte din skam over dit grin bag skægget

pakkede din taske og tog hjem efter at have bestilt dét, du skulle

og det gik op for mig, at mit hjem ligger i det talte rum mellem mennesker

stemmeløs, men velsagtens ikke formålsløs

man skal ikke tie ting ihjel men det bliver jeg nødt til

jeg skriver det levende