Jalousi

by sissemoelgaardpoulsen

Det sitrede indeni. Som en lillebitte hvirvelvind, der voksede sig større og større i takt med hendes følelse af mindreværd. Hvorfor fanden havde han ikke skrevet i løbet af festen? Bare sådan helt af sig selv. Hvorfor tænkte han ikke på hende af sig selv? Tænkte han ikke på hende? Måske tænkte han virkelig ikke på hende. Måske var de andre ude i verden meget mere spændende. Måske nød han at være fri for hende i aften. Måske havde han glemt hende. Måske syntes han i virkeligheden slet ikke, hun var pæn. Det havde han ellers sagt for et par dage siden, men det var som om, virkningen var forsvundet nu. Var hun egentlig blevet tykkere siden? Han sagde også til hende, at han elskede hende, da han gik ud af døren i morges. Det var ligemeget nu. Fuldstændig ligemeget. Alle ved, at når der går en fremmed, flot fisse forbi og gør sig til ude i byen, så lytter mændene kun til den. Det gør de bare. Han havde sgu nok allerede forladt hende, sådan i sit sind, lå hun og overbeviste sig selv om der i sengen. Deres seng. Tankerne eskalerede hurtigere, end hun kunne nå at stoppe dem. Som en omvendt orgasme byggede de sig op. Hun vidste godt, at klimaks ville være, hvis hun valgte at konfrontere ham med al sin fucking usikkerhed. Hun vidste efterhånden også godt, at det absolut ikke ville gøre noget som helst bedre. Monsteret ville blive synligt og stå der som en barriere mellem dem, og det ville bare få ham til at trække sig endnu længere væk fra hende – og endnu tættere på alle de fremmede fisser ude i byen. Hun hyperventilerede indvendigt ved tanken. Det var et uløseligt problem. En gotisk fucking knude. Man skal kunne tale om den slags usikkerhed, det siger de jo allesammen. Men problemet, som i virkeligheden mest er hendes eget, bliver til en fælles problematik. Hun skal udstille, at hun føler, hun ikke er god nok, pæn nok, værd at holde fast i og kaste sin kærlighed på.

Alle sine svagheder skal hun udstille med den risiko, at han pludselig ser, at hun netop ikke er dét værd.