Noget Med Ord

Month: september, 2016

Stemmeløs

 

silence

Stemmeløs som at undvære koffein om morgenen

sluger mine ord igen og igen, men er hele tiden sulten

efter ord, der lyder som altid

brudstykker af talte ord slipper ud af stilhedens favntag, når det indimellem løsnes

for jeg køber en to go-kaffe og lader baristaen æde min stolthed

jeg må bestille sagte, alt imens jeg ikke kan bestille noget af det, jeg plejer til daglig

jeg havde sikkert råbt for meget i weekenden til en koncert, sagde han bestemt

– nej, jeg har faktisk ikke festet i weekenden, svarede jeg forstemt

stemmen er animeret, men ordene var mine

pressede dem ud gennem stemmelæberne som  ved en anden fødsel

Stemmen gik altså bare

den bestemte det uden at forventningsafstemme

måske for at se verden uden at tale om den

på ubestemt tid

så du gemte din skam over dit grin bag skægget

pakkede din taske og tog hjem efter at have bestilt dét, du skulle

og det gik op for mig, at mit hjem ligger i det talte rum mellem mennesker

stemmeløs, men velsagtens ikke formålsløs

man skal ikke tie ting ihjel men det bliver jeg nødt til

jeg skriver det levende

 

 

Tiden er der jo altid

Det går i den retning

Også selv om man går mod strømmen

Vi kan ikke gøre noget; kalenderbladet er vendt

Det samme gør min  mave; vender sig

Nu vil den have rod- og nedfaldsfrugter ad libitum

Selv om solen skinner svidende sensommerligt på de ben, jeg glemmer at putte i shorts

Jeg tænder forvirrende stearinlys midt i det varme mørke om aftenen

Mens Jægergårdsgade summer af kalendervenderanarkister

Roséen og toupéen skal luftes, mens tid er

Og tiden er der jo altid

Jalousi

Det sitrede indeni. Som en lillebitte hvirvelvind, der voksede sig større og større i takt med hendes følelse af mindreværd. Hvorfor fanden havde han ikke skrevet i løbet af festen? Bare sådan helt af sig selv. Hvorfor tænkte han ikke på hende af sig selv? Tænkte han ikke på hende? Måske tænkte han virkelig ikke på hende. Måske var de andre ude i verden meget mere spændende. Måske nød han at være fri for hende i aften. Måske havde han glemt hende. Måske syntes han i virkeligheden slet ikke, hun var pæn. Det havde han ellers sagt for et par dage siden, men det var som om, virkningen var forsvundet nu. Var hun egentlig blevet tykkere siden? Han sagde også til hende, at han elskede hende, da han gik ud af døren i morges. Det var ligemeget nu. Fuldstændig ligemeget. Alle ved, at når der går en fremmed, flot fisse forbi og gør sig til ude i byen, så lytter mændene kun til den. Det gør de bare. Han havde sgu nok allerede forladt hende, sådan i sit sind, lå hun og overbeviste sig selv om der i sengen. Deres seng. Tankerne eskalerede hurtigere, end hun kunne nå at stoppe dem. Som en omvendt orgasme byggede de sig op. Hun vidste godt, at klimaks ville være, hvis hun valgte at konfrontere ham med al sin fucking usikkerhed. Hun vidste efterhånden også godt, at det absolut ikke ville gøre noget som helst bedre. Monsteret ville blive synligt og stå der som en barriere mellem dem, og det ville bare få ham til at trække sig endnu længere væk fra hende – og endnu tættere på alle de fremmede fisser ude i byen. Hun hyperventilerede indvendigt ved tanken. Det var et uløseligt problem. En gotisk fucking knude. Man skal kunne tale om den slags usikkerhed, det siger de jo allesammen. Men problemet, som i virkeligheden mest er hendes eget, bliver til en fælles problematik. Hun skal udstille, at hun føler, hun ikke er god nok, pæn nok, værd at holde fast i og kaste sin kærlighed på.

Alle sine svagheder skal hun udstille med den risiko, at han pludselig ser, at hun netop ikke er dét værd.